Startside 'SVIGERFAR' Frisenwall Fotoalbum Links Scharnweber Versen-lejren 

 

Som PDF-fil

 

 

 

[Jens Martin Sørensen (svigerfar):]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KONCENTRATIONSLEJR  "VERSEN"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En beretning om livet i lejren ved Emsfloden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NB. De vedføjede røde tal henviser til illustrationer i medfølgende hefter og andre bilag.

Forord:  

 

Efterfølgende beretning er forfattet af Jens Martin Sørensen ( 1898 - 1989 ), Kolding.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 




                                                                      November 1944

Hjem fra Ortkarten

    Efter en lang dag, som var gået med som sædvanlig at stå i ler og vand, for at grave de store dybe pansergrave, som strakte sig syd om Hamborg, var vi nu på vej i toget, der snegler sig ud mod Neuengamme Lejren, den berygtede lejr, som vi altså i denne tid måtte kalde vort "hjem". Når man en hel dag har slidt og slæbt, ligget på maven i de våde enge så længe bombeangrebene stod på, mens sprængstykkerne regnede ned omkring ørerne på os, og varme som sprængstykkerne var, lå og dampede i den våde engbund, når man var syg at den sædvanlige "Scheisserei", så man ikke en­gang kunne have den smule mad der blev tildelt én i sig, når man var gennemvåd og hundefrøs, og selvom "SS"er og forarbejder, kapoer, og hvad de nu allesammen hed, havde prøvet at tæve varme i os med deres gummiknipler, ja, så kunne man ikke lade være med at længes efter lejren trods alt, ikke, for dens hygge, for det fandtes der ikke noget af, - men varmen i barakkerne, hvor 6-700 mennesker var bunket sammen, gjorde at man tænkte på dette, som at komme i himlen. Nå, foreløbig stod vi 25 mand i hver sin en­de at de kolde godsvogne, hele midterpartiet var forbeholdt de to bevæbnede vagtposter, og de boldt meget nøje eje med, at vi ikke stjal en centimeter af deres område, det kunne jo gå ud over deres værdighed, - vi hang på vore spader og skovle, og havde vænnet os til at stå op og sove, det gik udmærket, man skalle bare passe på at komme inderst i rækkerne så kunne man jo ikke falde til nogen at siderne. De yderste i rækkerne havde det jo mindre morsomt, da vagt­posterne hamrede deres geværer ned over deres tæer eller dunkede dem i maven med deres geværkolber, hvis de kom blot 1 centimeter inden for deres område. Nå, nu glider toget langsomt ind på lejrens område, og det er ved at bli­ve mørkt, en dag er igen ved at være til ende.

    Toget stop­per, dørene bliver revet til side, soldaterne springer ud og råbet "aufstehen" lyder, og så skal det gå stærkt. Lejrkommandanten, den berygtede Thumann er skam selv ved toget og tager imod os, og så ved vi der skal fart på. Selv står han sejrstolt i sin læderuniform og skuer hen langs togrækken. Han kunne være, det man kalder en smuk mand, men når man ser hans hårde blik, og hører kommandoerne flyde ud af hans mund, ja, så falder beundringen. "Los, los hier,-tempo-tempo, fordømte Schweinhunde". Og så vælter vi ned fra vognene, der er højt fra vognen til jorden, så de unge springer først, og de ældre til sidst, for at de kan tage imod og afbøde faldet, men ikke så snart er de første ved jorden før næste kommando lyder, "fünf und fünf" (fem og fem) den sædvanlige marchorden, og det skal også helst gå stærkt, SS’erne farer frem og tilbage langs kolonnerne og retter ind og tæller op, og det foregår stadig ved hjælp af gummikniplerne, og de er ligeglade med, om de rammer i nakken eller ansigtet, blot det går stærkt. "los, los-tempo, fünf und fünf  verflugte Dänen", (forbandede dansker). Så er vi klar, marchordren lyder, og vi sætter os i bevægelse mod lejren. Vi tramper af sted så godt vi kan op mod lejren; allerede da vi kommer ud at toget, kan vi lugte lejren. 

    Denne mærkelige lejrlugt, som slog os i møde, den første gang vi kom til Neuengamme, og som vakte vor forundring. Ja, hvad består den af, en ubestemmelig ting, der gennemtrænger alt langt uden for lejren, vel en blanding at snavs, klor, latrinerne, steckrüben (roerne de lavede mad af), og osen fra det stadig brændende krematorie. Op langs vejen står med kort afstand politisoldater med vilde hun­de i snor, og maskingeværerne i skudklar stilling, om én eller anden skulle få lyst til at tage en afstikker. Mørket er faldet på, og vi nærmer os hovedvagten, hvor vi skal igennem for at komme ind i lejren. Overfor indgangen på modsatte side at vejen er der nogle betonbunkers med skydeskår, en hel lille fæstning, dem er der forresten flere af lejren rundt, for det tilfælde nogen kom i tanke om at bryde ud, så kunne de i ro og mag sidde inde i dem og meje fangerne ned efterhånden som fangerne nåede frem til portene, - jo, der var tænkt på alt.

    Nu lyder ordren fra vor "Vorarbeiter" - "Gleich Trit March, ein-zwei-drei-viere" og det betød jo strækmarch ind over broen, som går over kanalen og ind gennem hovedvagten. Der står "SS"ere på begge sider at porten med deres gummiknipler parat i hænderne, og hyler og skriger,- "sträck die Knockel"- (stræk fingrene), de skal være strakt ned langs lårene, men når man fryser fingrene, er det jo ikke nemt at strække dem, og straks farer gummikniplerne ned over ens fingre og banker varme i dem, nå - retningen er det også galt med, så vanker der en knippel enten i nakken eller ansigtet beroende på til hvilken side man har begået fejlen. Jeg tror det var en sport for SS’erne, at prøve at ramme så mange som muligt medens indmarchen stod på.

    Endelig igennem porten; blev vi modtaget med musik, lejrene store orkester spillede hver aften vi kom hjem  "Alte Kameraden" (Gamle kammerater) en rigtig tysk militærmarch. Dette orkester var noget for sig selv at se. De var alle klædt i de blåstribede flonelsfangedragter, der lignede pyjamas­ser og så den "prominente" blå alpehue, som kun lejrens "prominente" fanger måtte gå med. De "prominente" fanger var dem, der havde arbejdet sig lidt op i graderne ved hjælp af brutalitet eller svindel, og havde de så en eller anden ting, de kunne stikke ud til dem; der sad på skræddersalen, ja, så kunne de få dem en sådan hue, som tegn på, at de var lidt mere end andre. Dirigenten havde dog sin egen uniform, en diplomat eller hvad det nu var, grøn af ælde, han havde vel fundet den frem på depotet for gam­melt tøj, så havde han et hvidt armbind på, hvor der var malet en række noder, og så altså en taktstok. Vi hørte næsten aldrig andet end den samme melodi (Alte Kammeraden), men jeg fik oplyst, at fangerne var rigtige professionelle musikere, og jeg fik ved senere lejlighed at høre, at de virkelig kunne spille rigtige koncertnumre. Nu havde de foruden deres musikøvelser andet arbejde i lejren at passe. Nå, men vi travede stadig appelpladsen rundt til de opløftende toner, og marcherede efterhånden op i kolonner, og da vi var kommen på plads, marcherede musikken fronten af og trådte af nede i den anden ende af lejren.

    Så kom den store optælling. Denne aftenappel var en af de frygtede ting i Neuengamme Lejren, for man vidste aldrig, hvor lang tid den kunne tage. Den kunne ende på ca. 1/2 time, men den kunne også tage både 2-3-4 time?, ja, der har været appeller på indtil 6 timer. Vi blev talt igennem flere gange at "Vorarbeiterne", så afgav de melding til "Kapoer" og de igen til "Lejrældste" og igen videre til SS’erne, og de sammenlignede tallene i den øvrige del af lejren, sygebarakkerne, køkkener m.m., og hvis de så ikke stemte sammen, begyndte det hele forfra og i én uendelighed. Det kunne være en meget kold omgang at stå der i vinterkulden, når tøjet var gennemblødt, og sulten plagede og ikke kunne få lov at træde af på naturens vegne, skønt de fleste led af dårlig mave, resultatet var jo også, at mange styrtede, men de fik lov at ligge på den kolde cement, til hele ap­pellen var færdig.

    Nå,- heldigvis så gik det i dag ret hurtig ca. 3/4 time, og endelig lød ordren "mütze auf" -(hatten af) "und abtreten", med front mod den højere SS’er, der stod på sin forhøjning og skuede stolt ud over sine trop­per. Så gik den vilde jagt over mod barakkerne og kamp for at komme ind af den smalle der og ind til varmen og hvilen. op i køjerne med tøj og det hele på, for der var ingen andre steder at være, barakken vat fyldt op med køjer i 3 etagers med kun smalle gange imellem. Ca. 600 mand i hver barak, i to køjer sat sammen skulle ligge 5 mand, skiftevis med hoved og ben hver sin vej, så skulle der også være plade til alt gangtøjet, støvlerne under hovedet, for at være sikker på at have dem om morgenen. Når vi så var falden lidt til ro, nærmede vi os spisetiden, og det er et kapi­tel for sig selv. Pludselig lød råbet fra barakformanden "Essen hole--!" Vi skulle have "mad", den bestod gerne af et par skiver rugbrød (dårlig) lidt pølse og noget de kaldte "the" af en stor tønde. (Den varme mad, der bestod af suppe, fik vi jo på arbejdspladsen i Ortkarten, den skulle det entreprenørselskab vi arbejdede for jo sørge for.) Vi vandrede så i lange rækker op forbi bordene, hvor barak-formanden og hans medhjælper (stubendienst) var parat til at udlevere maden. Men,- når det så var udført, og vi atter var tilbage ved køjerne igen, så begyndte først den rigti­ge forestilling.

    Det var det store nummer for barakforman­den og hans medhjælpere, der nok selv var fanger, men fak­tisk kun var tyske professionelle forbrydere, der var endt i K.Z. lejr. Sagen var den, at de som regel altid kunne få lidt mad tilovers, og det ville de så uddele i ekstra portioner, som de kaldte "zuslag" (tillæg) , og i samme nu ordet "zuslag" lød, stormede hele barakkens mandskab op mod bordene for at komme først, og få del i den eftertragtede mad. Men, det havde konsortiummet også taget i betragtning, for de stod i række foran bordene og tønderne, med gummikniplerne parat, og så haglede det ned med slag og spark til alle dem der var kommen først, og så ikke kunne komme væk igen, for dem der pressede på bagfra.

    Når de så alle efter hård kamp med slag og skrig, var presset tilbage i den nederste del af barakken, og der var faldet lidt ro over gemytterne, ja,- så var kumpanerne parat til den næste dyst, og de samme scener gentog sig igen, hvilket kunne ske et par gange, indtil vi endelig blev opstillet i ordnede rækker. og maden blev uddelt, til de få stykker den kunne række. så skulle freden og hvilen endelig falde over os, indtil vi endelig blev beordret til køjs, hvilket også skulle gå meget hurtigt. I samme nu ordren lød, sprang formanden og hans medforbrydere op imellem gangene, og Gud nåde de arme, som ikke nåede at komme væk af gulvet og op i køjerne, de blev grebne og gennembankede, enten med knip­ler eller med de bare næver, ingen turde jo gøre modstand, det ville man ikke slippe levende fra. Ja, man skulle nok lære at ruppe sig. Men- sådan skulle det nu ikke gå denne her aften, og vi kom heller ikke til ro, for pludselig led råbet "Achtung - Achtung", der betød, at vi skulle stå ret på det sted vi stod, og ind skred et par "SS"ere, og gik op imod barakformanden med nogle papirer i hånden. Vi kiggede spændt,- hvad skulle der nu ske, det var aldrig rart, når der skete noget ud over det sædvanlige, men spændingen udløstes snart,- vi skulle på transport, blev der hvisket gennem rækkerne, men noget bestemt vidste ingen, man fik jo aldrig noget at vide, derfor levede man altid i spænding. Nå,- ordren lød på, at vi i løbet af meget kort tid måtte stille ovre ved depotbygningen og skrædderiet, og ordren gjaldt hele holdet, der arbejdede på Ortkarten-kommandoen, dog ikke de danske gendarmer, det skulle blive. Ja, så bliver det altså ingen søvn eller hvile den nat, kunne vi jo ikke regne ud. Vi fik så vore få ejendele samlet sammen og marcherede så af sted. Hvor var det uhyggeligt at vandre gennem den mørkelagte lejr, med alle de skumle barakker, men omsider stod vi uden for depotet, der lå ved en smal smøge, og der stod vi så og ventede i kulden, indtil det omsider passede de ledende at få lidt gang i dét.

    Vi troede vi skulle ind til omklædning,- men nej, døren gik op, og en SS'er stillede sig midt i døren, og så hev han det ene bundt tøj efter det andet ud i hovedet på os, og så kunne vi stå udenfor i kulde og mudder og foretage omklædningen, og da vi den dag kunne skrive den 15 november, kunne man jo nok sige sig selv, at det var en halv  kold omgang at stå splitter nøgen og vente derude i vinternatten. Nå, da omklædningen var overstået, og vi var blevet iført nogle andre gamle klude, som ikke var bedre end dem vi afleverede, skulle vi ind gennem skræddersalen og have vore fangenumre syet på tøjet, og jeg studsede jo lidt, da jeg så den ene symaskine ved siden af den anden, hvad de syede på data, blev eg ikke klar over, men noget måtte de jo lave der. Det må have været en drøj omgang for de arme skræddere, der blev udtaget til dette arbejde, for maskinerne stod klistret tæt op af hinanden, og en hæslig indelukket luft var der derinde, og når så "Vorarbeiterne" samtidig gik rundt med sin stok, ja, så kan jeg nok regne ud, at det heller ikke var nogen god tjans at blive udtaget til skrædderiet.. Nå vi fik numrene syet på, og stilede atter op ude i smøgen, og der stod så et par mand parat med malerbøtter og pensler, og så fik vi gule kryds og streger malet rundt på tøjet, så vi var let genkendelige på lang afstand som K.Z. fanger, og altså skulle gøre det besværligt at flygte. Så gik turen videre over i en af de store "Stenblokke" (murstenshuse), hvor vi blev lukket ind i en stor sal, og der skulle vi så opholde os, til der kom nærmere ordre hen ad morgenstunden. Vi var nu godt trætte, da vi jo ingen søvn havde fået, men her var ingen steder vi kunne lægge os ned, kun et koldt cementgulv, så kom vi til at fryse endnu mere.

    Sultne var vi også, så det vakte glæde, da der endelig blev stillet en stor tønde ind mit på gulvet, og vi fik at vide, at det var fiskesuppe, og vi måtte spise alt det vi kunne, det var jo noget helt nyt. Jeg glædede mig, ikke fordi jeg er nogen stor ynder af fisk, men under sådanne forhold spiser man jo alt, hvad der er spiseligt, -men - det var jo netop, det det ikke var, og det var vel derfor, at de gav os lov til at tage alt det vi ville. Jeg kiggede i tønden, og jeg syntes det så helt festligt ud, det lignede grønkålsuppe, men dem der kom rar mig, sagde at det var uspiseligt. Det var jeg lige glad med, jeg øsede en ordentlig skål fuld op, og gik hen i en krog for at nyde det, -men- uha-, aldrig [7] har jeg smagt noget så hæsligt, og så fik man munden fuld af fiskeben, så det blev jeg snart færdig med, nu vid­ste jeg ikke, hvor jeg skulle gøre af det, men jeg så mit snit til, da opsynet vendte ryggen til at hælde det tilba­ge i tønden igen, og jeg kunne regne ud, at sådan gjorde de alle, for da spisningen var færdig, var tønden lige fuld, trods den store hunger. Så blev der udlevering af brødra­tioner og pølse, og det i så rigelige portioner, som vi ikke havde set før, så vi regnede jo med, af så var dagen jo alligevel reddet, men det tog jo lidt af humøret, da vi fik af vide, af det var ration til 3 dage, for der hvor vi kom hen, måtte vi ikke regne med af få mad den første dag. Nå endelig lød afgangsignalet, og vi stillede op "fünf und fünf", og så drog vi i den tidlige morgenstund ud af lejren, den lejr, et helvede, som vi håbede at sige farvel til, og aldrig se mere.

 

På vej til lejren i Versen.

    Vi var vel et par tusind mand, der marcherede den sædvanlige spidsrod ned af vejen gennem politi og hundekæden, ned mod jernbanesporet, hvor toget vi skulle med holdt klar. Det var til vor forundring ikke som det plejede godsvogne, men rigtige personvogne, og vi var lige ved at regne os for rigtige mennesker igen, når vi skulle rejse på denne måde. vi steg op i vognene og skyndte os at erobre en siddeplads, vagtposterne med geværerne kravlede op og dørene smækket i, og så gled vi af sted, - af sted til hvad -, ja det vidste vi jo ikke, men det kunne jo forhåbentlig ikke være værre end det vi kom fra, det var i hvert fald noget nyt. Madpakken fik vi jo hurtigt hul på, men det var jo ikke nemt at skulle spare på den, så de fleste lod jo stå til og gjorde et mægtig indhug på den, hvad snart skulle hævne sig.

    Vi var jo spændt på, hvor vi skulle hen, og efter at vi havde fisket lidt hos nogle vagtposter, der var lidt meddelsomme, fik vi jo efterhånden at vide, at vi skulle til en lejr, der lå ved en landsby, der hed Versen, lidt udenfor en lidt større by, der hedder Meppen ved floden Ems, ikke langt fra den hollandske grænse. samtidig fortalte de, at det var en marinelejr, og at vi vist ville få det helt godt, det regnede vi også selv med, da vi jo [8] vidste, at marinere var et andet folkefærd end landsoldater, så nu var vor lykke nok gjort. Vi lærte noget andet: Foreløbig rullede vi af sted mod Hamborg, hvor vi blev holdende, i jeg ved ikke hvor mange timer, de sagde, vi skulle vente til næste morgen, når det var lyst, da de ikke kørte om natten. Nu så vi jo også på gennemfarten i Hamborg, hvor medtaget byen var af alle de bombardementer, som vi fra udkanten af byen havde overværet. Gade efter gade vi kørte forbi var kun ruiner, kirker skudt i grus, og hele kvarteret omkring Alster-Søerne var fuldstændig udbrændt. Det kunne vi jo ikke have nogen medlidenhed med, ja,- det var os nærmest en fryd at se, de havde jo selv været ude om det, det stolte herrefolk. Men nu begyndte katastrofen at melde sig. Ingen havde jo kunnet tåle den megen mad på én gang. Der blev en kamp for at komme på "Abortet" (toilettet), og det kunne jo slet ikke strække til de mange mennesker, og da de til slut slet ikke ville virke mere, kan man jo tænke sig, hvorledes der så ud, når toilet­terne flød over, og bredte sig over gulv og gang. Jeg blev efterhånden så syg, at jeg ikke kunne holde ud at sidde op mere, og prøvede at komme ned at ligge på gulvet, men der var ikke megen plads mellem fødderne af de andre, og flere og flere ville ned at ligge, selvom gulvet var snavset og hundekoldt. Således sneglede toget og tiden sig at sted, indtil vi mange timer efter kørte ind på perronen i Meppen.


 

 

 

 

 



    Nu troede vi jo, vore trængsler var til ende, men nej, vi måtte ikke forlade toget i flere timer, og vi sad og så på alle de andre tog, der ankom og afgik, og var misundelig på alle de rejsende, som trods det, de var i et krigsramt land, dog alligevel havde deres personlige bevægelsesfrihed. Endelig op af dagen lød ordren "aufsteigen", og vi væltede ud i den herlige friske luft, den kunne de da alligevel ikke tage fra os. Men, hvor så toget ud; da fangerne ikke kunne komma på toiletterne, havde de jo benyttet vinduerne, med resultatet af at latrinen flød ned af vognsiderne, - nå dem om det, der skulle gøre rent efter os,- det blev vel nogle andre fanger. På det modsatte spor holdt et tog med tyske skolebørn, og de viste os deres foragt og herrefolksmentalitet, ved at spytte på os og vrænge efter os, - men nå, de vidste jo ikke bedre, de var jo [9] gennem flere år opdraget på denne vis. Så blev vi stillet op i marchorden (fünf und fünf), og så gik turen til lejren, men det var et sørgeligt syn at se, det vat jo ingen parademarch, allesammen mere eller mindre syge, dårligt påklædt, med trætøfler der ikke ville hænge ved fødderne, gik vejen ind gennem Meppen by.

    Senere opdagede vi jo, at vi faktisk var blevet trukket rundt i hovedgaderne til beskuelse af indbyggerne, førend turen gik til lejren. Der var jo også mange, der hilste på os med ukvemsord og spytklatter, men jeg lagde mærke til, at de mange sortklædt kvinder, der var på gaden, var dem der opførte sig bedst, de lod, som om de slet ikke så os, nå, de havde vel også fået deres eget at tænke på. Efter den omgang drejede vi af ud ad byen, forbi floden og gennem en stor skov. Vi gik og gik, og tænkte, ah om vi ikke snart var ved vejs ende, nu var vi trætte og kunne snart ikke mere, men så gik ryg­tet ned gennem rækkerne, at der var 12 kilometer til lejren, så det var lige til at opgive, men så fik vi at vide af en SS'er, at vi bare skulle holde ud, da vi de sidste 3-4 kilometer, ville blive transporteret i tipvognstog, og det gav jo fornyet styrke. Midt i skoven gik vi forbi en rig­tig gammel skovkro Drei Linde, og man kunne jo ikke bare sig for at tænke, hvem der bare kunne sætte sig derind, og få sig en rigtig kop kaffe. Men vi måtte stadig videre og kom gennem en landsby, der hed Versen. Mange mennesker så vi ikke på vejen, men vi kunne se, at de stod inde bag vin­duerne og kiggede på os. Et par af smågårdene var bomberamte, og at egnen var katolsk, kunne man se af de mange krucifikser med Jesus og Maria, men nogle var falden sammen og ikke gjort i stand igen, havde befolkningen mon tabt troen på disse kunstværkers hjælpende kraft? Landbruget var det sædvanlige tyske gammeldags, kunne vi se af det hele.

    Endelig kommen gennem byen gjorde vi holdt, og så var der et tipvognstog, der holdt parat til os. Det var nogle meget lange tremmevogne,åbne, så det ville nok blive en kold tur, men det var i hvert fald bedre end at gå. Vi blev kommanderet op, og lykkelig var dem, som kom med det første tog, for det blev en lang ventetid, inden toget kom tilbage og hentede den næste afdeling. Endelig blev det min tur, og vi futtede af op af en lang bakke, og da vi nåede toppen, kunne vi skimte vort mål, en grå og trist lejr, der lå langt ude midt på en hede. Vi nåede lejren, hoppede stivfrosne af og stillede op som sædvanlig (fünf und fünf)- og vandrede så op ad vejen mod lejren, mod det nye eventyr.

 

Versen lejren.

    Lejren bestod af ca. en halv snes træbarakker (Blocke) til fangerne, så var der omtrent lige så mange til vagtmandskabet, som dog lå uden for pigtrådsspærringcrne, så var der depotbarakken, køkkenbarak, sygebarak, værkstedsbarakker m.m. og uden for lejren lå en depot- (tøj) og badebarak. Alt i alt et ret stort område, og det hele domineredes af et stort muret tårn, hvori der var elektricitetsværk og pumpeanlæg, samt af det høje vagttårn, hvorfra der kunne skues ud over hele lejren. Der var ikke den hæslige, lugt, som var karakteristisk for Neuengammelejren, men da vi kom ind i lejren og trådte an på appelpladsen, så det hele meget trist ud. Pladsen var en stor mudderpøl og barakkerne så triste ud. Lejren var delt midt igennem med et højt ståltrådshegn, og i den ene del boede der Krigsfanger (italienere, russere og lidt andet af andre nationer). De stod i deres egne uniformer og betragtede os tavse. Barakkerne var heller ikke indbydende, men indvendig var de endda meget ringere end som i Neuengamme.

 

En barak var således indrettet:

 

1  barakformand              5. vaskerum

2. kammer til forskelligt    6. & 7. opholdsplads og

3. & 4. opholdsplads og              soveplads for fanger

   soveplads for fanger       8. toiletbygning

 

Barakkerne var fuldstændig nøgne indvendig, et par enkelte borde og bænke i midtergangen, ellers intet. Ingen køjer at sove i, kun det bare gulv at ligge på, og så fik vi udleveret et tyndslidt tæppe til hver mand, det var alt, det kunne jo ikke kaldes særligt komfortabelt! Der fandtes en stor rund kakkelovn, som vi har dem hjemme i de gamle forsamlingshuse på landet, og i den blev der fyret med tørv, men den varmede jo kun op i en rundkreds om ovnen, og her tog "Vorarbeiterne" plads, så vi kunne fordele os selv ud på gulvet, som vi syntes, men da de halve af ruderne var i stykker, var det jo ikke megen varme i barakken, så det kneb med velværet. Lamper var der nok af, men kun pærer i en enkelt, så det hele var en halvmørk affære. Jeg har senere fået at vide af tyske vorarbeitere, at lejren oprindelig var militærlejr, senere brugt som krigsfangelejr, og nu overgik til K.Z. lejr. Krigsfangerne måtte ikke tale til os gennem hegnet, så vi ved ikke hvorledes forholdene var for dem, men jeg kan ikke tænke mig, at de var så elendige, som de var for vort vedkommende.

 

Det begynder godt    

    Tidligt om morgenen blev vi puret ud, og jaget ud på appelpladsen til opstilling, vi havde beholdt vor Vorarbeiter fra Neuengamme, Max- hed han vist, han var ikke så værst, kunne nok bruge en grov mund, det skulle vi ikke bryde os om, det var han nødt til, for at bevare sin stilling, og han slog aldrig, i hvert fald ikke hårdt, og han kunne tit være hjælpsom. Han var rigstysker, og han var kommunist« sagde han da, men han bar da den grønne trekant, der betegnede kriminelforbrydere, og jeg så da også senere hen, at han nok kunne være med til brutaliteter. Det var i grunden betegnende, at alle overfangerne, trods deres grønne mærker, alle hævdede at være ivrige kommunister, det var som om, dette skulle undskylde dem, at de opholdt dem her. Alle skulle ud af barakken, både raske og syge, og så stod vi der i mudderet og mørket og ventede på, hvad der nu skulle ske. Vi blev talt op, og delt ud i hold på 100, men så kom der ordre om, at dem som var syge, kunne træde ud, så det lød da meget humant. Men - vi fik andet at vide.!

    Jeg var halvt om halvt blevet kammerat med en kaptajn Ingvardsen fra Aarhus, vi var kommet til at sove sammen i samme køje i Neuengamme, og da jeg en tid var ret sløj, hjalp han mig ved flere lejligheder med at klare vanskelige situationer. Under normale forhold ville en kaptajn og en arbejder jo ellers ikke finde sammen, men le her gjaldt jo andre regler. Han var under turen herned blevet ret alvorlig syg, det var maven, det var galt med, ligesom de fleste af os andre, men samtidig havde han fået en dårlig fod, fordi han havde fået udleveret andre trætøfler, men desværre begge to til samme fod, og da han protesterede blev han smidt ud, og måtte så humpe af sted i dem, og det var jo ikke så godt. Nu sagde kaptajnen til mig, - ja, -jeg melder mig i hvert fald syg, jeg kan ikke mere, og jeg svarede, at så følges vi ad, for jeg kan i hvert fald ikke holde til at arbejde. Nå, det var vi ikke ene om, vel om­kring et halvthundrede stykker trådte ud. Da de andre mar­cherede af, kom der en anden tysk vorarbeiter og samlede os sammen og gav os besked om at følge ham.

    Hvor mon vi nu skulle hen? - det var jo altid det spændende ved det, for vi fik jo aldrig noget at vide, men tænkte os gerne det værste. flå, i dette tilfælde stilede vi over mod en anden barak, og gik ind i den, og fik så besked om blot at vente, for så ville lægen komme. Der gik lang tid, men endelig trådte Vorarbeiteren igen ind ad døren ledsaget ar en høj, slank mand, ret velklædt og med skindhue og så med en stor tyk stok, som en gammeldags spejderstav. Det var lægen, altså overlægen, for vi erfarede senere, at der var flere læger i virksomhed i lejren. De var selv fanger fra forskellige nationer, men hørte jo altså til de fanger, der kaldtes "de prominente" , dem som forstod gennem deres indflydelse at skaffe sig lidt bedre tøj og større madrationer.

    Overlægen var fransk, og havde engang været en meget dygtig lungespecialist hjemme i Frankrig, erfarede Jeg senere. Nå, imidlertid begyndte så konsultationen, hver enkelt blev kaldt frem og udspurgt, og nogle skulle så gå til den ene side og andre stille sig op til den anden. Dem som havde direkte synlige sygdomme, såsom dårlige ben el­ler dårlig arm, blev hurtig sat til Bide, men dem med de dårlige maver, og faktisk de. mest syge, de var jo den største flok, de fik et skub for brystet af doktorens stav og gennet over i et hjerne. Så var den undersøgelse forbi og lægen gik igen, men imidlertid var en stor trætønde blevet sat ind midt på gulvet, og vi fik at vide, at det var kaffe, der var i den, og vi måtte drikke alt det vi ville, men hvis det var kaffe, så havde vi aldrig smagt kaffe før, og det var kun fordi, vi var meget tørstige, at det gled ned. Så ventede vi igen, og endelig igen trådte den meget snakkende vorarbeiter ind igen, kaldte os sammen, og forklarede os, at denne barak havde været fyldt med syge fanger, nu var den altså blevet tømt, og nu skulle vi så til at gøre den ren (sauber machen) som ban sag­de. Vi forsøgte jo at forklare ham, at vi jo selv var syge, men han havde kun et stort smil tilovers for os og sagde, at hvis vi skyndte os, kunne vi snart blive færdige og så hvile os, så vi måtte jo igang.     Han kom med en 4-5 riskoste, bundne af lyngris, rigtige koste fandtes ikke, og så begyndte vi jo at feje, så støvet stod som en tåge om ørerne på os, selv gik han fornuftigvis uden for, men havde forinden givet besked om, at vi også skulle gø­re det store vaskerum rent. Men - da vi kom ned til vaskerummet, var vi nær ved at dåne, - som der så ud. Vi kunne jo snart regne ud, at de fanger der havde opholdt sig her i barakken, alle havde lidt at "scheisserei", hele vaskerummet flød af latrin hen ad gulvet, fangerne havde været så syge, at de ikke havde kunnet slæbe sig udenfor til toiletbygningen, og havde så i stedet for benyttet vaskerummet. Og hvad værre var, midt i vaskerummet var anbragt en stor tønde som et vinfad, med et håndtag i hver side, og den var også brugt som toilet, med det resultat, at latrinen flød ned af dens sider og håndtag, og det ville jo næsten være det rene selvmord, at begynde at rage ved den med de bare hænder. Vi fik da Vorarbeiteren kaldt ind og spurgte, hvad vi skulle gøre ved dette. Han smilede elsk­værdig og forklarede, at selvfølgelig skulle der jo "sauber machen", og det var jo det, vi var sat til, det hele skulle gøres rent og skylles efter, og tønden bæres ned til toilettet og hældes ud der.

    Kaptajn Ingvardsen, som den mest sprogkyndige, gjorde ham opmærksom på, at tønden jo ikke kunne komme ud af den smalle dør, men det havde den elskværdige mand råd for. Vinduet - vinduet kære, den kan bare løftes ud gennem vinduet, og så kunne nogen stå udenfor og tage imod, men det ville jo være et rædselsfuldt arbejde at udføre. Heldigvis gik han selv bort igen, med besked om, at han ville komme tilbage senere, og så måtte det hele være i orden. Nu var gode råd dyre, men kaptajnen fandt på en udvej. Han sagde, det der kan vi ikke røre ved, men her er en kloak, hvis vi nu med kostene forsøger at vælte den omkuld og ned i kloakken, skynder os at hælde vand hen af gulvet og fejer det hele ned, så kan vi undgå at røre ved det, og blive hurtigt færdig. Det var vi alle med på, og operationen tog ikke mange minutter, vi skulle jo have det overstået, inden vor ven kom igen. Da han kom igen, gik vi endnu og svingede med kostene, mens han inspicerede værket og sagde, at det virkelig var blevet pænt, og at vi nu måtte være fri - for dette arbejde altså, - for nu havde han noget andet til os, vi skulle blot følge med ham, så skulle han vise os til rette. så fulgte ti efter ham, og kom over til køkkenbarakken, hvor vi fik besked om at vente udenfor.

    Mon vi nu skulle have lidt let arbejde her i køkkenet eller hvad. Efter lang tids ventetid kom den flinke mand til syne fra køkkenet, men med ham fulgte en halv snes store runde madbeholdere af jern og med låg, der lukkede tæt. Vi fik at vide, at det var suppen til vore kammerater, som var på skyttegravsarbejde ude i skovene, og den skulle vi nu bære ud af lejren og ned til tipvognstoget, hvormed det så blev kørt ud. Let oversteg jo vore kræfter, udmattede som vi var af mavesygdommen, men der var ingen vej udenom. vi kunne dårligt nok løfte spandene, og kunne kun gå en 3-4 skridt med dem, før vi måtte sætte dem, men et par soldater med geværer, vi havde fået med os, jagede stadig på, los-los-tempo, tempo i en evindelighed, og omsider kom vi da til vejs ende, mere udmattet end no­gensinde før. Da de var læsset på vognene, gik vi tilbage til lejren, og hvad resten af dagen gik med, erindrer jeg ikke mere, den forsvandt som i tåge, og i hvert fald smed vi os trætte og udpinte på det bare gulv med tøjet på, sammen med vore andre kammerater, som imellemtiden var vent hjem fra deres arbejde i skovene. Næste morgen, da vi blev kaldt ud, sagde vi til hinanden, at denne gang melder vi os ikke syge, sådan en dag til klarer vi ikke, så hellere med de andre kammerater ud i skovene, og så tage hvad der kommer, men kaptajn Ingvardsen var så medtaget, at han ik­ke kunne stå på benene, og måtte hvor nødig han end ville, melde sig syg, og vi måtte forlade ham,- og så ham for sidste gang.

 

På skyttegravsarbejde.

Jeg tager en dag ud af mange.

    I mellemtiden har vi da fået lidt halm ind i barakken, og vi har delt et tyndt lag ud over gulvet, det giver ikke megen beskyttelse mod kulden, men vi sover jo med alt tøjet på, selvom det er aldrig så vådt, vi har jo ingen ste­der at gøre af det, lægger vi det fra os, forsvinder det ganske simpelt, vor hue og trætøfler bruger vi som hovedpude, det er jo lidt hårdt, men så ved vi, da hvor det er. Så lyder barakformandens råb "aufstehen", og op flyver vi, det gælder om at blive hurtigt færdig, ellers kommer han med sin stok, og han lægger ikke fingrene imellem.

    Vi kigger på hinanden, er der nogle at kammeraterne, der ikke rejser sig mere-? Ja, kønne ser vi ikke ud, vi har jo en dag haft besøg af frisøren, og er blevet klippet på den måde, at håret kun må være 5 mm langt og op midt på hovedet, skal der gå en 3-4 cm bred helt skallet bane, - vi kalder det autobaneklippet- ikke nogen køn mode, men det er for, at vi skal være let kendelige ved flugtforsøg. så snart vi er klar, må vi ud af barakken, og i døren står medhjælperne med en stor tønde, med det såkaldte kaffe eller the, som det nu falder for, og 2 stykker rugbrød uden pålæg, - så bliver vi jaget ud på appelpladsen og stillet op, og der kan vi så nyde vor morgenmad i kulde, regn eller sne.

    Så lyder der råb og spektakel, det er de syge, der bliver pisket ud af barakkerne, alle skal ud til optælling, så kan de melde sig syge bagefter. Nogle kommer løbende ud med formanden eller medhjælperne bagefter sig med stokkene løftede til slag - en kommer kravlende på alle fire gennem mudderet, medens han skriger i vilden sky, for hvert slag der hagler ned over hans ryg, han tager kursen hen mod os, og falder om for vore fødder, medens han ser op på os med bedende øjne, som om vi kunne hjælpe ham. vi kan jo intet gøre, og han synker stille sammen i mudderet og bliver liggende,- så kan han da tælles med, og tallene skal jo passe. "Ordnung must sein" som tyskerne siger: han kravler over mod pigtrådshegnet, kravler op ad pigtråden og skriger ud mod friheden. Heldigvis er der ikke elektrisk strøm i lejrene pigtråd,- men nå,- det betyder ikke så meget for hans vedkommende,- han falder alligevel tilbage med et sidste blik og skrig ud mod friheden, og er færdig. Vi venter stadig,- de siger, vi skal vente til det er lyst, inden vi må komme uden for lejren. Endelig giver kapoen ordre til afmarch, og vi trækker op mod lejrens udgang. Der står kapoen selv, høj og bister, og beskuer sine tropper. Der siges, at overkapoen er en tidligere officer, der har begået nogle ulovligheder, og derfor er endt her i lejren, som overfange.

    Udenfor lejrporten står soldaterne opmarcheret, og efterhånden som vi rykker ud, træder de til vore hold, ca. en halv snes mand til hvert af vore 100 mands hold. De er alle i grønne uniformer som landsoldater, men er dog for de flestes vedkommende ganske rigtige marinere, men det må vel være, fordi tyskerne ikke kan komme ud med deres flåde, at de er blevet overflyttet her til vagttjeneste. vi kan se, når de drager på orlov, så. vandrer de stolt af sted i deres marineuniformer, de fleste ret unge, og hvis vi havde næret nogen illusion om, at de skulle være lidt mere menneskelig end andre tyske soldater, blev vi snart belært om noget andet. så gik turen ned mod tipvognstogene og vi steg op, og kørte af sted. Det var en kold tur over den åbne hede, så der var jo altid kamp om at komme til at stå i midten, for at kunne holde varmen. Vi var alle tavse, kun soldaterne snakkede op, og det morede dem at vise os deres geværer. Det var nogle, de havde hugget i Italien, ret korte, med en lang bajonet, som sad fast ned af løbet, og som ved et rask snuptag kunne rettes ud. Det var meget fine geværer, fortalte de os med glade stemmer, for at vi skulle vide det, - hvorfor de så kun havde et almindeligt stykke sejlgarn til at hænge dem over skulderen i, fortalte de os ikke.

    Vi kørte gennem den vågnende lille landsby Versen, de fleste indbyggere var kvinder, børn og gamle folk, og en del invalider, manglende en arm eller et ben, nogle af nationens stolthed. sporene fulgte landevejen, til vi på den anden side byen, skulle over en flod, der var der bygget en interimistisk bro, og der blev der altid sat fuld fart på, og når toget rystede og vaklede ud over broen, talte vi tit om, hvorledes det ville gå, hvis toget hoppede af sporet netop der, så vi var glade, hver gang vi slap over.

    Endelig nåede vi skovene, og gjorde holdt ved kroen " Drei Linde", hvor der var en slags hovedkommandopost for hele arbejdsstyrken.  Der hoppede vi af og fik uddelt værktøj, spader og skovle, og så var der jo kamp om at få det bedste, nemlig  spaderne. Skovlene var ikke meget værd, de sædvanlige tyske, nogle trekantede nogle, hvor skatterne bestod af krumme kæppe lige fra skoven, så de drejede rundt i hænderne, og man tabte, hvad man havde derpå. Så stillede vi op i marchkolonne, og så gik turen ud ad skovvejene. Vi gik og gik, men endelig drejede vi af til højre og kom ind i et lavt sumpet terræn. Vi blev anvist arbejdsplads i en eng, vi skulle grave græstørv, og dem skulle vi bære et godt stykke vej ned til en anden skovvej, hvor andre af vore kammerater stod og skulle bygge skydevolde til den kommende forsvarskrig. Her var så sumpet, at vi ikke kunne grave skyttegrave; Vi havde fået en ny "Vorarbeiter", Hermann, en gammel skør tysker, som hersede med os, for at indynde sig hos de overordnede, for ikke at risikere selv at blive sat tilbage til almindelig arbejde, hvilket han ikke  kunne klare. Hans første ordre lød på: "Mantel auf", (frakken af), da vi jo ikke kunne arbejde ordentligt med frakken på. De blev så smidt i en bunke henne på engen. Så kom vi i gang, og det kunne jo ikke gå stærkt nok. Vi gik i lange rækker med en græstørv på spaden på skulderen, men det gik ikke hurtigt nok for ham, så han råbte og skreg og kom en af vagtposterne eller kapoerne i nærheden, gik han over til voldsomheder, beordrede os til at løbe, me­dens hans stok dansede på vore rygstykker, at vi så til gengæld tabte tørvene, var jo ikke med til at fremme ha­stigheden af at bringe der grosse Vaterland i forsvarsstand, men det kunne vi jo være ligeglade med.    Det havde begyndt at regne, og vi var efterhånden blevet godt gennemblødte, og endelig fik vi lov at tage frakkerne på igen, men det gjorde kun ondt værre, for de drev nu af vand, ikke alene af regnen, men de havde suget vandet fra engbunden op i sig. Det blev ikke rart at sove med det tøj på i nat, og det kom også til at koste et par stykker af de danske kammerater livet, foruden de andre jeg ikke kendte. Maden fik vi nu i form af brød, bragt ud i store trækasser, den varme mad fik vi om aftenen i lejren. Hvad fik vi, - jo en - 4 stykker rugbrød med 2 stykker klasket sammen med noget kødfars imellem, og ellers kun bart brød. Og så i gang igen.

    Nu var der en kammerat, der styrtede, han havde været meget syg de sidste dage, han led vist af ma­vesår, så det var jo ikke bedst for ham. Vorarbeiteren prøvede at få ham i gang igen, men selv stokken hjalp ikke, så han blev liggende i regnen. Senere kom en SS'er og kiggede på ham, løftede ham op og gav ham et par øretæver, da han mente, han kun simulerede. Da det heller ikke hjalp, fik han en god ide,- vor kammerat blev slæbt med ned i en lille lund, hvori der var en lille dam, og i den blev han kastet ud, det skulle være et godt middel, sagde SS'eren. Det hjalp også, tilsyneladende, han kom da gående oprejst tilbage fulgt af den stolte SS’er. Senere faldt han dog sammen igen, og nu lod de ham blive liggende i den våde eng. Han vågnede aldrig op mere, og om aftenen måtte kam­meraterne bære ham ud af skoven og ind til tipvognstoget, hvor han så fik sin sidste køretur. Hvad han hed, erindrer jeg ikke mere.

    Dagen efter var vi på samme tur, og under arbejdet kunne jeg se en af kammeraterne, der byggede på tørvevolden, stod og hang så underlig vemodig. Han plejede at være en lille sikker fyr, var egentlig vor tillidsmand for danskerne og havde været det, lige fra vi drog af fra frøslevlejren. Hans navn var Otto Malling fra Holte - han var direktør for et eller andet, og fortalte han var reservekaptain i den franske hær, hvordan det forholdt sig, ved jeg ikke rigtigt, men det er jo også underordnet nu. Jeg spurgte, hvad der var i vejen med ham, og han klagede over, at han ikke kunne trække vejret, uden af det gjorde ondt i ryggen. Han mente det var lungerne. Jeg kunne jo kun sige, at det gik nok alligevel, og hjem bil lejren nåede han jo da, - men vi så ham ikke mere. En anden god ven havde jeg i en direktør Bierberg, vi marcherede gerne ved siden af hinanden, han var direktør for Schønfelds Bogforlag i København, og vi havde mange politiske diskussioner sammen på vejen, han vidste, jeg var kommunist, og vel derfor, ville  han gerne diskutere med mig. Han lovede mig, at når vi kom hjem efter krigen, ville alt blive meget bedre også for arbejderne, for nu havde Danmark vist, hvor meget det kunne bære, når det gjaldt. Han fik jo ikke ret, men det kunne han jo ikke vide. En af dagene, vi gik hjem gennem skoven, klagede han over ikke at kunne få luft, og han dinglede svært, så jeg måtte støtte ham. Han var ikke glad ved det, han var klar over, det var lungerne, jeg prøvede med min sædvanlige trøst, at det nok skulle gå, men han havde ikke selv nogen tro derpå, han sagde, det var værre, end det så ud til. Dette fik han ret i, - han kom ikke med på arbejde mere Det var kun de danske kammerater, der gik bort, jeg lagde mærke til, hvor mange af de uden­landske kammerater der gik til i disse dage, ved jeg ikke, men det har sikkert været mange, jeg tror, det oversteg det tab, tyskerne havde, ved at forsvare disse sølle tørvevolde, hvis de nogensinde kom til det, jeg har aldrig hørt noget om det senere.

 

Lidt dagligliv i lejren.[19]

    Peter Lassen, en skibsværftsarbejder fra Odense og hans søn, Hans Christian (maler), var et par af mine danske kammerater. Peter Lassen, forhen sønderjyde, lidt op i årene og derfor også gammel krigsdeltager fra første verdenskrig. Hans Christian havde i Neuengamme været ret syg, og lå på Reviret (sygebarak) der. Da vi skulle af sted til Versen ville Peter have sin sen med skønt han ikke var rask; hvordan han bar sig ad med at få ham ud, fik jeg aldrig at vide, men for Peter, der aldrig gav op, lykkedes dette, og lige før Porten gik op til afgang, stillede Peter med sin vaklende søn under armen og støttet af kammerater, lykkedes det at få Hans Christian med ud af porten, uden at de opdagede, at vi havde en syg mand imellem os. Men nu havde Hans Christian rettet sig helt godt op, og Peter havde som en af de lidt ældre fået fat på noget "lettere" arbejde inde i lejren. Han var blevet medhjælper i en der gik ikke mange dage, før han en dag stillede i barakken og sagde, at nu ville han med os ud på arbejde i den frie luft, han kunne ikke tage det andet mere. Det var noget af det frygteligste, han havde set.

    De syge lå rundt på gulvet ganske tæt, og de døde som fluer. Det hele var et frygteligt svineri og en stank uden lige. Når de så døde, [20] blev de klædt nøgne af og læsset på en vogn, deres fangenumre blev taget fra halsen og bundne i stortåen, for at dem der førte regnskab, nemmere kunne læse numrene og så afskrive dem på fangelisten. Orden skulle der jo til !   Så blev der spændt nogle fanger for vognen, fanger var der jo nok af, men heste ikke. Nå, seletøjet var skam også indrettet specielt til mennesker. Så blev de kørt uden for lejren og begravet i heden, i Versen var der jo ingen krematorie. Alt det kunne nok gå, men den dag kaptajn Ingvardsen var mellem de døde, kunne han ikke tage mere, sålænge det var ukendte folk, gik det an, men ikke ens egne kammerater. Hvorledes Peter Lassen bar sig ad med at skifte stilling ret tit, fik jeg aldrig opklaret, men det må jo være hans kendskab til tyskerne og det tyske sprog, der hjalp ham. Nå, han var velkommen iblandt os igen, han havde altid en hvis evne til at klare en situation.

    Vor kommandant, tror jeg aldrig, jeg så, men han var i hvert fald ikke en af Guds gode børn. Det kunne vi forstå, på den måde lejren blev ledet på, og når man hørte hane ordre. Hans udtalelse om de mange syge, at dem kendte han ikke noget til, for ham eksisterede der kun døde og raske, andet var ham ligegyldigt. Det måtte vi jo så affinde os med. Vi opdagede også snart, at der var en dansk SS'er i lejren, en Heide Jørgensen fra Åbenrå, han havde frivilligt meldt sig til tysk tjeneste, ham fik vi senere en del at gøre med, da han var lejrskriver eller sådan noget, og han blev forbindelsesmand mellem danskerne og lejrkommandoen. Det kunne sommetider være en lille adspredelse at stå og se på krigsfangerne, når de spillede fodbold, og når Så bolden røg over det hele hegn, sprang vi efter den, og smed den tilbage til krigsfangerne igen, det var som en lille mundsmag på, at vi trods alt endnu var rigtige mennesker. Vi fik ingen tak, ikke et smil for vor hjælpsomhed, det havde sikkert fået strenge ordre til, og med trussel om hårde straffe, ikke at have det mindste med os at gøre.

    Maden vi fik, var jo snart så dårlig, som den kunne gives. En tid blev den uddelt fra store tønder inde i barakken af barakformanden. Den bestod jo altid af den samme tynde suppe kogt på roer, og sommetider tilsat lidt hestebønner-, som de kaldte det. Der var beregnet 3/4 liter til hver, [21] fortaltes der, men det kunne tit knibe, for formanden og hans medhjælpere skulle gerne have lidt tilovers til at handle med. Tilsidst blev det så galt i lejren med madrationerne, at der en dag stillede en kommission af SS’officerer for at se på forholdene. så blev bordene til madudleveringen stillet op ude på pladsen, og så skulle vi alle den vej forbi, for at få vor ration, medens kommissionen overværede den hele forestilling. Barakformændene gik så op og ned langs rækkerne med deres stokke, for at ingen skulle snyde og gå ind i rækkerne engang mere, så det gav dobbelt portion. Der var mange, der prøvede på det, skønt der faldt nogle ordentlige slag ned over rygstykkerne, men hvad, når man først var rigtig sulten, og det gælder livet, så vover man alt. Resultatet af kontrollen var, at af dem der kom sidst hjem fra arbejdet, var der ca. 3oo, der intet fik, og altså måtte nøjes med det, de havde fået ude på arbejdspladsen, - men kommissionen lovede, at det nok skulle blive forbedret, men det varede længe inden, vi mærkede nogen bedring, og det medførte, at det forhåndenværende skulle fordeles bedre, altså mindre til hver. Dette medførte så, at enhver prøvede at rane, hvad han kunne fra de mere svage.

    Vi havde fået en nordmand med ind i vort hold, en lille sej gut, han fortalte, at han var husmand helt oppe fra det nordlige Norge, men - han var desværre ret højt oppe i alderen, det så han i hvert fald ud til, og nu havde han begyndt at skrante, så det kneb ham at klare sig. Det havde andre fanger også observeret, og når han så gik med sin mad fra udleveringen, stod de bag et hjørne af en barak, og når han var ud for dem, sprang de frem, og rev maden fra ham. Det skete et par gange, og en dag så vi, at han lå i mudderet og søgte at samle lidt af suppen op, som under slagsmålet var blevet spildt, men brødet var væk. Vi blev så enige om, at vi jo så måtte dele vore rationer med ham, og efter denne tid, ventede vi altid på ham, til han havde fået sin madration, og så dannede vi kreds om ham, og fik ham på den måde hjem i barakken. Men der kom nogle dage, hvor han sagde, at jeg godt måtte få resten af hans mad, når han ikke kunne spise mere, for det var kommen dertil, at han ikke kunne få maden ned, han føl­te sig meget syg. Med skam, jeg glædede mig over resterne, [22] som blev større og større, og en dag sagde han, at jeg måtte få det hele, han kunne alligevel ikke få det ned, - men - det var så også, det sidste jeg fik, han gled over i "Scheisserei"-barakken,- og vi så ham ikke mere. En dag blev der stor opstandelse i lejren, rygtet gik "der er kommen kartofler til lejren"!  Mange søgte hen til kartoffelbunkeren, der lå ved køkkenbarakken, og ganske rigtig, der kom bøndervogne kørende med kartofler, og de blev ved fangers hjælp stuvet ned i bunkeren. Men nu skal man ikke tro, at kartoflerne var til os alene, også krigsfangerne og SS'erne skulle jo have deres portion, og de kartofler vi fik i suppen, skulle man helst have en lup for at finde. Da der ikke fandtes SS’vagtposter inde i lejren, var der jo mange, der dristede sig til at forsøge en storm mod kartoffelbunkeren, men der samledes jo hurtigt nogle kapoer og barakformænd med deres stokke, så det kartoffelslag ebbede ret hurtigt ud, uden anden udbytte, end nogle dreje slag over nakken.

 

Aften i barakken.

    Når det har øsregnet hele dagen, og man var gennemblødt -lige til skindet, så var der alligevel noget dejligt ved at vende hjem til selv en uhyggelig barak, det var som om, der bredte sig en velgørende varme igennem én,- det kunne ikke være fra den enlige kakkelovn, men det kom vel af, at der var så mange mennesker stuvet sammen i lokalet. Efterhånden smed man så noget af det våde tøj af sig, og man vekslede ord med de af kammeraterne, som havde været på arbejde andre steder, det kunne jo være, at nogle havde hørt nogle nye rygter, det var jo ikke meget nyt, der kom ind i lejren fra omverdenen. så skulle man gerne have en rugbrødsskive ristet på kakkelovnen, og så var der forresten ikke andet end at sætte sig ned på gulvet og snakke med hinanden. Måske kommer barberen på besøg, og det er en forestilling for sig selv. leret skal man jo selv sæbe sig ind, og det foregår altsammen med den samme sæbekost og det samme krus, og vandet bliver ikke altid skiftet ud for hver barbering, og selvfølgelig er det jo koldt vand. Når så turen kommer til én, at man skal barberes, bliver man anbragt på en taburet, får et stykke papir stukket i hånden, og det bruger barberen til at tørre [23] kniven af i, for han vil skam ikke have sæbe på sine hænder, - det hele er ret uhygiejnisk, da mange jo har forfærdelige sår i ansigtet. Og inden barberen tager fat, kommer tørst det uundgåelige spørgsmål, "har du cigarret eller tobak, eller andet af værdi", hvis ikke, - hvis ikke, - så tager barberingen ikke lang tid, det bliver nærmest revet af, skægget, i modsat tilfælde, får man en mere kammeratlig behandling. vi havde en dansk barber, han arbejdede sig efterhånden op til at blive arbejdsformand for hele barberkorpset, og efter hvad han selv sagde, gav det en ret tålelig tilværelse, for så kunne han jo selv tage de bedste "kunder"!

    Måske kunne man være heldig, at ens nummer blev råbt op, og man fik at vide, at der på i "skriverstuen" lå en privatpakke og ventede på én. Så fik man jo travlt med at komme af sted, det var jo alligevel en hilsen hjemme fra familien. Ankommende til skriverstuen gjaldt det om at optræde meget korrekt over for den der siddende SS'er, for der skulle ikke meget til, før man ellers blev smidt ud igen, eller også han blot sagde, at det var fejl, der var ingen pakke. Fik man så sin pakke, måtte den pakkes op på stedet, og så var det k jo meget spændende at se, hvad der var i den. Som regel var der jo en del æbler i den, men dem kunne vi gerne smide væk med det samme, de var uspiselige, da pakken altid var så længe undervejs, at de var blevet rådne. Pakken var jo også gået gennem Neuengamme til kontrol, og der blev der jo også toldet af pakken, men som regel, de få gange privatpakker nåede igennem til os, så var der gerne et glas marmelade og noget kunsthonning, og det var jo et godt og sundt tilskud til vor sparsomme kost. Men det kunne også være en slem skuffelse, - der var en kammerat, der glad åbnede sin pakke, men da der kom til syne, et par gamle udslidte støvler og intet andet, dalede hans humør langt ned. Det var kontrollen i Neuengamme, der havde ranet pakkens indhold, og i stedet havde kommet de gamle støvler i. Vel hjemkommen i barakken med sin pakke, kunne man være sikker på, at man aldrig har haft så mange gode kammerater som nu, for de trængte sig om én, og ville jo alle gerne smage, "blot en lille, lille bitte smule", men man måtte tit gøre sig hård og sige nej, ellers blev der jo intet til én selv, og det var [24] jo nødvendigt.

    Nå endelig blev det jo "sengetid", og det ville jo sige, at vi måtte se at finde vor bestemte sove­plads på gulvet. Men,- det gav jo ikke megen nattero. Pladsen var jo så kneben, at vi ikke kunne ligge på ryggen, men kun på siden, og hvis man skulle vende sig, måtte et helt hold af gangen vende sig. Det gav jo mange spek­takler og ufred. Halm var der jo ikke meget af, så enhver søgte jo at rane til sig, hvad man kunne, med resultat, at dem som kom sidst ned at ligge, kun fik det bare gulv, og det var ikke de skønneste titler kammeraterne gav hinanden. Kunne man ikke komme ned på sin plads og ingen ro finde, kunne man slå sig ned blandt de kammerater, der havde fun­det sig en plads på en af de få bænke, der stod i midtergangen, og der kunne man så fordrive en timestid med at pille lus i sit undertøj, og. lus var der nok af ikke enkeltvis, men i bunker, særlig rundt om halslinningerne, sad de i hele grå kager. Nå, det blev man jo også træt af omsider, det var jo også et håbløst arbejde, så man måtte jo prøve på at presse sig ned på sin plads, hvis man da kunne få sine sovefæller til at give sig så meget. Sine trætøfler rullede man ind i sin jakke, og brugte dem som hovedpude, og nå skulle de være så nogenlunde i sikkerhed. Men ro gav det jo ikke noget af.

    Allesammen led de jo i mere eller mindre grad at dårlige maver, Scheisserei, eller blæresygdomme, så der var jo et evigt renderi. Det led stakkels Carl Otto fra Kolding meget under, han havde nemlig været så heldig, troede han jo da! at erobre en plads lige ud til det, der var afsat til en gennemgang, han mente så, at det ville give ham lidt mere plads, og da han var fyldt med ømme bylder, tålte han ikke at blive skubbet ret meget til. Men ak,- det var den værste plads, der skulle alle forbi, når de skulle ud i nødvendigt ærinde, og det var jo hele tiden, og da det jo var helt mørkt i barakken, kunne de jo ikke se, hvor de trådte, men vadede helt op på Carl Otto,  og han bandede jo selvfølgelig frygtelig, og var i stadig skænderi med sin ellers gode ven, Karl Ivan Skræppenborg, også fra Kolding, han mente, at han tog for megen plads, og tilsidst byttede de så plads, men så blev han jo til gengæld klemt det mere, og det kunne vel gå ud på ét, når man har bylder, om man bliver klemt eller trådt [25] på. Hvad der også gav megen spektakkel, og var et frygtelig svineri, var at mange af kammeraterne, som skulle ud i nødvendigt ærinde, slet ikke nåede uden for barakken, de kunne ikke holde sig så længe, medens de rodede rundt i den mørke barak efter udgangen, men måtte så lade det løbe ned af midtergangen, og når det så fortsatte hele natten, kan man vel tænke sig, at det ikke var så godt, når alle trampede rundt i det, og slæbte det ind i den smule halm, vi havde at sove i, - det skulle jo brede sygdomme.

    Vi havde én mere, der klagede sig voldsomt over pladsen, han var efter sigende millionærsøn, og han sagde også selv, at han ventede snart at blive fri igen, da han havde dygtige sagførere med gode forbindelser, og penge havde de ingen mangel på. Han var altid utilfreds, og vor gamle kammerat Peter Lassen måtte tit tale donner til ham, når han jamrede sig for slemt, han mente, han skulle skamme sig, når han ikke var særlig syg, og havde bedre udsigter end vi andre til af slippe ud af dette helvede. Han kom også senere ud, men da var det ganske vist blevet for sent, og han døde senere efter hjemkomsten til Danmark. Næ!- penge gør det ikke altid! Nå,- jeg må vist alligevel havde blundet lidt, men nu er det min tur at skulle udenfor. Jeg sagde til min sidemand, Ernst Fritjiof  en væver fra Herning, kan du ikke passe på min jakke, medens jeg render ud,- jo, det skulle han da nok, og han lagde sin arm hen over jakken. Jeg løb ud, men da jeg kom tilbage, kunne han kun fortælle mig, at jakken alligevel var blevet væk, - han måtte vel være falden hen, han havde intet mærket. Så kunne det ikke give mere søvn den nat, for nu var gode råd dyre. Vi måtte ikke stille til arbejde om morgenen uden at være fuldt påklædt,- men hvor fik jeg en jakke fra, det var jo mørkt, så det kunne ikke nytte at lede,- og stjæle en anden var ikke så nemt, det havde jeg aldrig fået uddannelse til, så nu var jeg på den! Men redningen kom - da vi havde fået udleveret vore 2 skiver bar rugbrød og ½ kop the-vand og skulle til at stille på arbejde, kaldte en af kammeraterne, en lektor Poul Holt fra Charlottenlund på mig, fortalte mig hvad han havde hørt, og sagde, at han kunne hjælpe mig. Han havde lige været så heldig at få fat i en bedre jakke end sin egen, hvordan han så havde båret sig ad, men nu [26] kunne jeg få hans den gamle, det var da bedre end at møde med slet ingen, og så fik han da lejlighed til at gøre lidt gengæld, fordi jeg så tit hjalp ham i Frøslevlejren med at køre trillebør på køreplanker, for det duede han ikke til. Senere fik jeg den så byttet med en vatteret russerbluse, ganske vist laset, men dog varmere.

 

På camoufleringsarbejde.

    Tipvognstoget nærmer sig hovedkvarteret i skoven, lige over for skovkroen. Vi hopper af, og nu skal det blive rart at få en marchtur, for at få lidt varme i kroppen, for det er koldt at køre i åben tog ved vintertid. Vi stiller op, og kommer stivbenede i gang. Hvor mon turen i dag går hen? det er næsten forskellig for hver gang. Turen går ad de skønneste skovveje, og man tænker indvendig, at hvis man engang igen blev en fri mand, så kunne man tænke sig at vandre de samme veje, og rigtig nyde den skønne natur. Men nå, i øjeblikket melder naturen sig på en anden måde. Oven­på den kolde køretur, trænger man til at "træde af", men al henvendelse til vagtsoldaterne er håbløst, de ryster kun på hovedet, og råber deres "los-los"! Altså må man klare sig, som man kan bedst. Man bytter med en af kammeraterne, der gå yderst i rækkerne, og så foregår det marcherende, medens soldaterne råber deres "Schweinhund" efter én. Nå, efterhånden er man blevet så vant til deres ukvemsord, at de ikke rigtig bider mere, de går os over hovedet.

    Dennegang standser vi inde ved en smal skovvej inde midt i skoven, der har tidligere fangehold gravet skyttegrave, man kan se, hvorledes de strækker sig ind i skoven, det lyse sand røber dem, men nu får vi vor opgave at vide. Den går ud på at brække grangrene af træerne og så dække gravene til med dem, så de ikke kan ses på afstand. Vi tænker på, at det jo altså faktisk er meningen, at tyskerne her ved en eventuel kamp med vore venner, De allierede, skulle kunne føre et overraskelses overfald. Nå, det giver jo ikke megen lyst til at skynde os særlig, og halvt udmattede af sult er vi jo i forvejen, så det går temmelig trevent, det tager tid at brække grene af træerne uden værktøj, og når man så kun bærer én gren af gangen en ret lang vej, og den skal anbringes meget omhyggelig, så skulle vi nok [27] kunne få en dag til at gå med det, på en ret behagelig måde her inde i skovens læ. Men nå, vi havde gjort regning uden værterne, og værterne var i dette tilfælde de tyske vagtposter, og vort vagthold var ganske unge energiske marinesoldater. der havde måttet lade deres skibe i stikken, og nu nøjes med dette arbejde for "der grosse Vaterland's vel".

    Pludselig blev vi kaldt sammen, og lederen eller "Führer" skal man vel kalde ham, steg op på en stor kampe­sten. Han var en ganske køn fyr, men fræk, han følte sig nok som en admiral "allermindst", på sin kommandobro, og så flød ordene ud af hans mund, så det lød som en sirenes brøl i stærk tåge. Vi fik at vide, at vi alle var nogle beskidte fyre, og i særdeleshed de danske "Hæftlinge" (fanger), vi var nogle "verflugte Dänen", og vi skulle ikke tro, at vi var noget særligt, fordi vi var fra Danmark, - nu skulle vi i gang, og så skulle han personligt se efter, at i hvert fald vi danske kom til at bestille noget, og det skulle gå i løb. Nå, det lød jo ikke så godt, men i gang måtte vi jo, og banditten stillede sig op ved siden af os, og råbte og skreg det sædvanlige tyske udtryk "los-los- tempo-tempo". Et stykke tid gik det jo, men min sidekammerat kunne ikke klare det. Han hed Romeo Jacobsen, var fra København, en rigtig københavner for resten, fuld af liv og humør, i hvert fald i Frøslevlejren, og så var han ivrig socialdemokrat, dem var der jo meget få af,- vi havde mange diskussioner i al venskabelighed, og var trods modsatte meninger gode kammerater. Nå, han var jo da også helt rigtig indstillet, hvad der angik tyskernes besættelse af vort land, ellers havde han jo heller ikke siddet her. Han begyndte at klage sig, han havde det ikke godt, og han sagde, at det ikke havde været godt de sidste dage, det havde vi ikke mærket på barn, han må jo have stivet sig væl­dig af, og han var jo stor og kraftig at se på i forhold til vi andre. Når banditten vendte ryggen til, hjalp jeg ham med at få grenene slæbt over vejen, men han blev hurtigt sløjere og sløjere, og det var svært for ham at holde ud, og slæbe sig hjem om aftenen. Da vi kom til lejren og fik vor suppe udleveret, og skulle til at spise den, kunne han ikke få en slurk ned, han spurgte, om jeg ikke ville have det. Først protesterede jeg, og mente han selv skulle [28] spise det,- men indvendig glædede jeg mig til at få en ekstra portion,- bedre var man altså ikke, men sådan er man, når man bliver rigtig sulten. Jeg fik suppen hældt over i mit spisekar, og så gik Romeo over og meldte sig på "Reviret" (sygebarakken), og det var sidste gang, vi så ham? han vendte ikke tilbage mere. Jeg tror allerede, det var næste aften eller aftenen efter igen, at vor tillidsmand meddelte os, at Romeo ikke var mere, efter al sandsynlighed var det vist lungerne, der svigtede på grund af det evige våde tøj og kulde. Som sædvanlig rejste vi os alle op, da meddelelsen kom, og tillidsmanden udtalte et "Ære være hans minde". Så sang vi, som vi plejede, når en kammerat gik bort dette ene vers:

 

Kæmp for alt, hvad du har kært,

dø, om så det gælder!

Da er livet ej så svært,

døden ikke heller.

 

Så gik livet videre for vi andre, med en hård kamp for at opretholde tilværelsen, og hver for sig med troen på, at netop "jeg"- jeg skulle nok klare den, hvorfor skulle den næste netop være "mig"?

 

På skovtur ved vintertid.

    Det havde sneet stærkt hele natten, så der lå et tykt lag sne, da vi stillede op om morgenen. Hvad nu, skulle vi mon at sted alligevel, kunne tipvognstoget komme igennem-? eller skulle der blive en fridag-? Nej, afmarch ordren lød, og vi måtte af sted. Det hele så i grunden meget kønnere ud med al den hvide sne, lagt som et tæppe hen over den triste egn. Da toget holdt ved kroen, og vi ventede på marchordren, var der flere af SS' erne, der benyttede ventetiden til at hoppe ind på kroen, og vi var godt misundelige, - tænk sig - hvis vi også kunne komme ind og få en varm Grog, det ville ikke være så dårligt,- men nå, det blev ved drømmen,

    Vi drejede hurtigt af fra skovvejen, og gik af en markvej forbi et par små bøndergårde og svingede senere ind på en skovsti, og jeg syntes aldrig, jeg havde set noget så skønt som denne morgen i granskoven. Sneen lå tungt på alle de store gamle graner, og stille og mildt var der i skoven, ret som et eventyr. Nå, vi var jo ikke kommen ud for [29] at nyde naturen, så da vi nåede nogle skyttegrave dybt inde i skoven, måtte vi jo ned i dem og begynde arbejdet. De var gravet i sandjord, så derfor var de tildels skredet sammen, og nu bestod vort arbejde i at grave det nedskredne sand op igen, - men det var en ret så håbløs opgave, for det blev ved at skride ud, men nå, så gik tiden med det. Kapoerne så vi ikke meget til, det var nok for besværligt for dem at arbejde sig frem og tilbage langs skyttegravene i den dybe sne, og da vore egne vagtposter heller ikke var så aggressive som sædvanlig, fik vi jo en ret rolig dag ud af det.

    Da vi om aftenen vandrede hjemad og kom forbi bøndergårdene, fandt jeg på vejen en pind, som jeg ved lidt tildannelse, nok kunne få en ting ud af, der kunne komme til at ligne lidt af en ske, som jeg ville bruge til at spise min suppe med, jeg syntes, det var lidt primitivt, sådan kun lige at hælde den i sig, jeg har altid godt kunnet lide at spise lidt pænt. I mellemtiden havde vi også været kaldt over i en tom barak, og der på gulvet lå der en mægtig dynge af militære koge og spisekar, og der kunne vi selv søge ud, så vi fik et helt sæt ud af det, både spand og låg med håndtag, så det kunne bruges som stegepande. Det var af aluminium, og stammede vist egentlig fra Italien, det kunne vi dømme om, ved at læse alle de soldaternavne, der var indgraveret i dem.  De havde vist også været langt omkring, for der var både franske og græske stednavne i dem. Nå, så var jeg da helt godt kørende efterhånden, hvad spisegrejer angik,- nu var det kun maden, det kneb mest med. Nå, vi kom jo helt pænt hjem, og stillede op uden for vor barak, for at få vor madration. Vi stod i en lang række, jeg stod sammen med Ivan Skræppenborg og hans gode ven "skrædderen", Jørgen Jønsson fra København, da skrædderen pludselig siger: Du, Ivan, kan du ikke tage suppen for mig, min mave er sådan i uorden, og jeg skal skynde mig om til toilettet. Men Ivan mente ikke, det nyttede noget, de udleverede aldrig 2 portioner til 1 mand, uanset hvad forklaring man gav dem. Mens vi stod og diskuterede, blev skrædderen med ét meget nedtrykt og udbrød:

Ja, nu er det også ligemeget, for nu er det forsent alligevel. så fik han selv sin mad udleveret og rakte den til Ivan, som tog den med ind i barakken, medens skrædderen [30] trak sig tilbage til en større renselsesproces. Ak - ja, -det var han ikke alene om, sådan gik det mange hver dag, det var jo livet i lejren, hvor der ikke tages hensyn til den enkeltes velbefindende.

 

 

En urolig nat.

    Aftenen gik som sædvanlig, vi prøvede at komme til at riste vort rugbrød lidt på ovnen, det kom til af smage lidt bedre af det, og brødet var næsten altid så fugtigt, som om det havde været dyppet i vand, og maven skulle efter sigende have bedre af det på den måde. Senere sad vi rundt om på gulvet og diskuterede lidt med hinanden om dagens begivenheder, indtil ordren om at gå til ro lød. Ja, ro, - men hvilken ro -?

    Efter at have sovet lidt, vågnede vi op ved, at lyset blev tændt og råbet "Aufstehen" led. Hvad var der nu i vejen, hvad havde de nu fundet på -? Så lød ordren på, at alle i den del af barakken vi opholdt os i, skulle tage alt vort habengut og forsvinde op i den anden halvdel af barakken. Kommen derop, så vi, at alle de flere hundrede, som var der i forvejen, også var blevet jaget op og presset op i den ene ende, og nu skulle vi også havde plads derinde. Vi var jo kommet afsted med alt tøjet lige smidt over armen, og der var jo snart ikke til at få plads, som vi stod bunket sammen. Ivan Skræppenborg stod og blev lam i armen, som han stod der med tøjet hvilende på din og ikke kunne røre sig, så han bad mig, om jeg da ikke kunne komme til at hjælpe ham hans frakke på, medens han holdt min med den anden hånd. Jeg sagde, at det kunne jeg ikke, for jeg havde den ene hånd i lommen, hvor jeg havde mit brød, og jeg turde ikke tage den væk, for ikke at miste brødet. Men han blev ved at plage mig, han kunne ikke holde ud at stå længere sådan, og jeg måtte til sidst bøje mig og hjælpe ham frakken på, men ikke så snart havde jeg gjort det, før min hånd for tilbage til min lomme, - men forsent, brødet var væk, det var et helt chock, brødet var jo så vigtigt for os. Jeg så ind i ansigterne på dem, der stod klistret op ad mig, ingen af dem havde kunnet komme væk, - men hvem af dem var det, det stirrede alle tomt ud i luften, ingen af dem så brødebetynget ud, hvad enten det så var russere, polakker eller danske. Brødet var og [31] blev borte, og jeg bebrejdede Ivan det i ret hårde ord, jeg vidste jo, hvordan det ville gå. Ivan svarede irriteret igen, det var jo det underlige ved det, at under dis­se forhold, skulle der ikke meget til, før selv de bedste venner kom på kant med hinan­den, men det gik jo også hur­tigt over igen, det var jo nerverne, der stod på højkant. Nå, Ivan lovede jo, at han nok skulle skaffe mig brød igen, og ganske rigtigt, næste aften kom han med brød, hvor han så havde det fra, jeg har ham stærkt mistænkt for, at det var hans egen brødration, han gav mig, det kunne ligne ham. Nå,- efterhånden opklaredes det, hvad den hele ståhej gik ud på. 2 af gangen blev vi kaldt tilbage, og efter at navne og numre var blevet kontrolleret, kunne vi igen smide os på vore sovepladser, men nogen søvn gav det jo ikke, de hele optællingen først var tilendebragt hen ad morgenen, og så skulle vi jo på den igen.

 

 

Nix Essen - Nix Rabotti:!

    Vi var atter ude i skoven, blot et nyt sted. Vi var blevet fordelt og arbejdede i bunden på en ret dyb skyttegrav, som skulle gøres dybere endnu. Vi var kommen i hold med en del russiske fanger, og vi kunne snart se, at der ikke var megen drift i dem. Så snart kapoen eller vagtposterne var gået forbi, så stod de stille. lidt efter begyndte et par stykker af dem at gøre tegn til os og tiltalte os som "Tovarich" (kammerater) "Nix Essen - Nix Rabotti", - det betød på godt dansk - "ingen mad - ingen arbejde"-, og det kunne vi jo også anerkende, så der blev lavet så lidt som muligt, og måtte vi endelig i gang, så var det gerne med det sædvanlige at undergrave så meget som muligt, så at sandet så meget som muligt kunne skride ud, så havde de efterfølgende hold, da noget at gøre med at rette graven op igen, på den måde blev der så lidt som muligt færdig af befæstningsværkerne, og det stemte jo godt sammen med vore kammeraters arbejde derhjemme i Danmark.

    Pludselig blev der uro på vejen, der gik forbi vor arbejdsplads. En bondevogn var kommen kørende gennem skoven, og bondemanden måtte vel have fået lidt medynk med os, for i det øjeblik, han kørte forbi os, sparkede han bagud i vognen, og rev på den måde en del af det læs kartofler, han kørte med ned [32] - på vejen! Flere af fangerne stormede frem og søgte at rage så mange til sig som muligt, men soldaterne havde desværre også observeret dette, og kom løbende til. og dem som havde fået fat i nogle af kartoflerne måtte stille op og hale kartoflerne op af lommer og andre gemmesteder, og fik at vide, at der var dødsstraf for at stjæle fødemidler. Imidlertid var andre soldater løbet efter vognen  og havde fået den stoppet. Fangerne forklarede jo, at de ikke havde taget kartoflerne selv, men at de var faldet af vognen, hvad soldaterne ikke troede på, men bondemanden indrømmede under et forhør, at det var rigtignok, og så forbarmede soldaterne sig over fangerne, og der skulle ikke ske dem noget dennegang - men de måtte lægge kartoflerne i en lille dynge og så fjerne sig. Kartoflerne tog soldaterne til sig selv, og hvordan det gik bondemanden, ved vi ikke noget om.

 

Væddeløb gennem skoven.

    Hjemturene fra arbejdspladserne var efterhånden blevet os en forfærdelig plage,- soldaterne havde fundet ud af, at de hold der først nåede samlingspladsen ved kroen, de kom op i de første tipvogne og derfor først nåede lejren, så kunne soldaterne hurtigt få os afleveret og selv blive fri. Det resulterede i, at der blev et frygteligt kapløb hjem gennem skoven hver aften. Soldaterne hidsede os op til at løbe hurtigere og hurtigere, skyde genvej gennem tæt krat og tjørn, medens de selv løb uden om de værste forhindringer, de kunne sagtens følge os alligevel, de var jo unge og trænede og velnærede, og når så vi samtidig skulle slæbe soldaternes brænde, de skulle have 'ned hjem til deres ovne i deres barakker, så kan man jo nok forstå, at det var en hård afslutning på en lang arbejdsdag. Brændet måtte fangerne samle sammen, det blev så bundtet sammen om en lang kæp i midten, og den kunne så hvile på skulderen. Når soldaterne begyndte at kigge efter dem, der skulle bære brændet, var det med at gøre sig så lille og usynlig som vel muligt, men de havde jo gerne i løbet af dagen udset sig dem, som de kunne unde denne ekstra straf. Endelig nærmede vi os udkanten af skoven, og farten blev sat ned, vi måtte formere marchkolonne, for vi skulle jo kornme [33] pænt marcherende, de andre hold måtte jo ikke vide, at vi havde løbet, men soldaterne grinede jo til hinanden, de vidste jo godt nok, at det gik til med snyderi, - det havde de jo meget morskab med, men fornøjelsen var jo altsammen på deres side. Lige da vi kom ud af skoven, styrtede en af kammeraterne, han kunne ikke mere,- men vi så jo straks, at det ikke var en af danskerne, men en belgier, og så trådte vi over ham eller veg udenom, for ikke at komme til at bære ham resten af vejen. Soldaterne råbte op, vi skulle samle ham op og tage ham med, men alle protesterede, det var ikke en af vor nation, det var en belgier, og altså måtte belgierne tage sig af ham, ja- bedre er kammeratskabet ikke i en koncentrationslejr, enhver søger kun at redde sig selv. Nå de sidste i kolonnen blev jo nødt til at tage ham med, han skulle jo hjem og tælles til appellen.

 

 

Ekstra appel.

    Efter at vi var kommet ind i vor barak, fik vi ordre til, at syge og fanger over en bestemt alder, skulle stille til ekstra-appel, og man tænkte uvilkårligt: "Hvad har de nu fundet på -?" Man blev altid nervøs, når der skulle ske noget ud over det sædvanlige. Nå, vi bliver stillet op ude på pladsen, og efter nogen ventetid kommer overlægen, en franskmand, der også selv er fange, og han vandrer nu fra den ene til den anden, spørger ud om vores velbefindende, om vi ikke føler os trætte,- hvis det er således, må vi endelig sige det, for så vil vi blive transporteret tilbage til Neuengamme, hvor vi ville blive bedre behandlet på det derværende hospital, og vi ville få lidt lettere arbejde. Det led jo altsammen meget godt, men alene ordet Neuengamme var nok til, at alle følte sig meget raske, men noget resultat skulle lægen jo have, så nogle måtte jo træde ud af rækkerne trods megen protest. Jeg havde i Neuengamme haft lejlighed til at se, hvorledes gamle og udslidte mænd sad nede i de dybe kældere og lavede flettearbejde i en underlig kvalm luft, der ville jeg også nødig stoppes ned, så hellere blive her, her var da i hvert fald frisk luft og en køn natur, så helbredsmæssigt havde jeg det helt vidunderligt godt, trods min dårlige mave, - jeg [34] skulle ikke til Neuengamme og bort fra mine kammerater. så klarede jeg da dennegang frisag, og skyndte mig hjem i barakken igen.

    Kammeraterne havde begyndt at spise deres sparsomme mad, og jeg reddede mig for engang skyld en plads ved bordet og lagde mine rugbrødsklemmer ved siden af mig på bordet,- men det skulle jeg aldrig have gjort, for i samme øjeblik jeg drejede hovedet for at se efter et eller andet, var mit brød borte. I det halvmørke vi sad i, syntes jeg, at jeg så en arm forsvinde over bordet, og jeg kunne se, at det ikke var en dansker, der sad over for mig, men en fremmed, så jeg måtte være hurtig i vendingen, så jeg røg over bordet og greb fyren i kraven og holdt fast, medens jeg fik mine kammerater fortalt, hvad der var i vejen. Vedkommende protesterede kraftigt på gebrokken tysk, fordi vi undersøgte ham, men brødet havde han altså ikke, så vi var lige ved at måtte lade ham løbe, men en af kammeraterne sagde,- prøv at se under bordet, og ganske rigtig, der lå brødet,- han havde i en fart smidt det under bordet, så han bagefter havde kunnet samle det op,- den gik altså ikke. Jeg blev så rasende, at jeg langede ham nogle knytnæveslag lige ind i hans ansigt, medens kammeraterne holdt ham, så gav de ham også et par hug, og  sparkede ham af sted til den anden halvdel af barakken, hver han herte hjemme. Ja, brødet var reddet,- men livet leves hårdt i sådan en lejr.

 

Ved skovkroen. [35]

    Vi hoppede af toget og stillede op i marchkolonne, "fünf und fünf" som sædvanlig,- hvor mon vi skal hen i dag og forstærke tyskernes stillinger. Vi kom ikke til at gå ret langt, vort arbejdssted blev i nærheden af kroen, og som altid med at skære græstørv eller transportere dem til skydevoldene. Det var en ret interessant arbejdsplads, for det var jo her, der skulle være en slags hovedkvarter, så her var lidt mere at se på. Man kunne jo se, hvorledes of­ficererne jævnligt hoppede ind på kroen, for at få halsen skyllet, når de blev hæse af at skrige. Her lå også en barak, som var arkitektkontor for hele vort byggearbejde, og der sad også fanger inde og tegnede, de må jo have væ­ret arkitektuddannede, og havde på den måde fået sig en [35] lettere tjans. Her så vi jo også de af vore vagtsoldater, der havde orlov, de vandrede forbi på vej ind til byen Meppen, hvorfra de så kunne køre videre med toget. Nu havde de smidt de grønne uniformer, og var trukket i de flotte marineuniformer, havde køjesækken på nakken, fløjtede glad, vinkede til deres mindre heldige kammerater,- nu skulle de vel hjem og rigtig blære sig, og fortælle dem derhjemme om deres heltegerninger ved fronten her i skoven, deres del i at redde "Der grosse Vaterland"!     Jeg så [at] Ivan havde været heldig og reddet sig en trillebør, i stedet for den sædvanlige skovl eller spade, og han havde fundet et stykke ståltråd, som han havde bundet i den, så vægten også blev fordelt til skuldrene. Det så meget nemmere ud, end som vi plejede at bære græstørvene på skuldrene. Det ville jeg også hellere, men hvordan få fat i sådan en bør-? Ivan rådede mig stærkt fra dette, men jeg havde jo da været på trillebørsholdet hjemme i Frøslevlejren, og det syntes jeg godt om, så det ville jeg ikke gå bort fra. Jamen, så kan du få min trillebør, så får jeg din spade,- så var det i orden. Men det kom jeg snart til at fortryde, for det var jo ikke en dansk trillebør, men en tysk, og det gør jo en forskel. Hjulet sidder meget langt fremme, ikke som på en dansk, hvor det sidder omtrent inde under kassen, og det gjorde jo, at hele vægten kom til at hvile i armene, og da børen samtidig var lavet af svære planker og ikke let­te materialer som vore, bevirkede det, at ståltråden skar sig ned i skuldrene, så det var faktisk, som Ivan havde sagt, en dårlig tjans. Nå, jeg måtte jo se at komme af med børen igen på en eller anden måde, og da jeg kom forbi et sted, hvor der lå nogle skovle, og der ikke lige var en vagtpost eller forarbejder i nærheden, skyndte jeg mig at sætte børen, og nappe en skovl i stedet for, og så hurtig ind i rækken igen, så var den klaret.

    Engang førte mit arbejde mig om bag ved en lille ejendom, der lå et vognskur, og på vognstangen sad den tidligere omtalte millionærsøn og hang med næbbet, medens en vagtpost forsøgte at få ham igang igen. Jeg spurgte ham om, hvad der var i vejen, jeg troede, det var det sædvanlige pylleri med ham, men han sagde, at han var syg, han kunne ikke mere, og soldaten måtte lade ham sidde. Hvordan han kom hjem til lejren, ved [36] jeg Ikke, men vi så ham ikke mere, han kom på sygeafdelingen, og blev også senere, som han havde ventet det frigivet og sendt hjem til Danmark, men efter hvad jeg senere hørte, var han for medtaget, så han døde senere derhjemme.

    I skoven ved kroen var der samlingsplads for de syge og tilskadekomne; kammerater kom slæbende med dem under armene eller på interimistiske bårer lavet af grene, eller de kom kørende med dem på trillebører, medens den syges fødder slæbte hen ad vejen, ja, jeg så, at nogle endda havde fået hælene slidt helt af, mærkeligt at kammeraterne ikke tog sig særligt af det,- men de var jo selv udmattede af at slæbe langt på dem, og tænkte som så, at de jo for det meste var næsten bevidstløse, og at de jo som regel døde alligevel inden aften. Ved kroen lå en kartoffelhytte, bygget af grene og halvvejs ned i jorden, der blev de syge og døde stoppet ind, så mange der kunne være, resten blev blot lagt på den bare jord uden for hytten, og det kunne jo nok være lidt koldt, da det jo vår vintertid, og det befordrede jo gerne dødens komme lidt hurtigere. Et sted så jeg en polak ligge for døden i øsregnvejr, men det var næsten gribende at se hans polske kammerater ligge på knæ rundt om ham, medens de alle bad deres katolske bønner i et mumlende kor. Det undrede mig, at de tyske vagtposter ikke jagede dem tilbage til arbejdet, de plejede jo ikke at tage hensyn til nogle sølle fanger, men måske netop de vagtposter, der var der i nærheden selv var katolikker, og det holdt dem måske tilbage.

    For russerne var det et strengt arbejde i skoven, de var udtaget til det hårdeste arbejde. Store træstammer skulle stampes ned i skovbunden, til et særligt stærkt befæstningsanlæg, og rambukken var ikke, som vi kender dem med et snoretræk, som løfter "grisen" op, nej, her var deri indrettet således, at russerne stod i rundkreds og måtte løfte den op med deres armkræfter, medens "Vorarbeiteren" og soldaterne gik rundt om dem og slog på dem med kæppe til tælling, hvorefter de lod den falde ned på træstammen, og således gik den hele dag, - intet under, at mange knækkede sammen. Transporten af stammerne var også noget for sig selv,- de blev båret på skuldrene. Men det var svært at løfte dem fra jorden og op på skuldrene med de bare hænder uden hjælpemidler. Jeg så et [37] hold russere, udtærede og udmattede, som havde opgivet at løfte den tunge træblok. De var vel en 15-20 mand om en sådan stamme, men de kunne kun få den op i armene,- ikke op i skulderhøjde, skønt forarbejderen brugte både stok og mund. Så kom to-tre SS'ere til, nogle unge fyre, de spurgte, hvad der var i vejen, og da de hørte det, sagde de, at nu skulle de nok hjælpe til. Jeg troede, de ville læg­ge deres ungdomskræfter til, men nej, - sådan mente de ikke. Den ene af dem stillede sig op for enden af stammen og begyndte at kommandere, og medens han talte til 3, farede de andre på begge sider op og ned langs rækken og tævede løs på fangerne. Der måtte flere forsøg til, men endelig lykkedes det, og de vaklede af sted med stammen, medens SS'erne stolt morede sig og snakkede om, at russerne bare var dovne, men de skulle nok sætte dem i "Bewegung"! Intet under, at fangerne trods alt længtes efter at komme hjem til lejren om aftenen.

 

Lejrarbejde.

    En del af fangerne blev sat til forskelligt arbejde i selve lejren, men var det ikke godt ude i skoven, så var det ikke meget bedre hjemme i lejren. Køkkenarbejdet var jo så nogenlunde, og der kunne jo sommetider "organiseres" lidt ekstra mad til én selv, men det var gerne de lidt ældre, der blev tildelt dette arbejde, - der var jo kun den hage ved det, at de skulle så forbandet tidligt op, - køkkenet begyndte allerede ved firetiden om morgenen. så var der dem, der skulle serge for tørvebrændselet til kakkelovnene i barakkerne, også soldaterlejren. Så var der Barakformændene og deres medhjælpere, men det var jo overfangere allesammen. så er der arbejdet ved drivhusene og gart­neri, ved pasning af svinene. Disse ting er dog ikke beregnet som tilskud til fangekosten, men beregnet for SS'erne og vel også soldaterne. Så er der arbejdet i smedien, arbejdet ved tipvognsbanen og endelig kloakarbejdsholdet samt renevationsholdet, - det sidste dog så svinsk et arbejde, at det gerne var forbeholdt russere og polakker. Det bestod af en stor 4 hjulet vogn, med en aljetønde på, selvfølgelig trukket af menneskelig hestekraft. Arbejdet bestod i at skulle køre fra den ene toiletbygning til den [38] anden og tømme al latrinen, som var løbet sammen i en stor beholder i jorden. Tømningen foregik ved hjælp af små marmeladespande, der så gik fra hånd til hånd, til sidste mand tømte dem ud i ajlebeholder på vognen. Når man tænker sig al den sygdom, der fandtes i lejren, vil man jo forstå, hvilket svineri det var, og hvor sygdomsspredende det kunne være, og man forstod jo, at det ikke var noget af det arbejde, der søgtes frivilligt. Ej heller det arbejdshold der kørte ligene ud i nøgen tilstand på en fladvogn, stablet op, forspændt med fanger og kørt uden for lejren, ud til begravelsesholdet ude på heden, - i Versenlejren fandt ligbrænding ikke sted. så var der også stedet, hvor man blev sprøjtet for lus, tyskerne var altid bange for tyfus, som efter sigende spredes ved hjælp af lusene. Man kommer ind i en barak, får ordre til at smide al tøjet på gulvet, bredt godt ud,- så kommer der én med en stor flitsprøjte i kæmpeformat og gennemvæder tøjet og sprøjter os over he­le kroppen med en eller anden skarptlugtende væske, og når det er gjort, kan vi tage tøjet på igen, gennemvåd som det er, og skrubbe af. Man skutter sig jo lidt, når man kommer ud i kulden, - og lusene, ja, de lever videre, ellers får vi jo snart en ny besætning, dem er der jo nok af.

 

På badeanstalt.

    En dag fik vi at vide, at vi skulle i bad, og det led jo meget godt, og vi stillede så op uden for barakken, og nog­le soldater kom og hentede os. Turen gik helt ud af lejren og ud til en bygning, der lå for sig selv ude i heden. Let forekom os lidt mystisk, og det kunne jo ikke undgås, at flere af os var godt nervøse,- man havde jo hørt så meget om de tyske badeanstalter ved lejrene, som gav mere gas end vand. Nå, vi blev lukket ind af en smal dør i den ene ende af bygningen, og kom ind i et rum, som nærmest lignede en grisestald. lokalet var opdelt i flere cementbåse, og jeg kom med ind i en af dem. Så fik vi besked om at smide al tøjet, og lægge det i en bunke midt på gulvet og så forre­sten holde os rolige. Hundekoldt var der, og da min mave var i en frygtelig uorden i denne tid, gjorde kulden og vel også nervøsiteten, at jeg hurtigst muligt måtte på toilet,- men vi var lukket inde og kunne ingen steder komme, så gode råd var dyre. Jeg satte mig midt i tøjdyngen, og [39]pakkede så det hele godt til, det var noget godt svineri, men hvad skulle jeg gøre. Det værste var jo for de fanger, der senere skulle fjerne tøjet, men det kunne jo ikke nytte at tænke så dybt over det, sådan var tilværelsen jo her i lejren. endelig kom en soldat og kaldte os videre,- vi blev lukket ind af en dør, og kom ind i selve badeanstalten, der bestod af et ret stort rum, med tremmer over hele gulvet og en 3-4 rækker brusere i loftet. vi skulle være 3 mand under hver bruser, og der stod vi så og ventede, for vand kom der ikke. Vi ventede stadigvæk, lidt mistænksomme, men endelig kom der 15 dråber ud af brusen, og når vi rystede den lidt, kunne vi lokke endnu 5 dråber ud, så det gav jo ikke meget bad,- og endelig kom en soldat og kaldte os ud, nu havde vi badet den tid, der var afsat til os, at vi hverken var blevet rene eller våde, var ikke noget der kom dem ved, de havde udført deres ordre, og det var dem nok. så kom vi ind i et beklædningsrum, og det var dagens overraskelse, at vi fik noget helt nyt og rent undertøj udleveret, og efter at være blevet påklædt blev vi smidt ud af den anden ende af badeanstalten, hvor vor forarbejder stod og tog imod os. Så stod vi der igen og ventede, men vi havde da, trods bange anelser, reddet livet , - noget andet var, at vore dårlige maver ikke havde det så godt, om det så var kulden eller nervøsiteten der gjorde udslaget,- i hvert fald skulle jeg hurtigst muligt på toilet,- men det kunne der altså ikke gives tilladelse til. Her var ingen toilet, så det måtte vente, til vi kom ind i lejren,- hvad det altså ikke kunne, og det resulterede i en større renselsesproces, da vi kom hjem i barakken. Det blev værre og værre med maven, så hvad enten jeg havde lyst eller ej, måtte jeg melde mig syg igen.

    Denne gang blev jeg dog ikke sat til andet værre arbejde, men blev lagt ind i "Scheisserei-barakken". Der lå man så på gulvet og ventede på, at det skulle blive bedre. Det skulle helst ikke tage for lang tid,- ellers blev man snart smidt ud igen alligevel. Jeg lå sammen med en dansk kammerat, og han havde en eventyrlig evne, til at berette om tiden før han var blevet taget af gestapo. Det måtte have været et munter liv, han havde ført sammen med sin kone og venner, og han fortalte Også meget nøjagtig om, hvad de havde fået [40] at spise, når de var ude. "Kunne du ikke tænke dig til sådan et stykke dejligt franskbrød med en herlig fed ost på, -  og så en rigtig kold snaps, kan du ikke se, hvor den perler ned af glasset, eller hvad mener du om et stykke med rejer og en rigtig bajer til, eller en rigtig brunstegt rødspætte-?". - ja, sådan kunne han blive ved i det uendelige, så man blev helt syg ved tanken om al det mad, og tilsidst måtte jeg bede ham holde op med det maleri. "Ja, -men så bare et stykke med fedt og spegepølse", sluttede han!

 

 

Ved oversvømmelserne.

    Nå, helbredet rettede sig så nogenlunde ,- enten bukke under eller stramme sig op! Vi var stået af tipvognstoget og var nu i marchkolonne gennem skoven ad hovedvejen, og man hørte kun åen ensformige klapren af vore trætøfler hen over vejen i den stille skov, og en sagte mumlen af vor indbyrdes snakken. På en åben plet på skrænten, der strak­te sig op fra vejen, midt imellem nogle store grantræer, stod pludselig en jæger og betragtede os. Let var en rigtig jæger, sådan som man havde læst om i eventyrene, hvordan han skulle se ud. En gammel mand, med fuldskæg, grøn jagtuniform, lange støvler, jægerhat med fjer. Ved hunden liggende ved sin side og hvilende sig på sin bøsse  stod han bomstille og betragtede vor forbimarch. Han rørte sig ikke, kun så jeg hans øjne følge os, men hans tanker kun­ne jeg desværre ikke læse: var der had eller medlidenhed i hans blik-'? Jeg ved det ikke, fik det aldrig at vide. Foran mig gik Henry Eppler (jeg tror nok, navnet er rigtigt), og han havde arbejdet ved Jyllands Papirværk på Trøjborg i Aarhus jeg kunne ikke lade være med at beundre ham. Altid i godt humør, og hvilken gang ben ad vejen, tilsyneladende let og ubesværet, jeg syntes, det måtte væ­re dejligt at kunne tage det hele sådan, og ikke slæbe sig sur af sted som de fleste andre. Men hvem kunne vide, at han ikke havde mange dage igen,- lynet rammer hurtigt, og man ved aldrig "hvor" i en sådan lejr.

    Nu drejer vi af, går ad en smal skovvej, vi tidligere har passeret, da vi arbejdede i et engdrag men dennegang går vi videre. Længere ude for enden af vejen ligger en kirke på en lav forhøjning, [41] det må da vist være søndag, for vi møder folk i deres pæne tøj med salmebøger i hånden, de har nok været til morgengudstjeneste, og da det er en katolsk egn, har de vel været henne og bede Jomfru Maria hjælpe den og "das grosse vaterland" i deres syære kamp med at besejre den øvrige verden. De skænker os ikke et blik, selvom de går lige forbi os, lader som de ikke se os, om det så er af had til os eller angst for SS’erne,- hvad ved vi? Så drejer vi af til venstre, følger en markvej, der stiger svagt, går forbi et par enlige smågårde, og ender i et lille bakkedrag, hvor vor arbejdsplads skal være.

    Her kan man se ud over de store oversvømmelser, milevidt strækkende sig. Det siges at stamme fra de sprængte diger og dæmninger i tå Holland, hvis grænse kun skal ligge en halv snes kilometer herfra. Underligt at se kun enkelte store træer række op over vandet,- her kunne ellers være en smuk natur,- men nå, det er jo ikke den, vi er kommen for at nyde, det kan vi nok høre på vore vagtsoldater, nogle unge, overlegne flabe, som vi får megen glæde af i løbet af dagen. vi bliver fordelt og begynder at grave skyttegrave, som sædvanlig under råben og skrigen. soldaterne piller nogle enkelte fanger ud, som må finde brænde sammen og tænde bål, så soldaterne har noget at varme sig ved.

    Midt på arbejdspladsen lå nogle store kartoffel- og gulerodskuler, og dem begyndte soldaterne at stjæle af og satte fangerne til at gøre dem rene og koge dem over bålene, så de kunne få lidt ekstra billig og god mad. Kulerne hørte gårdene til, og vi vidste, at der var stor straf for at stjæle levnedsmidler i Tyskland, men det lod ikke til at bekymre soldaterne, og var det blevet opdaget, så havde fangerne vel fået skyld for det! vi fik nådigt lov til at pille det forkullede træ ud af bålet, og tage med hjem, det skrabet vi så af, og knuste det til pulver med en flaske, og spiste det så, -det var udmærket til at stoppe vor " scheisserei", - det var en erstatning for kultabletter, - Bort blev man jo om hele munden af det, men det betød jo mindre. Nå, arbejdet gik sin gang, soldaterne gik frem og tilbage oven for skyttegraven og slog os i hovederne med kæppe, som de havde skåret af træerne, de syntes ikke, vi bestilte nok.

    Pludselig blev der uro et sted, en fange blev kaldt op af skyttegraven [42], det var en banearbejder fra København, Børge, og soldaterne begyndte at flå jakken af ham. Hvad var der nu ved det med ham-?- nå,- noget halm væltede frem, det var noget af vort sengehalm, han havde fundet på at putte ind på ryggen og brystet under skjorten for at holde kulden ude, en god idé, men den kom ikke soldaterne tilpas, der må jo havde stukket lidt udenfor, så de havde opdaget det, og nu var de meget oprørte over et sådan misbrug af det gamle, halvrådne halm, det blev smidt ud på jorden, og han fik at vide, at han ville blive anmeldt for tyveri. I dag havde vi en af vore kammerater med ude at arbejde igen efter længere tids forløb, han havde været syg længe, og nu syntes han, det var blevet lidt bedre, og han ville nu prøve at være med igen ude i den friske luft, den skulle nok hjælpe ham, mente han. Vi ønskede ham alle velkommen igen, og han så glad ud, skønt meget mager og afpillet. Det var Collin fra København,- men ikke længe efter måtte han smide sig ned, han kunne ikke holde til det, og om aftenen måtte vi hjælpe ham hjem. Jeg tror, allerede dagen efter fik vi meddelelsen om hans død. Atter en god kammerat borte, nazismen krævede sit kontingent! Nå, arbejdet gik videre, og vi havde fundet ud af, at en af skyttegravene ville komme til at gå lige forbi de omtalte kartoffel- og gulerodskuler, og så var der jo ikke langt til tanken om at skaffe sig en ekstra bid mad. Men soldaterne var også opmærksomme på situationen, og vi blev advaret mod at stjæle af dem, da der var dødsstraf for at stjæle fødevarer, det havde soldaterne glemt, da de selv stjal af dem. Men nede i skyttegraven kunne vi se vort snit til at grave ind under kulerne og på den måde redde nogle af de dejlige kartofler og gulerødder over i vore egne lommer. vi turde jo ikke gemme dem og tage dem med hjem til lejren for at koge dem på kakkelovnen , så vi måtte skynde os at spise dem med det samme, efterhånden som vi fiskede dem frem. Vi diskuterede, om det var sundt at spise rå kartofler, det havde vi jo aldrig prøvet før, men der var ingen anden udvej, så ned måtte de med skræl og det hele, og jeg havde egent­lig aldrig tænkt mig, at de kunne smage så vidunderligt på denne måde, og jeg opdagede, at de hjalp noget så gevaldigt på vor evige tørst. Dagen gik, og om aftenen slæbte [43] vi os atter hjemad, bærende på vor syge kammerat Collin, hane sidste tur.

 

Morgenstund.

    "Aufsteigen"!-!-!-! Råbet lyder gennem barakken, - barakformanden og hans medhjælpere vandrer gennem barakken og purer fangerne ud. Vi kommer ret hurtigt op,- det synes som ingen sover rigtig hårdt her, som om man ikke rigtig tør give sig hen i søvnen, altid ligger man beredt på, at noget ikke forudset skal ske.- Men nå, skulle det gå for tungt med at komme op, skal formandens store kæp nok sætte fart i gemytterne. Lidt efter lyder råbet "Essen holen".'- det betyder, at vi skal stille op for udlevering af morgenmaden, - som regel 2 skiver rugbrød og en lille slat kaffe som det kaldes, nærmest lidt farvet vand uden smag, og selv­følgelig ingen sukker og fløde. Men,- så sker der noget nyt, - barakformanden vil tale,-. Han har fået meddelelse om den famøse halmhistorie fra dagen i forvejen, og nu fik vi en ordentlig opsang. Halmen var til at sove i, den var meget kostbar (derfor blev den vel aldrig udskiftet) , og det var groft tyveri at tage den, og putte den indenfor skjorten til opvarmning af vore dovne kroppe, og nu ville han og hans medhjælpere stille sig op ved døren, og hver enkelt ville blive undersøgt, og fandt de halm på nogle af os, så ville det give prygl til vedkommende, og hvad det betød, ja det havde vi set eksempler på; så vi var flere, som var falden for denne gode idé i vinterkulden, og som nu fik travlt med at søge tilbage i barakkens halvmørke og få halmen smidt af os igen. Den blev klaret for os alle,- det er utroligt, som man kan være hurtig i vendingen, selv en tidlig morgen, når det gælder!

    Vi var kommet udenfor, og stod i kulden og mørket og ventede på marchordren. Ventetid er altid lang, når man står og fryser. Pludselig dejser en af kammeraterne om, pladask ned i mudderet, vi får ham halet op igen, og slæbt ind i barakken igen, vi var jo blevet talt, så det gik vel at lade ham ligge derinde, og det gik også godt, da vi kom hjem om aftenen, var han helt frisk igen. Kammeraten var Erik Jacobsen fra Vejle, og sergent i livgarden, så man skulle tro, han var mere modstandsdygtig, men han var nu heller ikke alvorlig syg der mentes at det var sulten, der havde fået overtaget [44] over ham. Han blev hurtig kvik igen, og han blev senere den bekendte og afholdte tillidsmand for danskerne, som faktisk fik et vist tag på at tyre tyskerne på flere områder, - men ham hører vi mere om senere.

 

"SS"eren Smolensky.

    I dag kom vi til en ny arbejdsplads. vi havde marcheret gennem skoven, et halvt fugtigt vejr, men ret mildt, så jeg nød faktisk marchturen i den tidlige morgenstund. Vi kom gennem noget, der lignede lidt hedelandskab, og der groede en del bær på nogle lave buske, de så så dejlige røde ud, hvad det var, ved jeg ikke, jeg er ikke botaniker, men de så fristende ud, jeg spekulerede på, om de var giftige; men jeg vovede forsøget, og nappede dem jeg kunne flå uden at træde ud af rækkerne. De smagte meget bitter, og snærpede munden helt sammen, men jeg mærkede, at de hjalp gevaldig på min evige tørst,- og jeg døde ikke af dem! vi kom ud over nogle store engdrag, forbi nogle sluser og ned i nærheden af en flod, her skulle vi som sædvanlig lave skyttegravsarbejde.   Vores "Vorarbeiter" var i denne tid en underlig mand. Han fortalte os, at han havde siddet længe i koncentrationslejr, og grunden skulle være religionen, hvad for en sekt han tilhørte, blev jeg ikke klar over, han talte en del om K. f. u. M.,- men han var ikke til at blive klog på, han snakkede i én uendelighed, og sagde, at han så nødig ville slå på os, hvad han dog sommetider glemte. Ustandselig led hans råb,- "Los, los, - bewegung-bewegung", (hurtig - hurtig - bevægelse-bevægelse) , og sommetider bad vi ham om (på dansk), at holde sin kæft, hvad ikke hjalp, han kunne til tider godt virke lidt ondskabsfuld, men jeg tror ærlig talt ikke, han var nogen ond mand, jeg tror, han var bange for SS'erne, som han krøb meget for, bange for at miste sin post, og dermed lidt rimeligere mad. Her skulle graves skyttegrave som sædvanlig, men her var ingen påbegyndte grave, de skulle først måles ud, og de første spadestik tages, - det var ikke så rart, for så kunne vi ikke så godt dække os, som vi plejede nede i gravene. Vore vagtsoldater var denne gang nogle ret unge fyre, ret så ondskabsfulde,- men de fandt da på i deres kedsomhed, at skyde til måls med deres geværer tværs over [45] floden, så var vi da fri for deres opmærksomhed så længe.

    Arbejdet gik sin jævne gang, og vi ventede kun med længsel efter spisepausen, det var så dejligt med den lille hvil. Maden var den sædvanlige. Kun 3-4 skiver rugbrød, sommetider lidt mindre, og kun lidt fars på det ene stykke, ellers intet andet, - men alligevel - hvis man blot havde været en fri mand, så ville det havde været pragtfuld at sidde der på en græstørv, nyde klemmerne og synet af det smukke, halvvilde landskab af skov, krat, lyng og floden, ingen beboelse at se, øde og stille, herlig for en naturelsker. Nå, vi var jo ikke kommen derned for at studere naturen, og det skulle vor leder i dette afsnit, SS-banditten, Smolensky nok sørge for. Sjovt nok, må tyskerne jo allerede dengang havde været klar over, at de ville få fjenden helt ind i deres eget land, så man forstår jo ikke, at de stadig kunne være så hovne og overlegne, og stadig tro på den endelige sejr, men det er vel den tyske mentalitet, man aldrig bliver klog på? Banditten Smolensky var vel en typisk tysker. Navnet lød jo lidt polsk, men han stammede vel fra den østlige del af Tyskland, og der findes vist ret mange med polsk klingende navne. Han var også en typisk officer. Høj og slank,- faktisk en pæn fyr,- men meget overlegen, og værre endnu - brutal - og det var som han nød denne brutalitet. Der er jo det mærkelige ved tyskere, at de samtidig med at være i besiddelse af de skønneste følel­ser for sang og musik, også kan huse brutaliteten i én og samme person, Smolensky var ingen undtagelse.

    Iblandt fan­gerne var der en hollandsk radiosanger, og det havde Smolensky fundet ud af, og derfor blev han altid kaldt frem og måtte synge for Smolensky. Det var jazz-sang, noget i retning af det vi nu kalder roksang, - og det var næsten et makabert syn, at se ham stå og skråle og vride sig, medens banditten sad flot henslængt på en stabel træ, rygende sine evige cigarretter, og vippende med ridepisken i sine slanke hænder. Det lod til at more ham, i hvert fald sad han grinende i ensom majestæt på sin træstabel. Når så sangeren var gennem sit repertoire, blev han gerne belønnet med et par cigaretter, hvorefter han kunne træde af, og gå tilbage til sit arbejde, fulgt af sin Vorarbeiter, men det var, som om han faldt fuldstændig sammen efter sin strålende forestilling  men det har sikkert også [46] krævet en stor overvindelse, i sin udmattede tilstand, at skulle optræde for dette svin af et menneske.

 

Skjult på loftet.

    Vi var kommet hjem fra arbejde, stod og ventede på at skulle "træde af", længtes efter at få noget at spise, vi var jo som altid sultne, men kunne ikke forstå, hvorfor det varede så længe, optællingen var jo forbi. Pludselig kom 2 mand væltende ud af en barak, skarp forfulgt af vor "Lagerældste", (lejrformand). Han var en kæmpestor klods, jeg tror, han hed Willy, men husker det ikke så nøje. Han var tysker, vel lukket ud af et eller andet tugthus, han kunne til tider være ret jovial, men til gengæld også meget brutal, når han fik lejlighed dertil,- og det fik han nu. Han sparkede de to mand og slæbte dem hen foran fronten af os, netop lige ud for hvor jeg stod og mishandlede dem, som man sjældent mishandlede mennesker under almindelige forhold, men det var jo ingen sag, når der ikke må gøres mod­stand, og det mindste forsøg herpå, kan koste livet. Han slog dem i hovedet med sine vældige næver, slog dem til de faldt om, kommanderede dem op igen, og da de ikke kun­ne rejse sig hurtig nok, sparkede han dem i ansigtet, op i skridtet, så de skreg, og blev således ved, til de lå tavse og stille som døde. Så først fik vi forklaringen, de havde troet, de kunne undgå at komme med på arbejde, ved om morgenen efter optællingen atter at rende ind i barakken, og skjule sig på loftet. De havde fundet en lem, der førte derop, og troede det var alletiders bedste fidus, de må jo ikke have tænkt på, at vi jo blev talt mange gange om dagen. Vi fik at vide, at således vil det gå alle, der søger at unddrage sig arbejdet. Da vi trådte af, kom nogle af "Stubendienst" (stuetjenesten) og slæbte dem over i deres barak igen. Dette nummer prøvede de sikkert ikke engang til! Denne rå børste til "Lagerældste", fik jeg senere at vide, blev skudt ned på Lüneborg Hede, under evakueringsmaroh til Lybæk.

 

Søndag.

    Arbejdsugen i lejren var 7 dage. Det er klart, fik vi at [47] vide, at når det tyske folk i sin kamp for land og fører måtte arbejde alle ugens dage, Så kunne vi "Häftlinge" (fanger) heller ikke få nogen fridag, det er klart. Men alligevel gik rygtet, at i morgen søndag ville det blive fridag, så skulle vi få lov at bruge dagen til at bede lidt på vort tøj, og hvad vi ellers havde, og så forøvrigt hvile. Hvor lød det godt, og hvor vi glædede os. Søndag morgen oprandt, og vi blev kaldt op til sædvanlig tid, fik vor tynde kaffe og sædvanlige klemmer, og så skulle vi rigtig til at nyde det, solen stod højt på himlen. så lød formandens stemme, og den gik ud på, at vi alle skulle stille op ude på appelpladsen omgående, og så ville vi få nærmere besked. Der stod vi så og ventede, og imedens så vi, at der blev stillet stole og borde op rundt på pladsen, og en 3-4 mand tog plads ved hvert bord med en bunke papirer. Hvad skulle der nu ske,-?- vi ventede og ventede, men endelig fik vi besked. vi skulle tælles. Som om vi ikke blev det mange gange hver dag. Vi fik ordre til, at efterhånden som vort nummer og navn blev råbt op, skulle vi melde os ved bordet og blive krydset af,- derefter skulle vi gå ind i barakken og blive der, - ingen måtte gå derind, før hans nummer var råbt op. Det var en underlig måde at holde søndag på, syntes vi nok, - tyskere har jo sommetider nogle underlige idéer, men nå, det måtte vi jo tage med.

    Solen skinnede jo, herligt vejr var det, og amerikanerne fløj i hundredevis hen over lejren på vej til bombetogt i det indre Tyskland. Det var et opløftende syn. De fløj stille og uantastet gennem luften, trækkende hvide kondensstriber efter sig, medens hurtige jagere boltrede sig i udkanten af armadaen. Ikke én eneste tysk maskine så vi gå i krig med dem, - det måtte være bittert for SS'erne at stå og se uhjælpsomme på,- os glædede det i hej grad, vi måtte blot passe på ikke at vise det. Jeg var uheldig, - mit nummer var stadig ikke råbt op, og da det endelig kom, ja, - så var den dag til ende, - jeg kunne vandre ind i barakken og få min mad. Således holdt vi "Fri-Søndag".

 

Jøderne.

    I udkanten af skoven, i et ret kuperet terræn, havde vi denne dag vort arbejde. Dennegang gik vi ikke i dybden, [48] men måtte skære græstørv af med spaden, og bygge dem op ligesom med byggeklodser til skydevolde. Terrænet måtte vel kræve denne strategi i fæstningsbygning, jeg tror, der var meget sumpet i lavningerne, så hvis vi gravede ned, ville der komme til at stå vand i gravene, og det ville jo give våde fødder til de eventuelle fædrelandsforsvarere. Vi stak tørvene ud i firkanter, tog så en tørv på spaden, løftede den op på skulderen, og gik så i lange rækker ned til det sted, hvor volden skulle bygges, hvor så andre fanger stablede dem op på hinanden. Jeg havde ikke kræfter til at løfte spaden med græstørven op på skulderen, så jeg måtte have stærkere kammerater til at hjælpe mig den op, men jeg opdagede nogle hegns­pæle i nærheden, og dem arbejdede jeg mig efterhånden hen til, så kunne jeg klare mig selv, ved først at løfte spaden op på pælen, bukke mig indunder den og sætte skulderen op under den,- så gik det helt godt.

    Værre var det for jøderne. Vi var kommen til at arbejde sammen med et hold af dem, og mere ynkeligt har jeg ikke set. Det var allesammen ældre folk. Overkapoen var efter dem hele tiden i egen høje person. "Overkapoen" var ham, der ledede hele fæstningsbyggeriet. Efter hvad jeg lod mig fortælle, var han en højtstående SS'officer, ingeniør, - han må vel have forbrudt sig med et eller andet, siden han var endt i koncentrationslejr. Der sagdes  han havde lavet noget svindel, men om det er rigtigt, ved jeg ikke. Nu var det eneste tegn på hans værdighed det hvide kapobind, og så den overlegne måde han førte sig på over for hans undergivne. Jøderne arbejdede oppe på en lille bakketop, hvor min vej gik forbi, og jeg så overkapoen komme skridende opad bakken. "Jøder skal have dobbelt læs" råbte han ud over pladsen, "De forbandede svin", og soldaterne og Vorarbeiterne jagede på de arme mennesker. Det var jo næsten umuligt at få to græstørv til at ligge på spaden og slet ikke løfte den fra jorden, selvom Vorarbeiterne tævede løs på dem.

    Jeg gik lige forbi en gammel mand, han havde været så uheldig at få en trillebør at køre med, da kapoen kom hen mod ham, måtte han holde og få læsset dobbelt op, med det resultat, at han næsten ikke kunne løfte den fra jorden, skønt kapoen hamrede ham på ryggen med sin stok, medens han henvendt til mig, der netop kom forbi [49] sagde, "De jødesvin skal sku bestille noget", - "De beskidte jødesmaus", som om han troede at få medhold hos mig, - jeg kunne jo intet svare, kun forholde mig tavs, men ind­vendig var sindet i oprør, over en så satanisk brutalitet. Den gamle mand græd, - græd så tårerne løb ham ned at kinderne på hver side af hane store krumme næse. "Jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg er jo en gammel mand, jeg er 65 år, jeg kan ikke", men slagene blev ved at hagle ned over ham. Hvorledes det endte for disse jøder, ved jeg ikke, vi blev flyttet over i et andet afsnit. Vi kom over på en anden bakketop og begyndte at skære tørv. Der kom jeg til at følges sammen med en hollænder, der pludselig begyndte at tale rent dansk til mig. Jeg spurgte forbavset, hvorledes han kunne det som hollænder, men han fortalte mig, at han i et par år havde arbejdet ved landbruget på en gård i Nordjylland, og når krigen var forbi engang, ville han derop igen. Han kom det aldrig, kort tid efter døde han.

    Lidt morskab havde vi også, det var Carl Otto fra Kolding, der sørgede for det. Han havde ingen bukserem, så det var et mærkeligt syn at se han vandre af sted med spaden på skulderen, medens han holdt bukserne oppe med den anden hånd. Vi havde sagt til ham, at han måtte se på en eller anden måde at skaffe sig en rem, men han sansede det ikke, han var så ravende ligeglad med det, - men næste dag havde han en rem, Ivan Skræppenborg havde skaffet en til ham, hvordan han så har "organiseret" den, det er også ligemeget, det spørger man ikke om. Hvad det angår græstørv, fandt vi på en list. På den ene side af bakken var der mest lyng, og når vi skar tørv der, var der mest lyng og lidt sand, det fyldte meget, men var meget let, og det meste af sandet dryssede af, inden vi nåede vejs ende. Det gik godt et stykke tid, men flere og flere opdagede fidusen og rykkede om på den side af bakken. Men pludselig blev det slut, SS 'er-ne kunne ikke forstå, hvorfor skydevoldene ikke voksede i højden, og ved et eftersyn fandt de jo snart ud af det, - og så kom der gang i det. Et par stykker kom råbende op på bakken, jagede os med stokke Et til den anden side, hvor de rigtige, men tunge græstørv var at finde. Og nu skulle det gå stærkt. To græstørv på hver spade, og så skulle det gå i løb ned af bakken, medens SS'er stod med kæppe langs rækkerne og tævede løs  medens de råbte deres evindelige [50] "los,los". Det var jo umuligt at holde balancen på spaden med to tørv på, så resultatet var jo, at den ene efter den anden tabte dem, man skulle blot passe på ikke at være uheldig lige ud for en SS'er, for han blev jo ved at tampe løs, indtil man fik dem op igen og kom af sted,- men meget tørv var der jo ikke tilbage, når vi endelig nåede ned til fæstningsbyggerne. Jeg kunne se, at dem der byggede voldene, heller ikke var særlig ansvarsfulde. vi smed tørvene på jorden, og når de tog tørvene, vendte og drejede dem, samtidig med at ryste dem lidt, så var der efterhånden ikke meget andet end græsset tilbage.

    Vor stadige sygdom "Scheisserei" florerede som sædvanlig, så derfor måtte der jo hele tiden "trædes af" af en mængde på naturens vegne, og vi fik en aftrædelsesplads anvist oppe på toppen af bakken langs et pigtrådshegn. Men en højere SS'er må have syntes, der var for mange om budet, så han kom pludselig farende med sin kæp op ad bakken, og bag om hele rækken der sad der, han råbte og skreg om, at de ikke skulle sidde og dovne og drive den at her hele dagen. Delikventerne så rædselsslagen op på ham, men der var ingen pardon, kæppen hvirvlede ned over rygstykkerne, og så gik det pludselig i fuld galop ned af bakken, med bukserne og det der var værre om hælene, medens SS'eren skummede af raseri. Ja, atter havde tyskerne vundet en stor sejr på hjemmefronten. Men for én der havde stået udenfor, ville det have været et ubetaleligt syn, ret så komisk,- hvis det ikke netop var så alvorligt. Vi havde en "Halbvorarbeiter", (halvforarbejder)(medhjælper for en "vorarbeiter"), han havde sommetider været på vort hold, der sagdes, han havde været SS'er  men forbrudt sig med et eller andet, en ret ung fyr, men såmænd meget flink og ret ligefrem. Han var denne dag blevet syg, og gemte sig derfor inde i et indhug i tørvevolden, hvor han sad og krøb sammen. En SS'er kom forbi og opdagede ham, og så var det sket. Han blev straks kaldt frem, og skønt han forklarede grunden, hjalp det ham ikke noget, han blev indmeldt, rangeret ned til almindelig sla­vearbejde, og senere så jeg ham ikke mere.

 

 

Mit andet møde med SS'eren Smolensky.

    Jeg var syg. "Scheisserei", som sædvanlig. Men der var intet at stille op, ud af barakken og ind i rækkerne. Jeg [51] turde ikke melde mig syg, jeg vidste jo, hvad det betød, er man uheldig, overflytning til "opsamlingskommandoet", det gav strengere arbejde under ledelse af de værste forbrydere. Altså afmarch. Vi gik ned mod køkkenet, der havde vi i nogle dage fået udleveret et ekstra morgenmåltid, en eller anden slags mælkeret, det lignede lidt efter vor fløjlsgrød, men bare tyndere, men dog varmt, vi syntes den gang, det smagte himmelsk, kun en god kopfuld i vor madspand. Jeg gemte det gerne, til vi kom op i tipvognene, så var der lidt mere ro til at nyde det, end som under mar­chen. Men det værste var så alle de bedende øjne, fra de andre fanger, som havde slugt deres med det samme, og de blev ved at tigge, skønt jeg hårdt gang på gang sagde "nix"! Jeg tog altid kun en enkelt mundfuld af det, for at det kunne strække til så langt hen på dagen som muligt, for jeg havde opdaget, at det, skønt dét blev koldt, var et udmærket middel mod den evige tørst, vi led af på grund af vor "Scheisserei". Det var ikke nemt at sige "nej", sær­ligt til en ung franskmand, som jeg gerne stod ved siden af i tipvognen, og som jeg var blevet gode venner med. Han havde et lyst humør trods alt, pludrede på sit franske sprog, som jeg ikke fattede meget af, og nynnede gerne en eller anden sang, og når han så hørte, jeg kunne synge med på samme melodi, men på dansk, så blev han så lykkelig. I dag sang jeg ikke med, jeg var rigtig skidt tilpas, og det svimlede for mig, og køreturen var kold, så jeg frøs.

    Endelig nåede toget skovkroen, og vi hoppede af, stillede op "fünf und fünf" (fem og fem), og så afmarcherede vi. Turen gik igennem skoven, og den var lang, stadigvæk fremad ad hullede skovveje og markveje, medens jeg svingede fra den ene side til den anden i al min elendige afmagt. Mine danske kammerater tog mig under armene og slæbte mig med, men snart syntes jeg ikke, jeg kunne mere, og da jeg så et yndigt idyllisk skovløberhus ligge lidt forude, tænk­te jeg, at her ville jeg blive, her kunne jeg måske få lov at ligge inde i en lun stald, til mine kammerater kom tilbage om aftenen. Min tanke var, at jeg lige så godt kunne falde omkuld her på et godt sted, som inde midt i den øde skov. Jeg lod tanken komme til udførelse, og lod mig synke sammen, og straks stoppede kolonnen. Hvor var det dejligt [52] at ligge ned og tænke, at jeg nok snart blev Smidt ind i skovløberhuset. Men det gik anderledes. Et par SSere kom ned mod mig, spurgte mine kammerater, hvad der var i vejen. Da de fik at vide, jeg var syg, var deres eneste kommentar til kammeraterne, - "gå over til det træ, og grav et "Scheisselock" (skidehul), så skyder vi ham, og smider ham deri". Det lød ikke godt, men nu var jeg så langt ude, at jeg var ligeglad med det hele, så da den ene SS'er stillede sig op foran mig, tog ladegreb på sit gevær og lagde det til skulderen, røg det lige ud af mig, - "skyd af helvede til",- om SS'erne forstod det, ved jeg ikke, men de slog en skraldende latter op, afsikrede geværet, sagde til kammeraterne, at de skulle få mig op, og så gik marchen videre. Vi kom ud til arbejdspladsen, der lå inde i tæt skov, men jeg kun­ne slet ikke tænke på at kravle ned i skyttegravene, så jeg bad kammeraterne om at lægge mig et sted. De fandt et lunt sted under nogle store graner på en lille bakke, hvor der var noget rart blødt græs,- jeg lukkede øjnene og forsøgte at glemme det hele. Men ak, - hvor længe var Adam i Paradiset-?   Pludselig stod en SS'er foran mig, en af de øverste, den værste af dem alle - Smolensky - Djævlen selv. Han råbte til mig, hvad jeg lå der efter, - da jeg svarede, at jeg var syg, kommanderede han mig op at stå ret. Jeg måtte op at stå med hatten i hånden, og i samme nu jeg var kommet op, fik jeg en øretæve på siden af hovedet så kraftigt, at jeg røg helt ned ar højen, vi stod på, men blev straks kommanderet ret igen, og jeg vidste, det var om at komme op igen i en fart, for ellers blev man sparket i hoved og skridt med deres lange støvler, det havde jeg set så tit. Jeg ventede én mere på siden af hovedet, men den udeblev heldigvis, til gengæld fik jeg en "skideballe", der lovede mig allandsens ulykker, hvis jeg ikke straks gik i arbejde i skyttegraven, og nu skulle han nok selv holde øje med mig personligt, og Gud nåde og trøste mig, hvis jeg ikke bestilte noget, dem der blev sendt ud til ham skulle arbejde, hvis man var syg, kunne man melde sig i lejren, inden man gik på arbejde. Mon han virkelig var så dum, at han troede, man sådan kunne blive fri, blot man sagde det, han måtte jo da vide, at de andre SS'er hjemme i lejren var lige så stupide som ham selv. Nå, jeg måtte jo humpe ned i skyttegraven [53] og prøve på at grave lidt, men det var mig umuligt at løfte en skovl, så jeg måtte jo kamuflere så godt som muligt, at jeg arbejdede, og dække mig så vidt muligt bag mine kammerater. Jeg led af en grusom tørst, så jeg måtte engang imellem tage en mundfuld af mit  mælkemad, skønt det var blevet koldt som is, de andre advarede mig imod dette, maven ville ikke kunne tåle det, men hvad skulle jeg gøre, jeg vidste kun, jeg var tørstig, og gav pokker i det hele. Kammeraterne dækkede mig så godt de kunne, advarede mig mod forarbejderne og Smolensky, når han nærmede sig. Således slæbte dagen sig hen, og endelig nærmede timen sig, da vi skulle hjem til lejren. Som sædvanlig blev vi jaget i kapløb gennem skov og mark. Vi måtte springe over skyttegrave og hegn, og det kneb mig at følge med. Så nærmede vi os en dobbelt bred skyttegrav, og jeg frygtede for ikke at komme over, jeg satte af med fortvivlet kraft,- og landede halvvejs nede i den, med fingrene i trærødderne ved gravens rand, jeg skreg om hjælp, og Karl-Ivan som var lidt foran mig, vendte sig og rakte ned efter mig, og fik mig halet op. Så gik det videre gennem tjørn og krat, hvor vi rev os til blods og tabte vort tøj, og når vi gjorde holdt for at samle det op, var SS'erne over os med deres kæppe, - los-los. En stor morskab havde de af at rive vore hatte af med deres kæppe, for at få en anledning til at prygle løs på os. Jo, tysk kultur gav sig mange smukke udslag . Men det var heldigvis sidste gang, jeg kom på Smolenskys arbejdskommando.

 

Næste morgen.

    Karl-Ivan havde en dag fortalt mig, at han havde været ovre i "Scheissereibarakken" engang, for at se til en syg ven, og han sagde, at han væmmedes ved det, han havde set der. Snavs, en ulidelig lugt og elendighed,- han ville nødig opholde sig der. Men nu stod jeg her en tidlig morgenstund syg og mat, benene kunne snart ikke bære mig. Hvad skulle jeg gøre-? Melde mig til arbejdet og gå med ud igen og måske gå samme tur om igen, som dagen i forvejen, tror jeg ikke, jeg kunne holde til. Meldte jeg mig syg, risikerede jeg at komme på opsamlingsholdet, med strengere arbejde, mere brutale "Vorarbeitere" eller også på "Scheisseriet". Jeg havde intet valg, - og jeg var "heldig". Jeg kom [54] på "Scheissereiet". En barak, indrettet som de andre, dog ingen bord eller tænke, men syge sidder jo heller ikke op, de ligger ned, og her lå de,- hele vejen rundt langs væggen, den ene ved siden af den anden, så tæt som de kunne presses sammen, og kun et tyndt lag gammel halm til underlag, og et utroligt snavset tæppe over sig. Når man kom ind ad døren, var det, som det stemte for brystet af den indelukkede ilde luft. Jo, Karl-Ivan havde ret i sin beskrivelse af "Scheissereiet,- men jeg måtte jo derind. Jeg afleverede min indlæggelsesseddel til en af "Stubendienst" (stuetjeneste) og fik anvist en plads blandt de andre og smed mig udmattet ned, ligeglad med det hele, bare ligge og hvile og gled lidt efter lidt ind i søvnen . Nå, roen varede ikke så længe. "Stubendienst" skulle til at begynde rengøringen. Først måtte vi selv rette lidt på halmen og ryste tæppet, og så begyndte "Stubendienst" at feje gangene mellem patienterne med riskoste, så støvet stod i skyer op under loftet. Dørene i begge ender af barakken blev lukket op for frisk luft, og det var rart nok, blot det ikke gav en så forbandet træk. Så fik jeg tid at studere gangen i det hele, for her som overalt hvor tyskerne regerer, er der system i det hele. De nye patienter der kom ind, og der kom nogle hele tiden, blev lagt i rækken til venstre for indgangen, og efterhånden som man blev mere rask, rykkede man længere og længere op mod den modsatte. ende af barakken. Når man var nået derop, skulle man gerne være blevet så rask, at man kunne rykke ind til holdet midt på gulvet, der kunne man blive en dag, så skulle man over i en anden barak, kaldet "Schonungsbarak"­ (skåningsbarak)-: Der kunne man opholde sig i 2 til 3 dage, og så var man rask, - men skåningsbarakken er nu en historie for sig selv. Hvis man ikke var så rask, at man kunne rykke ind til midtergulvet, så måtte man fortsætte ved den anden langvarig, og det var de mest syge, der lå der, og efterhånden som de blev mere og mere dårlige rykkede de højere op mod enden af barakken, for til sidst at udånde det sidste suk oppe ved det, der før var indgang, nu blev det udgang for dem. Det var jo også mest praktisk, - så var der ikke så langt at slæbe dem, når de var døde. Der var jo også det ved det, at vi så også næsten tælle os til, hvem der skulle dø. Midt på formiddagen [55] var der uddeling af mad, og det var det bedste i hele lejren. Det bestod af  ¼ franskbrød, og så et par skefulde mosede kartofler, og et lille bæger the. Det var en herreret uden lige, det fik de ikke andre steder i lejren, ganske vist var der hverken margarine eller pålæg til brødet, men nå, det skulle jo vel også virke som stoppemiddel, så det var sikkert rigtig nok på den måde. Mad udleveredes kun en gang daglig, så vi risikerede ikke at blive overvægtige. Nede ved siden af døren stod en stor tønde, - det var toilettet for de mest syge, som ikke selv kunne gå ud til den udvendige toiletbygning. Når så en af de meget syge skulle på tønden, måtte "Stubendienst" hjælpe ham, de slæbte ham hen til tønden og løftede ham op på kanten af den meget høje tønde. Sommetider nåede de ikke hen til tønden før afføringen løb fra ham hen ad gulvet, og så gik de andre syge og jokkede rundt i dette, indtil det engang blev fjernet. Hen på dagen var der "Scheisserei-kontrol", det er en forestilling uden lige-!

    Døren går op, og ind kommer en hel procession, bestående af en 2-3 læger, og en 3-4 "Stubendienst" bærende en stor tønde imellem sig, de modtages af den vagthavende læge, og så begynder "stuegangen". Tønden bæres langs gangene mellem patienterne, og hver patient må så op på tønden, og se hvad han kan "præstere",- overlægen medfører en stor stav, næsten ligesom Moses, dog bruger han den ikke til at slå på en klippe med, men til at styre patienten med, så han har chance for at ramme tønden,- og så gælder det-! Kan man "præstere" et resultat, er man stadig godkendt som syg,- kan man ikke det, er man erklæret rask, får en seddel stukket ud, som giver ret til 1 a 2 dages ophold i skåningsbarakken, og kan foreløbig placere sig på midtergulvet og vente på, at man bliver afhentet af barakformanden fra "Schonung-Barakken", måske samme dag, måske først næste morgen. Måske har man været uheldig, ved at man ikke kunne holde sig så længe til kontrollen ankommer, men må gå på toilette før den tid, så er man leveret, for så kan man jo ikke "præstere" noget på tønden, og bliver altså erklæret rask, uden hen­syn til, hvad man selv føler, og ens forklaringer tages ikke til følge, de griner kun af én,- los - væk -, den næste.

    Ens undertøj må man selv stå op og gå ud at vaske i [56] det kolde vaskerum og må hænge det til terre på snore, som vi havde strakt ud mellem bærepillerne,- var man for syg til det, kunne man bare blive liggende i snavset. Ingen under, at der som Karl-Ivan sagde, at der var en hæslig trykkende luft i denne barak,- men nå,- alt vender man sig til. De første 8 dage havde jeg en sidekammerat, som jeg vekslede lidt få ord med på lidt blandet sprog, for jeg fandt aldrig ud af, hvilken landsmand han var, jeg fik ikke set hans nationalitetsmærke, og jeg kunne ikke forstå ham ret godt, jeg tror han var polak, men han var en flink fyr, og han var ret medtaget. En morgen, jeg vågnede ret tidligt, ville jeg slå en lille sludder af med ham, svarede han ikke, jeg skubbede lidt til ham for at vække ham, - men han lod sig ikke vække mere, han måtte være død i lø­bet af natten stille og roligt, uden at jeg havde mærket det. Man kunne ikke lade være med at tænke lidt over, hvem han mon var, hvor var han fra-? Hvad familie mon han havde, som måske gik i et eller andet fjernt land, og håbede på, at han igen ville vende hjem, når engang krigen fik ende. Han kom aldrig hjem, og måske fik dem der ventede på ham aldrig at vide, hvor han var blevet af. Nå jeg måtte lægge mig ned og sove videre til "stubendienst" vågnede op og begyndte deres arbejde, så kaldte jeg på dem, og de kom og slæbte ham ud på gangen, tog tøjet af ham, det bedste pillede de fra til sig selv, tog deres eget ringere tøj, byltede det sammen og lod det følge ham ud, så fik enhver sit, hvad de skulle have. En dag jeg var ude på toilettet, og på vejen ind, kom jeg forbi en dør ude i forgangen, døren stod på klem, og da jeg altid var nysgerrig, skulle jeg da kigge ind, hvad der vel kunne være. Det var kun et øde rum med cementgulv, og på det lå et splitternøgent lig, fuldstændig udtærret, så man faktisk kunne se hele skelettet gennem den gustne hud, med arme og ben krummet sammen som i krampe - stille og stivfrossen - , det var et makabert syn. Det var altså her kammeraterne tilsidst lå og ventede på den sidste transport ud af lejren, uden for den spærrende pigtråd,- men i død tilstand.

    En dag, efter at vi havde fået vort kartoffelmos, gik jeg ud i vaskerummet for at vaske mit madkar rent, kom der samtidig en ny patient ind, som først skulle rengøres, før han [57] blev indlagt. Alt tøjet blev taget af ham af et par "Stubendienst", og så skulle han skylles ren med en slange. Han rystede af kulde, medens han knap kunne holde sig oprejst ved at støtte sig til cementvaskekummen. Det var heller ikke noget under, da alle ruderne i vaskerummet var slået ud, og der udenfor frøs 15 grader, og vandet var iskoldt. Jeg stod lidt og så på det, det var en ynk at se den arme mand, og da han endelig engang vendte sit ansigt om mod mig og svagt spurgte, om jeg ikke kendte ham, rystede jeg benægtende på hovedet, jeg kunne ikke kende ham. "Jeg er da Henry", kom det svagt fra ham, "kan du ikke kende mig -? " "Jo, nu kan jeg se det-" løj jeg, "hvad er der dog i vejen med dig?". "Jeg er så syg, så syg, jeg tror ikke, jeg klarer den", - men jeg kunne kun trøste ham med, at det nok skulle gå, når du nu får et tæppe om dig, kommer ind at hvile dig, og får kartoffelmos og franskbrød at spise, så stopper "Scheissereiet", så bliver det bedre om et par dage. "Tror du", sagde han, "ja"- sagde jeg,- hvad skulle jeg sige andet, skønt jeg kunne se, han var meget langt ude. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var den Henry (Eppler Sørensen fra Århus) , som jeg før beundrede for sin friskhed, (læs afsnittet- Ved oversvømmelserne). Han blev lagt ind på gulvet, i den række der førte mod ud gangen, de regnede altså heller ikke med, at han kunne nå omgangen rundt, så kunne de jo ligeså godt lægge ham i de. sidste ende med det samme.

    Jeg fulgte med, og da "Stubendienst" var forsvundet, gik jeg hen til ham og stoppede tæppet bedre ned rundt om han', og sagde, at han nu ikke skulle tænke på andet end at hvile sig, så skulle jeg nok se til ham engang imellem, og høre om der var noget, og når vi fik mad næste dag, skulle jeg nok hjælpe ham. Han kunne ikke sove,- lå kun og trak vejret meget dybt, ja, næsten hev efter vejret, og kunne kun hviske lidt. Sålede gik resten af dagen og natten med, og næste morgen var han blevet endnu sløjere. Da vi fik maden udleveret, gik jeg atter til ham for at hjælpe ham,- han ville ikke spise, men jeg sagde, han skulle, det var det eneste, der kunne hjælpe. Han kunne ikke lige nu, sagde han, hvis han blot måtte vente en halv timestid, så ville det måske gå bedre, mente han. Jeg kom igen, da den halve time var gået og sagde, at nu skulle der spises. "tror du, jeg kan", spurgte [58] han bønligt-? - "Selvfølgelig", svarede jeg, "nu skal jeg holde dit hoved op og føre skeen til munden, så spiser du, hvad du kan, så kommer jeg igen senere, så tager vi lidt af gangen, det skal gå". "Ja, lad mig prøve", - jeg fik en arm ind under hans nakke, løftede hovedet op og ville føre skeen til hans mund,- men - i samme nu gik der en sitren igennem ham, og et langt, langt dybt suk lød fra hans bryst, - et suk, der led som en befrielse - og så var Henry død. Underligt at tænke, at ham jeg for så kort tid siden misundte sit humør og raskhed nu ikke var mere.

    Jeg stod lidt og tænkte, hvad jeg skulle gøre med hans mad, skulle jeg tage resten af kartoffelmosen eller hans franskbrød der lå nede i den smudsige halm, men jeg kunne ikke få mig selv til det, derimod havde han en dejlig solid ske, bedre end min tynde blikske,- så den tog jeg til mig, inden jeg kaldte på "Stubendienst", de tog jo alligevel, hvad der var, maden solgte de jo videre, til nogen som ikke så, hvor det stammede fra. Så blev han ekspederet ud som en et de mange i rækken, ud i det kolde ligruin, berøvet alt, selv livet.

    Hvad han døde af - ? Ja, officielt af "Scheisserei" -men det der slog ham ihjel, var lungebetændelse, forårsaget af den hårde behandling, kold afskylning i iskoldt rum. Nå, jeg klarede mig et par dage endnu, følte mig bedre, og blev erklæret for rask, og gik ud til nye oplevelser.

 

 

Den nye lejrkommandant.

    En dag blev vi kaldt ud foran barakken og måtte tage opstilling. Vi lurede på, hvad der mon nu ventede os, og snakken gik livligt, med alle mulige gisninger. Endelig: kom vor "Lagerældste" (lejrformanden), og så fik vi løsningen på gåden. Vi skulle have en fly lejrkommandant. Vi spekulerede på, om han nu var værre eller bedre, end ham vi havde,- han kunne vel næsten ikke blive værre. Hans udtalelse om, at han ikke kendte noget til syge fanger,- kun raske eller døde,- var vel nok, til at fortælle om, hvilken nazist og forbryder han var. Nå, vi skulle til at holde øvelse i at modtage den nye kommandant med et fint honnør. vi måtte øve os i at tage hatten på og af under kommando, og der skulle mange øvelser til, førend det blev erklæret godt nok. Lejrformanden stod i midten og råbte og skreg i en [59] uendelighed, - "Mütze ab-Mütze auf"- , og vi rev hatten af og smækkede den på igen, og når den sad der, måtte vi ikke rette den, om den så sad ned over øjnene, - blot hænderne ned langs siden, og så forfra igen. Siden hen blev vi kaldt ud til stor modtagelse, men vi så jo ikke meget til det, andet end en række officerer skridtede fronten af, hvem af dem der var den nye kommandant, blev jeg ikke klog på, men det kunne jo også være os så revnende ligegyldigt. Men alligevel skete der i hans tid mange nye ting, selvom der ikke øjeblikkelig skete nogen særlig forandring for vort vedkommende.

    Tiden gik som sædvanlig med slid, slæb, sygdom og død. Men så nærmede vi os julen, og der var ligesom, der gik en forventning igennem lejren, i hvert fald blandt os danske. Der gik rygter om, at der nok var Røde-Kors pakker med levnedsmidler undervejs til os, og de nok skulle komme frem til os inden julen, i hvert fald var de da ankommen til Neuengamme, og skulle blot transporteres videre til os i Versen. Hvorfra rygterne kom ved jeg ikke, men i hvert fald satte de spændingen op, og vi talte næsten ikke om andet. Hver dag, når vi vendte tilbage til lejren, lød råbet til de hjemmeværende, "er der kommen pakker-?"- men stadig var det et nedslående svar, og sulten svækkede flere og flere af kammeraterne.

    Men endelig en morgen vi kørte på tipvognstoget på vej til arbejde, kørte en lastbil forbi os op mod lejren. Dem der kendte det, sagde at det var bilen fra Neuengamme, og nogle syntes bestemt, de havde kunnet se Røde-Kors pakker under presenningen, og så var der jo høj spænding på igen hele dagen, og indtil vi kom hjem til lejren, hvor skuffelsen overvældede os. Der var ingen pakker med, så nu fik vi i hvert fald ingen til Juleaften, så vi vidste, at vi måtte gå Julen i møde med slunkne maver.

 

Juleaften 1944.

    Så blev det juleaften, og vi gik og snakkede om, om vi skulle få fri denne dag,- men det blev der ikke noget af, vi måtte stille, som vi plejede om morgenen og drog af til vor arbejdsplads, som nu lå ret langt borte. Føret med toget, så en lang march gennem skove og marker, og vi kom ud til et åbent højdedrag, med udsigt ned over en kanal med noget sluseværk. Her gik det som sædvanlig, medens vi talte [60] lidt om julen, som den kunne have været, og mente, at det havde været dejlig med en lille juleorlov, så vi kunne komme hjem og spise os mætte i alle de dejlige julesager, vi vidste, de trods alt havde derhjemme.

    Humøret var jo lidt langt nede, men så kom Peter Lassen fra Odense og sagde, at vi i hvert fald skulle have juletræ, for han havde på en eller anden måde fået lov til af den nye kommandant at fælde et træ herude i skoven og tage med hjem i barakken. Han havde også på en eller anden facon fået en økse med hjemme fra lejren. Det livede jo vældigt op,- mærkeligt så lidt der skulle til, - men efterhånden blev man jo taknemlig for lidt. Nu manglede der jo så bare den øverste SS’ers tilladelse til at fælde det, men Peter Lassen sagde, det var i orden. Men da dagen var til ende, og vi stillede op i marchkolonne, havde vi endnu intet træ. Lige inden marchordre gik Peter Lassen hen til SS’eren, spurgte om vi så måtte fælde det træ,- men det kunne der ikke være tale om, det var en privat mands skov, så det ville være skovtyveri. Det plejede jo ikke at tynge tyskernes samvittighed at bemægtige sig andres ejendom her i krigens tid. Peter Lassen blev ved og sagde, det var med kommandantens tilladelse, så til sidst gav SS’eren sig, og han spurgte, hvor vi ville tage det- ? Peter gik hen til et smukt velformet træ på os. 1½ meter og sagde "dette her" Men nej, det kunne der ikke være tale om, nu skulle han finde et, og det blev et halvforkrøblet et. Nåh, et juletræ er et juletræ, så Peter huggede det om, og vi tog det 'ned os hjem. Lejren så lige så trist ud som sædvanlig, ja- vel i dagens anledning endnu mere trist. vi havde håbet på lidt ekstra ration, men der var kun de sædvanlige bare klemmer, af fugtigt rugbrød. Træet blev sat op på et bord, og lidt graner hængt op på stolperne,- så var der julepyntet. Da vi havde spist, blev der lidt stilhed,- hver mand sad vel med sine tanker, de fleste var vel hjemme i Danmark, og genopleve en rigtig dansk juleaften. så meddelte lektor Poul Holt fra København, at han på en eller anden måde havde reddet et gammelt dansk Testamente med igennem, og nu ville han læse juleevangeliet op for os.

    Vi sang "Glade jul", den kunne de fleste af os udenad, og så læste Poul Holt og bad "Fadervor", hvorefter der bredte [61] sig en trykket stilhed over det hele, selv vore medfanger fra de andre lande blev underligt tavse.

Karl-Ivan, der sad lige ved siden af mig, var jo ikke lige præget af nogen religion, sa han mente, det var en skidt måde at holde modet oppe på folk med, de blev jo bare endnu mere nedtrykte af det. Jeg gav ham tildels ret i det, så jeg sagde, at så må vi se at tå lidt mere liv i det hele. Jeg sprang op på et bord, og gav en sang til bedste for at bryde stilheden. Det var den eneste sang, jeg kunne udenad, en gammel revysang, der handlede om "Bornholm,- der er en ø så vild, kendt for sine røgede sild",- den havde jo. ikke meget med situationen at gøre,- men den satte i hvert fald liv i gemytterne igen, og den ene efter den an­den gav nu sit besyv med, både franskmænd og belgier og hvad der nu var,- det blev en hel rundesang og fællessang, og så var det ligesom, vi helt glemte sulten, så kom vi da gennem denne arten.

    Inden jeg lagde mig til at sove, gik jeg mig en tur udenfor barakken, det gjorde jeg gerne hver aften, det var så dejligt engang imellem at være alene. Men denne aften havde en egen stemning. Der var mørkt og stille, og englænderne hængte "juletræer" ud, som vi kaldte det. Det var bundter af signallys i alle farver -røde - grønne - gule - blå, det så nøjagtig ud som juletræer, der var hængt op i himlen. vi havde fået at vide, at det var de områder, der skulle bombes, der blev afmær­ket således i luften, så kunne de efterfølgende bombemaskiner se, hvor de skulle operere. Foreløbig var der stilhed, og jeg stod og lyttede,- så med et lød der sang ovre fra russerbarakken. Hvor lød det skønt i den stille nat, sange som jeg ikke kendte, og revolutionære sange som "Flyversangen" og andre russersange, som jeg kendte hjemmefra den "røde sangbog". Når jeg hørte dem synge, og tænkte på den sang vi leverede, så måtte jeg skamme mig på min nations vegne. Danskerne er ikke fødte sangere.

    Vi havde fået at vide, at l.juledag ville blive en fridag, og det var jo herligt at tænke på, men jeg tror nok, at det mest var af hensyn til vagtmandskabet, end som for at glæde os. Nå, i hvert fald nød vi denne dag, hvor vi kunne gå rundt og kigge lidt, tage den med ro, og tale lidt med de forskellige fanger i lejren.

    Op af dagen hørte jeg, at russerne [62] tænkte på at arrangere noget i dagens anledning, men jeg så intet til det for om aftenen, da det var blevet mørkt udenfor, så gik døren til barakken pludselig op, og ind kom en stor procession, med et stort kors båret i spid­sen,- rundt om gik fanger klædt ud som munke og præster. De skred langsomt igennem barakken syngende en eller anden religiøs og monoton sang,- og


således gik de gennem alle barakkerne. Om det virkelig var religiøse russere, eller om det skulle opfattes som et slags karnevalsoptog, blev jeg ikke klar over, men det er også lige meget, det var i hvert fald en afveksling, og tegn på, at der endnu var nogen, der ikke helt havde mistet modet, men stadig havde lyst til at lave noget, der kunne aflede tankerne fra lejrens daglige, triste liv. Og så var den jul ovre!

 

 

 


           Versenlejren set fra landevejen. [63]

 

lejrens hovedindgang.

skilderhus og bom er fjernet.



 


 

 

Murbrokkerne er rester af badeanstalten, som lå uden for pigtråden.

 

 


 

Billederne er taget efter krigens slutning.

 

Vi går ind i et nyt år.[64]    Januar 1945

    Arbejdet begyndte igen, og julen gik som almindelige hverdage, det var stadigt sløjt med helbredstilstanden i lejren, og kosten var nede på det mindst mulige.

 

Den første rødekorspakke.

    Endelig en dag så vi fra tipvognstoget en lastbil kommende fra Neuengamme, og håbet steg straks igen hos alle danskerne, og hvad mere, jeg syntes selv, at jeg fik et glimt af nogle papkasser inde under bilens presenning, mon det skulle være rigtigt, eller var det igen syner- ?

    Det var svært at vente tiden af, til vi kom hjem i lejren,- men da vi atter var inden for pigtråden, gik rygterne,- "Der er kommen rødekorspakker, og denne gang er det rigtigt". Nu gik vi i en vældig spænding om hvornår, de mon blev udleveret,- hvis vi da fik dem-? Men endelig kom det store øjeblik, hvor vi blev kaldt sammen og råbt op og fik hver sin pakke.

    Det var med en vis andagt, at hver mand satte sig ned på gulvet inde i barakken og åbnede for den længselsfuldt ventede pakke. Vi havde jo en enkelt gang før i Neuengamme fået en sådan pakke, så vi kendte jo dens dejlige indhold, nu var det jo bare, om det hele var der, eller der var toldet af det undervejs, men det så ikke ud til, at de havde været åbnet,- og hele det skønne


indhold kom til syne. Hvad var der i - ? - ja - der var en stor pakke knækbrød, smør, fedt, spegepølser, sukker, konser­ves, bolcher m.m., også nogle pakker cigaretter. De fle­ste gik jo om bord i det med det samme, og snakken gik liv­ligt mellem alle danskerne, men det var, som man næsten ikke nænnede at tage for sig af retterne,- det skalle helst gemmes til at supplere den daglige kost op med.

    Det var heller ikke rart at se vore medfanger fra de andre nationer. øjne, de stirrede grådige og misundelige på os, og det var jo ret forståeligt,- man kunne næsten få en dårlig samvit­tighed af at syne. så rig midt i al elendigheden,- men man [65] måtte jo gøre sig hård, der var jo intet af dele ud af,  hvis man selv skulle have gavn af det. Nu blev problemet, hvor vi skulle gøre af pakkerne, når vi skulle på arbejde, de var jo ikke til at slæbe med ud, og vi kunne jo heller ikke passe på dem derude. Men, så viste vor barakformand sig fra den elskværdige side og anviste os et rum ved indgangen, hvor vi måtte stille dem ind, og vi fik endda nøglen til låsen, så vi var sikker på, ingen anden kunne komme til dem. Det var fint gjort af ham,- men efterhånden opdagede vi jo, at vi nemt fik mange fine venner efter at rødekorspakkerne ankom. Pakkerne blev nummererede med vort fangenummer, og når vi så kom hjem fra arbejde, blev vore numre råbt op, og vi kunne afhente vor pakke.

    Men ingen glæder uden skår,- der fandtes også dårlige elementer blandt danske fanger,- og de havde fundet ud af, når de skyndte sig at gemme deres pakke hos en medskyldig, så kunne de nå at komme tilbage og få en pakke mere på en andens num­mer, de kunne jo se, hvem der


ikke var tilstede, og så råbte de jo bare "her", når vedkommendes nummer blev råbt op, og forsvandt så skyndsomt med pakken. således mistede Carl Otto fra Kolding sin pakke, og en hurtigt iværksat undersøgelse inde i barakken i dens halvmørke gav kun til resultat, at vi fandt hans pakke liggende smidt ind under et bord, tømt for alt det bedste. Det var ikke altid man fandt de bedste kammerater blandt ens egne landsmænd. Efter den tid stod der altid en dansker ved udleveringen, for at holde øje med, at ingen skulle snyde. Nu kom der med mellem­rum rødekorspakker til os, og det medførte, at helbredstilstanden blandt danskerne bedredes. Jeg mærkede selv hvordan, jeg havde igennem længere tid haft et sår på hånden kommende af et uheld med en spade, og det havde aldrig villet heles, men efter vi fik det gode tilskudsmad, begyndte såret at heles.

    Jeg tror, at hvis der bare havde været tilstrækkeligt mad i lejrene, havde mange fanger reddet livet, for selv det mindste sår kunne jo være livsfarlig, uden renlighed, og uden den helbredende virkning, en god kost giver, legemet kan ikke modvirke indtrængende bakterier, det dør langsomt, faktisk var der mange fanger, der rådnede langsomt op.

    Rødekorspakkerne gav os også andet. Vi blev en slags bedrestillede fanger, som kunne købe os [66] fordele hos overfangerne og kapoer, fordele som vi ellers ikke havde fået. Særligt var cigaretterne meget eftertragtet, og med dem i lommen var man, i hvert fald under disse forhold at betragte som en rig mand i lejren. De første vi fik, røg man jo ret hurtigt, men efterhånden som man opdagede, hvad de var værd, blev man mere og mere sparsommelig med dem, og nænnede ikke selv at ryge dem. Sådan havde jeg det i hvert fald, jeg kom til den slutning, at en cigaret kunne undværes, men ikke brød, så jeg købte brød for mine hos de andre fanger, prisen var gerne 1 & 2 stykker for en skive rugbrød, som den nu var tyk til, ja en god endeskive kostede gerne 3 cigaretter.

    Det var faktisk ikke rigtigt at lokke brødet fra de andre fanger, men hvad,- der gælder en anden moral i en K.Z. lejr.

Forholdene bedres langsomt.

    Jeg ved ikke, om det var fra barakformanden eller det var højere oppe fra, at der kom ordre til, at danskerne nu skulle samles noget mere, vi skulle have den ene halvdel af barakken for os selv, altså ned ad den ene langside, så alle fanger af de andre nationer blev flyttet over til den anden side, og vi fik det mere for os selv. Der blev sagt, at det var for, at vi kunne sidde i fred med vore rødekorspakker, det var jo ikke så nemt, når vi sad mellem de andre, og de fulgte hver mundfuld, vi tog med øjnene, og sad og strakte hænderne frem for at tigge et stykke.

    Vor kammerat Peter Lassen fra Odense fik til opgave at dele pladserne ud til os, så vi vidste, hvor vi skulle ligge, der blev så nogenlunde plads, men det var jo også både sove- og opholdsplads. Det blev ordnet således, at vi hver morgen lagde vore tæpper sammen og afleverede dem til Peter Lassen, som så talte dem og lagde dem i en pæn bunke, hvorfra vi igen fik dem udleveret, når vi skulle sove, - det var for, at vi ikke skulle gå og vade i dem med vort beskidte fodtøj. Men nå, - det varede nu ikke længe med den gode plads, for snart efter måtte vi igen rykke sammen for at afgive mere plads til andre fanger, og så kneb det igen med, når man skulle vende sig.

 

Atter på Scheisserei. [67]

    Dagene gled hen, med arbejde i skyttegravene, med stokkeslag, og hvad dertil hører, men mærkeligt nok alt bliver jo en vane, man traver bare med, tænker ikke så dybt over tingene, man registrerer kun svagt, når man hører eller ser dødsfald, kun når det er en af vore egne, er det, som man standser op et øjeblik og tænker "Hvorfor ham?" Det blev atter galt med min mave, jeg kunne ikke mere følge med og var klar over, at jeg atter måtte melde mig syg, hvis der var mulighed derfor. En morgen, da jeg stillede op i kolonnen, kunne jeg mærke, at den ikke gik mere. Jeg meldte mig syg til forarbejderen og fik besked om at træde ud og gå over i sygeholdet, der stod opmarcheret uden for "Ambulatoriet",- sygestuen, hvor alle syge melder sig i første omgang. Der stod jeg så og ventede, medens det hele svimlede for mig, indtil formanden for denne kolonne, forøvrigt en rigtig ondskabsfuld forbrydertype, kom hen og spurgte, hvad jeg fejlede. Jeg sagde, som det var, og at jeg ønskede at melde mig på ambulatoriet. Han svarede råt,- "du bleibst hier"- Men da han fjernede sig lidt, ville jeg liste af og ind på ambulatoriet, men han opdagede det, løb efter mig, skubbede mig ind på geleddet igen, og truede mig med tærsk, hvis jeg igen gik ud af rækken. Nu var gode råd dyre, for jeg vidste jo, at sygeholdet også skulle med på arbejdet, jeg kendte jo turen og var klar over, at det kunne jeg ikke klare.

    Så lød kommandoen til afmarch, og jeg havde kun en sidste udvej,- jeg lod falde og lå som besvimet,- banditten kom springende med sin stok, prøvede at få mig op, men jeg tænkte, jeg kunne ligeså godt blive liggende her som et andet sted, så det lykkedes ham ikke, og da troppen skulle afmarchere, havde han ikke anden udvej end at lade to andre fanger slæbe mig over til ambulatoriet i en fart og aflevere mig der. Men - det var jo kun den halve del af ceremonien ved en indlæggelse, nu kom ambulatoriet, og der skulle man gerne være mere syg end almindelig for at klare sig igennem. Jeg kom ind i forstuen. Der måtte vi stille op i kø og vente uden for døren ind til konsultationen. Der gik lang tid, men endelig gik døren op. Overlægen stillede sig midt i døren, og vi gik forbi i en lang række. Enkelte fik lov at smutte ind til en nærmere undersøgelse, mens andre blev [68] nægtet adgang, de var ikke syge nok. Hvis nogle ikke forsvandt med det samme, når de var afvist, men forsøgte at komme med forklaringer angående deres tilstand, så var overlægen hurtig i vendingen, en knytnæve blev plantet lige midt i ansigtet på den syge, medens et skarpt  ²herraus² lød fra overlægen. Nogle blev stående og bad ynkeligt for sig på deres mange gange uforståelige modersmål, men så greb overlægen sin store tykke stav, som han havde stående ved siden af døren, og så langede han til den syge med den og forfulgte den arme skrigende mand helt ud af barakdøren.

    Jeg kunne nok se, at efter disse optrin var mine chancer for at blive indlagt ikke store. Men endelig var det blevet min tur, og jeg nærmede mig angst døren, for at forklare hvori min sygdom bestod. Stor var min forbavselse, da en meget venlig overlæge bad mig indenfor.

    Var man ikke syg før, skulle man nok blive det, når man så det ²slagteri² indenfor. Der gik en 3 - 4 læger med cigaretter i munden og tog sig af patienterne. Jeg fik besked om at stille mig over til en væg og vente. Ved siden af mig stod en splitternøgen mand med blikket ind i væggen, hvorfor kunne jeg ikke regne ud. Nede på gulvet langs med væggen lå endnu en nøgen mand, jeg troede, han var død, men jeg kunne se, at han trak vejret dybt, hvorfor mon han lå der, ja hvad ved jeg,- men jeg kunne regne ud, at manges skæbne endte her. På en almindelig bænk lå en russer og var under behandling. Han havde betændelse i en storetå og skulle have neglen revet af, og en af de yngre læger stod ved hans side parat med en almindelig knibtang. Han forklarede russeren, at det var nødvendigt at tage neglen, men at de desværre ikke ejede nogen bedøvelsesmidler, så han blev nødt til at holde rigtig fast i bænkens kanter, klemme godt til og forøvrigt bide tænderne sammen.

    Russeren nikkede som tegn på, at han havde forstået det, og så gik de til sagen. Jeg kunne ikke undgå, at se på det, men betragtede mest russerens ansigt, og kunne ikke lade være med at beundre ham,- kun en lille svag trækning i ansigtet og intet ord, da neglen røg af. Blod og materie væltede ud og ned på gulvet. Lægen begyndte at forbinde tåen, men gazebindet bestod jo kun at creppapir i strimler, så det kunne slet ikke holde til alt det blod, så det gik blot i [69] stykker, men endelig fik de da så meget viklet om foden, de kunne få ham på højkant, så han kunne humpe ud. Men en unge læge sagde til ham, at han havde været tapper og derfor fik en cigarret ved afskeden.

    Efter lang ventetid kom endelig turen til mig,- det var overlægen selv, der tog sig af mit tilfælde. Hvad ville der nu ske-? Overlægen kaldte på en medhjælper, som kom med en gulvspand, og nu gjorde ham mig forståelig, at jeg skulle besørge et stort "ærinde" i spanden, mens han holdt den, kunne jeg ikke det, blev jeg smidt ud. Af bare nervøsitet kunne jeg altså ikke, men stor var min forbavselse, da overlægen smilende sagde, at den var god nok, jeg kunne bare mætte mig ud i forhallen og vente, til der kom en barakformand ovre fra "Scheisserei­barak­ken" og hentede mig, jeg fik en seddel i hånden og ventede, medens jeg spekulerede på, hvorfor det gik så nemt for mig, hvorfor denne uventede venlighed. Jeg fik en mistanke om, hvad også bekræftedes senere, at det var danskernes rødekorspakker, der gjorde udslaget.

    Medens jeg sad og ventede, gik hoveddøren op, og ind kom den danske SS’er samt en forarbejder, og imel­lem sig havde de en tilsyneladende meget syg mand. SS'eren kaldte overlægen ud i forhallen, forlangte, at han skulle afgøre, om manden var syg. Overlægen sagde, de skulle prøve at slippe fangen, - og i samme nu styrtede han om. Over­lægen sagde grinende, - simulant -, hvorfor spurgte SSeren, - jo han satte hænderne først mod jorden, da han faldt, det gør man ikke, når man er rigtig syg,- så ved man det!

    Den danske SS'er blev fuldstændig hysterisk, sparkede fangen og råbte, at han måtte komme op og skruppe af. Den arme mand kravlede hen ad gulvet, medens SS'eren fulgte ham stadig sparkende og tilsidst smed ham ned af trapperne, medens fangen skreg af smerter. SS'eren vendte stolt tilbage og snakkede lidt med overlægen. Ja, disse forhold er jo ikke det, man venter at sygehuse i et såkaldt kulturland,- men kan man i grunden regne Tyskland med til det, efter hvad man ser- ? Lægen her var en polak, og jeg fik senere lejlighed til at følge hans tragiske levnedsløb mod slutningen - døden så kom endelig barakformanden og hentede mig over til "scheissereibarakken" ,- forhåbentlig til lidt roligere forhold og til helbredelse. [70]

 

Lægerne.

    Lægekorpset bestod såvidt jeg blev klar over at 4-5 mand. Overlægen var franskmand, fange såvel som de andre læger. Dette forklarer måske hans mærkelige sindstilstand. Et øjeblik kunne han være hård og brutal, et andet ovenud elsk­værdig. Han var måske ansvarlig for, at der var så få syge som muligt, derfor måske hans hårde afvisninger til mange syge,- til andre tider yderst hjælpsom,- hvad jeg senere kommer ind på.

    Så var der en ung hollandsk læge, lidt af en friskfyr. Så var der en rigstysker, der hed Willy, en der forstod at tiltuske sig lidt fordele, hvad der jo ikke var noget at sige til. Han var som regel altid i godt humør, havde gerne en god historie, og efter hvad han fortalte, havde han vist været lidt kommunistisk indstillet, derfor sad han her.

    Så var der en russer, som vi kaldte dr. Michael. Han var læge for "scheissereibarakken",- så ham fik jeg jo en del at gøre med, i tiden der kom.

 

Dagligt liv i "scheissereibarakken".

    Jeg blev anvist plads blandt de andre nyankomne, på den ene langside, og jeg kendte jo fra tidligere tid gangen i det hele. Det gjaldt om at komme hurtigst muligt ud af cirkulationen rundt lange væggen og ind på midten, hvor de der blev bedre blev anbragt, ellers fulgte man rækken rundt,- til man blev båret ud. Jeg gled ret hurtigt frem­ad, hvilen og kartoffelmosen samt franskbrødet gjorde ret hurtig sin virkning.

    En dag fik jeg en sidekammerat, en hollænder. Han hed, efter hvad jeg fik ud af ham, Han Blomberg, det lød jo ikke særligt hollandsk, nærmest lidt svensk, men det skulle være rigtigt. Han havde haft et vasken  i Arnheim, eller en lille by der i nærheden. Han fortalte, at kvarteret hvor han boede, en dag blev omringet af tyskerne, og alle kvinder og børn blev lukket ind i en kirke, medens alle mandfolk blev arresteret og ført bort, og nu var han endt her. Han var vel sådan omtrent på min egen alder, de 45, måske lidt yngre. Han var en flink fyr, og vi kom vældig godt ud af det med hinanden, trods sprogvanskelighederne. vi diskuterede alt muligt, lige fra politik til religion, jeg tror nok, han som de fleste hollændere var katolik, dog ikke særlig udpræget. [71] Vi aftalte, at når krigen var slut, ville han komme og besøge mig med sin familie, for så skulle han alligevel til Danmark og købe nye vaskerimaskiner, i stedet for dem han havde fået ødelagt. Nye maskiner skulle han have i København, så var det jo nemt at gøre ophold i Kolding, det lå jo på vejen.. Ak - ja,- det var jo fremtidsmusik,- jeg så aldrig noget til ham eller hørte fra ham, jeg tror, han gik til sammen med de andre på Lübecherbugten, hvor 7ooo fanger mistede livet i krigens sidste dage.

    Dagene sneg sig hen, og jeg havde igen modtaget en rødekorspakke, og det gjorde jo faktisk, at jeg efter forholdene kunne føre et helt herreliv, for med den i behold kunne man købe sig fordele og selv tildels beherske situationen. Jeg var blevet gode venner med den russiske læge, dr. Michael, som stod for Scheissereiafdelingen, han fortalte mig om sin familie derhjemme, jeg gjorde ligeså, og han var altid god og hjælpsom over for mig, og det belønnede jeg jo så med lidt godt fra min rødekorspakke. Jeg smurte gerne et par stykker knækbrød med spegepølse eller ost, eller hvad godt der ellers var i pakken, en mariekiks med en klat smør, fedt eller honning og så en sukkerknald på, var for ham som den bedste konditorkage, - og så en dansk cigaret,- ja, så kunne ingen vel have det så godt i en koncentrationslejr, som jeg havde det i øjeblikket. Jeg kunne nu i fred og ro ligge og betragte alle mine medfanger, og det var mærkeligt at se,  hvor forskelligt de tog situationen. Lige over for mig ved den anden væg, lå der nogle hollændere, og hver gang de fik maden udleveret, faldt de hen i bøn, inden de fortærede det tørre franskbrød. Nogle lå fuldstændig tavse og opgivende hen, andre snakkede op med hinanden på alle mulige sprog. Der lå også en ung mand, en letlænder, og han var ret svag, men han vaklede sommetider over til mig, ligeså snart han havde fået sin mad, og tiggede og bad mig om at bytte hans mad med en cigaret, han var fuldstændig syg efter at ryge. Jeg forsøgte at forklare ham det forkerte i det, foruden den straf han udsatte sig for, hvis de opdagede det, også for mig,- men han var ligeglad, han kunne alligevel ikke spise, så jeg gav mig til at begynde med, og han gik med sin cigaret.

    Efterhånden havde jeg ved hjælp af rødekorspakken selv mad nok, og min hollandske [72] kammerat, han, bebrejdede mig også, at jeg købte andres mad, det var ikke rigtigt, det var det vel heller ikke, så jeg søgte at holde igen, men en das lå letlænderen og vinkede over til mig, jeg skulle komme over til ham. Jeg gik over til ham, - han var så syg, at han ikke kunne rejse sig op. Han tilbød mig sit mad, der stod ved siden af ham, urørt, blot han måtte få en cigaret. Jeg gav ham en cigaret, men lod maden stå, jeg kunne  ikke tage den,- men det blev også den sidste cigaret, han røg, - kort efter forsvandt han ud af barakken, et offer mere for den store meningsløshed.

    En dag kom jeg ud i vaskerummet for at skylle min madspand, da kom de kørende ind med en ung fyr på en trillebør,- ja han var nærmest en stor dreng, kun 18 år fik jeg at vide, og dog kun nærmest et levende lig. Fuldstændig udtæret af scheisserei, man så hvert eneste ben i hans krop gennem den tynde gennemsigtige hud, og han kunne slet ikke støt­te på benene, så han måtte blive liggende på trillebøren, medens de gjorde ham ren, skyllede snavset af ham med det kolde vand fra slangen. Der skal siges, at de 2-3 ²Stubendienst² (stuemedhjælpere) behandlede ham meget varsomt, - vente ham forsigtigt, de plejede ellers at gå hårdere til den, men måske var det en af deres egne landsmænd, så det måske gjorde, at de omfattede ham med lidt mere medliden­hed end som sædvanlig. Et sørgeligt syn, at se sådanne unge drenge tæres fuldstændig hen,- men nå, - 2 dage efter blev han udfriet af sine trængsler.

    Den nye kommandant havde også begyndt at gøre sin entré i Scheisserei-barakken,- han stillede hver morgen og gav or­dre om nye forholdsregler. Toiletbygningen skulle renses ordentlig, skylles og fejes, og så skulle der kalkes. Der blev givet besked om, at al halmen skulle udskiftes, men sikken støv det gav i barakken, og sikke mange uhumskheder der kom frem, skjult i halmen gennem længere tid. Sto­re stykker franskbrød, helt grøn af mug, gemt bort af fanger, som var så syge, at de ikke kunne spise deres ration, Så har de villet gemme det til senere,- der kom bare ikke noget senere,- de forsvandt ud, efterladende deres brød, som heller ikke kom andre tilgode. Jeg har sommetider som dreng været med til at muge ud i en svinestald,- det her [73] var næsten værre, og det havde så mange syge mennesker lagt i, og så længe. Hvor var det vidunderligt, da vi kunne lægge os til hvile igen i dejligt frisk halm, det var, som man følte sig som nyt menneske igen.

    Kommandanten stillede hver morgen og forlangte  rapport at lægerne om tilstanden, om hvor mange døde. Antallet begyndte at dale, men selv efter vi kom ned på en 3-4 stykker i nattens løb, var han ikke tilfreds, vi må helt ned på ingen døde, var hans udtalelser, før er det ikke godt. En das holdt han en længere tale for os, som gik ud på, at vi måtte stramme os op, vi skulle have tro på, at vi klarede os igennem. Særlig hollænderne var han utilfreds med, de var alt for hurtigt opgivende, og han gav dem en større opsang, som en af hollænderne så måtte oversætte til deres eget sprog.

    Dagene gik hen, men en morgen til den store kontrol røg jeg på den. Processionen, som jeg tidligere har omtalt, kom ind ad døren, overlægen i spidsen med sin stav, medhjælperne med den store tønde, og begyndte sin rundgang, eller ²stuegang² skulle man vel kalde det. Jeg havde haft ondt i min mave allerede fra tidlig morgen, så jeg havde været nødt til at gå ud på toilettet, kort før de ankom, så nu var gode råd dyre. Jeg kunne jo så selvfølgelig ikke gøre min skyldighed, da jeg blev anbragt ved tønden, og jeg fik straks en seddel stukket i hånden af overlægen og anvist plads inde midt på gulvet blandt de andre fan­ger, som var blevet erklæret raske. Jeg følte mig slet ikke rask og forsøgte at forklare overlægen dette, men han satte bare et stort grin op og skred videre, medens Stubendienst skubbede mig på plads. Nu var jeg på den, og lå og funderede over hvad jeg skulle gøre. Foreløbig måtte jeg vente, til processionen atter forlod barakken, men så lå jeg og fik en tanke,- jeg måtte have fat i den russiske læge. Han kom senere forbi, hvor jeg lå, jeg sprang hurtigt op og kaldte på ham "Dr. Michael - hvad skal jeg gøre, de siger jeg er rask, men det er jeg ikke". Han spurgte efter min seddel, kiggede lidt på den, puttede den i lommen og sagde, at jeg bare skulle lægge mig over på min gamle plads igen og lade som ingen ting. Min hollandske kammerat blev glad, da han gå mig igen, nu kunne vi da få flere hyggelige stunder sammen. Jeg var jo lidt spændt på, hvorledes [74] det ville gå, næste gang overlægen kom, - men det gik fint, hån sagde ingen ting, viste mig med smil på plads igen, skønt jeg faktisk heller ikke denne gang gjorde mig fortjent til det. Ru havde jeg fundet tråden i det hele, og næste gang overlægen var inde og drikke kaffe eller the sammen med dr. Michael oppe ved hans soveplads i den ene ende af barakken, så var der også et stykke spegepølsemad og en kiks med et stykke sukker på til ham, - det blev han meget glad for,- det gjorde jeg også,- for nu vidste jeg, at jeg foreløbig fik lov at ligge i fred og ro. Det gjorde jeg også, indtil den megen fred og ro også gik mig på nerverne, der skete for lidt. Det hele blev mig for ensformig, bortset fra enkelte oplevelser. Den ene var, at jeg en aften havde smurt lidt brød til dr. Michael og overlægen, som jeg vidste skulle have en lille aftensludder den aften, og nu havde jeg så stillet det op i vindueskarmen, for at det kunne stå der, til de kom. Men jeg måtte vel være falden lidt i søvn, for da jeg skulle til at tage det, var bliktallerkenen tom, og vinduet stod åbent, maden var væk. Hvorledes det kunne gå til, kunne jeg ikke forstå, for på gulvet lå vi så tæt, at ingen kunne komme forbi, uden at vi mærkede det. Det eneste jeg kunne tænke mig, var, at en eller anden, må have lagt mærke til, at jeg tit lagde noget af min mad op i vindueskarmen, da jeg jo ikke havde andre steder at anbringe det, og så må han havde set sit snit til at løfte hængslet af vinduet en gang i løbet af dagen, og Så da det var mørkt, listet vinduet op, og taget det velsmurte mad. Nå,- det skete kun den ene gang, jeg blev mere forsigtig,- og jeg måtte jo i gang med at smøre en ny omgang, men det tog jo lidt rigeligt i rødekorspakken.

    En anden oplevelse var, at den danske SS'er Heide Jørgensen en dag kom ind til mig og spurgte om, hvordan det gik, hvorfor det interesserede ham, ved jeg ikke, men det skal måske skrives på landsmandskabets vegne-? Jeg svarede, at det såmænd gik meget godt, men at jeg snart længtes ud i den friske luft og efter kammeraterne. Han sagde, at jeg blot skulle blive liggende så længe som muligt, for udenfor var det koldt og sne, her var varmt, og maden bedre. Jeg takkede for oplysningen, og beredte mig på et længere ophold. Men som tiden [75] gik, og jeg følte mig bedre, så syntes jeg, at luften her i Scheisserei-barakken blev for kvalm, og jeg tænkte, at nu ville jeg ud til de andre. Men nu var det snart ligeså svært at komme ud, som at komme ind, de ville alle have, at jeg skulle blive. Men da kontrollen kom en dag, og overlægen ville anvise mig min gamle plads, protesterede jeg og sagde, jeg nu var helt rask, og så måtte han jo give mig raskmeldingen. Jeg rykkede så atter igen ind på midten, sammen med de andre raskmeldte, og lå så der og ventede på, at barakformanden fra "schonungsbarak" (skåningsbarak) skulle komme og afhente os.

 

"Schonungsbarakken".   Februar 1945

    Skåningsbarakken hed den, et noget mærkeligt navn i en koncentrationslejr, som såvist ikke gik ud på at skåne sine fanger, - men nå,- den svarede nu heller ikke helt til navnet. Jeg fik min plads anvist, - som sædvanlig på gulvet, og regnede med at få et par fredelige dage i nye omgivelser. Forholdene var meget lig dem i Scheissereibarakken, kun var luften bedre, da de folk, der lå her, ikke var så syge. Jeg fik mig indrettet, og begyndte at studere mine medfanger. Min ene nabo var en ganske ung russer, en dreng på vel en 16-17 år, han kunne ikke meget tysk, så det blev jo ikke til megen snak. Den første dag gik helt godt, jeg lå og nød tilværelsen, maden var ikke det, jeg var blevet vandt til, det var igen den evindelige roesuppe,- ingen kartofler og ingen franskbrød, og min rødekors­pakke var forlængst fortæret.

    Anden dagen var freden forbi. Jeg havde lagt mærke til, at der gik en ondskabsfuld arbejdsformand rundt derinde og pillede folk ud, og jeg kunne ikke regne ud, hvad det betød,- men jeg fik det at vide. Han kom også over til mig, kaldte mig op og sagde, jeg skulle følge ham. Vi fik så anvist en ny plads i den anden side af barakken, og fik en seddel stukket i hånden, og fik forklaret, at den betød, at vi efter middag skulle stille i den anden ende af barakken. Der inde var der anbragt nogle save og navbukke, og så nogle store kævler træ, og så kunne vi bare save los på brænde til lejren. Jeg protesterede straks, sagde det måtte være fejl, for det havde jeg ikke kræfter til endnu, men han grinede [76] bare ondskabsfuldt og sagde, at det skulle han nok klare. Nu har det altid været mig en pestilens at stå og sav, træ i stykker, når det ikke skal bruges til noget andet nyttigt,- så jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre for at komme ud af det. Jeg havde ikke mere ekstra mad eller cigaretter, jeg kunne bestikke ham med, så gode råd var dyre. Men redningen kom i form af min russiske læge, dr. Michael,- han kom lige ind af døren, og jeg var henne hos ham i en fart. Jeg fortalte, som det var, men han sagde roligt "giv mig sedlen og læg dig på din gamle plads, du skal ikke save træ"? Jeg takkede ham, men spurgte,- "hvad nu hvis banditten kommer igen?". "Det gør han ikke, ham skal jeg nok ordne". så faldt jeg atter til ro, og fik mange fredelige dage, og her var det dejlige ved det, at her kunne man gå lidt ud at spadsere i lejrgaden, når man trængte til lidt frisk luft, og om aftenen inden sengetid, kunne man lige gå over at hilse på alle sine kammerater i den gamle barak, hvor man egentlig hørte hjemme. Jeg kunne se, at de fleste af mine medfanger efter kun et par dages ophold røg ud af skåningsbarakken, men ingen sagde noget til mig, og når overlægen kom til kontrol, hilste han bare venligt på mig, og så blev jeg liggende, jeg var nok kommen i gode hænder.

    En dag gik døren op til barakken, og ind kom en SS'er med en fange, og han blev skubbet på plads på en bænk. SS'eren talte til ham og skældte ham ud,- men fangen svarede ikke, så kun uforstående på sin vogter. SS’eren afleverede ham til barakformanden, fortalte, at fangen simulerede syg, men nu skulle han blive her, så kunne de se, hvad de kunne gøre ved ham. SS'eren gik, og barakformanden prøvede at tale til ham både på den ene og den anden måde, men fangen var stadig tavs. Så lod de ham blive siddende på bænken, mad ville han ikke have noget af. Om aftenen kom en anden højere SS'er. Han skulle nok ordne ham, mente han. Han talte venligt til ham, men fik ingen svar,- så tog han øretæverne i brug,- men resultatet var det samme, og så forsvandt da også han. Jeg gik hen til fangen og opdagede så, at det var den samme mand, som jeg engang havde været sammen med, da vi meldte os syge hos overlægen, den samme [77] mand, som den gang blev sparket og mishandlet, fordi de mente han simulerede syg. Jeg prøvede at tale til ham, men intet svar, han kun ligesom stirrede igennem mig, jeg var kun luft for ham. Om aftenen fik han anvist sig et leje, men han satte sig hen til døren med ryggen op ad dørstolpen, og der sad han uden at røre sig, uden at spise, end­nu en dag, men så var det slut, døden tog ham ligeså stille, og. det sidste jeg så af ham, var da han lå ude i ligrummet, nøgen på det bare stengulv. Jeg stod og kiggede på ham, tænkte på, hvem han mon vår, vistnok polak, - hvad må han mon ikke havde været gået igennem af pinsler, siden jeg sidst så ham. Nu var han kun et afskrevet nummer, men han havde fået fred. En dag kom den danske SS'er hen til mig og sagde, "Nå- så er der brev til dig hjemmefra". Det livede jo vældigt op, selvom brevet ikke fortalte meget, der måtte jo ikke skrives andet, end at det gik godt, men det var jo også rart at vide. Men så en skønne dag, kom den store overraskelse. Vor danske tillidsmand, Jacob, kom ind og hilste på mig. Jeg syntes nok, han var blevet så fin og velklædt, og jeg spurgte forundret, hvad det betød-? "Ja," sagde han, 'Idet er det, jeg er kommen for at fortælle dig. Vi har fået rødekorspakke, en stor pakke, med en hel mundering til hver dansker, lige fra inderst til yderst, det er det, jeg har på, og der ligger også sådan en tøjpakke til dig, den kommer jeg over til dig med i aften". Det var, som man næsten ikke kunne tro, det var sandt, men Jacob stillede med pakken om aftenen, og så måtte jeg jo tro det. Den nat kunne jeg næsten ikke sove, jeg lå og ventede på, at det skulle blive morgen, at jeg kunne prøve det nye tøj, atter komme til at ligne et ordentligt menneske.

    Morgenen kom, og jeg pakkede ud, det var som et eventyr. Dejligt rent, hvidt undertøj, og en fin manchetskjorte, den nænnede jeg ikke at tage på, så den blev i posen, den var for god at bruge til jordarbejde, den ville jeg gemme til senere, (det kunne jeg godt spare mig, den blev frataget mig i Neuengamme). Så var der en dejlig varm strikket sømandstrøje, bukser, stortrøje, halstørklæde, skikasket, store langskaftede træskostøvler med dertil hørende jembeslag, og i støvlerne lå en shagpibe og tobak, [78]sygrejer,- ja, det var vel nok helt ovenud, og når dertil kommer, at der i den rødekorspakke med madvarerne lå ikke mindre end 7 pakker cigaretter, det bedste betalingsmiddel i hele lejren,- ja så er det vel ingen under, at man følte sig som i den 7.de himmel. Medens jeg iklædte mig alt det dejlige tøj, kunne jeg mærke, hvorledes mine medfangers øjne fulgte mig, og jeg var allerede klar over, at det vil­le blive en kamp at passe på sine sager, for i sådan en lejr, er der ingen, der kender forskel på dit og mit, når man selv står og mangler alt. Da jeg havde fået tøjet

 

 

 

 

    Hæftling nr. 6o893 i rødekorsdragt.

 

på, og sågar en rygsæk, som også var med til at transportere vor rødekorspakke i, passet til, måtte jeg jo en tur uden for barakken og præsentere mig. Jeg kunne se mine medfangers beundrende blikke følge mig,- eller var det misundelse,-?- ja, selvfølgelig var det det, hvorledes ville vi ikke selv have følt det, hvis det omvendte havde været tilfældet?

    Så fik jeg en ny kammerat, en anden dansker, jeg tror at kunne huske, at det var Ejnar Poulsen, en maler fra Frederiksberggade i København. Han havde fået et dårligt øje, og det var jo uheldigt for ham, for lægerne der i lejren, havde ingen mulighed for at kunne hjælpe ham. De havde skaffet ham en sort klap til at sætte for øjet, og så indlagt ham i skånebarakken. Så havde jeg da en at kunne tale dansk med, og det var helt velgørende. En dag fik vi nye numre udleveret i stedet for de gamle, som var udslidte og næsten ulæselige. Heldigvis havde vi jo også i vor tøjpakke fået sendt sygrejer med,- men jeg havde aldrig syet et sting før, så det blev jo noget uhjælpeligt noget, da jeg prøvede at sy numrene på tøjet. Min unge russiske kammerat havde siddet og set lidt på det, med et fortvivlet udtryk i ansigtet, og tilsidst gjorde han tegn til mig, at jeg skulle overlade det arbejde til ham,- og han var meget ferm til det. Jeg måtte så give ham lidt af mit danske ostemad til gengæld, og så var vi jo taknemlige begge to. Tiden gled hen, og vi havde det ret tålelig, og en skønne dag kom der igen en rødekorspakke.

    Atter følte vi vore medfangers øjne hvile på os, og når vi pakkede op for at tage os en lækkerbid, måtte vi passe ikke at komme til at se på dem, for det var jo svært at modstå, når man så deres fremstrakte hænder og bedende øjne, og hørte deres [79] stille bønner om blot en lille smule. Nogle af dem kunne blive ved at tigge i en uendelighed, men man var jo nødt til hårdt at sige nej, hvad skulle man gøre-?, begyndte man først at dele ud, så var det hele jo hurtigt væk blandt et par hundrede fanger, uden at det hjalp dem synderligt. Nej, ville man have chance for at overleve, måtte man gøre sig hård, og såvidt muligt beholde det meste for sin egen mund.

    At der fandtes folk af en anden indstilling i lejren, er jeg kun stolt af at fortælle om,- men derom se­nere. Barakformanden og hane medhjælpere var også, efter vi havde modtaget rødekorspakke blevet vældig flinke ved os to danskere. De tyske forbrydere kom og sagde til os, at de nok kunne se, at det ikke var rart for os at sidde og spise den gode mad at vore pakker blandt de andre, det var ubehageligt,- men vi måtte gerne gå ind i deres opholdsrum for enden af barakken og spise vor mad. Ja, det lød smukt, men vi ville helst have sagt "nej tak",- men vi turde ikke, så vi takkede mange gange for tilbudet. Om aftenen vandrede vi så ind i deres kammer, og hvor var de behjælpsomme, de satte rigtige stole frem til os ved et bord, og nu skulle vi bare gøre os det behageligt. De sad ved siden af os og snakkede, og vi forstod jo nok, hvad meningen var, - de skulle også helst. smage ned, så vi måt­te atter aflevere lidt af vor mad. De havde et skab, der måtte vi gerne stille vore pakker ind, og så kunne vi frit gå ud og ind i deres værelse, når det passede os.

    Ved en smøg af vore cigaretter efter maden, fortalte barakformanden os lidt af sit levnedsløb,- om det var løgn eller sandt, ved jeg jo ikke. Han havde været SS’befalingsmand ved østfronten, men det var et helvede at være i, og så havde han og et par kammerater brækket ind i et spiritusdepot og drukket sig kanonfulde, og så stod de til straf. Nu han var på den, kunne han lige så godt fortsætte, så derefter stjal han en flyvemaskine og ville stikke af hjem, men det slap han skidt fra,- så nu var han havnet her i lejren som koncentrationslejrfange, men med titel af barakformand. Jeg fik også af ham at vide, at denne lejr og vor nabolejr "Dalum", var bygget som uddannelseslejr for militæret, og senere gået over til brug som fangelejre. vi fik også af ham lov til at gå uden for barakken, når det passede os, [80] så hver aften, når vejret var godt, gik maleren og jeg frem og tilbage uden for


 


 

 

 

 

 

barakken, og selv om det var koldt sådan en frostaften, så var det alligevel pragtfuldt, at gå der og samtale om alt muligt, medens månen skinnede klart, og forskønnede den ellers uhyggelige lejr, i aftenens stilhed.

    En dag kom overlægen og sagde til maleren  at en af dagene afgik en transport til Neuengamme, og nu skulle han med der, hvis han ønskede en chance for at redde synet på sine øjne, for de havde trods alt bedre hjælpemidler i Neuengamme. En dag sagde vi så farvel til hinanden, og han drog af sted. Jeg traf ham senere i Neuengamme, da havde han stadig klap for øjet, og jeg har senere efter hjemkomsten hørt, at det vist blev skidt med synet. Nu var jeg igen ene dansker her, men nu syntes jeg, at jeg følte mig så rask og stærk, at jeg igen kunne klare mig ude ved arbejdet, og jeg længtes også efter mine kammerater, og de havde fortalt mig, at de havde fået bed­re forhold under den nye kommandant, at de havde fået lov at danne eget arbejdshold af ene danskere. Der var altså ikke mere at betænke sig på, jeg meldte mig rask hos dr. Michael,- og gik over i den såkaldte danskerbarak og meld­te mig igen i tjeneste, i tvungen tjeneste for "das grosse Vaterland".

 

Atter hjemme i danskerbarakken.

    Hvor var det dejligt atter at være sammen med sine danske kammerater, ikke fordi, at de fra andre nationer ikke var gode nok,- de var pragtfulde, men det er anstrengende at skulle gøre sig forståelig på så mange sprog, og man kunne ikke føre nogen dybsindige samtaler, anderledes med dan­skerne, vi havde jo så mange ting fælles og kendte hinanden indbyrdes. Der var ellers sket en del forandringer i danskerbarakken, medens jeg havde været borte, og heldigvis til det bedre. Vor fælles ven "Jacob" (Erik Jacobsen fra Vejle, sergeant i Livgarden) var blevet udnævnt til tillidsmand for danskerne, og var således mellemmand mel­lem os og den tyske forvaltning, og han var efterhånden kommen til at stå sig godt med den nye kommandant, så dan­skerne opnåede efterhånden flere fordele. Blandt andet havde de fået lov at danne sit eget arbejdshold, så nu kunne [81] vi være samlede også om dagen.

    En del af danskerne havde skaffet sig lettere arbejde inde i lejren. Således var der dannet et dansk "tørvehold" ,- hvilket arbejde bestod af at køre tørv rundt i lejren til alle barakkerne på tril­lebører. Jacob var selv arbejdsformand eller "Vorarbeiter" for dette hold. Til holdet blev gerne de ældste udtaget, eller dem som ikke var så stærke og derfor skulle hjælpes lidt. Holdet bestod blandt andet af Jørgen Jørgensen (ra­dioforhandler i Horsens), Hartvig Rambush (landsretssagfører, Esbjerg), Niels Skovsen,(Aarhus havnearbejder), Viktor Christiansen (formand, Aarhus), m. fl. som jeg ikke husker lige nu, og flere kom der på dette hold efterhånden, lektor Poul Holt, København, Peter Lassen (smed, Odense) og andre. Poul Holt var nu ikke særlig ekspert til dette arbejde, han kunne ikke køre en trillebør, det kunne han heller ikke i Frøslevlejren, hvor jeg byttede arbejde med ham, da han hele tiden kørte ved siden af plankerne. Her kneb det ham med at komme over dørtrinene, så de andre måtte hjælpe ham,- medens han så til og tørrede den evindelige dråbe fra sin næse, hvor den altid hang og dingle­de.

    Der var det gode ved "tørveholdet", at de gerne kunne redde sig lidt ekstra at spise ovre i soldaterlejren, der var trods alt nogle af soldaterne, der lod lidt madrester blive stående, som de så fik lov at tage. Så havde de også den fordel, at de ved hovedvagten kunne aflyttede tyske krigsmeldinger i radioen, dem fik vi så af dem om aftenen, når vi kom fra arbejde, så kunne vi bedre drøfte situationen. så havde vi gamle Georg Hagen, (arbejdsmand fra Dragør) vel holdets ældste, men altid frisk og ved godt humør,- han havde skaffet sig en plads som kartoffel og gulerodsskræller i køkkenet. Det gav jo også lidt ek­stra mad, for den der var lidt fiks på fingrene,- og det var gamle Hagen.

    Så var der Knud Aage Sørensen (finmeka­niker fra Parmagade) også kaldet urmageren. Han havde fået sig et job som urmager inde i landsbyen Versen med at reparere klokker, de manglede sådan en mand. Det var ikke så dårligt et job, det gav også lidt ekstra mad inde i byen, og når han fik et par cigaretter med fra os, så kunne han bytte sig til lidt pølse og lidt godt "schwartz­brot", landsbybrød, som vi så nød om aftenen til lidt forandring [82] fra den daglige suppe.

    Så var der én der havde skaffet sig en plads som smed ved landsbysmedien, han skulle hjælpe med at reparere vores skovle og spader, sen han blev senere forfremmet til lokomotivfører på vores tipvognstog.

    havde vi en barber, som var kommen ind til sit fag i lejren, men han var nu avanceret til mester, så he­le barberholdet sorterede under ham, han kom jo meget rundt i lejren, og det gav jo også fordele, så det var heller ikke noget dårligt job. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt det før, men barberer var noget at et aristokratisk folkefærd. De skulle jo holde vor hårpragt nede på de 5m/m længde og klippe vor "autobane." op midt på hovedet. Så skulle de jo barbere os, men vi måtte selv sæbe ind og holde et stykke papir i hånden, som de kunne stry­ge kniven at på, så de ikke fik sæbe på fingrene!

    Så var der Karl-Ivan Skræppenborg (maskin­arbejder, Kol­ding), som havde reddet sig en plads ved lejrens “kloakhold”. Det lød jo ikke af så meget, men han sagde, det var godt arbejde. De havde en arbejdsformand, vistnok estlænder eller letlænder, og han var meget flink, og så var der en god fordel ved dette job, og det blev jeg senere klog på. Ivan havde jævnlig sine lommer fyldt med rigtige kartofler, og dem kogte vi om aftenen og nød du gevaldigt. Jeg spurgte ham flere gange, hvor han havde du fra, men han sagde, at det skulle jeg ikke bryde min hjerne med, - men så en dag røg det ud af ham. Ser du, - de små kartofler går gennem risten i køkkenet, og så ender de i kloakken, som jeg skal rense. Desværre havde de andre også fundet ud at det, og søgte at komme først, men nu havde han fun­det på at stoppe noget op i afløbet, så de fleste kartofler blev liggende til han kom efter dem. Nå, lidt vendte det sig jo i sig ved tanken, - men hvad,- de blev jo da både skrællet og kogt. Som jeg kunne se, så havde dansker­ne forstået at pladsere sig ret godt, så tilværelsen blev møre udholdelig, og nu rykkede jeg også igen ind i dette mærkværdige samfund. Jeg gik ind i mit gamle arbejde, skyttegravsarbejdet.

 

Igen på arbejde i der friske luft.

    Forbi skovkroen gik marchen videre ind gennem skoven, og [83] vi måtte trave ret langt, før vi nåede vor arbejdsplads helt nede ved Emsfloden, hvor den bugtede sig langs med skoven. Marchen var ret anstrengende, særlig for mig, der var kommen lidt ud af træning. Det værste på turen var dog, at når vi følte trang til på naturens vegne af træde til side,- blev det os nægtet af vagtposterne, vi skulle følge med, så vi måtte så klare os på den måde, at vi skiftede plads og kom ud i den yderste række, og måtte så på den måde klare os stadig gående. Man vender sig til meget? Arbejdet var skyttegravsarbejde,- men da jordbunden her nede ved floden var meget vandholdig, så kunne vi jo ikke grave ned; men måtte bære græstørv inde fra skoven og ned til en sti ved floden, hvor de så blev stablet op til små volde,- så små, at jeg ikke syntes, de kunne have megen nytte af dem under kampforhold,- men nå,- dem om det.

    Jeg havde set, at der et stykke nede af floden lå en mægtig flodbåd grundstødt på land, og jeg fik at vide, at den var sejlet på land under et fjendtligt angreb fra luften. Når jeg så slæbebådene komme med en 2-3 pramme efter sig, kunne jeg ikke lade være med at ønske, at det ville gå dem ligesådan, for der var jo ikke tvivl om, at flodtrafikken var en meget vigtig transport for tyskerne.

    Mit job var at skrælle græstørv af en høj inde i skoven, og det var ret behageligt, for der var lunt inde i skoven, og arbejdsformanden var ret manerlig. Jeg havde lagt min stortrøje fra mig i græsset, og lod mit tobak og min pibe, vi havde fået at Røde Kors, ligge i lommen, jeg var jo stadig i nærheden,- men da vi havde spisepause, og jeg ville tage mig en smøg,- ja, så var tobak og pibe væk. Jeg fik straks fat i formanden og fortalte ham dette, skønt jeg ikke troede, det interesserede ham. Men han kiggede sig lidt om og kaldte en mand ud, der kom kørende med en trillebør, og begynd­te at udspørge ham. Han nægtede selvfølgelig på det kraftigste, men under trusler om klø, kom han alligevel frem med tingene. Hvorledes formanden lige kunne slå ned på ham, ved jeg ikke, men han måtte vel kende sine folk, og have mistanke til ham. Jeg fik mit tobak, og fangen, en jugo­slav, blev straks idømt ekstra arbejde, hvilket bestod i, at han måtte have dobbelt læs på sin børe. Jeg så ham se­nere, da han anede forbi mig med det tunge læs, han måtte [84] sætte børen fra sig, medens han hev efter vejret, han så bebrejdende på mig, men jeg søgte at forklare ham, at han ikke skulle stjæle fra andre kammerater,- men det kunne jeg jo sagtens sige, hvad gør man ikke, når man ved, at tobak betyder brød. Jeg prøvede at bøde lidt på det, ved at flytte lidt om på hans læs, så vægten kom mere hen over hjulet., og så asede han videre. Men det var, som om tobak­ken ikke rigtig smagte mig mere den dag.

    Der var så stille inde i skoven, medens vi modvilligt udførte vores arbejde, vagtposterne gik og snakkede stille indbyrdes, kun formændenes råben, når de jagede på, brød engang imellem stilheden. Pludselig lød en sangs toner gennem skoven, så vi alle begyndte at lytte. Det varede en halv timestid, hvad sangene hed, kan jeg ikke mere huske, men det var kendte toner fra operaer, jeg havde hørt så tit i radioen. Jeg syntes aldrig, jeg havde hørt så skøn en sang,- men det var måske stedet og stemningen, der gjorde det. Jeg fik også opdaget, hvor sangen kom fra. Et stykke fra min arbejdsplads, på en anden høj i skoven, havde SS'erne etableret deres kommandopost, og de havde opdaget, at der var en sanger mellem fangerne, og som de mærkelige uhyrer, som tyskere kan være, var der også dette, at sang og musik kan få en lille smule menneskelighed kaldt frem i dem. Sangeren var en ret ældre mand, efter hvad der fortaltes, en operasanger fra Litauen eller Letland,- han stod med hatten i hånden foran de højere SS'er og sang. Jeg tror, at indvendig var det for os, hans medfanger han sang, mere end for sine bødler. Dog, da han var færdig, så jeg, at SS'erne allernådigst samlede nogle af deres madrester og nogle cigaretter sammen og gav ham, og for hvilket han bukkede pænt, inden  hans arbejdsformand atter trak af med ham. Denne forestilling gentog sig næste dag igen, også til vor glæde,- men jeg tror aldrig, han har modtaget så lille et honorar for sin sang - og mon dog -måske var de madrester mere værd for ham, end de større summer hån tidligere tilkom-? 

    En aften vi skulle hjemad mod lejren, skulle vi støde til vort tipvognstog i selve landsbyen Versen, og vi marcherede ind gennem landsbyen. Underligt at se en ellers så idyllisk landsby under krigsforhold. Enkelte huse lå i ruiner, ramt af tilfældige luftbomber. På markerne var det mest [85] kvinder, der så trætte ud, som arbejdede med maskinerne, maskiner der så oldnordiske ud, i forhold til dem vi var vant til at se i Danmark. Nogle enkelte russiske krigsfanger kørte vognene, ellers var der ikke mange mennesker at se. På nogle gårde humpede enkelte mænd rundt med krykker på ét ben, det var vel hjemsendte krigsinvalider, folk der ikke kunne bruges, ved fronterne mere.

    Det må være en stærk katolsk egn, for flere steder ved veje og i haver så vi kors med Jesus eller Jomfru Maria,- men flere stedet var de falden sammen og forsømt, så det halve lå på jorden men det var måske fordi, der ingen var til at gøre det i stand,- eller var det fordi menneskerne havde tabt troen på disse figurers undergørende hjælpsomhed, - hvem ved. Kirken i landsbyen var også ejendommelig ved, at der lå en købmandsbutik i samme bygning.

    Kommen igennem landsbyen så vi, at vort tog endnu ikke var kommen, så vi fik lov at lejre os op ad et dige ind til én gård. Det var helt dejligt at sidde der og hvile sig lidt, men straks var der nogen, der skulle prøve at forcere hegnet og prøve at "organisere" lidt gulerødder og hvad der stod lidt af i haven, men vi fik dem fra det, det kunne de ikke være bekendt, sagde vi,- nå, det kunne vi jo også sagtens sige, da vi jo ved hjælp af vore Røde Kors-pakker var knap så 'sultne som de. Havde det nu været hjemme i Danmark, at sådan en flok som os havde lejret sig i en landsby, så ville børnene nok havde strømmet til af nysgerrighed, men her kom ingen,- vi kunne se folk inde bag deres vinduer betragte os, og de enlige der gik os forbi, lod som om de ikke så os, måske turde de ikke,- eller måske skammede de sig,-?- hvad ved jeg.

Så kom toget.

    Vi lå ude i en skov, lige i udkanten, og en stor åben mark stødte op til den. Som sædvanlig skyttegravsarbejde under ledelse af en ondskabsfuld SS'er. Jeg var kommen ned i en stor udgravning, et stort firkantet og dybt hul i forbin­delse med skyttegraven,- hvad det skulle bruges til, ved jeg ikke, vel en eller anden kommandostilling. Det var svært gravearbejde, for der var temmelig højt op til kanten, hvor jorden skulle smides op. Vi havde fået en skør formandsmedhjælper. (For hver arbejdskommando findes en [86] Vorarbeiter og hans medhjælper til at lede arbejdet.) Denne medhjælper er også udstyret med en kæp til at fremme arbejdet med. Denne her medhjælper var en polak, som vel nærmest var lidt sindssyg, og så havde han en talefejl, så når han råbte op, var det som en række hakkende lyde, som vi ikke forstod et ord af, derfor kaldte vi ham "Papegøjen".

    En af mine kammerater, som også var lidt svagelig i det, som jeg selv svækket af scheisserei, kunne heller ikke få kastet jorden så højt op, det halve faldt jo ned igen, så ban ville tage sig en lille pust og hvilte sig på sin skovl,- men "papegøjen" var over ham, og slagene haglede ned over ham. Jeg og andre kammerater holdt inde med arbejdet, så på mishandlingerne og protesterede så godt vi kunne, og gav vor mening tilkende, men altså på dansk! Det skulle vi ikke have gjort, for bandit­ten for over vi andre, og han ramte mig med et par slag over armen,- så måtte vi jo i gang igen, inden han tilkaldte hjælp, så var vi jo alligevel blevet de små. (Efter jeg var kommet hjem, kunne jeg endnu et halvt år efter mærke et ømt sted på armen, hvor han ramte mig, men nu er det væk.)

    Der lød en duren i luften, og vi vidste, hvad det betød, det var et luftangreb under opsejling på en eller anden tysk storby, hvilken vidste vi ikke,- men det vidste tyskerne jo heller ikke. Lyden kom nærmere og nærmere, og endelig var hele luftarmadaen lige over hovedet på os. Arbejdet gik i stå, for selv tyskerne måtte -stirre op i luften på dette syn. vi andre syntes, det var et' stolt syn. Hele himlen var oversået med bombemaskiner, og i udkanten af den store armada fløj små, men hurtige jagere rundt til beskyttelse af de tunge maskiner. Hele den kolde luft var fyldt med lange hvide kondensskyer af varmen fra maskinernes motorer, og det hele skred langsomt hen over himlen mod deres mål, uden at så meget som, en eneste tysk maskine gik til angreb, kom der en enlig tysk maskine, bevægede den sig helt nede ved jorden, så langt den kunne gå ned,- så var den sikker på ikke' at blive opdaget. Jeg var kommet til at stå ved siden af en 3-4 tyske vagtposter, og de havde talt maskinerne, så godt det var muligt, og de var kommet til ca. 7oo. Den arme by, hvem dette angreb gjaldt.

    Pludselig kom noget flagrende ned, en eller anden stor genstand, og tyskerne [87] sprang i skjul under træerne. Genstanden ramte marken, og tyskerne vovede sig ud og undersøgte sagen,- det viste sig at være plastikkuplen til en af maskinerne, der var røget af og havnet her, og nogle fanger blev sendt ud på marken og hente den, og den, blev så af tyskerne ført i triumf ind i skoven. En mager triumf, men det måtte blive en kold. omgang for de amerikanske flyver at flyve videre på deres togt.

    Vor gode kammerat, styrmand Peter Wethe, var af en eller anden grund blevet fjernet fra det danske hold og overført til et russisk skovarbejderhold. Jeg så ham i skoven, hvor han måtte slæbe i det, de store tunge stammer måtte de slæbe på skuldrene og læsse dem på en slags skovvogn, som de så selv blev spændt foran , og, måtte trække ud gennem den bløde skovbund under råb og slag. Jeg talte senere med ham, og han var svært ked af det strenge arbejde, men hvorledes han så end bar sig ad, så lykkedes det da for ham at klare sig fri af dette arbejde, og han vendte ret hurtigt tilbage til det danske hold, hvor vi havde megen glæde af ham, for han var en pragtfuld, hjælpsom kammerat, der altid holdt humøret højt.

    Hjemturen til skovkroen gik som sædvanlig i fuld, galop gennem busk og krat, medens soldaterne slog os med deres stokke, men da vi endelig stod ved målet, pustende og stønnende, var vreden kommen op i en af vore gamle makkere, Peter Lassen, (fra Odense) og han sagde, at, nu ville han alligevel prøve at klage til den nye kommandant. Vi andre troede ikke, at det ville give noget resultat, - men det vidste sig senere, at det gav endda et godt resultat.

    De forskellige hold, der mødtes ved kroen, så mere eller mindre medtaget ud, nogle havde deres døde kammerater medbragt på trillebøre, og når de kom kørende med dem hen ad vejen, slæbte fødderne hen ad jorden, så der var slidt store stykker af fødderne, når de nåede frem. Gjorde man dem opmærksom på dette, trak de kun på skuldrene, "de er jo døde!", så det betyder intet. Nogle havde lavet bårer af grene, som de så søgte at få deres syge kammerater med hjem til lejren på. Ankommen til lejren blev de syge og døde gerne anbragt lige uden for lejrporten på cementen, hvor de så, senere afhentedes fra. Jeg så sommetider, når de lagde de syge og døde [88] fra sig,- så blev de ikke varsomt lagt ned, men knaldet ned i cementen, så man kunne høre hovedet klaske imod,- så var de ikke helt døde under transporten, så gjorde det­te sidste dog sit til det.

    Sommetider gjorde vagtsoldaterne jo lidt vrøvl,- men hvad, fangerne var jo, udmattede som de selv var, blevet trætte af den lange, strenge tur, så de nærmest tabte dem. Da vi marcherede ind i lejren, var der stillet et bord op ved siden af porten, og på dette var anbragt en fange med et stort papskilt på brystet. Hvad der stod på det, kunne jeg ikke læse, men der fortaltes, at han havde prøvet på at flygte. Hvorledes det senere gik ham, ved jeg ikke, der sker jo tusinder af ulykkelige skæbner i en sådan lejr, som man ikke har lejlighed til at følge.

    Når man kom hjem, så var der altid en vis spænding ved at få at vide af de hjemmearbejdende kammera­ter, hvad der var af nyt, der skete jo altid noget i lejren i løbet af en dag. Jeg fik af vide, at Axel Christensen (bogtrykkeren fra Aarhus) også havde reddet sig et job i køkkenbarakken, og at Hans Mathiesen (bankmand fra Nationalbanken i Kolding) havde fået job som "Vorarbeiter", formand for det arbejdshold, der transporterede maden rundt i lejren. Det var tungt arbejde, det havde jeg prøvet, spandene eller nærmest tønderne var jo tunge, men nå, "formanden" skulle jo ikke selv bære, og det var jo en plads, der var god, madmæssig set. Denne plads blev ikke af de andre danskere anset som værdig, og det blev påtalt ham i alle kammeraternes påhør, at han ikke kunne være det bekendt. Nå, men det rørte ham ikke, og han fortsatte sin plads, hellere end være sammen med vi andre. Han var også lidt af en ener, kammeratlig set. Jeg var selv ude for det, derfor ved jeg, det er sandt. Han var altid heldig at have sin madspand godt fyldt, når han kom fra køkkenet, og en gang talte jeg hans brødskiver af rugbrød, han havde med hjem, og der var ikke mindre end 15 skiver, og så kunne han ikke engang give så meget som et stykke brød, skønt jeg sommetider havde delt lidt honning, bolcher eller andet godt fra mine privatpakker med ham. Engang strakte han sig så meget, at jeg måtte få bundfaldet i hans madkar, hvis jeg så til gengæld ville skrubbe det rent for ham, det gad han ikke selv.

    En dag fik jeg igen en privatpakke [89] hjemmefra, og han var der straks, at så kunne jeg vel nok give ham lidt honning eller marmelade,- men jeg sagde nej, og fortalte ham, at når han ikke ville dele med andre, kunne han ikke vente gengæld, så var jeg færdig med ham. Jeg fik at vide, af kammerater han havde lagt i Horserødlejren sammen med, at der havde han været lige sådan, der havde han handlet med cigarer til overpriser. Man skulle vel ikke trække dette frem, men når man skal følge sandheden,- så må dette med. Karl-Ivan Skræppenborg fortalte mig, da han kom hjem fra sit kloakhold, som han arbejdede på, at han havde set en ung nordmand blive så frygtelig mishandlet ovre i en anden barak af barakformanden, så at han, Ivan var helt rystet af at se, hvorledes manden blev tærsket og sparket, og han fik opklaret næste dag, at den stakkels fyr var død, Så havde han da fået fred.

 

Aftenhygge.

    En aften, efter at vi havde spist, forlangte barakformanden ro (ruhig !), og Så meddelte han os, at en fange (ikke en dansker) havde forbrudt sig, med hvad husker jeg ikke, og nu ville han blive afstraffet i vores overværelse, til skræk og advarsel. Nede i det ene hjørne af barakken, hvor barakformanden havde sit eksil, stod et bord,- det blev nu ryddet, delinkventen hentet frem, anbragt på tværs af bordet, medens vor gamle arbejdsformand Max, tog plads på den modsatte side af bordet, greb fat i fangens arme, og holdt ham fast. Barakformanden greb sin tykke stok,- og så slog han løs. 3o slag! Ved de første slag gav fangen sig ikke særligt, men efter at de første 10 slag var passeret, skreg han ynkelig. For hver gang stokken ramte ham, og inden de 3o slag var nået, var han nærmest halv bevidst­løs, og kunne dårligt slæbe sig hen på sin plads. Det var et ubehageligt syn at overvære, det strider jo lidt mod nordisk kultur, men det så ikke ud, som om barakforman­dens og Max's menneskelighed følte sig krænket,- men nå -de var jo også tyskere.

    Jeg havde set, at så mange danskere havde reddet sig et lidt lettere og friere job, og jeg kunne også tænke mig et sådant. Jeg havde set, at der snart ikke var en hel rude eller også slet ingen i fangebarakkerne, så jeg talte en aften med barakformanden, om han ikke kunne lægge et [90] ord ind for mig, så jeg kunne komme til at virke som glarmester,- det var jeg ganske vist ikke, men ruder kunne jeg da sætte i, og det ville ja da være en dejlig tjans. Det kunne han nemt love mig, sagde han, - men kun på den betingelse? at jeg selv skaffede glasset, for det havde de intet af.- Så var den idé ude af betragtning.

    Nogle havde fået den oplysning, at den tandpasta, der var i Røde-Korspakkerne, skulle være godt for vore dårlige maver,- det havde jeg ikke hørt før, men de mest lægekyndige af medfangerne mente, det forholdt sig rigtigt, da tandpasta faktisk kun bestod af kridt tilsat velsmagende stoffer. Kridt havde en opsugende evne, derfor godt for tynd mave, og derfor blev al tandpasta spist, det gjorde jo ikke de "gule tænder hvide", men det var jo også lige meget, blot det gjorde gavn. Det smagte i hvert fald bedre, end det trækul vi samlede op i soldaternes bål, knuste med en flaske og spiste som erstatning for kultabletter, og så blev vi da ikke sorte i ansigtet.

    En aften måtte vi af sted over i en anden barak til aflusning. Vi kom ind i et stort lokale, måtte smide al tøjet på gulvet og brede det ud. Så kom en mand med en stor sprøjte og overdængede tøjet og os selv med en eller anden vædske, den lugtede ikke godt. Da han var færdig kunne vi tage det våde tøj på igen, og gå ud i kulden,- det var en kold omgang. Det værste var, at lusene levede videre i bed­ste velgående.

    En anden aften skete en sensation. Det var Morten Ruge, en stud. mag. fra Aarhus, der gav anledning til det. Barak­formanden stod op og meddelte, at han med "sorg" måtte fortælle os, at en dansker havde forbrudt sig mod husordenen. Det havde han allermindst ventet af en dansker,- men der var intet at gøre, afstraffelsen måtte finde sted uden hen­syn til nationalitet. Morten Ruge var blevet grebet i, at da han skulle på toilettet om natten, var han ikke gået ud, men besørget sit ærinde i vaskehuset, som lå midt i barakken, og som vi skulle igennem for at komme ud. Barakformanden hævdede, at han gjorde alt muligt for at hæve renligheden i barakken at hensyn til sygdomme, og så ville han ikke finde sig i sligt, selv om det var en dansker, og meddelte han, straffen ville være 3o stokkeslag. [91] Vi havde jo set, hvilken tortur det var, så Morten Ruge benægtede på det kraftigste, at det var sandt, men formanden holdt på sit, så det var med blandede følelser vi så aftenen i møde. Men,- så satte vor danske tillidsmand "Jacob" sig i bevægelse, og hvordan det gik eller ikke gik, husker jeg ikke ret,- jeg tror, Morten Ruge vist forsvandt over på sygeafdelingen et par dage, til der faldt ro over sagen, og "Jacob" ved hjælp af bestikkelse fik barakformanden hidset ned igen.

    En underlig barakformand, til tider kunne han være ret jovial, især over for vi danskere. Han søgte at holde en vis standard, så vidt muligt, hvad angår renlighed i barakken, og han var i besiddelse at en ret logisk retfærdighedssans, - men han brugte ret hårde midler til at tvinge det igennem med. Han var ikke blødsøden, men han havde også været i. koncentrationslejr i; ret lang tid, fortalte han mig. Det var en dag, vi havde fået Røde Kors-pakke, at han kom hen til mig og et par andre, jeg tror, det var "Jacob" og Peter Lassen, og sagde, at vi da ikke behøvede at sidde på gulvet og spise af vores pakke, vi måtte gerne komme hen til hans bord at sidde, og hvis vi ventede, til de andre var faldet til ro, så ville han oven i købet skaffe os alle de brasede kartofler, vi kunne spise. Det var et godt tilbud, kartoflerne smagte godt, hvor han så end havde dem fra, - han havde vel stjålet dem, eller haft andre til at "organisere" dem for sig. Nå, vi måtte så dele nogen af vore gode sager med ham, det havde vel også været formålet med denne invitation, men vi kunne jo så vel også komme på lidt bedre fod med ham, som vi så senere ville få gavn af? Ja, sådan regner man det hele ud i en K.Z. lejr. Formanden fortalte mig, at han var fra Hamborg, og at han havde en lille blikkenslagerforretning, men at han var blevet taget af gestapo, fordi han var kommunist, men om det stemmer med sandheden, ved jeg jo ikke, det sagde alle tyske fanger jo, selv om de bar den grønne trekant (tugthus­fanger og deslige).

    Ja, så kom turen til mig. Jeg stod til 3o slag af kæppen. Og det kom jeg uskyldig i. Det var midt på natten, jeg var på vej ud til toilettet. Jeg famlede mig frem gennem de sovende kammerater, ned langs gangen i bælravende mørke. [92] Døren havde jeg nær aldrig fundet, men endelig fandt jeg gennem den, og kom ud i  vaskehuset. Mørkt var der, og det var fristende at slutte her ved kloakken, men jeg kom Mor­ten Ruge ihu, og følte mig videre frem mod døren til den anden halvdel af barakken, videre gennem den og ud i mørket og kulden mod toiletbygningen. Men,- jeg kunne ikke finde døren ud af vaskerummet, mine hænder følte hen over væg­gen, så til en side, så til en anden, men jeg kunne ikke finde døren. Pludselig tændes et skarpt lys, og så stod barakformanden der, han havde stået på lur. Jeg fik en ordentlig opsang, jeg var en forbandet "Schweinhund" og m.m., jeg vidste jo, at det var forbudt at bruge vaskerummet til toilette, og jeg vidste, hvad det kostede: 3o stokkeslag! Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg jo netop var på vej ud, men ikke kunne finde døren i mørket. Det hjalp altsammen ikke noget, han ville intet tro,- sagen måtte gå sin gang. Nu var gode råd dyre, efter den udmattede sygdom jeg lige havde gennemgået, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne stå sådan en tur igennem. Jeg fik fat i "Jacob", fortalte ham om sagen, og han prøvede at snakke med formanden, men han var ubøjelig,- jeg skulle stille til klø næste aften, så jeg var slem på den, men "Jacob" sagde, i af­ten er der intet at gøre, men lad os sove på det, så skal jeg snakke med ham i morgen. Jeg gik så på min plads og håbede på det bedste.  

    Næste dag gik, og om aftenen var jeg igen hos "Jacob", og vi gik igen til formanden, og enden blev så, at når "Jacob" gik ind for mig og garanterede for mit udsagn, så ville han lade sagen falde for denne gang. Hvad middel "Jacob" så har brugt for at blødgøre ham med, ved jeg ikke, men jeg ved, at "Jacob" altid var dagens mand, og reddede mange ud af vanskelige situationer, klarede man­ge sager, om han så skulle gå helt op til toppen, hvor han ved sit raske væsen efterhånden også var blevet vellidt, og det skal han mindes for med taknemlighed.

    Pludselig en aften, vi var lige gået til ro efter maden, kom der besked om, at vi skulle stå op, pakke alle vores sager og gøre klar til flytning. Hvad havde de nu fundet på - ? Jo,- vi skulle anbringes i den anden halvdel af barakken, der var slået køjer op ad væggene, så der skulle vi få bedre plads. Jeg fik nøjagtig samme plads som før, [93] jeg kunne altså lige være der, men det gjaldt jo om at komme ned at ligge, og få resten af sin søvn. Jeg sov uroligt, og vågnede op, ved at jeg syntes noget bevægede sig hos mig. Jeg så efter, der var ingen at se, men jeg opdagede, at min dejlige skihue jeg havde fået at Røde Kors var borte. Jeg ledte rundt, men ingen resultat,- så kom barakformanden igennem, og jeg sagde til ham, at min hue var stjålet. Så, et øjeblik, sagde han, gik lidt rundt i barakken og kiggede på de sovende. Inde midt på gulvet rørte en mand sig, og straks var formanden over han. "Hvorfor sover du ikke-?" "Jeg har lige været ude på toilettet" svarede fangen, en, jugoslav. "Nå, har du det, hit med huen, eller du får tærsk". Så kom huen frem.

 

De østrigske fangevogtere. Marts 1945

    Vi havde fået et hold nye vagtsoldater, det bestod ar kun østrigere, prægtige folk, flinke og omgængelige som østrigere jo er flest, langt fra den tyske brovtende manér. Dem fik vi megen glæde af, og de gjorde arbejdet lettere for os. Når vi stillede op om morgenen, kunne vi jo se vagtsoldaterne stille op på geled uden for porten ind til lejren, parat til at overtage os, når vi marcherede ud, og vi kunne allerede på afstand begynde at regne ud, om vi var heldige at få østrigerne til vagthold, gjorde vi det, var dagen reddet. Så behøvede vi ikke at arbejde ret me­get, de hjalp os med at passe på "Kapoerne", nogle af de værste banditter. Nå? de nærmede sig, gik langs skyttegraven råbte "Kapo" - så vidste vi, at vi skulle arbejde, indtil de havde fjernet sig igen.

    Under deres op­sigt kunne vi også tillade os en lille smøg ind imellem. Dem kunne vi også snakke frit med om hele situationen, og på den måde føle os lidt mere som mennesker. En af dem, en ældre mand, kom jeg på hel god fod med. En dag sagde han til mig, at hvis jeg skulle "træde af", så kunne jeg gøre det henne ved et hegn,- men jeg skulle se godt efter, for der lå et stykke brød inde i hegnet, jeg kunne tage, men jeg måtte endelig være forsigtig, så ingen så det. så fik jeg et dejligt stykke landbrød, noget andet end det savemuldsbrød vi fik tildelt. Efterhånden gik det ret tit på. Han tog gerne opstilling på et lidt højt sted, så [94] han havde god oversigt, og flår han så, der var fri bane, nikkede han til mig, og jeg måtte så løbe op til ham, stå ret, med hatten i hånden og anmode om "Auftreten". Han nikkede så i den retning, jeg skulle gå, og sagde, hvor jeg kunne finde brødet. Efterhånden blev det således, at jeg gerne medbragte en dansk cigaret fra Røde Kors-pakken, den lod jeg samtidig falde på jorden til ham, som tak for brødet, bagefter kunne jeg Så se, hvorledes han nød cigaretten, - den ene venlighed var den anden værd.

    En morgenstund, stille gråvejr, var vi på vej ind i skoven, ikke langt fra skovkroen, da så vi på en lysning et pragtfuld syn, 5-6 store hjorte stod der, men da vi kom var freden brudt, og de sprang med vældige spring ind i skovens dyb, et skønt syn, midt i en trist tid. Kommet ind i skoven fik vi anvist vor plads, hvor vi skulle grave skyttegrav. Arbejdet gik trevent, ingen havde rigtig lyst til at komme igang. På holdet ved siden af os var der en ældre tysk vagtsoldat med et stort fuldskæg, han havde altid så travlt at blande sig i arbejdet, vi kaldte ham Skipper Skræk. således også i dag, han syntes ikke, vi bestilte nok, hvis jeg ikke husker meget fejl, var det vist Morten Ruge, han havde fået kig på, og han brugte en frygtelig mund. Så kom anføreren af vort østrigske hold til, spurgte hvad der var i vejen, og vi sagde så; som det var, at det var ham den langskæggede abe, der blandede sig i vort arbejde. så skal jeg love for, han fik læst teksten af vore østrigere, hvad de sagde, fik jeg jo ikke fat i, men i hvert fald forsvandt han over på sit eget område, hvorfra han gik og skulede til os, men det tog vi os let. Min gode ven, østrigeren, sagde en dag til mig, at han nok kunne huske fra l.Verdenskrig, hvorledes Danmark havde hentet wienerbørn op til sig og plejet dem, Så de skyldte os megen tak. Således belønner de gode gerninger altså sig selv!

 

Ny Ordning.

    Jeg har tidligere fortalt, hvorledes Peter Lassen fra Oden­se havde truet med at ville klage over soldaternes mishandling af os under løbene hjem gennem skoven om aftenen. Den troede vi ikke på, men en dag sagde Peter Lassen, at det var i orden. Han havde klaget til kommandanten. og Peter Lassen [95] havde påberåbt sig, at han var veteran fra l.Verdenskrig, som sønderjyde kæmpet for Tyskland, så han syn­tes, det var en dårlig behandling at give ham i hans alderdom efter dette. Peter måtte jo kende tyskerne, når han vidste, hvad han skulle slå med for at gøre indtryk på dem. således fortalt. han mig det selv, og en kendsgerning var det i hvert fald, at jagten gennem skoven holdt op, det gik over i almindelig marchtempo, og ydermere blev det soldaterne forbudt at lade os slæbe deres træ hjem fra skoven. At vi måtte gøre det alligevel og først lige udenfor lejren overtog soldaterne træbundterne, var jo altså ikke kommandantens skyld. Ligeledes blev det forbudt "Vorarbeiterne" at slå på fangerne, kommandanten sagde, at den ene fange ingen ret havde til at slå på en anden fange. At det heller ikke altid blev fulgt, var som sagt ikke kommandantens  skyld, men i hvert fald blev tilværelsen mere udholdelig.

    En dag blev vi kaldt ud af barakkérne og stillet op i firkantet formation, det hed sig, at kommandanten ville holde en tale til os. flot passede også,- han holdt en lang tale, som så blev oversat i de forskellige sprog, så fangerne kunne forstå det. Hvad han sagde, fik jeg aldrig fat på, for da det skulle oversættes til dansk, sagde kommandanten til vor tillidsmand "Jacob", at det kunne vi vente med, til vi kom ind i barakken, så kunne "Jacob" fortælle os det. flet var vist en slags resumé over arbejdsdygtighed og sundhedstilstand.

    Vi fik også efterhånden ret jævnligt besøg af kommandan­ten i danskerbarakken. Når han kom anstigende med den dan­ske SS'er i hælene, skulle vi altid på råbe "Achtung" hurtigst muligt ryge op i retstilling, men efterhånden kom han os i forkøbet ved at råbe "bleibt sitzen"(bliv siddende) og det var jo alletider en stor ting i koncentrationslejrfangers retsløse fangenskab. En dag kom han igen og fortalte, at han havde en lille overraskelse til os. Han havde håbet, han kunne skaffe os lidt cigaretter, men det var ikke muligt, men han havde fået fat i en del skråtobak, og det ville han nu dele ud til os. Vi stillede så op i række, medens han af en papkasse delte skråen ud. Der blev en 2-3 pakker til hver. Ganske vist var der ikke så mange, der skråede, men vi tog jo alligevel imod [96] pakkerne. det var jo et godt byttemiddel.

    Det skete et par gange, at han kom med skrå til os, hvor han så fik det fra. En dag blev vi også kaldt uden for barakken, og kommandanten holdt en tale for os, og bad "Jacob" oversætte den for os,. Den gik ud på, at der var et afsnit af vort skyttegravsarbejde ude i skoven, der nu skulle være færdigt. Det var ret dybe stillinger, og han mente ikke russerne, som arbejdede der, rigtig kunne magte det på grund af underernæring, og da han nu syntes, at, danskerne trods alt var i bedre fodringsstand, ved hjælp af Røde Kors-pakkerne, så ville han spørge os, om vi ville påtage os det arbejde frivilligt, for at skåne vore russiske kammerater. Dem der ville melde sig kunne træde frem,- vi trådte alle frem, for vi var jo trods alt, dem der var bedst kørende.

    Vi kunne se, kommandanten blev glad, om det var for, det udviste kammeratskab, eller om han måske havde fået strenge ordre til at få dette stykke arbejde fra hånden, og han følte sig lettet, hvad ved jeg, i dagens Tyskland var der jo ingen, der udtrykte sine tanker højt. Vi fik udført ar­bejdet næste dag, endda med ros, og på vejen hjemad måtte vi gøre holdt ved kommandoposten ved skovkroen, og kommandanten kom ud med en kasse, og begyndte at uddele cigaretter til os, 3-4 stk. til hver, ganske vist tyske cigaretter, men de var altid et stykke brød værd. Kommandanten søgte også at bedre forholdene i lejren så vidt han magtede.

    En dag holdt han en af sine store taler for alle fangerne og spurgte, om vi ville være med til at lægge fortov i lejren, så vi ikke skulle gå i mudder til anklerne og slæbe snavset med ind i vort sovehalm. Hvis alle ville det, ville han sørge for, at der ude i skoven blev fældet granlægter, og når så hver mand tog en lægte med hjem hver dag og lagde dem ved siden af hinanden langs barakkerne, så ville vi til sidst få et fint fortov, hvor vi kunne gå tørskoede, omtrent som jeg tænker fortove i det vilde Vesten har set ud. Det blev også udført, men jeg tænker tit på,, at han som kommandant jo slet ikke behøvede at spørge os, om vi ville være med, han kunne jo blot give en ordre, men nå, efterhånden opdager man jo, at der trods alt findes to slags tyskere.

 

Den sidste tid.[97] April 1945 [marts]

    Dagene sneglede sig af sted, vi gravede som sædvanligt rundt om i mark og skov. Nogle store sensationer skete ikke, heldigvis måtte man vel sige. Nogle døde der jo hver dag, det hørte jo med i en K.Z. lejr, men når det ikke lige var en af de nærmeste kammerater, så lagde man ikke så meget mærke til det. Danskerne var efterhånden ved at komme til lidt magt, grundet Røde Kors-pakkerne, og vi havde også efterhånden oparbejdet lidt respekt for det danske hold blandt de tyske vagtsoldater. Det skete ved hjælp af de ens dragter, vi havde fået sendt af Røde Kors. Ens stortrøjer, ens skikasketter, og det vigtigste i Tyskland, - langskaftede træskostøvler med jembeslag.

    Når så vor tillidsmand "Jacob" udnyttede sine sergent evner fra den danske kongelige Livgarde til at få sat skik på os, så vi kunne udføre en ordentlig march,- ja - så skulle det vel nok kunne dupere nogle sølle vagtsoldater. Når vi om afte­nen kom hjem til lejren og svingede ind gennem porten, medens kommandoen lød "Gleich tritt March!" (i takt march), og vi slog de jernbeslåede træskostøvler i cementfliserne så det rungede, så kunne vi jo se tyskernes beundrende øjne, medens de råbte til hinanden, "Nun kom der Dänen." Det var jo nok længe siden, de havde overværet sådan en "Parademarch", og der ville nok gå lang tid, inden de selv kom med til det igen, derfor måtte de jo nyde synet nu, og lytte til appellen i fodslaget, og at der var appel i det, sørgede vi for,- det var, som jo hårdere vi stampede i jorden, de. højere fortalte vi vore bødler, at vi er her endnu, og vi bliver her, og som om det var dem vi trampede på, og samtidig hævede os selv op.

    Oversvømmelserne i lejrens omegn bredte sig stærkt, vi havde i den sidste tid med tipvognstoget kørt igennem vand. Nu rakte vandet helt op til de første huse i landsbyen, og hele landevejen ud mod skoven stod under vand. Jeg var ikke så glad for de køreture med toget, for et sted gik skinnerne ud over en brøstfældig træbro, der førte over et flodløb med en rivende strøm. Altid blev der sat fuld fart på toget, når vi skulle over, for broen var lavest på midten, vi skulle være sikker på at komme opad igen. Den tur kunne jeg ikke lide, toget rystede, duvede og hoppede, [98] og jeg tænkte på, sæt nu toget hoppede af sporet, sikken en katastrofe med alle de mennesker. Uvilkårligt tog jeg altid bestik efter nogle grene, der hang helt ned i vandet fra træerne ved flodbredden,- skulle der ske noget; ville jeg om muligt for strømmen søge over mod disse gråne,- men det ville vi vel blive mange om, for andre kunne jo også have den tanke. Nu var vandet steget så højt, at det gik helt over broen, så vi ikke engang kunne se skinnerne, vi skulle køre på, det var unægtelig spændende,- men heldigvis sidste gang, for til sidst blev al trafik den vel afbrudt. Der sagdes, at det var ødelagte diget i Holland, der var skyld i oversvømmelserne, det var jo meget troligt, Holland lå jo kun 8-10 kilometer borte fra lejren. Jeg gad vide, hvorledes hele vort møjsommeligt gravede skyttegravssystem så udi, det måtte jo helt stå un­der vand.

    Nå, det var sidste gang, jeg kom den vej, de følgende dag kørte vi kun til landsbyen, og vandrede ud i mere nærliggende og højtliggende steder i omegnen. Jeg stod en dag ved indgangen til barakken og kiggede lidt, så kom den danske SSer over mod mig og spurgte, hvorledes det gik for mig. Jeg mente, det gik helt godt, men han sagde til mig, at der gik så mange rygter i lejren om krigen, at' den snart var slut, men det skulle jeg ikke tro på, den ville hvert fald vare længe endnu, det skulle jeg være forberedt på. Jeg takkede for oplysningen, men kunne ikke lade være med at' tænke på, at når vi stod uden for barakken om natten og lyttede, så kunne vi høre kanontordenen fra fronten, så det måtte jo da nærme sig enden. Ganske vist forsvandt tordenen sommetider igen flere dage, for atter at vende tilbage. Det måtte jo være kampen, der gik frem og tilbage. Der var kun at vente, med længsel og håb.

 

På Revir (sygehus).

    Jeg begyndte atter at føle mig lidt sløj, og fik så underlig ondt i ryggen. Det viste sig, at det var en brandbyld, der var ved at udarte sig på min ryg, og det var jeg mindre glad for under disse forhold. Jeg troede og håbede, den ville forsvinde af sig selv igen, men det blev i stedet værre og værre, så jeg snart ikke kunne røre mig. Nu var gode råd dyre, men så randt mig i hu, den russiske [99] læge, dr. Michael, som engang sagde, at hvis der var noget, skulle jeg blot komme til ham. Jeg opsøgte ham, han kiggede på bylden og sagde, at det var nødvendigt at skære hul på den. flot lød ikke godt. Han lovede at tale med overlægen, så jeg måske kunne blive opereret under bedøvelse, og måske blive indlagt på reviret. Jeg skulle om aftenen stille ovre ved reviret, vente udenfor til han selv kom. Den første aften kom der ingen dr. Michael, og jeg måtte så stille næste aften igen, og endelig kom han. Han var blevet forhindret aftenen før, men nu kunne jeg bare følge med ham. vi kom ind i revirets konsultations- og operationsstue, også kaldet ambulatoriet. Der var flere af de andre læger forsamlede, dr. Michael hilste på dem, fortalte om mit tilfælde, og hvorfor han kom med mig privat,- jeg skulle gerne behandles under bedøvelse.

    Den franske overlæge var flink og elskværdig; han kendte mig nu og lovede bedøvelse, skønt de ikke havde meget at bedøve med, og det blev kun brugt i nødstilfælde - men med mig, var det en anden sag. Jeg fik så besked om at kravle op på operationsbordet der var slået sammen af almindeligt pakkassetræ med et uldtæppe over. Overlægen kom med noget i en flaske, og jeg fik noget for næsen, og så begyndte bedøvelsen. Jeg tror, det var ætherbedøvelse, men det har jeg ingen forstand på. så fik jeg besked på at tælle til 6o, og jeg talte, men kommen til 60’ råbte jeg til dem, at jeg ikke sov endnu, og jeg kunne høre, hvad de talte om, og at de ikke måtte begynde at skære endnu. De grinede af mig,- men i samme nu var jeg væk og husker ikke mere. Da jeg igen kom til mig selv, fik jeg at vide, at det var godt overstået, og at jeg nu kunne blive indlagt på reviret. Det var atter en ny side af lejrlivet, jeg nu fik set. "Reviret" var indrettet i en barak, bestod vist af 3 eller 4 store stuer, i hver stue var der plads til omkring 16-17 mand, og de havde hver sin køje, som ganske vist var placeret så tæt op af hinanden, at der var dårlig plads til at komme op mellem køjerne. Alle sygdomme var blandet sammen, kirurgiske og tuberkulose sygdomme lå tæt sammen, hvad jo ikke var særlig sundheds­fremmende. Når patienterne blev indlagt, var de alle malet med et stort bogstav midt i panden, malet med en pind [100] dyppet i jod. Det foregik under undersøgelserne i ambulatoriet, når lægerne havde bestemt, hvilken sygdom man led af. Da hver sygdom havde en bogstavbetegnelse; så kunne andre læger og sygemedhjælpere jo deraf se, hvad man fejlede og hvad behandling, der så krævedes. Som regel smurtes joden gerne så tykt på, at det løb i lange strimer ned over hele ansigtet, så det så nærmest komisk ud, hvis man ikke netop vidste, hvor alvorligt det var. At der var en frygtelig stank over hele reviret, ja, det var jo en selvfølge sådan et sted, hvor der ingen gennemført renlighed fandt sted. Enhver måtte selv sørge for at komme ud og blive vasket, men der var jo mange, der overhovedet ikke kunne rejse sig, langt mindre gå. vi havde jo ellers her et rigtigt toilette med træk og slip,- det var det eneste, jeg havde set der i lejren, og det blev rengjort hver morgen. så vidt jeg forstod, var det også kun beregnet til lægerne, men vi danske benyttede det nu alligevel, og vi hørte da heller ikke noget for det.

    Jeg fik mig en plads i en overkøje lige ved vinduet, så jeg kunne ligge og følge med i, hvad der foregik ude på lejrpladsen, så det var ikke så dårligt. Nu kunne jeg igen ligge og tage den med ro, og få tiden til at gå med at studere mine omgivelser. Min sidekammerat var en polak, som ikke kunne meget tysk, så ham kunne jeg nærmest bolde forbindelse med ved hjælp af tegn og underlige gerninger. Jeg opfattede da så meget, at han var mine ingeniør, og var blevet tvunget til af tyskerne at arbejde i miner i Tyskland, men hvordan han så var havnet her, hvor der in­gen miner var, ja, det fandt jeg ikke ud af. Hvad han ellers fejlede, blev jeg heller ikke klog på, jeg tror nok, det var noget med lungerne, men en ting døjede han vældig med,- det var væggelusene,- og dem var der nok af. Om natten, når vi skulle sove, vrimlede de frem, og den arme polak blev fuldstændig rødspættet af deres bid, så han var i evig kamp med dem. Mig gjorde de underlig nok ikke nogen særlig skade. Det var jo dejligt at kunne ligge og se ud af vinduet, men det var jo meget forskelligt, man der kunne ligge og holde øje med. Blandt andet så jeg hver dag ved bestemt tid dr. Willy stille sig op ved hjørnet af køkkenbarakken, og efter lidt ventetid kom en mand ud [101] med en spand med mad til ham, således sørgede han for at redde sig en ekstra ration hver dag, ja, - enhver hytter sig, som de kan bedst.

    Der var et andet syn, men det var lidt makabert. Det var transporten af nattens døde. Dem der døde i nattens løb rundt om i barakkerne, blev jo gerne lagt ud i et af forrummene til senere afhentning. Det foregik på den måde, at to mand rullede den døde ind i et tæppe, og begge ender af tæppet blev så bunden rundt om en lang stang, som de så løftede op på deres skuldre og på den måde slæbte af med den døde. En tredie mand kørte med en trillebør ved siden af, hvorfor ved jeg ikke, men den skulle vel formentlig bruges ude på begravelsespladsen. går de kom forbi revirbarakken, hvor jeg lå, så skulle de ind og aflevere en seddel her, jeg tænker, som kontrol for, at de havde afhentet den døde, så han kunne blive slettet på listen over de levende. Når den ene mand gik ind i barakken med sedlen, så lagde de to andre liget ned over trillebøren, og så satte de sig på trillebørens arme og tog en smøg, medens de ventede på deres formand, og når han så kom, drog de videre på deres dystre vandring.

    Ja, tobak var en mangelvare, - der blev røget noget, de kaldte for "Mahorka", vist et russisk navn. Det bestod af, lod jeg mig fortælle, tobaksstængler fra afribbede tobaksplanter, som de fandt ude på markerne. Stænglerne tørrede de og knuste dem, og det kunne Så til nød ryges. Kunne nogen så finde et stykke gammelt avispapir, så kunne der rulles cigaretter. Jeg havde gerne et værre rend af alle mulige fanger, som ved tegn gjorde mig forståelig, at de ønskede et stykke af mit toiletpapir, som vi jo fik i Røde Kors-pakkerne,- det var noget så glimrende til at rulle cigaretter af, sagde de.

    Vi havde en sygemedhjælper, en franskmand, en vældig flink fyr, Pierre hed han. Han bragte mad rundt til os syge, fejede lidt gulv, og gik lægerne til hånde. En dag jeg klagede over at der var for lidt mad, sagde han med et smil, at jeg kunne da få, al det jeg kunne spise, hvis jeg bare ville ofre en cigaret eller to, så vidste han, hvor han kunne skaffe det fra. Det gik jeg ind på, og han stillede troligt, med alle de kogte kartofler jeg ville have, og de smagte virkelig godt, syntes jeg. Men,- så en dag [102] opdagede jeg, hvor han fik dem fra, og så skulle jeg ik­ke have flere, så hellere sulte. Han fik dem fra de fanger der lå meget syge af tuberkulose, så syge, at de kun sad og stak lidt i kartoflerne, og når de så ikke kunne mere, så tog han deres madspand med resten, og gik ind og afleverede det til en anden, som ville købe det i en af de andre stuer, så kunne de jo ikke se, hvor det kom fra. Cigaretterne var til ham selv, selvfølgelig: Han, "Pierre", var lidt af en "friskfyr", når han fandt en død i en køje, klædte han ham af, som han jo skulle, bundtede tøjet sammen, vippede liget ned på gulvet, tog det i benene og slæbte det på den måde ud af stuen, ned gennem den lange gang, hvor ligene blev lagt for enden af gangen til senere afhentning. De første gange man ser det, blegner man jo lidt ved tanken om, hvilken uærbødig behandling, man måske selv kan risikere at blive udsat for i påkommende tilfælde, men nå,- hvor kan det være andet et sådant sted, hvor menneskeliv intet regnes. En dag han slæbte et lig ud, og dets hovede lige dunkede over dørtrinnet, stod dr. Michael pludselig i døren, og sagde så nogenlunde dette:

"Næ,- Pierre, det kan man dog ikke-!" Pierre svarede med et stille smil : "Herregud, manden er død, han mærker dog intet-!" "Ja", sagde dr. Michael,  "det har vel sin rigtighed, men det var jo dog trods alt, et menneske." Så blev de enige om, at for eftertiden skulle han få en mand til at hjælpe sig, så henfarten kunne foregå lidt mere manerligt.

    En aften lød der nogle dumpe drøn, der faldt bomber uden for lejren, og vi tænkte, hvad nu, begynder de at bombardere lejren-? Barakkens trævægge dirrede, og jeg ventede, den skulle styrte sammen, men heldigvis holdt det hurtigt op, og der blev atter stille, og vi åndede lettet op. Det var vist en "fjendtlig" flyver, der under sin flugt, hav­de lettet sig for sin bombelast,- det skete flere gange.

    En dag skete noget særligt,- jeg så flere ambulancer køre Ind i lejren, og tænkte, hvad mon det kunne være, det måtte være nogle af SS'erne, der måtte være kommen galt af sted, for der var aldrig brugt ambulancebiler til fanger­ne. Men,- alligevel var det fanger. Jeg fik at vide, at "fjendtlige flyver." var gået ned over skyttegravene, hvori [103] fangerne arbejdede, og havde beskudt dem på langs,- de havde vel troet, at det var tyskere, der opholdt sig i dem, og ikke "venner". Resultatet var, at ca. 15-16 fanger, italienere, var blevet såret, og nu blev de ført ind i reviret. Der blev stor opstandelse, kommandanten var selv kommet til stede, og han sørgede for, at vi andre blev rykket sammen, så der kunne gives plads for de mange sårede. Hver dag i de følgende dage, stillede kommandanten selv flere gange daglig, for at forhøre sig om, hvordan det gik med de sårede. Han gav ordre til ekstraforplejning til dem alle, og flere gange medbragte han selv marmelade og andet godt, når han gik rundt og hilste på hver enkelt. Nogle af dem havde fået slemme sår, enkelte havde fået benene skudt over, og nu lå de i stræk, med en snor op i loftet og nogle mursten som vægt, primitivt var det. Nogle havde fået skud gennem maven, og lægerne forsøgte så godt som muligt at operere, med det materiale de var i besiddelse af. Kommandanten hentede også 2 italienske militærlæger, som var interneret ovre i soldaterfangelejren, til hjælp, så man må give ham, at han gjorde for dem, hvad der var menneskelig muligt under disse forhold.

    Min byld på ryggen ville ikke rigtig komme sig, og dr. Michael mente, at vi nok kom til at skære endnu engang. Det var jeg jo ikke så glad for, jeg har aldrig været ret modig, når det gjaldt læger, men jeg måtte jo til det. Jeg stillede så en dag ude på operationsstuen. Den fandtes her tide på gangen, Ligesom i ambulatoriet bestod operationsbordet her også kun af nogle kassebrædder, der var slået sammen, og smidt et uldent tæppe hen over. Jeg måtte vente lidt,- dr. Michael og en ung hollandsk læge skulle først gøre en af italienerne i stand. Det fik jeg lov at overvære. Det var ikke noget oplivende syn. Den arme mand var ramt gennem maven, han kunne ikke selv komme af med afføringen, de havde sat en slags prop ind i et af skudhullerne, og den skulle først fjernes. Gud hvor han skreg,- men de blev da færdige med ham, og så kunne jeg komme til. Jeg kravlede selv op, og lagde mig tilrette, men nå spurgte den hollandske fyr, om han ikke måtte skære,- jeg protesterede på det kraftigste, men dr. Michael sagde, at det kunne han udmærket gøre, han lovede selv [104] at stå ved siden af. Det gik også meget godt, men så spurgte den hollandske djævel, om han ikke skulle skæ­re lidt dybere, det forekom ham at ville være bedst, men dr. Michael sagde med et bredt grin, "-nej  lad det nu væ­re godt". Ja, sådan havde de læger jo også deres morskab midt i elendigheden. En stor del af patienterne led af det de kaldte "Flegmona". Efter hvad jeg fik at vide, kom det af underernæring, og det udartede sig på den måde, at vandet i kroppen gik ned i benene og satte sig, så benene blev mægtig tykke, røde og betændte,- det var meget pinefuldt.

    Min byld kom sig, men så trådte en anden sygdom til. Jeg fik blærekatar. Det havde jeg haft engang fer hjemme i Danmark, men det var ovre igen på et par dage. Her blev det en længere pinefuld historie, for her var jo ingen hjælpemidler. Jeg måtte op mange gange i dagens og nattens løb og ud på den kolde gang, og det var jo ikke så godt for sygdommen, da der jo helst skulle varme til. En medfange kom mig til hjælp, han fandt et gammelt bulet madkar, det hængte han på et søm på væggen, - ud for min køje, - så skulle jeg ikke ud i kulden så mange gange, -men det fik hurtig ende. En dag kom dr. Willy på rundgang, og spurgte, hvad meningen var med dette madkar. Jeg for­klarede ham dette, men han mente, at det kunne aldrig gå. For det første måtte madkarret vel være stjålet, og for det andet skulle et madkar ikke bruges til det formål, det måtte væk med det samme,- og så kunne jeg endda være glad til, at det var ham, der opdagede det, så hvis jeg fjernede dette, skulle jeg ikke høre mere for det. Jeg fjernede det,- men dog ikke længere end ned under køjen, så kunne det da ikke sådan falde nogen i øjnene. flet blev værre med sygdommen, og jeg klagede min nød til dr. Michael, men han sagde, jeg skulle tale med overlægen, han havde nok nogle midler, der ville hjælpe. Hos overlægen fik jeg så en slags røde tabletter, og de skulle være go­de, sagde han. Jeg fik flere af dem hver dag,- og lige meget hjalp det. Jeg sagde det til ham og fortalte ham, at da jeg tidligere havde haft den sygdom i Danmark, fik jeg noget, der hed salolpulver, og det hjalp så godt. Han sagde: "Jamen det er også vældig godt,- men det ejer vi ikke her." Jeg sagde så, at jeg også havde drukket meget [105] kogt vand, og han indrømmede, at det skam også var godt, "men,- det har vi jo heller ikke her i reviret." så måtte jeg selv finde på noget. Karl-Ivan kom byer morgen hen til mit vindue, inden han gik på arbejde, for at spørge til, hvordan jeg havde det, og jeg spurgte ham, om han ikke kunne skaffe mig lidt kogt vand, hjemmefra kakkelovnen i barakken. Det lovede han,- hvis jeg kunne skaffe noget at have det i. Det mente jeg at kunne klare. Der var i løbet af natten kommen en meget syg patient ind i vor stue, og en læge havde fundet et par flasker, og dem havde han last ind under patientens armhuler fyldt med varmt vand, for at det måske kunne bolde liv i ham. Det lykkedes ikke, og nu håbede jeg på, om jeg kunne redde en af disse flasker. Det lykkedes. Da Pierre havde slæbt liget ud, smuttede jeg over og huggede den ene flaske, inden Pierre kom ind igen for at tømme køjen. Han opdagede intet, og jeg havde flasken . Om aftenen kom Karl-Ivan og fik flasken, og lovede mig den igen næste morgen med kogt vand. Det kom til at passe, og jeg kunne drikke af det velgørende vand, og om aftenen hentede Karl-Ivan flasken igen til en fly forsyning. Min sidekammerat, polakken, havde medlidenhed med mig, og han sagde til mig, at han i atten ville bede for mig, han var nemlig katolik. Jeg spurgte tvivlsomt, om det mon kunne hjælpe, men det var han sikker på. Da vi gik til ro, foldede han hænderne og bad en lang bøn, som jeg dog ikke forstod et ord af. Men - miraklet skete -, næste morgen havde jeg det så godt som ikke længe, og da jeg på polakkens spørgsmål om mit helbred, måtte sige som det var, svarede han, at det og­så kun var, hvad han ventede, bønnen hjælper altid Jeg havde nu en stærkere tro til, at det var det kogte vand, der hjalp, men ligemeget,- han havde vist en menneskelig hjælpsomhed, så jeg ville ikke skuffe ham og lod ham beholde sin tro uantastet. Jeg fortsatte hver dag med mit kogte vand, og mærkede dag for dag, at det blev bedre.

    Ovre i det ene hjørne af stuen, stod en køje for sig selv, og i den havde en tysk "vorarbeiter" plads. Så vidt jeg forstod, var han en tidligere SS'er, men hvad han fejlede ved jeg ikke, han var i hvert fald oppegående, og modtog mange besøg andre andre Vorarbeitere. Jeg blev også sommetider [106] inviteret til at sætte mig over på hans seng og få en passiar, det var ikke fordi, han havde min sympati, men tiden gik jo med det, man fik jo altid lidt at vide, og det var jo altid godt at holde sig gode venner med den slags folk. En aften, jeg sad sammen med ham og hans kumpaner, gik døren op, og ind kom en ældre, meget medtaget mand. Han vaklede hen til den køje, der blev anvist ham, lagde tøjet og smed sig ned, medens han stille klagede sig. Det var ikke vor "vorarbeiter" tilpas, han kom med hånlige bemærkninger til ham. Lidt senere bredte sig en hæslig stank fra ham, og vor "Vorarbeiter" sprang over til ham, spurgte om det var ham. Han klagede sig og jamrede, men "Vorarbeiteren" greb sin stok, som stod ved sengekanten, langede den arme mand nogle af den, tvang ham til at stå op og stå ret foran ham, medens afføringen løb ned af benene på ham. Han spurgte ham, om han var fløde, hvilket han bekræftede, og nå haglede slagene ned over den stakkels, gamle, syge mand, medens alle de tyske skældsord mod jøderne lød gennem stuen; som "ungarnsk jødesmavs", og hvad der ellers findes af tysk opfindsomhed, når det gælder skældsord. Han blev tvunget ud på gangen for at gøre sig ren, og måtte komme ind og præsentere sig til godkendelse inden han fik lov at lægge sig igen. "Vorarbeiteren" sagde til ham, at om ikke andet så var hans ben jo så rådne, at selv de lugtede,- jøden svarede stille og sagtmodig "Ja",- for det var jo også rigtig. Han var kun i vor stue et par dage, så blev han hentet igen, hvorhen ved jeg ikke.

    I køjen under mig lå en lidt ældre pæn mand, stille og ro­lig, med et mærkeligt forfinet væsen, altid meget høflig i sin talemåde, det var som om, den rå lejrtone ikke hav­de besejret ham. Han var belgier og gik under navnet, Nicolaj, sagdes at være professor. Han var oppegående, og det benyttede han til at gå fra køje til køje, tale og trøste hver enkelt, og hjælpe hvor han kunne. Når overlægen kom ind, drøftede de to længe medicinske spørgsmål, så var det, som de ikke var her, men langt borte i den videnskabelige verden. En dag kom en fly patient ind på reviret, også en studeret mand. Han fik et øjeblik lov at komme ind i vor stue for at hilse på vor ven Nicolaj. [107] Han præsenterede sig som professor et eller andet navn, fra Ungarn, desværre jøde, men at se de to hilse på hinanden og samtale med hinanden, det var som en helt anden fin kultur dukkede op midt i den snavsede lejr, med alle dens råheder, som når man pludselig fandt et værdifuldt smykke midt i en skraldespand.

    Denne Nicolai var et virkeligt godt menneske, altid ofrede han sig selv for at hjælpe andre. Da han også var god og hjælpsom over for mig, ville jeg også gøre lidt godt over for ham, såvidt jeg formåede. Derfor stak jeg jævnligt noget fra min Rø­de Kors-pakke ned til ham i køjen under mig, helst så diskret, at ikke andre så det. Det var gerne et par Mariekiks, med lidt spegepølse og ost på, eller en knald sukker på, det var jo at betragte som herreretter et sådant sted. Han undslog sig først, men tog tilsidst imod det med den hjerteligste tak,- men - jeg opdagede det senere, at han gik og delte det ud til de andre syge. Jeg sagde til ham, at han selv skulle spise det, men han svarede, at der var andre, der trængte mere til det. Jeg gav ham så nogle ekstra stykker og sagde, at dem skulle han i   hvert fald selv spise, han sagde ja, men med et stille smil, der røbede, at han ikke mente det. Han gemte dem under hovedpuden, og senere så jeg, at han var på vej rundt ved de andre køjer med det. Særlig tog han sig af en ganske ung russerdreng, som var meget medtaget af lungesygdom. Tilsidst kom Nicolai selv til mig, og bad om jeg ville give lidt mad, dog ikke til sig selv, men til den arme russerdreng, som nu var meget medtaget. Jeg kun­ne selvfølgelig ikke stå imod, men det hjalp alligevel intet, drengen døde alligevel. Selv overlægen gjorde hvad han kunne, han kom flere gange om dagen og så til ham, havde ham oppe på gulvet og lyttede til bryst og ryg, og kom med ekstra mad,- men der var intet at gøre. En dag lå han stille hen,- og så bar Pierre og Nicolai ham ud. En dag blev vi flyttet rundt, og jeg kom til at ligge sammen med en ung belgier. Vi klarede os helt godt sammen i sprog, så tiden gik godt for os  Hvad han fejlede, husker jeg ikke, men det var dog intet alvorligt. Jeg fik at vide af ham, at han var ud af en velstående familie og hans navn var: De Mond Lycien, Qyellin-Straat 4o, Antwerpen, [108] Han var en vældig flink fyr, og jeg skulle skri­ve hans adresse op, så vi kunne skrive sammen efter krigen. (Jeg skrev også senere til ham og hørte fra ham et par gange, sidst et kort, der viste ham som nedlem af et hockeyhold, men så fik jeg ikke mere svar på mine hilsener, jeg var nok alligevel ikke noget for hans selskab.) Senere fik jeg en anden sidekammerat, en dansker, det var Reinald Foldager, en toldassistent fra Aarhus, det var vist hans lunger, det var galt med, men vi lå nu og havde det meget godt sammen, og helbredet blev bedre og bedre, selv om vi var lidt matte i det. Dagene var jo lidt ensformige, - men så, - så en dag skete sensationen!

 

Skal vi nu hjem-?

    En dag kom selve kommandanten springende ind fulgt af en af lægerne, han for hen til Foldagers og min køje og udbrød: "kan sie laufen?", (kan i løbe?). Foldager og jeg kiggede på hinanden og så vist forstyrrede ud. Hvad var nu det, hvad mente han, skulle vi ud at løbe-? Han spurgte endnu engang, spurgte, om vi kunne gå-? Vi var jo lidt betænkelige ved det, men mente nok, at vi kunne klare det. Ja, sagde han så, jeg kan fortælle jer, at måske skal danskerne nu sendes hjem, han vidste intet bestemt, men i hvert fald skulle vi bort fra Versen lejren, og hvis vi ikke kunne holde ud at komme op af sengen, så måtte vi blive foreløbig og så sendes bagefter senere om muligt. Da vi hørte dette, var det som noget ukendt vældede op i os, og vi fik travlt med at forklare ham, at vi faktisk havde det godt, ja vi havde aldrig haft det så godt, under ingen omstændigheder ville vi blive her tilbage, når vore andre danske kammerater drog bort, lige meget hvor hen. Kommandanten smilede, han forstod jo nok, hvor vi var henne, men han sagde, at han ikke vidste, når afrejsen skulle ske, men vi skulle pakke vores sager og holde os klar. Så gik han igen. Vi var jublende glade, og de an­dre på stuen var såmænd glade sammen med os, for det var jo et tegn på, hvor det bar henad, og de længtes jo alle mod befrielsen.

    Nicolaj kom stille hen til mig og ønskede mig til lykke, men han havde en bøn til mig. Han gav mig en lille seddel i hånden, det var hans kone og børns [109] adresse, og han bad mig om, når jeg kom hjem til Danmark, om jeg nå ville skrive dertil og fortælle, at han var i live. Adressen var: Nicolaj Kozyreff, Rue Anatole France 1o2, Bruxelles III. Hans Neuengamme nummer var 44894. Det lovede jeg bestemt. (Jeg fik også skrevet, så snart jeg nåede Danmark, men jeg opnåede aldrig forbindelse med denne adresse, måske eksisterede familien ikke mere, men jeg. har mange gange fortrudt, at jeg ikke prøvede flere gange, da jeg ikke kunne forstå, at mit brev ikke kom tilbage, men postvæsenet var vel heller ikke i orden i disse dage. Om Nicolaj er levende eller død, ved jeg ikke, men kom han med på sidste transport fra Versen, er der jo stor sandsynlighed for, at han druknede sammen med tusinde andre fangekammerater i Lübekerbugten, da englænderne ved en fejltagelse bombarderede og sænkede de store fangetrans­porter der. Men en ting er ganske vist, at kunne Nicolaj eller hans familie findes, så skulle han hædres, som den store krigshelt han faktisk var, ikke en krigshelt, der forsøgte at myrde og plyndre, men en helt, -der søgte at redde andre, ved selv af ofre.)

    Det blev nu ikke den dag vi kom af sted, vi havde pakket vor rygsæk, og holdt os klar, fik sagt farvel til læger­ne og kammerater, og ventede forgæves. Næste dag kom kommandanten igen, sagde der endnu ikke var kommen marchordre, men vi kunne tage vore sager og gå over i danskerbarakken, og så sammen med vore danske kammerater vente tiden af.

 

Atter i danskerbarakken.

    Der var en egen stemning i danskerbarakken, medens vi gik -og ventede på det store øjeblik, afgang fra lejren, Vi -fik besked af kommandanten om, at vi ikke mere skulle på arbejde, vi skulle blive i lejren og holde os klar. Vor tillidsmand, Jacob, fik udvirket, at vi måtte gå ud til vore døde kammeraters grave uden for lejren, og vise dem den sidste ære. Kommandanten havde givet tilladelsen og sagt, at han selv ville følge os derud, og der skulle in­gen vagtposter med. stillede vi op uden for barakken, gartneren på vort hold havde fået lavet en stor og smuk krans, med røde og hvide bånd,- hvor de så havde skaffet [110] dem fra. Lidt efter kom kommandanten ledsaget af den danske SS’er, og så en "Vorarbeiter" eller hvad det var, der havde med gravene at gøre. Kommandanten sagde et par ord, og så marcherede vi stille ud af lejren, ud mod den lille bakke i hedeterrænet som udgjorde begravelsespladsen.

    På toppen af bakken var engang blevet anbragt et mægtigt stort trækors, men det var senere blevet fjernet igen, hvorfor ved jeg ikke. Da vi kom derud, gjorde vi holdt, medens Vorarbeiteren trak en seddel op af lommen, og gik rundt mellem alle de pinde, der var stukket i jorden. På sedlen havde han et rids af begravelsespladsen, og efter sigende skulle han efter det, kunne fortælle os hvor vore danske kammerater lå. Efter nogen søgen udpegede han også de forskellige steder. vi gjorde så retstilling, medens Jacob udtalte nogle mindeord, og den store krans og blomsterne blev lagt på gravene, medens vi blottede hovederne, og kommandanten og den danske SS'er stod i stram honnørstilling. Det var et gribende øjeblik: Efter nogle minutters stilhed Bang vi atter dette vers,- som vi havde sunget så tit -

 

Kæmp for alt, hvad du har kært,

dø, om så det gælder

Da er livet ej så svært,

Døden ikke heller.

 

    Ja, hvor er det nemt at synge det vers, - når man selv har livet i beholdt så gik vi langsomt ind mod lejren igen og trådte af. Dog, inden vi trådte af, holdt kommandanten en lille tale for os,- han sagde, at når vi nu skulle af sted, - så vidste han ikke, om vi skulle hjem til Danmark, eller vi bare skulle flyttes, men i hvert fald skulle vi til Neuengamme, og det var da alligevel nærmere Danmark end som Versen. Han sagde også, at når vi nu rejste og kom hjem, -så ville vore tanker nok tit vende tilbage hertil, så ville han bede os om, så vidt muligt at glemme alle de mørke stunder, og kun huske de lyse, - ja, - han var nok klar over, at dem havde der ikke været mange af, og de mørke var ikke nemme at glemme, - men prøv alligevel. så havde han som en lille afskedsgave til os, skaffet en pakke tyske cigaretter til hver mand, og spurgte samtidig, om vi [111] havde noget ønske, - som han havde mulighed til at gøre for os-? Jo - da, Jacob udtalte ønske om, at når vi nu skulle transporteres i tog til Neuengamme, og efter hvad han havde hørt, blev det i godsvogne.- om kommandanten må ikke ville sørge for, at vi kunne få to spande med i toget, én til toiletspand, og én til drikkevand, for vi havde jo ikke glemt, hvor uhyggelig en transport uden de to ting kunne være. Det lovede han.

    Bagefter overværede jeg en lille samtale mellem ham og Jacob, og derunder sagde han, at nu måtte vi endelig ikke tro, at Tyskland havde tabt krigen endnu, for de havde endnu hemmelige våben, der ikke var taget i brug. Ak, ja - han troede endnu på hans fædrelands uovervindelighed. Vi fik så besked om at holde os klar til næste dag, da vi sandsynligvis skulle at sted. Kommandanten kom hen til Foldager og mig og sagde, at der nok skulle marcheres hele vejen til banegården i Meppen, men da det var ret lang vej, så kunne vi to patienter tage med arbejdstoget fra lejren til skoven tidligt næste morgen, så kunne de andre støde til os der. Det var vi meget taknemmelige for, for vi var trods alt ikke godt gående.

 

Atter på vej til Neuengamme.

    Næste morgen tidligt, startede vi to så med vor rygsæk pakket med en Røde Kors-pakkes dejlige indhold. Vi kørte så sammen med vore udenlandske fangekammerater, som selvfølgelig var godt misundelige på os, da vi fortalte dem, at vi var på vej hjem, men allesammen var de besjælet af troen på, at det også snart gjaldt friheden for dem, for krigen måtte snart være ovre, når vi snart hver dag kunne høre kanontordenen fra fronten nærme sig mere og mere. Vi kørte med helt gennem skoven og stod af ved sidste stoppested. Her lå en lille kommandopost, hvor vi meldte os, og slog os ned på en bænk uden for hytten, og så var det kun at vente. Vi sad og betragtede russerne, som slæbte i skoven med det tunge skovarbejde. Vor unge friske hollandske læge havde vagt herude, og han kaldte os ind, så vi kunne sidde ved et bord og spise vor mad. Midt under måltidet kom de med en ung russer, som blødte stærkt, og han blev lagt ned på gulvet i et hjørne. Det viste sig,  at han havde fået en finger hugget af med en [112] skovøkse, og lægen forbandt ham så godt som muligt med papirstrimler. Han spurgte russeren, hvor det var sket, og da han fik forklaringen, løb han ud i skoven og kom grinende tilbage med russerens afhuggede finger og gav ham den at kigge på. Da han sad og drejede og kiggede på fingeren, der var helt hvid af blodløshed, og så sørgmodig hen på os, så havde vi fået nok og skyndte os ud i den frie luft.

    Da vi havde ventet det meste af dagen uden at have set noget til vore danske kammerater, kom kommandanten pludselig farende. Vi røg op, men der lød et venligt "bleibt sitzen"  (bliv siddende), så vi satte os igen, medens han fortalte, at der desværre endnu ikke var kommen marchordre, så vi blev nødt til atter at tage med arbejdstoget hjem igen om aftenen. Det var en stor skuffelse, men der var jo intet at gøre ved det, og vi genså atter Versen­lejren, den skumle.

 

Så blev det endelig alvor.

    Næste morgen kom der så ordre til, at nu skulle det være, og vi begyndte atter at pakke. Senere kom så den danske SS’er og sagde, at denne gang var det rigtigt, og han stod og så på, at vi pakkede sammen. Han gik stille hen til et vindue og stirrede ud i luften, medens tårer tril­lede ned af hans kinder. Han sagde, - ja, I ved da, hvad I kommer hjem til, I vil blive godt modtaget, det bliver noget andet med mig. Jeg havde næsten ondt af det for ham, - men det viste sig senere, at det skulle jeg såmænd ikke have, det var kun selvmedlidenhed. Vi stillede så op og fik at vide, at vi alle ville blive kørt med et ekstra arbejdstog, helt ind til sidste kommandopost. Det lettede jo svært. Da vi kom ud til toget uden for lejren, sagde kommandanten, at han selv og den danske SS'er ville følge os ind til Meppen, der skulle ikke nogen vagtposter med. Kommandanten og SS'erén fik deres cykler lossed om bord i toget, - og så kørte vi fra lejren for sidste gang.

    Ved ankomsten til kommandoposten steg vi af og stillede op i marchkolonne og marcherede det sid­ste stykke vej gennem skoven. Ved de første huse i Meppen gjorde vi holdt for et lille hvil, hvorefter kommandanten kaldte os sammen og bad os om, om han nu måtte se [113] en rigtig march ind gennem byen, det mente han, at Jacob som gammel dansk underofficer nok måtte være mand for at arrangere. Det gav vi ham tilsagn om, nu kunne vi gøre alt, hvad det skulle være, nu vidste vi, det gik hjemad. Nå, - der lå jo også lidt fryd i at kunne dupere indbyggerne, vise, at vi ikke var blevet knækket under vort ophold i "das grosse Vaterland". I dag viste de sig ikke så overlegne mere, som den dag vi kom, de fleste hang lidt med næbbet, og dem vi talte med, var næsten alle mod den "sleckte Krig". Ak - ja, det var jo lidt sen erkendelse, de var kommen til, men bedre sent end aldrig.

    Nå, vi knaldede så træskostøvlerne i stenbroen og ind over broerne, vi syntes aldrig, vi havde haft så let en gang, kommandanten og SS’eren fulgte efter inde på fortovet, og man kunne se, han glædede sig over marchen,- og vi var vel også nogle af de sidste tropper, han kom til at lede. Vi svingede op ved banegården og tog opstilling på gaden uden for nogle herskabsvillaer. De så tomme ud. samtidig med os var ankommen en afdeling. ar "der Landsturm", og denne tog opstilling i den anden side af gaden. Ja, - på dem kunne man se, hvorledes den før så stolte værnemagt nu var blevet reduceret. Gamle mænd og ganske unge drenge, i forslidte og krøllede uniformer, og geværerne hang over skuldrene i almindeligt sejlgarn, -ja, man kunne se, at bunden var skrabet, og nogen krigsbegejstring så de ikke ud til at være i besiddelse af. De var meget nysgerrige efter at vide, hvad vi var for nogle,- der kunne levere en bedre march end dem.

    Efter lidt ventetid kom kommandanten og sagde, at vore vogne var parate, og han havde gjort det Så godt som muligt for os. Han havde ikke kunnet skaffe rigtige personvogne, kun godsvogne, men han havde "organiseret" rent halm i rigelig mængde og sørget for spande til drikkevand og toilette, og det var vi vældig godt tilfreds med. Vi ville få lov at være alene i vognene, de medfølgende vagt-  soldater fik anvist anden plads i toget. så var vi klar til at komne af sted, men fik at vide, at vi skulle vente på det danske hold fra Dalumlejren, de skulle følges med os til Neuengamme. Endelig kom de, og der blev stor gensynsglæde blandt mange danske,- men jeg kendte nu ingen [114] af dem. Så sagde vi farvel vor kommandant og SS’eren og steg til vogns,- denne gang uden skrig og stokkeslag. Jacob spurgte os, om vi skulle udbringe et leve for kommandanten, når vi kørte, og det var vi enige om, at vi havde råd til,- hvis han ikke havde været så human en mand, som han havde vist sig at være, så tror jeg, at det danske hold kunne have nøjes med mindre plads i toget, end som vi nu optog. Under et kraftigt trefoldigt dansk "Hurra" gled toget af sted fra Versen, medens kommandanten gjorde honnør for os. Så forlod vi Meppen, med dens Versen-lejr, desværre efterlod vi jo også mange gode kammerater , - 18 af de 132 vi var, da vi ankom, - men - nu tænkte vi kun fremad!  

 

På vej nordpå og atter i Neuengamme.

    Så rullede toget videre, ganske langsomt, men fremad gik det dog. Vi gjorde nye bekendtskaber blandt de sidst ankomne danskere fra Dalumlejren. Vi hørte beretningerne om deres lejrophold, men fik det ud af det, at alle lejre blev drevet efter samme system. Den senere meget kendte læge Paul Thygesen var mellem disse ankomne kammerater, og så var der en enlig nordmand, hvorledes han så end var dumpet ind mellem dem. sommetider standsede toget ved nogle småstationer, og så kom handlen i gang med de derværende beboere. Vi var jo nu ret godt beslået med cigaretter og tobak, og tyskerne kunne tilbyde pølser og den slags nyheder for os, så de havde travlt med at løbe hjem og hente, hvad de havde, inden toget gled videre. Vi kørte hele natten, og også den havde sin oplevelse. Da vi vågnede og ville have vores morgenmad, råbte nordmanden pludselig, at al hans mad var væk, deriblandt et halvt rugbrød. Hvorledes nogen havde fået det op af hans rygsæk, uden at nogen mærkede det, er ubegribeligt, men vi må jo have sovet hårdt. Det kunne kun have været en dansker, der havde stjålet det, uforståeligt, da vi jo nu allesammen var vel forsynet, men - at man er dansker, er altså ikke ensbetydende med, at man ikke også kan være en bandit. Nå,- nordmanden kom jo ikke til at sulte, vi andre delte jo med ham. Så vidt jeg ved, var vagtsoldaterne også blevet tildelt en Røde Kors-pakke, så de havde lidt at forlyste [115] sig med på vejen - og så mærkede vi jo ikke så meget til dem.

    Vi kom gennem Bremen, og så hvorledes den var af bombardementer, skønne bygninger og store haller lå hen i udbrændte ruindynger,- man kunne ikke lade være med at fryde sig over det, med skam at melde,- men ved nærmere eftertanke, kan man jo ikke lade være med at tænke over, hvor sindssvag krig er. Nå,- nu var det vel også den sidste krig i verden,- nu havde menneskene vel fået nok af dette vanvid - ? Jeg var begyndt at blive dårlig igen, følte mig sløj og træt, og måtte lægge mig ned og håbede på, at rejsen snart måtte få ende. Hvor lang tid rejsen varede, husker jeg ikke, kun at vi også havde et længere ophold i det sønderbombede Hamborg, og at vi kom til Neuengamme ved dagslys. Ankomsten gik denne gang for sig i al stilfærdighed, kun modtaget af en enkelt SS’mand, - som var meget jovial i sin optræden,- ja, Guderne skal vide, at tyskernes mentalitet forandrede sig, efterhånden som slutningen nærmede sig: Jacob havde sagt til os, at hvis vi blev spurgt, om vi havde lus,- skulle vi blot svare nej, for ellers blev vi nok blot interneret, jeg kunne altså ikke komme videre til Danmark foreløbig. Det blev også SS’erens første spørgsmål, og vi svarede som aftalt,- men vort ophold i Neuengamme blev alligevel af længere tid, end vi havde regnet med.

    Vi blev atter indkvarteret i en ar vore gamle barakker, men vi skulle da ikke med ud at arbejde mere. Jeg følte mig stadig dårligere, og kammeraterne sagde, jeg var helt gul i ansigtet, og spise kunne jeg slet ikke.. Jeg fik fat i den danske læge Paul Thygesen,- han kiggede mig i øjnene, og udtalte dommen, - Gulsot - jeg skulle atter på revir, men han ville sørge for, at jeg kom ind at ligge på den "prominente" afdeling. Den var nærmest belagt med Vorarbeitere og sådan lidt finere K. Z. fanger. Der havde vi hver sin køje, og sengetæpperne var lidt renligere, end vi var vandt til. Jeg fik en belgier til sidekammerat, hvad han fejlede, ved jeg ikke, han talte kun fransk, så det blev ikke megen samtale. Har' var på diæt, fik en slags mælkemad, det så helt godt ud. Jeg glædede mig, for jeg skulle også på diæt, og sagde det til sygepasseren, men han trøstede mig med, at kun 3 mand på hver stue kunne [116] opnå diætmad,- så jeg måtte nøjes med roesuppen, men når en af dem døde eller kom sig, ville jeg rykke op! Nå, belgieren kunne se, at jeg kiggede langt efter hans mælkemad, og spurgte, om vi skulle bytte,- det ville jeg gerne, men det syntes jeg var synd for ham. Han lod mig forstå, at jeg ingen samvittighedsnag skulle have af den grund, for hvis han ikke fik andet mad, døde han af sult, der var ingen næring i dette diætmad. Vi byttede så,- men kun en dag, så kunne jeg ikke have dette pjaskværk mere, og resten af tiden delte vi, hvad vi fik,- så fik vi to retter mad. En dag blev der sat en gulvspand fyldt med noget de kaldte ansjoser ude på gangen, så kunne vi selv hente, hvad vi ville, men det var ikke andet, end det vi ville kalde skidtfisk, små sild og små flade rødspætteunger på 5-6 cm. størrelse og så halvrå,- så dem var der trods alt ingen afsætning på. En dag blev vi kaldt ind til badning og samtidig til gennemlysning med et røntgenapparat, foretaget af danske lægefanger. Vi morede os med at kigge igennem hinanden, det var meget inter­essant. Tiden gik, og jeg følte mig helt rask igen og ville gerne tilbage til mine danske kammerater igen, men jeg fik så at vide, at der var ved at blive indrettet et dansk-norsk revir for os selv i en barak, og der kunne jeg blive flyttet over, og det gjorde jeg så.

 

Det dansk-norske revir.

    Endelig kom man ind i en barak, der blev holdt virkelig ren, og der var rigtige senge, der var kommet et helt feltlazaret fra Danmark, nå det var en hel nydelse i forhold til det man plejede. Kun blev jeg ved at måtte nøjes med roesuppen, og det duede ikke, nu da min appe­tit var ved at vende tilbage, og jeg kunne ikke forstå, at de andre patienter lå og frådsede i kiks, smør, dåsemad og tørmælk fra Rede Kors-pakker,.og jeg ingen fik. En dag kom en kendt kammerat fra Kolding, Ejner Jensen, tilfældigt ind gennem sygebarakken, han opdagede mig, og sagde forbavset; "nå - ligger du her - ?" Det måtte jeg tilstå, og lavede samtidig vrøvl over, at jeg slet in­gen Rede Kors-pakke fik. Han mente, at det måtte være en forglemmelse, fordi jeg havde lagt på tysk revir, [117] men nu skulle han sørge for, jeg fik nogle, hvor mange ville jeg ha- ? - for der var nok af dem, for oppe på loftet i en af stenblokkene lå der i tusindvis af pakker, både danske, svenske og canadiske, som tyskerne ikke havde uddelt. Jeg mente at kunne nøjes med 2 til at begynde med. Og så begyndte et herreliv, kun ligge og dase og spise sig mæt, og så kunne man også begynde at handle Dig til lidt fordele. Jeg ville forfærdelig gerne igen have fat i en barbermaskine så jeg fik fat i en lille russerdreng, de søgte meget herind i reviret for at redde sig lidt. ekstra madvarer, jeg spurg­te, om han kunne skaffe mig en barbermaskine, og det mente han,- jeg gav barn så lidt at pakken, og lovede barn mere, når han kom med den. Jeg så ikke noget til ham næste dag, og fik fat i en anden for en sikkerheds skyld,- men en aften stillede de så, den ene efter den anden, den ene endda med 2 maskiner, så jeg var velforsynet nu,. som ejer af 3 barbermaskiner. Ja,- der var vel nok nogle andre, der nu manglede dem,- men hvad kom det mig ved,- jeg havde selv før mistet min.

    Dagene kunne nu også have sine uhyggelige timer,- der lå jo mange alvorligt syge kammerater, jeg husker en nord mand, han var så syg, at han slet ikke kunne klare sig selv, sommetider måtte de løfte ham hen på en stol, og medens nogle holdt ham oprejst, foretog de det, som man vist kalder en lungepunktering, en lang kanyle blev stukket ind i lungen, og så tappede de vand ud at lungen, det løb som en skummende vædske ned i en skål, som blev holdt hen til ham, det var ikke rart at se på, men vi kunne ikke lade være med at beundre den unge danske læge, der arbejdede på om muligt at redde den stakkels forpinte nordmand. (Den unge læge var den senere kendte Jørgen Kieler, som helt igennem optrådte som en af krigens virkelige helte, først som sabotør, derefter som den store hjælper over for kammerater i fangenskab, og senere for sine modige udtalelser mod det militære samarbejde med tyskerne.) så blev vi alle vaccineret mod tyfus, den frygtede tyskerne jo hele tiden, den vidste de jo også ville ramme dem selv. En dag fik jeg en ke­delig oplevelse. Jeg gik ned gennem hele barakken for [118] at komme til toilettet, da jeg pludselig hørte én råbe mit navn. Jeg vendte mig, og så nogle kammerater vinke af mig. Jeg gik hen mod dem og spurgte, hvad de ville mig. De sagde, at en kammerat, som lå meget syg på en båre, havde kaldt flere gange på mig, når jeg var gået forbi, men jeg havde ikke hørt det. Jeg gik hen til båren og så på kammeraten, - han spurgte stille med svag stemme, om jeg ikke kunne kende ham? Jeg stod lidt tvivlrådig, da han udbrød, - "kan du da ikke kende mig ? det er Peter". Det er det da også, sagde jeg, men jeg kunne faktisk ikke kende min gamle fangekammerat fra Vestre Fængsel, den store stærke mand var kun skyggen at sig selv. Han sagde selv, at han var meget syg, det var han blevet Portalejren, som han var blevet udkommanderet til. Jeg sagde, at nu skulle han nok komme sig, for nu kunne vi da få noget at spise, men han sagde, at det in­tet nyttede, da han ingen mad kunne få ned. Han spiste kun et enkelt æble fra en Røde-Kors-pakke,- hans sidekammerater havde prøvet at få noget havregrød kogt i køkkenet, men det ville heller ikke ned. Han sagde, at det eneste der ville hjælpe, var, hvis han kom hjem til Lillemor, for hun forstod at koge havregrød, som det skul­le være, og det var faktisk det eneste, han ventede på. (Han var en at de første, der blev sendt hjem i ambulan­ce, da vi blev frigivet,- men han nåede kun til den dan­ske grænse, så kunne han ikke mere. En dame fra Røde Kors fortalte senere, at da han blev lagt ind i en sygebarak i Padborg, og fik øje på det danske flag på væggen, bred­te der sig som et varmt smil over hans hærgede ansigt, og han drog sit sidste suk, som i lettelse over atter at være hjemme. Atter gik en god kammerat og overbevist kommunist bort, til ingen nytte,)

    En dag kom der ordre fra tyskerne,- barakken skulle rømmes, den skulle bruges til andre senere ankomne fanger, men vi ville få tildelt en anden. Der blev sagt, at den ville blive rigtig renset og istandgjort, det var lykke­des ved hjælp at Røde Kors-pakker at skaffe maling, så det skulle nok blive pænt om godt.- så blev der udvalgt nogle at de største og kraftigste at nordmændene til at flytte os. Vi fik besked om at blive liggende i sengene, [119] og så løftede de hele molevitten op på deres skuldre og bar os hen i den anden barak, hvor der var ved at blive gjort i stand til os, selv om det var meget sent på aftenen. så lå jeg der i nogle dage i fred og ro.

 

Rygter i luften.

    Rygterne gik fra mand til mand. Grev Bernadotte, den svenske leder af undsætningsekspeditionen til de danske og norske fanger i Tyskland, var ankommen til Neuengamme, og ville komme og se til os. Endelig skete der noget, der viste vej fremad, og vi glædede os, og var meget spændte.

Vi fik besked om at sørge for at være ordentlig og sengene blev redt, - og så lå vi og ventede. Endelig gik døren op, og ind trådte en hel række uniformerede mænd. I spidsen var Grev Bernadotte, omgivet at sine nærmeste officerer i Røde Kors-uniform,- efter dem kom i ærbødig afstand selve lejrkommandanten, forbryderen Thumann i sin læderuniformskappe, samt nogle stykker ar de andre højere SS’er. sidst kom en flok dejlige Røde Kors-søstre med smil på læberne,- det var et skønt syn. Bernadotte skred langsomt frem gennem barakken, medens han hilste venligt til alle sider, og han blev af de danske og norske læger vist hen til de mest syge, med hvem han vekslede ord. Engang imellem talte han kort til SS'erne, som fulgte ham ærbødigt med kasketten i hånden, og med et underdanigt smil svarede ham. Røde Kors-søstrene spredte sig imellem sengene, gav os hånd, og spurgte til vort helbred, og lovede os, at nu kom vi snart hjem. Så var den korte inspektion slut,- men det var en dejlig stund. Så gik der atter nogle dage, og jeg hørte noget om, at de danske fanger nu skulle rykke ind i en af de store stenblokke, og bo der indtil videre, og at de i den an­ledning selv skulle være med til at rense og rydde op i den efter de fanger, der havde boet i dem. Jeg hørte, at det skulle have været et frygteligt arbejde, Karl-Ivan Skræppenborg fortalte mig om det. Det var noget at det mest rystende, han havde set,- et svineri uden lige, og lig der havde lagt i flere dage, men nu havde de fået bund i det og var rykket ind, og nu var forholdene meget gode,- og de svømmede i Røde Kors-pakker. Alt dette [120] kunne jeg ikke gå glip af, og da jeg nu følte mig helt godt tilpas, meldte jeg mig rask, og vandrede over til mine andre kammerater i stenblokken.

 

Nye tider i Neuengamme.

    Stenblokkene var vel egentlig bygget fer krigen, da Neuengamme var beregnet som en fast koncentrationsiejr, -barakkerne var vel en nødvendighed at krigen med dens masseinternering, så derfor var forholdene anderledes der. I stenblokkene var der store sovesale, men med cementgulv, så var der en forhal, hvor der var en cirkelrund, stor vaskekumme, opbygget som et hel springvand, og så var der rigtige toiletrum med træk og slip. Nogle mente, at de oprindelige var opbygget til store fabrikslokaler, jeg ved det ikke, men nu boede vi i hvert fald i dem. Vi havde de sædvanlige køjer i to etager, men det var også alt, hvad der var. Jeg var isen kom­met i mit Røde Korstøj, som jeg måtte aflevere, da jeg kom på tysk revir, og nu gik jeg og kiggede på lokali teterne og hilste på kendte danske kammerater, som var vendt tilbage fra de forskellige udekommandoer og andre lejre. I en af hallerne var anbragt en slags feltovn, og den var der stor rift om at komite til at benytte til at lave mad på, ja,- det var de mest utrolige retter, der blev sammen at Røde Kors-pakkernes indhold, stegt spegepølse var en at retterne, - i dag tror jeg ik­ke, den ville smage os særlig godt  Efter at have sovet godt den første nat, vågnede jeg og så, at mine gode, lange træskostøvler var blevet byttet med et par dårligt vedligeholdte og helt udslidte. Da der jo kun var danskere i stenblokken, var det jo ret beskæmmende, at der var så dårlige kammerater imellem. Nå, nu må man jo også vide, at der også var kommen en del danskere til os, som egentlig ikke hørte os til, det var stikkere og frivillige, der havde forbrudt sig, og derfor opholdt sig i de tyske lejre, og nu var de overført til os, og skulle sendes hjem sammen med os. Nu nød de samme for­del at Røde Kors-pakkerne som vi andre, hvid de egent­lig ikke fortjente. Nå, jeg beklagede mit tab at støv­lerne til vor udvalgte "materialforvalter" Loft fra Aarhus, og han sagde, jeg kunne følge med op på loftet og se, om der lå et par andre. Det gjorde der, endda et par gode, Loft mente, at de nok havde tilhørt en dansk kammerat, som ikke mere ville få brug for dem, dem tog jeg så. Da jeg var på loftet, så jeg samtidig, at der stod stabler af Røde Kors-pakker, som ikke var blevet uddelt, så Jeg kunne regne ud, at vi ikke kom til at sulte foreløbig. En dag fik vi besked på, at det at vort tøj, som vi, da vi første gang kom til Neuengamme, måtte aflevere til depotet, nu ville blive udleveret til os igen. Det ville blive kørt over til os og lagt i en dynge nede i lejrgaden, så kunne vi selv finde ud at det. Vi havde egentlig sagt farvel til dette forlængst, men vi fik den forklaring, at alt hvad der kom på depot, blev taget ud igen og brugt, men fra den modsatte ende, for så regne­de de med, at ejermændene forlænget  var gået til. Vi havde altså ikke været der så længe, at vort tøj var rykket så langt ned i rækken, og kunne derfor nå at få det endnu. Jeg gik ned og rodede i bunken, det første jeg så var en bylt tøj med en mærkeseddel på, hvor navnet lød Kristian Jensen, en arbejdsmand fra Dragør. Han ville ikke få brug for dette tøj mere,- jeg vidste, han var gået til i en eller anden udekommando. Store flotte læderkufferter lå der, velsagtens tilhørende lidt bedre stillede kammerater,- men der var ikke meget at hente, for de var brækket op, og al indholdet fjernet. Jeg havde opgivet at finde mit eget, da jeg endelig fik øje på min gamle frakke og lidt efter min flade papkasse, som jeg havde afleveret, mærkeligt nok, havde den slet ikke været åbnet, men grunden var vel, at den så så ubetydelig ud, der var vel ingen, der mente, der kunne være noget at betydning. Det var der heller ikke, ud over et par trøjer og lidt toiletsager, men vigtigst for mig,- alle mine tegninger, skitser og optegnelser fra fængselsopholdet i Kolding Arrest, Vestre fængsel, Frøslev Lejren m.m. lå der urørt, hvilket glædede mig meget, og så endda min pung med danske penge i, penge som vi havde fået tildelt fra det kommunistiske parti, kort før vi blev transporteret bort fra Danmark.

    En dag forlød det, at Bernadotte atter ville komme til [122] Neuengamme, og tyskerne havde travlt med at arrangere modtagelsen. Vort lejrorkester blev placeret på en plads lige ved hovedindgangen, og endda med en stol til hver mand, og der afholdt de så en koncert. Den afslørede, at det var virkelige dygtige musikere, der kunne spille alt muligt, og ikke bare "Alte Kammeraden" (gamle kammerater), den eneste melodi, vi havde hørt dem spille, når vi marcherede ind i lejren til aftenappel. Ja, tyskerne ville jo gerne give Bernadotte indtryk af, at alt var idealt i denne lejr. Efter dette besøg kom de første am­bulancer til lejren, og de mest syge blev transporteret hjem. Desværre nåede de ikke alle levende hjem. Imellemtiden var der blevet opsat et ekstra pigtrådshegn rundt om stenblokken og den ene træbarak, hvori nordmændene boede, vi skulle isoleres fra alle de øvrige fanger. Men nå, igennem dette hegn foregik en livlig handel, for madvarer fra vore pakker kunne vi købe det mest utrolige fra de andre fanger, fyldepenne, armbåndsure m.m. Hvor de fik det fra, var jeg ikke klar over, men fik senere at vide, at dem at fangerne der havde lejlighed til det, stjal det ovre på depotet,- så kunne jeg bedre forstå, hvorfor så mange kufferter var brækket op! Nå, enhver sig selv nærmest, og blandt fanger i K. Z.lejr, regnes tyveri, eller "organisering" som det hed med et pænere ord, ikke for noget uærligt.

    En dag gik pigtrådsporten op, og ind troppede en hel masse mennesker,- det var det danske politi. De fleste at os, kunne ikke tilbageholde et smil,- skønt det nærmest var sørgeligt at se, for hvor så de dog afraggede ud. Halvvejs i slidte uniformer og halvvejs civil, berøvet alle deres distinktioner og emblemer og radmagre, de havde opholdt dem i lejre længere sydpå, og var nu også vendt tilbage til Neuengamme. Når man kendte dem fra deres velmagtsdage hjemme i Danmark, skulle man jo næsten have medlidenhed med dem, men jeg tror faktisk, at de fleste undte dem det helt godt, de havde jo selv før været med til at fange mangen god dansker, og hjulpet ham til Tyskland, nu var det som om nemesis havde ramt dem. Dette udformede sig på den måde: hver morgen stod vi jo til appel i lejrgaden, medens vi blev optalt at tyske SS'er, [123] og vi stod så opmarcheret i to kolonner over for hinanden, de civile fanger, (som dog også var iblandet politi, der virkelig var taget for illegal arbejde og deltagelse i modstanden mod tyskerne) på den ene side og politiet på den anden. Når der så blev kommanderet ret, smækkede vi vore træskostøvler sammen med et ordentlig knald i samme nu, medens politiet kom langt bagefter, de havde helt tabt modet, der var ingen appel i dem mere. Vi måtte gøre det om og om igen, for at vise dem, hvorledes det skulle. gøres, men når de skulle gøre det ef­ter, kom de hinkende hjælpeløst efter hinanden, og vi andre slog en høj latter op. Ja, det var vel vor hævn, for alle de kvaler de havde forvoldt os hjemme i Danmark under modstandskampen, det var et af vore lyspunkter under den sidste Neuengammetid.

    Endnu engang gik porten op for en nyankommen fange,- det var den kommunistiske folketingsmand Axel Larsen. Han var jo blevet fanget at det danske politi og udleveret til tyskerne, en forræderisk gerning, der aldrig burde glemmes. Alle strømmede mod porten, da hans ankomst rygtedes, og da han ved vor danske tillidsmands Jacobs side førtes ind gennem porten, led der et rungende hurra, og alle ville trykke hans hænder. Han var jo lidt stille i det, men det måtte jo også være et underligt øjeblik, at mødes med så mange mennesker, deraf mange kammerater, ef­ter at have siddet i ene celle i Neuengamme gennem så lang tid.

    Ellers blev der, efter forholdene, ført et ret løssluppent liv i lejrens sidste dage, dog altså kun i den dansk-nor­ske afdeling Mad havde vi nu nok at, og talenter var der også mange af blandt fangerne. ror at fordrive ti­den blev der arrangeret oplæsning, trylleopvisning, hyp­nose, sang, musik og revy. Instrumenter blev bragt frem ved hjælp at Røde Kors-pakker, lige fra klaver til mandoliner og citarer, og vi lærte at synge de nye sange, den norske "Det går bedre og bedre dag for dag", den danske frihedssang, som vi her hørte for første gang. I de dybe kældre holdt vi revy, bænke var sat op, og scenebaggrunden var et stort Dannebrogsflag (vist nok [124] skaffet gennem en Rede Korschauffør,)- og der blev ikke lagt fingre imellem, når sangen og vittighederne dreje­de sig om tyskerne, her kunne de jo ikke hare det, de havde ingen adgang til stenblokken, den var nu under svensk overhøjhed. Ja, der var megen lystighed ovenpå den svære tid, der var gået, men pludselig kunne det hele blive alvor igen.

    I stenblokken boede vi på I.salen, så vi kunne jo se ud over pigtråden og langt ud over engene, der omgav Neuen­gammelejren. Langt ude gik en landevej, og ad den kunne vi se de store flygtningetog, der drog vestpå, bort-bort, så langt bort som muligt at angst for de fremstormende russere. Flygtningene kom i uendelige rækker, kørende på deres gammeldags vogne med alt deres husgeråd og køerne bundne bagefter. Nu måtte de selv forlade deres hjemstavn, således som de selv havde jaget mange bort fra deres. Fronten var også rykket lejren nærmere, der sagdes mellem 10 og 5 kilometer. Flyvere fra de allierede overfløj tit lejren, og vi talte tit om, bare de nu ikke bombarderede lejren ved en fejltagelse. En dag lød maskingeværild over lejren, medens vi opholdt os i lejrgaden, vi smed os hurtigt ned, kravlede helt ind til barak-væggen, medens det stod på, men jeg tror ikke, nogen blev ramt, og heldigvis forsvandt flyveren igen uden at kaste bomber. Sommetider kunne vi observere bombenedslag længere borte fra lejren, og det kunne jo nok at og til gøre os lidt nervøse,- nu skulle vi jo gerne klare de sidste dage uden alt for megen dramatik.

En nat vågnede vi ved nogle mægtige brag, hele stenblokken rystede,- vi får op at køjerne og hen til vinduerne for at se, hvad der skete. Det var et natligt bombardement på Hamborg. Vi havde flere gange overværet bombar­dement at Hamborg, når vi arbejdede inde ved pansergra­vene i byens udkant, men altid om dagen. Om natten var det et pragtfuld skue, og - ja man skulle vel ikke sige det, - men - hvor det frydede os at overvære det. Hele himlen oplystes i glimt på glimt, gule zigzaglyn de sig på himlen, mægtige røgskyer væltede op, gennem­skåret at utallige lyskastere, et djævelsk spektakel at bombenedslag og afværgeild, men vi havde kun tanke for, [125]at dette var nødvendigt for at knægte nazismen,- blot de ikke ramte os. Det måtte være frygtelig for den civilbefolkning, der befandt sig midt i udhavet. Vore tyske vagtposter var helt hysteriske,de stod ved hegnet ne­den for vore vinduer og råbte og skreg op til vore vinduer, at vi skulle fjerne os fra vinduerne, ellers ville de skyde,- vi måtte ikke overvære Tysklands undergang.; Nå, vi trak os lidt forsigtig tilbage fra I.parket, men vi kunne sagtens se det alligevel.

 

Madorgiet.

    Som jeg før fortalte, fandtes der på lofterne over stenbarakken store mængder at Røde Kors-pakker, som ikke var blevet udleveret. Nu gik der hul på dem. Sammen med nord mændene stillede vi os i lange rækker op ad stentrapperne, og så gik Røde Kors-pakkerne fra hånd til hånd ned til etagerne nedenunder,- og så blev der frådset. Alt det bedste blev pillet ud af pakkerne, spegepølse var der ingen, der ville have mere. Det resulterede i, at meget blev tilovers, men så fandt vi på at smide det ud at vinduerne ned på appelpladsen til de andre fanger, som stormede til lykkelige for noget rigtig mad. Det gik kun et stykke tid, så opdagede SS'erne det. Der skete så det, som gav os et andet syn på vor gamle ven, den danske SS'er fra Versen-lejren, ham som vi Jo næsten havde fået medlidenhed med. En flok SS'ere stormede ind midt i flokken, slog til høj­re og venstre med deres knipler, og da en af fangerne faldt om, var en af SS'erne over ham og sparkede ham. Denne SS'er var den danske Heide Jørgensen,- så faldt vor sympati for ham, han var og blev altså en ægte nazist. Så fandt vor danske tillidsmand Jacob sammen med andre på, at gå til overkommandoen og udvirke en tilladelse til at overlade de øvrige fanger noget af vor overdådighed. Det fik de, og så blev en stor kærre kørt over i vor lejrgade, og i den kunne vi så lægge det, vi ikke selv kunne spise, det blev et læs fuldt af spegepølse, og Jacob fik lov til selv at være med til at uddele dette, så vi var sikker på, at det kom i de rigtige hænder.

    Engang fik de også tilladelse til at uddele hele Røde Kors-pakker, og så blev fangerne stillet op i rundkreds på appelpladsen [126] og vandrede rundt, medens de fik pakkerne overrakt. Alligevel var der et mægtigt overskud at pakker, både danske, norske og amerikanske eller var det canadiske. Særlig de sidste var eftertragtet, da de indeholdt chokolade og amerikanske cigaretter, som jo var i en mægtig kurs. I lejrgaden var bunker af dansk rugbrød stablet op, som mursten på en byggeplads, desværre det meste at det grøn af mug, men vi pillede det bedste ud. Man kunne ikke lade være med at tænke på, til hvor megen hjælp, alt dette kunne have været, og reddet livet for mange, hvis det var blevet uddelt i rette tid. Så kom der besked om, at vi en tidlig; morgen skulle gøre os klar til at tage af sted fra Neuengamme, alt skulle være pakket, og vi skulle stille op nede i lejrgaden. Der blev sagt, at der nok ikke ville være Røde Kors-busser nok, til at vi alle kunne køres fra lejren, så dem der kunne gå, måtte forberede sig på at marchere den første strækning, til busserne kom tilbage igen fra Danmark og kunne tage dem op. Jeg hørte til de ældste, så jeg skulle køre. Der var en vældig spænding og forventning,- busserne var ankommen og holdt på vejen uden for lejren. Vi havde vinket til Røde Kors-folkene fra vinduerne, og jeg havde med særlig glæde hilst på en bekendt fra Kolding imellem dem, det var Holger Nielsen. Men, - tiden snejlede sig at sted, og der skete intet, ved middagstid stod vi der endnu, og det forlød, at tyskerne pludselig havde nægtet dem adgang.

    Ven­tetiden tilbragte jeg med at gå rundt og betragte det sørgelige skue, vi efterlod os. Hvor der dog flød at mad. Konservesdåser var brækket op, men kun taget smagsprøver at, i hundredvis lå de spredt ud over alt, med resten at indholdet væltet ud, alt flød mellem hinanden, brød, ost, pølser at alle slags, pakker med knækbrød, alt i en, aldrig har jeg set et sådant madsvineri, og jeg forstod det ikke, når man for kun kort tid siden sukkede for bare et eneste lille stykke bart brød. Men når man kender danskerne hjemmefra, og ved hvad de smider at madvarer i skraldespandene, - ja, - så ser man, hvor hurtigt de vender sig til "normale" forhold. Men jeg skammede mig! Jeg gik ind i den norske barak, og - den stod ikke tilbage for det danske madorgie. På alle bordene flød [127] der med mad væltet imellem hinanden, og hvad dertil kom -bøger -. Ja, det så underligt ud for vi andre, men jeg fandt ud at, at nordmændene i Sachsenhausenlejren måtte have haft et bibliotek, hvor de kunne låne bøger. Jeg fandt et lånekort i en af dem lydende på Haakon Thosen. Jeg faldt over tre smukke store kunstbøger liggende mellem madresterne, de var på dansk, jeg tænker, de i sin tid var skænket til et norsk bibliotek,- hvorledes nordmændene havde haft tid til at læse i den lejr, forstod jeg ikke, det havde vi aldrig kunnet få tid til. Disse tre bøger fik jeg lyst at tage med mig, men en anden dan­sker faldt over dem samtidig, og da han i en at dem fandt et billede at et ingeniørværk udført i Persien, ville han have dette bind, da han havde været ingeniør, og netop arbejdet med på dette arbejde, så det var han meget interesseret i, og han huggede så dette bind. Jeg synes, det var synd at skille dem ad, så jeg sagde, at han så også godt måtte tage de to bind, jeg havde fundet, men det ville han ikke. Jeg tilbød ham så cigaretter eller andet, for at jeg måtte få dette bind, for at have dem samlet, men han var stædig. Han havde en stor kuffert, han så lukkede op for at komme bogen i, og jeg så da, at kufferten var stopfyldt at poser med sukker. Jeg spurgte, hvad han dog ville med dette, men han sagde, at han vidste, der var sukkermangel i Danmark, og derfor havde han tømt så mange Røde Kors-pakker for sukker, som han kunne have i sin kuffert,  det var mange penge værd, når han kom til Danmark. Air - ja, - nogle havde allerede begyndt at tænke i penge igen, som om det var alt. Jeg så også et dejligt spisesæt, kniv og gaffel, om det var ægte sølv, ved jeg såmænd ikke, men smukt var det. Hvorledes en nordmand havde kunnet opbevare det, hvor vi andre sommetider ikke engang havde en ske at spise med, forstod jeg ikke, men det havde måske været en, der var lidt højere på strå, og som havde haft særlige begunstigelser. I hvert fald havde han efterladt det her, og jeg syntes ikke tyskerne skulle have det, så jeg stak det i min rygsæk.

    Ude i lejrgaden lå også bunker at mange ting og flød, blandt andet en bunke tæpper, og en tysker fortalte os, at dem måtte vi ikke røre, det var tysk ejendom [128].  Nå, jeg havde nu udset mig et pænt, så godt som nyt tæppe, så da han fjernede sig lidt, fjernede jeg tæppet, det ville være rart at have på rejsen, vi vidste jo ikke, hvad vi kom ud for. Henne i et hjørne lå et helt feltlazaret stablet op, det var kommet hjemmefra, men det havde tyskerne nu fået lovning på at beholde. Mellem en bunke ragelse fandt vi en tyk bog,- det var Hitlers  “Mein Kampf", ak   ja, - det var nok ikke den slutning, han havde tænkt sig på sin "kampf". Nu spillede vi fodbold med den, til bladene flød over det hele, men hvor var det dumt, man skulle  have opbevaret den, men dengang kunne man jo ikke vide at den atter ville komme   i kurs igen.  Atter måtte vi så overnatte i Neuengamme,  men endelig lød råbet,- "busserne er her, og de kører ind i lejren". Så kom der fart i os, vi fik pakket og stormede ned og stil]ede op, og endelig gik pigtrådsporten op, og vi gik ud til busserne på appelpladsen og begyndte indstigningen. En af de svenske ledere, en svensk professor stod for fordelingen i busserne, men nogle SS’ere stod også ved bilerne og fulgte med i nogle papirer  Det måtte ikke have gået stærkt nok for dem, for de begyndte at bruge mund, skubbe til os, og en af banditterne langede en øretæve ud til en lidt ældre mand, som ikke kunne komme hur­tigt nok op i bussen. Den svenske professor trådte rask hen til SS'eren, sagde til ham, at det var sidste gang, det skete, det ville han ikke se mere. SS'eren mukkede jo lidt, men han trak sig da lidt ud i baggrunden, i tyskerne bunder der jo en hvis respekt for uniformer. Vi blev presset så mange ind i bussen, som vi overhovedet kunne være der, et bræt var lagt ned midt i vognen, og der blev vi anbragt overskrævs, hvad der senere viste sig at være en hård tur,- men nå. - foreløbig var vi glad for at komme med. Så blev der givet ordre til afgang, og vi kørte ud gennem porten og forlod Neuengamme, denne lejr, der var som et helvede på Jorden, og som havde kostet så mange mennesker livet.

 

 

Hjemad mod Danmark

 

    Kort efter vi var kørt fra lejren, kom vi gennem en landsby, efter sigende Altgamme, og et uventet syn viste sig [129] for os. Der stod børn ved vejen udenfor husene med blomster i hænderne, som de rakte op mod os, sommetider kørte vi så langsomt og forsigtigt, at vi kunne nå at tage imod dem, og til gengæld smed vi så lidt af vore madvarer, som pølse og konserves, ud til dem, vi var jo nu i det glade hjørne. Men én ting lagde vi jo mærke til, - de voksne tyskere viste sig ikke, de nøjedes med at sende børnene ud. Det gode hjerte måtte vel være løbet af med nogle af danskerne og nordmændene i de første busser, da de havde set nogle børn, og det medførte jo, at mange børn strømmede til, det rygtes jo hurtigt, at der var madvarer at få. De voksne skammede sig vel ved at vise sig, og modtage almisser af deres tidligere så foragtede fanger, så derfor sendte de børnene ud med blomster i hænderne.

    Vort første ophold var ved slottet "Friedrichsruh", der lå inde i en stor skov, og her havde Røde Kors sit hovedkvarter. Rundt i skoven lå flere depoter af benzintromler og olietønder, beregnet til vor hjemtransport. Svenske flag var bredt ud til beskyttelse af depoterne mod flyveangreb. Det blev et længere ophold, og vi benyttede tiden til at vandre lidt frem og tilbage på skovvejen,- der var så smukt, syntes vi, under de store træer, og hvor var det en vidunderlig fornemmelse at kunne gå der, som forholdsvis frie mænd, uden en lyd af råb og skrig, som vi jo var bleven så vandt til.

    Atter kørte vi af sted, og vi så under vor fart gennem skoven, hvorledes mange tyske tanks stod skjult inde på de små skovveje, dækket til med grene, parat til den sidste kamp, den som tyskerne vist aldrig havde regnet med skulle foregå på den hjemlige jord. Farten gik nu ad landevejen nordpå, og vi passerede rækker af tyske militærvogne, der var blevet ramt af flyverangreb. Nu lå de væltede ned i grøfterne, knust og udbrændt. Vore busser var jo hvidmalede og med Røde Kors-tegnet på siderne, for at "fjenden" kunne kende os, men alligevel gik det jo galt, en af busserne blev i nærheden af Lübeck ramt, og chaufføren og nogle af de befriede fanger dræbt. Det var jo lidt trist at tænke på, at være så nær ved befrielsen, og så blive dræbt,- endda af sine egne, som kæmpede for os.

    Men det var jo ret billigt sluppet, når vi senere [130] hørte, hvordan det var gået alle vore øvrige kammerater fra Neuengamme og andre lejre, de var jo blevet ført til Lübeck og anbragt i 2-3 store transportskibe. - Meningen var jo, at de skulle føres den vej over havet til Sles­vig, hvor de skulle udføre skyttegravsarbejde, til en sidste modstand nord fra. Alle skibene blev sænkede i Lübeckerbugten, skudt i brand, kun få reddede livet.

    Af godt 11000 fanger, blev kun knap looo reddet. De omkomne ligger nu begravet rundt ved stranden og i skovene om­kring Lübeckerbugt. Det var en tragedie, en af krigens meningsløsheder. Men det er der nu fortalt så meget om andre steder, vi andre anede dengang intet om dette, vi fortsatte vor fart, men nu havde vi fået øje på en flyver, der kredsede lavt hen over landskabet, og vi fulgte ham spændt og håbede på, at han ikke fik øje på vore busser inde under landevejens træer. Mere nordpå passerede vi en mængde flygtninge, der kom østfra. Det lig­nede nærmest zigeunere med deres overdækkede hestevogne, sommetider med både hest og stud forspændt, og alt deres habengut, møbler, sengetøj, landbrugsredskaber, koner og børn, alt oven i hinanden. De lignede slet ikke mere de sejrsbevidste og heilråbene tyskere, glansen var gået af St. Gertrud,- som man siger. Endnu en lille tragedie på vejen,- på en af vognene var blevet anbragt en hund oven i det hele, bunden i sin lænke, en dejlig schæferhund. Nu var den gledet ud over kanten bag i vognen og hang og sprællede med alle fire ben i en kæde, i kamp for livet. Vi forsøgte i forbifarten at vække kuskens opmærksomhed, men både ham og familien sad sløve hen og reagerede ikke,- så de ville jo nok få en trist overraskelse, når de engang opdagede deres ven hængt bag i vognen. Nå,- tyskerne havde jo været med til at hænge utallige mennesker under denne krig , så hvad betød en hund mere eller mindre - men alligevel - det gjorde sit triste indtryk. Vi kørte op gennem de slesvig-hol­sten­ske byer, så hvor ødelagte de var blevet under bombardementerne, men det frydede os næsten at se det, når man tænkte på, hvad tyskerne selv havde forvoldt rundt om i  Verden. En ting undrede os,- vi vidste, at denne dag var Hitlers, den store føres fødselsdag, og dog så vi ikke [131] et eneste hagekorsflag på vor vej. Tyskerne var vel bange for at hænge det ud, nu da fjenden var så nær,- eller havde de svigtet "der Führer", nu de så, det gik tilbage? Vi havde fået rigelig Røde Kors-pakker med i vognen, så vi havde mad nok til at fejre fødselsdagen med, og i vor glæde og store godhed, gav vi såmænd også den ledsa­gende gestapomand en pakke med og tildelte ham nogle cigaretter, til gengæld måtte han så finde sig i at høre på vore danske sange, som vi gav til bedste for at forkorte tiden.

 

 

Den danske grænse nået.

 

    Vi var efterhånden ved at blive lidt trætte, ømme var vi bagi af at sidde på den hårde træfjæld, og benene var der ikke plads til at strække,- men nu vi nærmede os den danske grænse, så steg spændingen, og al træthed forsvandt. Det var midt om natten, vi kørte over, så mørkt var det, men vi kunne da se, at busserne var omgivet af mange mennesker, da vi gjorde holdt.

    Vi havde holdt længe, da en af kammeraterne, murer Aksel Christensen blev kaldt hen til et åbent vindue i bussen, der var en dame, der ville tale med ham. Det gjorde han, og han blev ved at tale længe, indtil jeg spurgte om, hvem han kendte hernede. Så sagde han endelig, at det da var fru Grønnebæk fra Kolding, som var kommen herned for at se, om hun kunne finde sin mand. (Han kom dog først spadserende hjem mindst 1 måned senere) . Jeg ville da så også hilse på hende, og hun fortalte sa, at både min kone og min datter også var hernede, men nu gik og ledte busserne igennem. Hun fandt dem frem til mig, og gensynsglæden var jo selvfølgelig stor. Endelig blev vi kørt hen til et mejeri, hvor vi kunne stige ud og atter igen have dansk jord under fødderne. Her fik vi så for første gang i lange tider et rigtigt måltid mad, varmt og dejligt tillavet labskovs på rene, hvide paptallerkener. Jeg tror, jeg spiste 3 tallerkener fulde, trods advarsel, men jeg syntes, det smagte så godt. (Dengang vidste jeg ikke, at jeg skulle komme til at leve af labskovs i flere dage !) Så blev der sagt, at nu havde de ikke mere, men vi kunne få alt det [132] franskbrød og mælk, vi ville have for resten. Så gled der et par stykker ned af dem med et dejligt lag smør på og end­nu et par glas mælk, å - ja -, så var jeg faktisk mæt. Jeg fik så at vide, hvorledes det gik til, at der var så mange fra Kolding hernede ved grænsen. Det var maskinarbejder Arthur Spedtsberg i Kolding, der havde opnået forbindelser, så han var underrettet om, når der var mulighed for, at vi nåede Danmark. Da han hørte om det, havde han sørget for en lastvogn med et slags lysthus på, til at køre de koner til grænsen, som ønskede at være dernede, når vi passerede grænsen og for at være først til at modtage os. De kom nu til at vente dernede i 5 dage, da der jo i sidste øjeblik var blevet nogle kvaler med tyskerne ved afrejsen. I disse dage var de indkvarteret hos nogle flinke beboere i Padborg, men det var jo også en ret uhyggelig ventetid, da banegården i Padborg blev bombarderet fra luften, så de tilbragte flere uhyggelige timer i beskyttelsesrum. Ja, - krigen var ikke forbi endnu.

 

 

Op gennem Jylland.

 

    Nå, vi måtte jo videre, så vi sagde farvel og på snarlig gensyn. (vi vidste ikke, det blev så snart) Vi steg i busserne mætte og godt tilpasse, og gled nordpå. Det var endnu mørkt, folk sov endnu, men efterhånden som det lysnede mødte flere og flere frem ved vejen, vinkede til os og hilste os med små Dannebrogsflag. Det var spændende  at nærme sig sin egen by Kolding i de tidlige morgentimer, skulle vi mon se nogle af vore bekendte. Til min overraskelse var de første jeg så,- min kone og datter igen, den lastvogn de kørte i, var smuttet forbi os, og kommen først til Kolding. Nå, ja, det blev jo så fornyet gensynsglæde.

    Ved landevejen var rejst et telt, hvorfra de busser, der var kommen før os, var blevet forsynet med madvarer og godter, men nu var betjeningen gået hjem efter en anstrengende nat, så vi fik intet, men min kone forsvandt et øjeblik og kom så tilbage med 2 bajere, som murer Christensen og jeg så nød på stående fod. Imellemtiden var nogle flere pårørende og bekendte kommen til for at hilse på os,- men vi måtte jo hurtigt af sted igen. Vi fik at vide, at vi skulle op til herregården "Møgelkær" [133] lidt uden for Horsens, der skulle vi interneres, indtil krigen var forbi. På vejen derop gjorde vi holdt i en lille by, uden for et mejeri. Der blev vi inviteret ind på mælk, alt det vi kunne drikke, og bagefter spurgte mejeribestyreren, om vi sammen med ham ville være med til at hejse Dannebrog på den store flagstang uden for mejeriet. Selvfølgelig ville vi da det, endda med glæde, og det store smukke Dannebrog gled til tops, medens vi stod ret og sang "Der er et yndigt land". (Ak ja,- hvor var alle mennesker glade for hinanden, og landet forekom os virkeligt yndigt den gang.) Så gik turen videre til "Møgel kær".

 

Møgelkær.

 

    "Møgelkær" er en stor, gammel, dejlig herregård. Om den før vor tid bar været indrettet til ungdomshjem, eller  den først blev det senere, ved jeg ikke, nu var den i hvert fald tom, og vi blev indkvarteret i den. Vi fik anvist pladser overalt i gården, i lader og stalde, ja selv svinestalden blev taget i brug, men det var nu ikke det ringeste sted, der var jo gjort pinligt rent og strøet dejligt halm, noget andet end det vi havde været vant ti]. Selv blev jeg anbragt helt oppe på et høloft lige under stråtaget. Vi var mange, så vi lå tæt, men der var en dejlig stemning. Nordmændene, som var kommen først, berettede om deres modtagelse i Kolding, den hav­de fuldstændig overvældet dem, begejstringen havde været  stor, og de var blevet overvældet med madpakker og andre gaver, nogle fremviste stolt deres hatte fyldt med æg, om de var kogte, ved jeg ikke. Her skulle vi nu i den kommende tid leve et herregårdsliv,- troede vi da. Hvor sover man godt på et sådant høloft, og da dagen kom, fik vi anvist vor vaskeplads. Den var indrettet på gårdspladsen på feltmæssigvis. Maden blev udleveret fra hovedbygningen, hvor både Røde Kors, Gestapo og SS'erne havde hovedkvarter. Maden bestod igen af labskovs, og det blev den ved med hver dag, det måtte vi finde os i, da der ikke var mulighed for at præstere andet under de øjeblikkelige forhold. Nå, det gjorde jo heller ikke noget, vi var jo ikke så godt vant, her blev maden da serveret på rigtige, rene porcelænstallerkener, med kniv [134] og gaffel,- og altid en dessert til. Her kunne vi føre en herretilværelse. Men - selv i Paradiset dukker djævelen op. Vi kunne ikke tåle den kraftige, mad, så hele lejren fik diarre. Toiletterne kunne ikke klare det, så der blev gravet en lang grøft ude i marken, og derudtil gik menneskestrømmen både dag og nat, medens SS'erne troligt overvågede os. Hver morgen skulle vi stille til appel ude i en eng, og en gestapomand talte os,- så vidt han kunne. Han skældte ud hele tiden, for præcisheden var jo gået af både nordmænd og danskere, så det kneb jo med at komme til tiden,, og altid manglede der nogen. Der lå jo lidt skov i nærheden, og nogle fandt jo hur­tigt ud af, at kunne de blot nå derover, så var det nemt at forsvinde. Det var jo ikke helt rigtigt, for vi hav­de jo måttet love det svenske Røde Kors ikke at løbe vor vej, da de havde ansvaret for os, og kunne få ubehagel]igbeder med tyskerne, hvis antallet ikke passede, -men det var der f]ere, der så stort på. En stor fornøj­else havde vi jo også i alle de lastbiler, der kom kø­rende til gården med materiale. Det var vogne, der var blevet udskrevet til denne kørsel af staten, og iblandt disse vogne var også et par fra det firma, jeg havde arbejdet i, så jeg fik da hilst på gamle bekendte. En af chaufførerne havde selv en søn blandt os, Carl Evald, og en dag havde han taget sønnens kone med i vognen, og var kommen helt ind på gårdspladsen, uden vagterne havde opdaget det. Nogle af de andre vogne havde gjort det samme, og lige pludselig så man det ene ægtepar efter det andet vandre kærligt rundt med hinanden på gårdsplad­sen. Det blev dog for meget "herregårdsliv" for tyskerne, de var rasende og for rundt på pladsen efter de formastelige koner og forloveder. Den gik altså ikke mere, vognene fik ikke mere lov at køre ind uden grundig undersøgelse. Lastbilerne kom især med køjer og madrasser, så vi skulle nok snart til at ligge bedre. Jeg og et par andre havde hjulpet til med at bære disse sager ind i en sidebygning, hvori der var indrettet de dejligste værelser, og vi glædede os til at komme til at bo der. Men det blev løgn. En dag kom en hel deling tyske soldater vandrende ind i gården, - og ja, - de blev jo indkvarteret i det logi, som vi havde udset os. En dag kom en [135] kammerat farende og sagde, at min kone og datter var her og ville hilse på mig. De var kommen med et par af mit firmas biler og stod nu nede ved vejen omme bag ved en af staldene. Jeg for derned, men blev skuffet, da jeg så vejen ud var spærret af en bom og en tysk soldat med gevær. Jeg måtte så råbe til dem, det var jo lidt besværligt,- men den tyske vagtpost kom hen til mig og spurgte, om det var min kone og datter, da jeg bekræf­tede det, sagde han, at jeg godt kunne gå ud til dem, -men jeg måtte ikke stikke af, så han fik ubehageligheder. Det kunne jeg nemt love. En del af vort vagtmandskab var danske, der havde meldt sig til tysk tjeneste, nogle unge fyre, men de var ret medgørlige, de var jo klar over, hvor det bar hen. En tysker kom vi en dag 'i diskussion med, han troede stadig på den tyske sejr, og var meget fornærmet på os, da vi ikke kunne lade være med at grine af ham. Efter 3-4 dages forløb kom der pludselig signal til opbrud, vi skulle videre til Sverige. Svensk Røde Kors var bange for at have os her i Danmark under tysk opsigt, den dag sammenbruddet ville komme. Vort herre­gårdsliv var forbi, de hvide busser mødte atter op, og vi steg ind, og så gik turen atter sydpå ned gennem Jyl­land.

 

 

På vej til Sverige.

 

    På turen over Lillebæltsbroen, så vi, at tyskerne stadig var forberedt på krig. Mange grønne soldater og luft­værnsstillinger, men det havde vi jo set så meget til, så vi vidste, det ikke var så meget værd, når et luftbombardement først satte ind. Vi kørte ind over Fyns smukke land og gjorde holdt ved “Blommenslyst kro”. Vi havde fået at vide, at værten der gerne ville hilse på os, han havde vist selv deltaget i modstandsbevægelsen, i hvert fald kendte han flere af kammeraterne. Vi drak et glas vin af en eller anden slags og skålede med hinanden og fortsatte så mod Odense. Der stod mange folk på gaderne i Odense, og pludselig var der et par kammerater, der opdagede deres koner blandt tilskuerne, og vi fik så chaufføren til at standse og fik dem hevet om bord i bussen, og de kørte så med til Nyborg. Da vi kørte op [136] foran færgen, som vi skulle med over Storebælt, fik jeg endnu engang en overraskelse. Min kone og datter stod der og modtog mig igen. De fortalte mig, at de havde hørt, at vi var på vej til Sverige, og de var så kom­men med en Røde Kors lastbil, der kørte med gengastræ. Der havde de så ligget under en presenning, og var på den måde kommet til Nyborg. Nogle gestapofolk beordrede os til at stille op i række, vi skulle tælles, men trods deres råben og banden, var der ingen der rettede sig' efter dem, vi havde alle travlt med at tale med fa­milie og bekendte. Endelig kom vi om bord, og færgen gled ud, medens vi vinkede og tonerne af "Der er et yn­digt land" atter lød.

 

Fra Korsør kom vi med tog, og vi blev rangeret ind i fri­havnen, hvor vi skulle med færgen over Øresund. Men vi ventede i mange timer, der sagdes, at der ikke var plads på færgen, og vi bare skulle vente i toget. Så kom der nogle Røde Kors søstre, som uddelte nogle dejlige madpakker, og det fordrev jo noget af tiden. En tidligere lokomotivfører blandt kammeraterne gav os en lille ople­velse. Der lå et rangerlokomotiv og kørte frem og tilbage ved siden af vort tog, og kammeraten kendte dem, der førte lokomotivet. Han var gået over til dem og talte med dem og fik en af deres kasketter på, og pludselig stod han oppe i lokomotivet og gav damp, medens han begyndte at køre ud af frihavnsterrænet. Vi lo af dette, men nu havde de tyske vagtposter også opdaget det, og de kom springende med deres pistoler, truede ham til at stoppe, og tililende gestapofolk tog ham og de andre lokomotivfolk med over på et el]er andet kontor, medens de fortalte ham, at han kunne blive skudt for flugtforsøg. Nå,- nogle af de ledende Røde Korsfolk var der ovre og forhandle, og det lykkedes dem, at få ham befriet igen, med en alvorlig advarsel, og han var atter forenet med os. Efter en uendelig ventetid fik vi så at vide, at vi alligevel ikke kunne komme til Sverige ad denne vej, men vi skulle køres til Helsingør og færges over der. Så kørte vi af sted igen og nød den smukke tur op langs kysten til Helsingør. Da vi var der, kunne jeg ikke lade være med at mindes mit sidste besøg i denne by, da vi en nat var blevet transporteret fra Vestre Fængsel. [137] og blev bragt om bord i en stor transportdamper sammen med kammerater fra Horserød. Dengang var byen spækket med maskingeværreder på havnepladsen og de tilstødende gader, og tyskerne var dengang mere frække og brutale. Nu var det hele mere fredeligt, og fremtiden mere lys. Vi kom om bord i færgen og sejlede forbi det stolte Kronborg Slot på vej mod vort nye mål.

 

I Sverige.

 

    Vi nærmede os Helsingborg, og da vi gled ind gennem havnemolerne, lød den svenske nationalsang "Du gamla, du ~ fria" anført af kommunisten Aksel Larsen. Vi blev ven­ligt modtaget af svenske havnefolk, og efter at være kommet i land, blev vi stillet op på havnepladsen, og der stod vi en uendelig tid og ventede. Der var sikkert en masse formaliteter, der skulle ordnes, men ventetiden gik med at betragte noget af den danske brigade, som jo var blevet uddannet i Sverige,- nu blev den indskibet med den færge, vi var kommet med, de skulle hjem og prø­ve på at få tyskerne ud af Danmark, hvis det skulle knibe med det. Endelig kom der gang i det, og vi blev an­bragt i busser og kørt bort. Vi endte på en renselsesanstalt, hvor vi først måtte aflevere alt, hvad vi ejede og havde. Alt tøj skulle kasseres, dog kunne vi få lov at udvælge os noget af det, vi ikke gerne ville af med. Det kom vi så i nogle store net, som blev lukket, og vort navn hæftet ved. Vi ville senere få det udleveret igen, når det var blevet desinficeret. Resten blev brændt i et mægtigt bål ude på en stor gårdsplads. Så kom vi i bad, dog ikke som vi troede under nogle brusere. Nej, nogle sygeplejerske kom Ind med nogle store kar og baljer fyldt med varmt vand, så kunne vi vaske og skrubbe os i dem, og til sidst tog sygeplejerskerne og overhældte os med baljer af vand, så skulle vi nu da være rene. Så gik vi videre til eftersyn for lus og utøj, blev undersøgt af læger på kryds og tværs, og hamrede med gummihamre på knæene. Endelig fik vi udleveret nyt rent undertøj og en blå kedeldragt. Så blev vi ført ud til busser og kørt til en jembanestation, hvor vi fik at vide, at vi indtil videre skulle interneres i byen Båstad. Det var koldt i toget, så vi frøs [138] i vort tynde tøj,- og nu al skidtet var kommen af os. Vi blev interneret i en skole, og vi gik en dejlig tid i møde. Vi sov rundt omkring i klasseværelserne, der var stillet køjer op, og vi sov i papirsengetøj, der knirkede meget, indtil det blev krøllet lidt til. Vi fik en herlig kost, alt var så, uvant renligt, så vi nød li­vet. Det var svenske lotter, der opvartede os, og gik os til hånde med alt, og de var under ledelse af "Lottemor" Lilly Witgren, som vist aldrig vil blive glemt af de danskere, der opholdt sig i Båstad. Der fandtes ingen så hjælpsom som hende, og dog så bestemt i hele sin optræden. En dag blev der rejst pigtrådshegn rundt om skolen, og svenske soldater kom til at gå vagt uden for indhegningen. Lottemor beklagede, at vi atter var bag fangehegn, men det var af hensyn til smittefare, og hun lovede os, at når vi havde været i karantæne i 14 dage, skulle vi få lov at gå uden for hegnet og rundt i byen. En skøn dag kom der besked om, at vi atter skulle en tur til Helsingborg, vi skulle have nyt tøj. Det blev jo så en hel udflugt for os, og en afveksling i det ret ensformige liv. Vi kom til Ramløse Kurbad uden for byen, hvor der vistnok var hovedkvarter for hele hjælpeaktionen. Først var vi til røntgengennemlysning og vaksination, og kom derefter ind på et depot, hvor der hang tøj i lange rækker. Så gik vi rundt og prøvede tøj, og da vi gik derfra, var vi forsynede med alt, hvad vi kunne tænke os. Habit, overfrakke, kasket, fodtøj, seler og en stor kuffert til at anbringe alle vore sager i. Der var ekstra manchetskjorte, kamme, spejle, barberrekvisitter, lommebøger, blyanter, viskelæder, ja, -alt var der, og vi kunne atter føle os som rigtige mennesker. I Ramløse boede der også mange danskere, det var vel medhjælpere for alt det, der foregik der, og der var restaurant med musik og optræden af danske kunstnere, der også havde måttet forlade Danmark. Vi fik at vide, at vi nu også kunne få udleveret det tøj og de genstande, vi havde måttet aflevere ved vor ankomst til Sverige. Jeg glædede mig til at få min rygsæk, da jeg havde mange gode sager deri, jeg havde gemt fra Røde Kors-pakkerne. Det var amerikanske cigaretter og chokolade, det glædede jeg mig til at overraske med derhjemme,- når jeg [139] engang nåede hjem. Da jeg åbnede min rygsæk, blev jeg slemt skuffet, for både cigaretter, chokolade og det spisebestik jeg havde "organiseret" i Neuengamme var borte, det var blevet fjernet af nogle af de danske medhjælpere, der var i Ramløse, også andre af mine kammerater savnede nogle af deres ting, - nå, - nu havde vi jo da reddet livet, så hvorfor hænge sig i bagateller, -men jeg synes, det var beskæmmende af danske fangekammerater, at de havde lært så meget nede i det tyske, og ikke glemt det endnu, så de ville berøve deres kammera­ter deres småting. Så tog vi igen hjemad mod Båstad, og turen i bussen op gennem det smukke fjældland var som en turisttur for os, mætte og godt klædt på. Der fortaltes, at alt tøjet var blevet skænket os af dansk-ameri­kanere, men om det passer, ved jeg ikke.

 

 

Tyskerne kapitulerer.

 

    Dagene gled hen, medens vi nød det dejlige vejr i maj måned. Vi tilbragte mange timer i skolegården, hvor vi Bad på den store rundbænk under et mægtigt træ, og morede os over de vævre egern, som sprang rundt fra træ til træ, og vi talte om den nye tid, som nu ville komme for vort land, den tid, som vi jo dengang troede ville brin­ge så meget godt. En dag så vi Aksel Larsen stå med en bog i hånden, medens tårerne løb ham ned af kinderne. Vi spurgte ham deltagende, hvad der var i vejen. Han viste os bogen, den var sendt ham af Andersen-Nexø, hvad den hed, husker jeg ikke mere, men den store digter hav­de på titelbladet skrevet en personlig hilsen til sin ven Aksel, og det var den, der gjorde ham så rørt, det var altså glædestårer, der randt. Aksel Larsen blev forøvrigt ret hurtigt kaldt hjem, han skulle deltage i det nye ministerium, der skulle dannes og træde til, så snart tyskerne var færdige i Danmark.

    En dag fik vi også besøg af en beleven svensk herreekviperingshandler, han ville sælge os fine bløde hatte og fine slips, og det gav ham en god forretning, da mange længtes efter at komme til at se så civile ud som muligt og at ligne andre almindelige mennesker. Nå, jeg skulle ikke have noget, jeg syntes da, at det tøj vi lige havde fået udleveret [14o] ret var pænt nok, og når vi nu snart kom hjem, var der jo tøj nok, der ventede.

    Vi sad nede i skolegården, da pludselig rygtet gik, -tyskerne har kapituleret i Norge - , der blev røre, og vi diskuterede, om det nu også var rigtigt. Så gik skolelågen op, og vor elskede "lotte­mor" kom ind i gården fulgt af "Statsfiskalen", det hedder jo en svensk politimester. Vi stormede hen til dem, og de kunne bekræfte, at rygtet var sandt. Vi blev alle kaldt sammen, stillet op i geled, og "Statsfiskalen" og "Lottemor" holdt tale for nordmændene og gamle Norge, og vi sang, "Ja, vi el­sker dette landet", og det smukke norske flag gik til tops på skolens flagstang, og i husene rundt om gik norske og svenske flag op på flagstængerne.

    Det var en højtidelig stund, og en herlig dag. Atter gik et par dage, og vi sad og lyttede ved radioen oppe i skolestuen. Pludselig lød det budskab, som vi havde ventet på med længsel,- "Tyskerne havde kapituleret" i Danmark og Nordtyskland. Vi råbte "Hurra",- og snakken gik hele natten, og næste dag stillede vi atter op i gården. "Statsfiskalen" og "lottemor" holdt atter taler for os, og delte deres glæde med os. Denne gang var det "Dannebrog" der gik til tops, og aldrig syntes vi, det danske flag havde set så smukt ud, som det vajede der i solen. Hvad ville der nu ske - ? "Statsfiskalen" og "Lottemor" hang i telefonen til lange vigtige samtaler ude i telefonskabet på gaden uden for skolen, medens vi stod inden for pigtråden og ventede spændt på resultatet. Endelig kom "Lottemor" og sagde, at der var kommen besked om, at vi skulle hjem med det samme. Vi spurgte, om vi ikke nu kunne få lov at gå lidt ud at se på byen som frie mennesker, det ville være skønt, men det kunne hun ikke give os lov til, da interneringstiden endnu ikke var udrundet, men hun sagde, at når vi nu skulle til toget, så ville hun give os lov til at gå samlet gennem byen til jernbanestationen, så kunne vi da se lidt af byen.

    Så fik vi travlt med at pakke alle vore grejer, fik sagt et hjer­teligt farvel til vore søde lotter, som havde sørget så godt for os, og et farvel til vores svenske vagtposter. Så spadserede vi i flok og følge med "Statsfiskalen" og [141] "lottemor" i spidsen gennem den smukke Båstad by. Flere af indbyggerne fulgte os på vej, medens de udspurgte os om, hvordan det havde været nede i det tyske helvede, og om det da var sandt, alt det de havde hørt. Vi kunne jo kun sige, at det forholdt sig rigtigt. Så nåede vi stationen, steg op i toget, lagde os ovenpå hinanden i vinduerne for at vinke det sidste farvel og tak til "Statsfiskalen" og den dejlige "Lottemor". Vi bragte dem et "Hurra", og toget gled ud af stationen, bort fra vort dejlige Båstad, og hjemad, - hjemad mod Danmark.

 

De sidste besværligheder.

    Jembanetransporten til Helsingborg var jo en hel luksustur for os, i forhold til de jembanetransporter vi hav­de været vant til i beskidte godsvogne uden toiletfor hold og spisevarer. Her var dejlige kupeer og restaurationsvogn med toget, og den fandt vi jo hurtigt ind i. Hvor var det herligt at sætte sig godt tilrette og nyde kaffen og det dejlige svenske brød, både lyst og mørkt, både blødt og hårdt, ja, - sikke et udvalg, det var som i slaraffenland, og når man så samtidig kunne skylle det hele ned med en række bajere, - ja, så kunne man jo ikke forlange mere, og stemningen blev jo efterhånden også let og lystig. Selv en ung præst blandt vore kammerater var kommen i lidt høj stemning, og da vi sagde til ham: "Hvad er den af hr. Pastor, vi synes også, at selv de går lidt hårdt til sagen-?" så svarede han: “Ja, - hvis man ikke i sådan en anledning skulle have lov at slå sig lidt løs, og more sig med sine kammerater, så ville der jo ikke være megen mening i det helet"

    Nå, vi nåede omsider Helsingborg, kom om bord i færgen og stævnede mod Danmark. Da vi gik ind i færgelejet, blev vi modtaget af mange mennesker, og vi så for første gang de rigtige frihedskæmpere med det smukke blå-hvid-røde armbind på - og bevæbnede med stålhjelme og maskinpistoler. Hurtigt gik vi til banen og gik i toget, som skulle bringe os til København. Så gik det ned gennem det smukke Sjælland, og vi ankom til Københavns banegård, - men så var det også slut med at komme længere foreløbig. Vi fik at vide, [142] at der ikke gik noget tog videre før næste morgen, al toggang gik, som det bedet kunne. Hvad skulle vi så, -der var ingen til at modtage os, så vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. Det var jo blevet hen på af­tenen, restaurant og ventesal blev lukket, så der måtte vi ud af, så var der kun den store hal at være i, men der var så koldt og trak, så vi ikke kunne holde ud at sidde på bænkene, men måtte stadig vandre rundt.

    Omsider kom der en jernbanemand og fortalte os, at vort tog var kørt op ved perronen, så vi måtte godt sætte os ned i kupeerne,- men der var altså heller ingen varme, og hvornår toget gik, kunne han ikke sige noget om, for der var ingen fast køreplan mere. Nå, vi havde ikke noget at vælge mellem, så trætte som vi var, satte vi os i kupéerne og forsøgte at sove. Endelig blev det morgen, Køben­havn begyndte at vågne op,- rengøringskoner og jemba­nefolk begyndte at indfinde sig, og omsider forlod toget København.   Det blev en langsom køretur, toget snejlede sig af sted og holdt ved alle stationer, og somme­tider også midt imellem stationerne, så flere hoppede af toget og spadserede lidt frem og tilbage langs linien, indtil der blev givet signal til, at vi skulle vide­re. Ved en eller anden lille landstation fik jeg tid til at gå ind og sende et telegram hjem, om at jeg var på vej.

    Efterhånden havde vi også fået nogle tyske officerer samlet med op, de var også på vej hjem, til "das grosse Vaterland". Nu havde bøtten vendt sig, nu sad vi i kupeerne, og tyskerne måtte nøjes med ståpladserne. Om bord på færgen over Store Bælt var situationen den samme. Restauranten var fyldt med danskere, medens de højtstående tyske officerer, måtte vandre frem og tilbage på dækket, kiggende ind gennem vinduerne til de pladser, hvor de plejede at sidde og blære sig,- nu vovede de sig ikke derind. En tysk officer blev frataget sin pistol af en frihedskæmper, da han ville om bord i færgen,- han ville først ikke aflevere den, men fik så at vide, at han så ikke kunne komme om bord i færgen, -så gav han sig.

    Over Fyn kom der flere tyske officerer ind i toget på flugt mod Tyskland. De ønskede ikke at vandre spidsrod med deres afdelinger ned gennem Danmark [143] af landevejene, og da de stadig havde danske penge på lommen, foretrak de den nemmere måde at komme "zu Heimat" på. Et par unge fyre af slagsen havde endnu deres pistoler i bæltet, men ved en af stationerne kom et par frihedskæmpere op i toget og forlangte pistolerne udleveret. Den ene af dem udleverede den straks, men den anden nægtede at udlevere sin. Han ville ikke udlevere den til danskerne, sagde han, det skulle han nok gøre, når han kom til grænsen og ikke før, og så blev det til englænderne. Frihedskæmperne spændte deres maskinpistoler og sagde, at han ville blive anholdt og smidt af toget, når vi kom til Odense. Han lavede en masse vrøvl, men hans kammerat søgte at overtale ham til at give efter, det kunne dog ikke betale sig, han kom jo dog i alle tilfælde af med den alligevel. Så spændte han bæltet med pistolen af og hev det hen af gulvet. Frihedskæmperne samlede det op og gik smilende videre i toget til yderlige undersøgelser.

 

 

Atter i Jylland.

 

    Vi kørte ind på Fredericia banegård, glad over, at vi nu ikke mere havde så langt hjem. Det troede vi da'. Vi fik at vide, at der i hvert fald ikke gik noget tog til Kolding før sent om aftenen, så var gode råd dyre. Foreløbig satte vi os ind i restauranten og fik lidt kaffe og et par øller, hilste på andre kammerater, som vi før havde været sammen med, men ikke vidste hvorledes det var gået dem, før vi nu mødtes igen, det gav en glad stemning. Men vi skulle jo til Kolding, men hvordan -? Ingen biler var der til at skaffe, men en af kammeraterne, Carl Evald Nielsen fra Kolding, fik en lys ide. Hans far kørte lastbil i det firma, jeg havde arbejdet i, og Carl Evald sagde, jeg ringer til ham, så må han på en eller anden måde hente os. Det kunne han ikke, men han vidste en udvej. Frihedskæmperne i Kolding disponerede over en lastbil, og den blev så sendt til Fredericia for at hente hele Koldinggruppen hjem. Vi ventede så og endelig svingede en lastbil op foran hovedindgangen, og ud sprang en af mine gamle bekendte, som også havde deltaget i det illegale arbejde tidligere. Han havde også været arresteret, [144] men sluppen ud af tyskernes klør, nu ønskede han som den første, os alle velkommen hjem igen. Vi kravlede op på ladet med vore kufferter og var klar til den sidste tørn. En dame stod ved siden af vognen og beklagede sig, hun skulle absolut videre, men kunne ingen bil få. Vi tilbød hende højmodig plads på vort køretøj, fik hendes kuffert op på ladet, men overlod hende galant pladsen i førerhuset,- så kunne hun da i hvert fald nå til Kolding, der kunne hun måske finde en lejlighed til at komme videre på, Ja, det var en besværlig transportsituation i året 1945.'

 

 

Hjemme igen.

 

    Hvor var det skønt atter at køre ind gennem de gamle kendte gader. Vi blev kørt op til Kolding Domhus, der var hovedkvarteret for modstandsbevægelsen i Kolding blevet oprettet. Det var med lidt blandede følelser, at vi oplevede modtagelsen. Vi blev ført op på første salen og blev højtideligt lukket ind i ét kontor.

    Ved et stort skrivebord sad en mand med et frihedskæmperarmbind på og bredte sig. Han bød os hjertelig velkommen hjem. Jeg stirrede på den mand, - kunne det virkeligt være rigtigt-? Den mand, som var ivrig tilhænger af det parti, som altid var gået imod modstandsbevægelsen og hyldede underkastelsesprincippet, den mand, som havde nægtet at modtage illegale blade af mig, nægtet at give blot 1 krone til hjælp for modstandsbevægelsen, ja -den mand, han sad nu i toppen. Forstå det hvem der kan. Imidlertid,- han fortalte os, at vi endelig måtte hilse på "Bylederen", en officer, der var udnævnt til den høje post. Han kom ud fra et andet kontor, vi blev præsenteret for ham, og han gav nådigst hverenkelt hånden,- og forsvandt atter ind i sit private gemak.

    Vor heltemodige mand ved skrivebordet havde så en anmodning til os, vi skulle skrive vore navne i en stor bog, der lå fremme,- hvorfor ved jeg ikke,(måske begyndelsen til det nye kartotek over mistænkelige personer-?). Han havde en anmodning mere, - om vi ikke ville overtage nogle vagter ved de efterladte tyske depoter på [145] havnen, da de manglede folk til dette arbejde. En af vore kammerater, Kaj Ibsen, mente ikke, det var noget for os,- om den højtbetroede mand da ikke kunne tænke sig, at vi længtes hjem og trængte til en hvil efter de 1½1/2½ år, vi havde gået igennem. Jo,- sagde den store mand, -det kunne vel være rigtig nok,- men så måtte han jo bedrøve os med, at så kunne han ikke udlevere nogen frihedskæmperarmbind til os,- så var vi altså ikke værdige nok til at bære dette,- ja,- hvorfor ikke'. Kaj Ibsen meddelte ham vor mening om dette og sagde, at vi også var ravende ligeglade med dette,- for nu ville vi hjem. Så forlod vi de højenloftsale og gik ned af trappen.

    Udenfor mødte vi vore familier og flere bekendte, som i mellemtiden var blevet tilkaldt. Jeg nævner ikke nav­ne på de to herrer i modtagelseskomiteen, det er ingen nytte til,- men i dag sidder de højt til tops på samfundet rangstige og går atter ind for underkastelse og samarbejde med den tyske militærmagt, som vi ønskede at bekæmpe, for at skabe det, vi synes er det bedste af alt,- en fredelig verden. Nå, inden vi kunne forlade domhuset, som vi havde lært at kende så rigeligt, såvel i celler som nu i kontor, skulle vi da fotograferes. En fotograf var blevet rekvireret, vi blev stillet op, billedet blev taget,- og vi så aldrig noget til det. Så endelig kunne vi sige farvel til hinanden og gå hjem, hver til sit med familier og venner, der vidste man da, at man var velkommen.

 

    Da jeg kom hjem, var flaget hejst, det smukke Dannebrog vajede i forårssolen, det Dannebrog, der så tit er blevet slæbt i sølet,- mest af dem, som kalder det "deres" symbol på frihed og demokrati.                        

 

 

Efterskrift.

 

    Nu kan der spørges,- og der bliver tit spurgt om det, -var alt det, som mange danske kammerater gik igennem, mange med livet som betaling, var det denne kamp værd? Ved eftertanke kan man vist roligt svare "Nej". Det var ikke kampen værd! Vi troede, vi ville vende tilbage til et Danmark, hvor alle ville kunne leve i fordragelighed med hinanden, hvor vi dog ved, at der kan være nok til alle, vi havde jo så tit drøftet dette med hinanden og [146] troet på dette,- men hvad er det blevet. De store kapitalmonopoler bliver større og større, deres udbytte bli­ver større og større, medens politikkerne, som er mere eller mindre købt af kapitalen søger at holde det arbej­dende folk nede på det niveau, hvor de mener, det hører hjemme.

    Skuffende var det at se, da vi kom hjem, se mange af dem, der hørte til de lunkne under den tyske besættelse nu marchere rundt i gaderne med maskinpistoler, stålhjelme og frihedskæmperarmbind, de havde nu pludselig fundne deres plads, nu da den største fare var ovre. Man sagde “aldrig mere en 9. april”,- men den behøver ikke mere at opstå, nu da de styrende politikkere, tildels de samme folk, som førte samarbejdspolitikken med den tyske nazisme, selv indbyder de tyske tropper til Dan­mark, endda under ledelse af de selv samme Hitlergeneraler og officerer, inviterer dem til venligt samarbejde de.

    Ja,- man undrer sig, at det endda foregår under danske officerers ledelse, officerer der selv har siddet i tyske koncentrationslejre, alt sammen kun af had, had til et folk, som aldrig i historien har angrebet Dan­mark, had til de selv samme mennesker, vi har siddet i fangenskab med, og delt ondt og godt sammen med. Derfor er vi igen endt i oprustning, hvor et militærvælde suger pengene ud af samfundene, penge der kunne anvendes til så meget andet godt.

    En ting var der dog, der varmede vore hjerter, da vi vendte hjem igen,- det var mødet med vore tidligere tyske fangevogtere, værnemagtssoldater der viste forståelse over for os, der var i deres varetægt, hjalp os hvor de kunne, holdt forbindel­se vedlige med vore familier, skaffede mad og aviser, alt sammen med fare for deres eget liv. Det er tyskere af den mentalitet, vi skal søge samarbejde med, de har samme ønske som os, aldrig mere krig. Deres egne hjem, deres familie var i mange tilfælde knust under krigens brutalitet, de ved hvad "Krig" er. I stedet samarbejder vi med tyskere i hvem nazismen endnu bor, tyskere som kun lurer  på at komme til magt igen, tyskere som kun venter på revanchens time,- alt sammen i demokratiets misbrugte navn. Det var skuffelsen, da vi vendte hjem!

 

 

 

 

 

[147]

   Dette var beretningen om livet i  "Versen­lejren",  den lange hjemrejse og hjemkomsten. Måske har andre kammerater haft andre oplevelser, måske har de opfattet ting, der skete, på en anden måde end som jeg, måske opfatter de også slutresultatet på en anden måde end som jeg, - hvad ved jeg- men således som jeg har skrevet det ned, således mener  "jeg" at have oplevet det, således har "jeg" opfattet det,- og således opfatter "jeg" det, der sker nu. En skuffelse, for det der blev opnået, ikke alene for mig, men for alle dem, der ønsker en fredelig verden.

 

Jens M. Sørensen

 

(Svigerfar)

Neuengamme nr. 60893.