Nye transporter til Frøslevlejren.

 

          I september blev fangetallet i lejren stærkt forøget. Først kom en transport fra Vestre Fængsel, og hvad der glædede mig meget, min gamle cellekammerat Peter Pedersen fra Varde var med denne transport. Det blev et glad gensyn, men jeg kunde jo se hvor bleg og mager han var blevet. Han spurgte om hvorledes der var her i lejren, og jeg kunde trøste ham ved at sige, at når man kom fra Vestre, så var det som at komme i paradiset, og nu skulde han nok få sul på kroppen igen og alt den friske luft han kunde suge i sig.

          En dag vi var på lidt planeringsarbejde lige ved lejrens hovedvej, blev vi overrasket ved et sælsomt syn. Lastbiler kom kørende ind i lejren fyldt med vore blå gendarmer.

Vi kiggede jo lidt på dem, som de stod stuvet sammen der som kreaturer på transport. Der var også lastbiler med gendarmernes våben og maskingeværer, og det blev smidt ned på vejen og siden fjernet. Vi fik så at vide, at tyskerne havde arresteret alle de gendarmer de kunne få fat på ved et simpelt overfald og stjålet alle våbnene.

Så rykkede gendarmerne ind i lejren, efter at de var blevet berøvet det meste af deres smukke uniformer, og blev fordelt mellem de forskellige stuer. Vi fik et par af de ældste ind til os, og det fik vi megen glæde af, for de skulde ikke på arbejde, så de gjorde stuen ren for os, skaffede brændsel til vor kakkelovn og fyrede så alt var i orden når vi kom fra arbejde.

          Atter en dag åbnede lejrportene sig for et mærkeligt syn. Biler rullede ind, endda danske politivogne og udrykningsvogne, og vi tænkte, hvad skal der nu ske med alt det politi i lejren, endda dansk politi. Jeg tror de fleste af de andre danske fanger modtog dem med lidt skadefro smil, når vi hørte om disse politifolks besværligheder, og deres bekymringer for deres familier derhjemme. Mange af dem havde jo selv været ivrige og tjenstvillige nok med at fange danske sabotører. Nu høstede de utak som løn.

 

Han kom lige fra Svendborg a'!

 

          En ny gæst var også kommen til lejren, men det var en ny vagtsoldat, og han var dansker. Han må jo have haft en uovervindelig trang til at gå i tysk tjeneste og trække den grønne uniform på.

Han troede jo nok, at han var komme til en rigtig tysk K.Z.lejr, for han begyndte straks at herse med os. Vi blev hurtige enige om, at han skulde pilles ned. Det begyndte om morgen når vi skulde stille op til appel og han skulde tælle os. Han kunde slet ikke få hold på os. Vi havde et par stykker, vi altid måtte vente på om morgenen, blandt andet den københavnske slagter, det kneb dem at komme ud af tæpperne og nu blev det værre. Så skulde der gå andre ind at hente dem, og så blev de også væk, og når fyren skulde begynde at tælle, rendte vi imellem hinanden, så han ikke kunde få talt rigtig, men måtte begynde forfra gang på gang. Han blev hidsig og begyndte at råbe o om, at han nok skulle ordne os, men så begyndte de rundt om i de andre hold at synge sangen "Han kommer li' fra Svendborg a' ", og så blev han helt umulig. Det endte med, at en af de rigtige tyskere, en af de gode vagter fra et andet hold kommer til os og fik sat skik på det, så vi da kunne komme til spisning.

          En dag vi havde fået ham med som vagt på vort arbejdshold gik han også amok. PÅ samme hold havde vi forresten fået en ny fange med os, det var Lektor Poul Holt, og han  var helt umulig til at køre trillebør, så det meste blev kun til grin og lidt arbejde, men til sidst sagde "Svendborgmanden", at nu kunne vi holde lidt pause, han ville jo gerne vise sig lidt jovial overfor os, og derfor tilføjede han, "Og så må der ryges",- og den fangede slageren straks, og tilføjede, -"og rejses ad helvede til!" Det skulle han aldrig have sagt, for nu blev Svendborggenseren helt balstyrig og brølte, at "Så er der ingen pause. I kan bare arbejde videre med fart på". Nå, farten bestemte vi nu slev lidt af og dagen fik da ende og så vi forresten ikke meget til ham mere, efter få dages forløb var han borte fra lejren, og ingen savnede ham, ikke engang de gode af de tyske soldater, de morede sig nærmest over ham.

 

Første Tysklandstransport.

Den 15. September ved 4-tiden om morgenen lød gongongen ude på gangen med sin kalden. Vi vågnede op, lidt uhyggelige til mode, det var en usædvanlig tid. Det var også noget usædvanligt, der forestod. Vi blev alle kaldt til Appel på gangeen og stod og ventede på, hvad der skulle ske. Så gik døren op, og ind kom 3-4 Tyskere med den øverste vagtmester i spidsen. Han havde nogle papirer i hånden og af dem begyndte han at læse nogle navne op, og dem det gjaldt måtte træde ud til den ene side, og fik så at vide, at de i løbet ad få menutter måtte klæde sig på og pakke deres sager. Så      vidste vi, hvad klokken var slået. Så skulle der alligevel deporteres Danskere til tyske konzentrationslejre. Kammeraterne fik travlt med at pakke, og vi samlede sammen til dem, hvad vi havde af tobak, tændstikker, og hvad vi ellers mente, de kunne få brug for. Så måtte vi sige farvel til dem, og vi stod tilbage i trykket stemning, kunne derefter gå til ro igen, men ingen af os kunne sove. Desværre erfarede jeg næste dag, at min gode ven, min cellekammerat fra Vestre Fængsel igennem et halvt år, Peter Pedersen fra Varde, også var blandt dem, der blev sendt væk. Jeg havde håbet, at han her i Frøslev, ved hjælp af god mad og frisk luft skulle komme til magt igen efter det lange fængselsophold, men det nåede han altså ikke - og det tror jeg var skyld i at han ikke stod tiden igennem i Tyskland, men at det kostede ham livet.

 

Konfirmationsfest i Frøslev.

Medens jeg sad her i Frøslev, have min datter konfirmation. Min kone havde i et forfængeligt håb, henvendt sig til stikkeren og Gestapomanden Brinckmann i Kolding på Staldgården, om der var mulighed for, at jeg kunne få lov at kommehjem og overvære denne, eventuelt med en vagtsoldat. Det have hun hørt, at almindelige forbrydere kunne få lov til, men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, da vi jo ikke rangerede i klasse med disse. Da minekammerater hørte om dette, sagde de, at konfirmationsfest skulle vi alligevelholde, og min sjakbejs Lemicke skulle nok få dette sat i scene. OM aftenen riggede vi så op til fest. VI lånte et par borde og stole mere i de andre stuer, pyntede op med hvad vi havde forhånden, lånte noget service i køkkenet, og hvorledes kammeraterne bar sig ad, ved  jeg ikke, men der manglede hverken kød til bøffer eller brød og pålæg. Smør var der også, men vin eller øl kunne der altså ikke skaffes, så vi nøjedes jo med mælk og te og kaffe. Vi holdt så en smuk fest med både taler og sang, mens hele barakken duftede af bøfferne, som vi stegte på kakkelovnen. Gendarmerne havde skaffet rigeligt med brændsel, hvor de så havde fundet det. Vi lavede en liste med hilsen og navne på alle de deltagende, Lemmicke mente nok, han kunne få den igennem på en eller anden måde, og den skulle så have været sendt hjem, men den nåede aldrig igennem.

 

Nye transporter sydpå.

 

Efter den første transport, var der kommet en nervøs ånd ind i Frøslevlejren, ingen følte sig sikre mere, vi vidste aldrig, når nogen igen skulle af sted. Det viste sig at være rigtigt. De næste, der blev kaldt ud var gendarmerne, dog blev de ældste af dem sorteret fra. Det var dog ikke, fordi Tyskerne ville vise særligt hensyn til dem, men vi så snere, at det var arbejdskraften, de skulle bruge, og derfor ville de helst kun have de yngre. De næste, der måtte af sted, var Politiet. De blev ikke, som de øvrige, kørt til grænsen, men måtte marchere afsted, omgivet af soldater. Og så, - en tidlig og mørk morgen lød gongongen igen, og vi måtte stille op på gangen. Den sædvanlige deputation mødte op, med øverste vagtmester i spidsen. Han var ellers en ret jovial fyr, kunne nok se lidt humoristisk på sagerne, men selv i denne situation var han ret alvorlig, jeg tor ikke, det huede ham rigtigt. Nå, som sædvanligt begyndte navneopråbene, og vi stod spændt lyttende, det var, som når de trækker i lotteriet. Ja, - denne gang ramte loddet også mig, og jeg måtte træde ud af rækken og gå over til de udvalgte. En af de næste, der blev råbt op, kunne ikke tage choket, men gik lige i gulvet, samme øjeblik han hørte sit navn. Pastor Kofoed (fra Alminde ved Kolding), som også var i vor barak, undgik at komme med på holdet, men han gik stille rundt og trykkede de udvalgte i hånden og ønskede "Gud med os", kunne jo også nok tiltrænges, da vi først opdagede, hvad det var, vi gik ind til! Nogle dage i forvejen have en mand fra den kommunistiske gruppe været rundt ved alle dem, der havde været medlem af den kommunistiske gruppe og udbetalt 20 kroner til hver, dem skulle vi have, så vi ikke stod helt uden penge, hvis vi blev sendt bort. Tanken var jo god nok, vi fik bare aldrig lejlighed til at kunne bruge disse penge. Så gik vi ind i stierne for at pakke vore få ejendele, og sige farvel til vore  kammerater, og det var med lidt vemod, at vi modtog tobak og tændstikker af dem som en sidste gave og til lidt trøst på vejen. Så stillede vi op udenfor barakken, blev talt, og så af vagtsoldater ført gennem lejren og over i en samlingsbarak. Det var så sidste gang, vi så Frøslevlejren indvendig, den havde jo i grunden vist sig for os som et ret hyggeligt sted, forholdene taget i betragtning, men nu så den nærmest uhyggelig ud med alle de bevæbnede soldater, og de skarpe lyskastere spillende mellem barakkerne. Alle personer så så blege ud i ansigterne i det skarpe lys, næsten som omvandrende lig, - desværre blev jo resultatet også, at mange af dem endte som lig, - men det vidste vi jo heldigvis ikke endnu. Kommet over i samlingsbarakken måtte vi pakke alle vores sager ud til gennemsøgelse, og meget blev taget fra os. Lommeknive måtte vi ikke ha', de skulle afleveres, og en soldat gik rundt med en papæske og samlede dem sammen, det blev en ret anselig dynge, endda mange gode og fine knive. Vi ville få dem udleveret igen senere, sagde de, men  vi så dem aldrig mere, dem delte de vel ?. Det må have blevet til mange i tidens løb, og det var noget frygteligt pip, for i Tyskland måtte vi atter til at tiltuske os andre knive, da de næsten var uundværlige.  Mange havde smukke udskårne ting, som der lå et stort arbejde bagved, men det måtte også afleveres, og ingen så det mere, det beholdt de tyske officerer vel også, men nå, - det var jo også lige meget, for det var jo alligevel blevet stjålet fra os, når vi kom til Tyskland. Så fik vi udleveret en dejlig, stor madpakke fra den danske køkkenforvaltning, og så var vi klar til at tage afsted. Udenfor kørte en række lastbiler op af de sædvanlige med nogle planker til sæder og overtrukket med sejldug, og så steg vi til vogns, godt pakket sammen og med en række soldater yderst godt bevæbnet med maskinpistoler og ovenpå hvert førerhus var monteret et maskingevær, de ville jo nok sikre sig mod en eller anden befrielsesaktion. Vi kørte igennem det smukke landskab, og solen skinnede, men det var vel for at vi skulle have et godt indtryk af vort fædreland at tage med os, ja, flere af os så jo sit fædreland for sidste gang denne dag, Vi blev kørt ned over grænsen til en lille by ved navn Harreslev, der holdt nogle kreaturvogne på jernbanelinien udenfor byen, og dem blev vi losse over i. Jeg tror, vi opholdt her henved et par timer, så vi have god tid til at studere vore nye lokaliteter.

Dagen var den 20. oktober l944, en dag der aldrig glemmes, da den var overgang til en tilværelse, som man aldrig i sin fantasi have kunnet tænke sig eksisterede.

I kreaturvogne findes der dog sædvanligvis halm, - her var intet, vi kunne hvile i ingen bænke at sidde på, ingen vinduer, kun et glughul, som var sømmet med brædder, og det værste, ingen toiletforhold. I disse lokaliteter blev vi anbragt, vel et halvt hundrede mand ialt. Godt vognen var så gammel og utæt, som den var, det garanterede jo da for frist luft, selv om det til gengæld blev en kold tur. Jeg har altid ønsket mig at kome en tur til Tyskland, bortset fra Flensborg have jeg aldrig været der, så jeg ville jo gerne se så meget af det, som vel muligt, når jeg nu alligevel var kommet derned. Nogle havde anbragt sine kufferter lige under glughullet, så jeg fandt på at ståop på dem og lirkede brædderne så met fra hinanden, å jeg kunne se ud. Og hvad så man så? Jo, en lille landsby, toget kørte igennem, ar ikke andet end kamuflage. Bindingsværkbygninger og stråtag var ikke andet end malet lærred sat op på træstativer, og på gavlene var der malet nogle store tanks, fra luften skulle det vel se ud, som om der holdt mange tanks i den landsby, Det hele var ikke andet end teaterkuliser. Det var imponerende at se den store jernbanebro over Kielerkanalen, mærkeligt, at  den ikke var blevet bombarderet, når man tænker på, hvor mange, der satte lvet til for at lave jernbanesabotager i Jylland lige på den anden side af grænsen, meeeeen nå sådan er der så met, man ikke forstår.

Jo længere, vi km sydpå, jo flere huse i ruiner så vi langs jernbanen, særlig blokposter. Efterhånden blev vi jo sultne,og vi havde jo vores gode danske madpakke, men det mærkelige var, at næsten ingen kunne spise noget, vi led tværtimod af en usigelig tørst, men vi have intet fået med, der kunne drikkes, og vi var blevet så tørre i halsen, at vi ikke kunne få maden ned. Allerede nu mærkede vi, at tørst er værre end sult, men det erfarede vi meget mere senere.

Hen på aftenen kørte vi ind på Hamborg Banegård, eller var det Altona, jeg ved det ikke, men ihvertfald var banegården  hårdt medtaget af bombenedslag, ikke en hel rude i den store hal. Da toget holdt, så vi ovre vagtsoldater springe af toget og strække benene på perronen. Vi have fået lidt mere af brædderne ved glughullet brækket fra, så vi bedre kunne kikke ud. Nu måtte vi da få lov at komme ud til et toilet og få noget at drikke, men der skete stadig ikke noget. Vi fik et par af vagtsoldaterne vonket hen til os og spurgte, om vi ikke kunne få lov at gå på toilettet, men det kunne ikke lade sig gøre, vi skulle blive i vognene. Så spurgte vi, om de da ikke kunne skaffe os lidt vand at drikke, men det var de ikke meget for. EN af dem spurgte, om vi have noget sæbe, eller andet af værdi, så måske, han kunne skaffe vand, men det var desværre ingen, der have. Jeg sagde til en af dem, at jeg ville give penge for an flaske vand, hvis han ville hente den, jeg have en ton sodavandsflaske i min pakke. Det gik han med til, fik 1 eller 2 kroner, det husker jeg ikke så nøje, og flasken fik jeg så. Det tog lang tid, jeg have opgivet at få vand, men endelig kom han igen med vandet. Jeg have været heldig, for senere hørte jeg, at fangerne i vognen ved siden af, havde splejset sammen hele 20 kr. og forskellige andre ting, som sæbe og deslige, men så havde vagten til gengældlovet dem at sætte en hel spand vand ind til dem. De fik hverken spand eller vand, soldaten blev borte med både penge og det hele. Så blev vi rangeret lidt frem og tilbage og kørt over på et sidespor, og der skulle  vi så stå natten over. Det var en lang nat, og vi frygtede hele tiden , for at der skulle komme et bombardement af banegården, medens vi opholdt og der, for så var vi prisgivet. NÅ vi blev ført videre, og på turen gennem Hamborg skimtede vi ruiner på ruiner, og det gav os faktisk lidt styrke og opmuntring, for med et så ødelagt land, kunne det ikke vare længe, inden Tyskerne måtte tabe, og krigen dermed slut. Ja, alt det troede vi og håbede på, da vi med toget rullede videre mod vort mål Koncentrationslejren Neungamme, - men det skulle gå helt anderledes.

 

 

Konzentrationslejren Neuengamme.

 

Om det var morgen eller aften da vi kom til Neuengamme, husker jeg ikke mere, klokkeslet har forøvrigt ingen betydning i en KZ-lejr, der er man ikke i besiddelse af ure, men i hvert fald var det mørkt, da vi kom dertil. Der var lagt et sidespor ud til lejren, og det blev vi rangeret ud på. Det var en overvældende modtagelse. Der stod en hel flok SS.er på peronen og tog imod os med råb og skrig. Vi skulle ud af vognene i en fart,stlle op i kolonner "funf und funf" et råb, vi ville komme til at høre tusind gange. SS:erne, der tog imod, var nogle højere officeren, der iblandt kommandanten, den berygtede Thumann, flere af dem i lange læderkapper og alle med en knippel i hånden. Medens vi stillede op, kastede vi et hurtigt blik ud over omgivelserne. Det så ikke godt ud. Vi så nogle underlige væsner andre rundt og skule til os, nogle radmagre skelletter i den mest mærkelige påklædning, laset, forrevet og snavset tøj med underlige filthatte trukket ned over ørerne, overmalet med gule krydser overalt på tøjet, nummererede og trætøfler, der slæbte efter dem. De gik ikke som andre mennesker, men nærmest slæbte benene efter sig. VI vidste ikke, det var fanger, og at vi selv ville komme til at se således ud. Ved peronen lå der en stor bunke af rester af fodtøj, det var hæle, der var pillet af fodtøj og nu stablet op i en mægtig dynge. Hvad de skulle bruges til, fik jeg aldrig opklaret. Så lå der nogle store tremmeskure, nærmest lignende bygninger til et teglværk, og vi kunne se, der brændte ild inde i en af dem, en stor skorsten, hvpr osen stod ud af, og en underlig hæslig lugt bredte sig. Det var der, de døde fanger blev brændt, men det vidste vi ikke i dette øjeblik, heldigvis, for ellers var choket, vi fik, vel blevet endnu større. Så blev vi tævet på plads og fik marchordre, og så gik det op mod lejren, der lå et lille stykke fra jernbanen.

Turen gik mellem to rækker soldater, der stod langs vejen med deres geværer og maskinpistoler og hunde, der halsede op. Jo nærmere, vi kom lejren, jo mere bredte den hæslige stank sig, og vi undrede os over, hvad det dog kunne være. Senere blev vi klar over, at det var lugten af en blanding, bestående af madlugt(roer), ligbrænding, latriner og snavs, og at det var en lugt, der altid kendetegnede Neuengamme, og en lugt, som aldrig glemmes af dem, som har opholdt sig der.Så drejede vi ind iver en lille bro, der førte over en kanal, gik ind ad en port i barakkerne, og medens lyskasterne sendte sit spøgelseslys ned over os og de triste omgivelser, erkendte vi, at nu var vi altså i den berygtede KZ.-lejr Neuengamme, og en mærkelig og ufattelig tilværelse begyndte for os.

 

Neuengamme.

 

 

Jeg skal ikke give nogen beskrivelse af lejen i større format, det er gjort i så mange bøger og beskrivelser ugivet af andre tidlige fanger, med nøjagtige tegninger og billeder af lejren. Neuengammelejren er også så stor og omfattende, at det kræver mange sider for at beskrive den og dens væsen, og det vil jo nok blive gentagelser af, hvad der er skrevet så meget om. Nej, jeg vil holde mig til mine personlige oplevelser der på stedet, det er mere end nok. Jeg tror ikke, at en fuldstændig beskrivelse af alle de tragedier, der er foregået der i det hele taget kunne lade sig fremstille, det er jo tusind og atter tusind af menneskeskæbner, det drejer sig om, mange ganske ukendte, ingen til at referere dem videre, man kan kun nævne tallet på de døde, og så kommer tallet på alle invaliderne, som slet ikke regnes med. Neuengamme er en plet på den tyske nation, som aldrig kan vaskes af, - og så var der i hundredvis af andre lejre, - nogle endda endnu værre!

VI blev ført op langs en barak og kom ind i et rum, hvor der sad et par folk

som tog imod vore kufferter og pakker. Vi fik at vide, at vi intet måtte have med ind i lejren, så både ure, ringe, fyldepenne, eller hvad vi nu have, skulle afleveres. Det hele blev puttet i nogle almindelige papirposer  og så blev vort navn og nummer skrevet på, og vi fik at vide, at vi ville få det igen når vi forlod lejren, nu gik det på depot. Det lød jo smukt, og til gengæld fik vi alle et nummer udleveret. Det bestod af en stemplet blikplade i en snor til at hænge om halsen, mit nummer blev 60893. Så skulle vi videre til baderummene, vi fik at vide, at vi skulle smide alt vores tøj, vi ville få noget nyt, det eneste, vi måtte beholde var livrem, skotøj og toiletsager. Det kunne vi altsammen lægge for sig selv på gulvet, og havde vi madvarer, kunne vi også lægge dem det samme sted, og det have de fleste, for ikke mange havde kunnet spise deres mad, på grund af tørst. Så kom der en makaber forestilling, vi blev smidt op på nogle rå træbukke og barberet over hele kroppen, de sagde, det var på grund af utøj, og så bagefter ind under flere rækker brusere. At al den renlighed jo kun var den rene parodi, når vi tænker på, at vi kom fra den renlige og sunde lejr "Frøslev", og så vandrede vi ind i det uhumske svineri, som Neuengammelejren var. Da badet var færdig, skulle vi hente vore støvler, toiletsager og mad, hvor det lå på gulvet og begive os ind i et andet rum til påklædning. Da jeg hentede mine sager, så jeg straks, at min dejlige madpakke var væk, og den have jeg sådan glædet mig til. Jeg regnede med, at den ved en fejltagelse var blevet væk, men med den ordenssans Tyskerne som bekendt er i besiddelse afså skulle den nok kunne findes. Jeg henvendte mig til en SS.er, som stod ved døre, fortalte ham at min madpakke var blevet borte.  Det skulle jeg aldrig have gjort, han hævede sin knippel, så rasende på mig og spurgte, om jeg ville beskylde nogen for at stjæle her. Jeg fik spagfærdigt sagt nej, og undgik i sidste øjeblik at blive ramt af kniplen, som ramte andre af dem, som også ville klage over manglende ting. Mens han slog om sig til højre og venstre, vrælede han, at vi skulle gå videre, og det skulle gå "Schnell - Schnell" blev vi efterhånden skubbet ind i det næste lokale, hvor der lå tøj bredt ud på bænke, og vi fik ordre om hurtigt at iføre sig det. I det rum gik også en mand rundt med en knippel i hånden, og hvis nogen prøvede at klage over at tøjet ikke passede, ordnede han det hurtigt.