CURIOHAUS

-processen

 

 

 

Proces ved den britiske militærdomstol fra den 18. marts til den 3. maj l946 mod de hovedansvarlige fra koncentrationslejren i Neuengamme.

 

 

 

 

 

 

 

                                                Udgiver: Vennekredsen

 

 


 

 

 

 

Hamburg, september l969

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vennekredsen har bevidst givet afkald på stilistisk at ændre spørgsmål og svar fra de personer, der i denne proces kommer til orde. Dertil har vi ingen ret og ingen foranledning. Denne beretning om processen foreligger således læseren, som den er afviklet i CURIOHAUS.

 


Koncentrationslejren Neuengamme

 

Knap 30 km. fra Hamburg, ved vejen til Berlin, ligger landsbyen Neuengamme i Vierlanden. De færreste ved i dag, at der her på denne egn lå en stor koncentrationslejr, som husede 106.000 mænd, kvinder og børn, som fanger fra alle europæiske nationer. De pyntelige huse, den veldrevne jord og køkkenhaverne gav ingen anelse om den elendighed, der her udspillede sig i årene 1938-1945.

 

Den 13. december 1938 ankommer de første 100 fanger fra kon­centra­tionslejren Sachsenhausen ved Berlin. De skal have kvarter i "det gamle teglværk", som SS havde overtaget, og gøre dette værk "rentabelt". De skal dog også forberede en ny, meget større lejr. SS-ledelsen og Gauleiter Kaufmann planlagde på langt sigt! Man vidste allerede, at man ville begynde krigen, at lande ville blive besat, og derfor måtte man have arbejds­slaver. Dertil havde man brug for koncentrationslejre.

 

Forkommandoen er for lille. I marts 1939 kommer yderligere 400 fanger fra Sachsenhausen. SS-vagtmandskabet bliver forstærket. Det er SS-ere, der allerede har fået deres "opdragelse" og gjort deres erfaringer i andre KZ-lejre. Die Deutschen Stein-und Erdwerke GmbH, som ejes af SS, må gøres rentabelt. Der bygges veje, der indrettes værksteder, og i den hårde vinter 1939/40 bygges barakker. Ved overtagelsen af Sudeterlandet, Østrig, Tjekkoslo­vakiet, Polen, Belgien, Holland og Frankrig er der til­strækkeligt med potentiel arbejdskraft.

 

4. juni 1940 bliver Neuengamme en selvstændig koncentrations­lejr på niveau 2, og samme dag begynder transporterne til den nye lejr:

 

4/6            fra Sachsenhausen      500 personer

30/6          "  Sachsenhausen       500 "

15/8          "  Sachsenhausen       500 "

26/8          "  Dachau          500 "

30/9          "  Sachsenhausen       200 "

oktober      "  Buchenwald    300 "

november   "  Dachau          500 "

10/12                "  Buchenwald    500 "

 

På samme tid bliver der også bragt fanger direkte fra Gestapo i Hamburg. Klimaet ved Elben er ikke sundt for fanger, som må arbejde 10-11 timer i fugtige omgivelser, som får for lidt at spise, er dårligt påklædte, og som må bo i utilstrækkeligt opvarmede rum. Arbejdet i teglværket, i lejropbygningen og ved reguleringsar­bejdet ved Elben er dødskommandoer. Ved SS' mis­handling og nidkærhed stiger antallet af døde fra 25 til 30 om dagen.

 

I 1941 kommer de første fanger fra Auschwitz. I maj får Gestapo i Hamburg fat i nye arbejdsslaver; flere tusinde belgiere og hollændere for at fuldstændiggøre billedet. Barakkerne må huse 500 fanger, skønt der næppe er plads til 350. Fanger, som er helt udpinte, kommer til "Invalidelejren" i Dachau, hvor de af SS-lægen Heide (Sawade), i overensstemmelse med Euthanasiprocessen "Invalidenaktion 14 f. 13", sendes til gaskamrene ved Schloss Hartheim ved Linz.

 

 

 

I oktober 1941 ankommer 50 luxemburgske politibetjente, som har nægtet at gøre tjeneste i Jugoslavien. En del af lejren bliver indhegnet med pigtråd; over porten opsættes en tavle med påskriften "Krigsfangelejr" som en meddelelse til Røde Kors. Sovjetiske krigsfanger, officerer og kommissærer, bliver skudt ved ankomsten. En gruppe på 1000 sovjetiske krigsfanger bliver spærret inde i den indhegnede lejr. En flok tyske fanger deler deres skæbne.

 

I december udbryder der plettyfus i lejren. Arbejdet bliver indstillet, SS-folkene betræder ikke mere lejren. Dødeligheden er uhyre stor, især blandt de nyankomne: belgierne, hollænderne og polakkerne.

 

I løbet af knap 5 måneder er 652 af de 1000 sovjetiske krigs­fanger døde. I den øvrige lejr stiger dødeligheden til det tre-dobbelte. I februar 1942 kommer de første medikamenter, efter at mange fanger, der arbejdede som sygeplejere, selv var blevet syge og døde. Også nogle SS-ere bliver angrebet af sygdommen.

I april bliver det bekendtgjort i en skrivelse til lejrkomman­danterne fra Hovedkontoret for virksomhedsforvaltning(SS-WVHA), at SS-ledelsen har bestemt, at den skærpede pryglestraf nu må gives på den blottede bagdel.

 

I juni befaler kontorchefen fra D 2 (Fange-arbejde) Gerhard Maurer, at fangerne også skal arbejde søndag formiddage.- De jødiske fanger sendes til Auschwitz. - Yderligere tilgang fra Belgien og Holland. - Der kommer fanger fra Dachau og Flos­senbürg for at "pynte" på den formindskede bestand.

 

I august 1942 bliver 13 polske og sovjetiske sygeplejersker myrdet i bunkeren. I september bliver 197 sovjetiske krigs­fanger dræbt i gaskamrene. Derom bliver der kun givet en radiomelding fra lejrledelsen til SS-Brigadefører Müller. I november 1942 bliver 251 sovjetiske krigsfanger straks skudt. Ikke alle bliver registreret i lejren.

 

Antallet af fanger stiger til over 13 000. På lejrområdet er der opstået rustningsvirksomheder: Jastram, Messap, Walther-Werke m.fl. Arbejdet ved teglværket går kun langsomt fremad. Der etableres udekommandoer: PHRIX-Werke Wittenberge/Elbe, Hermann- Göring-Werke Braunschweig, Drütte, Salzgitter, Salz­wedel, Borgward-Werke Bremen, Blohm & Voss, Deutsche Werft m.fl. Indu­strien har brug for billig arbejdskraft, og SS sælger den og gør en god forretning, som Nürnberg-Processen beviser. Fangerne fik en lille bonus på 1 Mark om ugen, de fleste slet intet. Udekommandoerne begynder at blive større end hoved­lejren.

 

SS må nu passe på, at der ikke dør så mange fanger ved alminde­lig mishandling. Parolen:" Udslettelse ved arbejde" bliver benyttet. Arbejdstiden forlænges, rationerne sættes kun ganske lidt op, idet man giver fangerne i hovedlejren mindre rationer.

 

Kvinder fra Auschwitz og Ravensbrück rekvireres som arbejds­kraft. De må arbejde lige så hårdt som mændene. Luftvå­ben-ammunitions-fabrikken Lübberstedt, Dräger-Werke i Hamburg-Wandsbeck og tråd-og metalværket Salzwedel er de største med fra 780-3500 kvindelige fanger. Ialt er der nu 17 kvinde-kommandoer. Tusinder af fanger bliver nu sat ind i bygningen af underjordiske anlæg til fremstilling af hemmelige våben, som i A1 Lengerich (200), A2 Porta-Westfalica(1200), A3 Helmstedt­(1300).

 

I løbet af 1943 kommer der fanger fra lejre i de besatte områder. I februar bliver 1000 fanger indsat som 1.SS-Byggebri­gade, der anvendes som "flyvende" oprydningsarbejdere i Vest­tyskland, Düsseldorf, Duisburg o.s.v. Derefter bliver de sendt til den britiske kanalø Alderney.

 

I begyndelsen af 1944 forlader 120 fanger Neuengamme for at hjælpe med at opføre KZ-lejren Bergen-Belsen. Efter invasionen kommer store fangetransporter fra Frankrig (Compiegne). Efter de store strejker kommer 800 grækere direkte fra Athen. Da fronten rykker nærmere, kommer tusind fanger fra KZ-Riga-Salaspils for at bygge panserfælder i Vesten.

 

I august 1944 arresterer Gestapo over hele Tyskland tusinder af medlemmer, der er i opposition, fra arbejderpartierne, centrum og borgerlige grupper, og indsætter dem i de forskellige KZ-lejre. Neuengamme modtager mere end 1000 af disse, flest ældre fanger. I september kommer 1981 danske politibetjente og 100 andre danske fanger fra lejrene i Danmark og bliver anbragt i Neuengamme. I forbindelse med hændelserne den 20. juli 1944 henrettes mere end 30 mænd og kvinder.

 

24. oktober 1944 ankommer en transport fra Dachau med 2000 fanger. Mere end en trediedel af dem er fanger, der har været indsat siden 1933, og som har beklædt forskellige stillinger i lejren i Dachau. I efteråret kommer jøder fra Bergen-Belsen og over 1000 jødiske fanger direkte fra Budapest, denne aktion kaldtes "Aktion Eichmann". Mellem hovedlejren og udekomman­doerne, som der nu er 60 af, er der en stadig kommen og gåen. 34 russere og polakker bliver henrettet i bunkeren i Neuen­gamme.

 

Denne stadige kommen og gåen fortsætter i 1945. Danskere fra København, hollændere fra Groningen, Amersfoort o.s.v., evaku­eringstransporter fra Sachsenhausen, Stutthof-Danzig. Alle disse fylder lejren op.

 

Efter en aftale mellem Himmler og greve Folke-Bernadotte bliver alle skandinaviske fanger fra de KZ-lejre, der kan nåes, samlet i Neuengamme. I april 1945 bliver de evakueret med "De Hvide Busser" fra svensk og dansk Røde Kors.

 

Den 1. og 8. april afgår 2 invalidetransporter mod Bergen-Bel­sen. Den 2. transport når ikke sit mål, da lejren allerede er besat af britiske tropper. Transporten ender, efter mange omveje, i Sandbostel. Den 20. april 1945 bliver 20 jødiske børn, som SS-læger har lavet tuberkulose-forsøg på, deres 2 franske lejrlæger og de to hollandske sygeplejere, som også var fanger, dræbt i skolen Hamburg-Bullenhuserdamm. 30 russiske fanger myrdes ved samme lejlighed i den samme skole. Gestapo-Hamburg kommer samme dag med 58 mænd og 13 kvinder, der næste dag bliver hængt. En del af mændene gør modstand, så SS-Füh­rer Thumann og nogle SS-ere bliver såret.

 

Så begynder den nødvendige evakuering af lejren, da de alliere­de nærmer sig. 358 førende franske personligheder fra mod­standsbevægelsen bliver ført bort i retning af KZ-Flossenbürg. Den 26. april kører de sidste jernbanetransporter mod Lübeck, hvor de bliver indskibet på "Cap Arcona", "Thielbek" og "A­then". I mellemtiden bliver alle lejrens papirer brændt. Den 29. april 1945 blev 368 fanger iført Wehrmachts-uniformer, og under bevogtning af 280 SS-ere bliver de sat ind som en SS-særaf­deling "Dirle­wanger" mod den britiske stilling ved Lauen­burg.

 

De resterende fanger fra forskellige kommandoer og SS-erne forlader lejren den 30. april 1945. Marchen går mod Flensburg.

2. maj 1945 lykkes det en gruppe fanger fra SS-særafdelingen Dirlewanger at slå sig igennem SS-afspærringen ved banegården Hamburg-Langenhorn og marchere til Hamburg, hvor de straks får forbindelse med modstandere af Nazi-styret.  

 

3. maj 1945 få timer før englændernes pansertropper når byen Neustadt i Holsten, bliver skibene "Deutschland", "Cap Arcona" og "Thielbek" angrebet af de britiske luftstyrker. "Athen­"'s kaptajn vender om og sætter fangerne i land i Neustadt. Således redder han livet for 1998 fanger, mens mere end 7500 mister livet i Østersøens bølger.

 

Alle Neuengammes ude-kommandoer, fra den hollandske grænse til Harzen, bliver drevet frem og tilbage i de endnu ubesatte dele af Tyskland på hårde marcher til fods, hvorved tusinder, som udmattede bliver liggende, bliver skudt ved nakkeskud af SS-folk.

 

87 500 mandlige og 13 500 kvindelige fanger har været i Neuen­gam­me. De fordeler sig på de enkelte nationer således:

 

                        Mænd                Kvinder

Belgiere             4500                 200

Danskere           4880                 -

Tyskere              8800                 400

Englændere                10                     -

Estere                       150                   -

Franskmænd               11000                        300

Grækere             1250                 -

Hollændere         6650                 300

Fra Indokina               25                     -

Italienere           850                   -

Canadiere          1                      -

Kroater              500                   -

Letter                        4000                 -

Lithauere           700                   -

Luxemburgere             50                     -

Nordmænd         2500                 -

Østrigere           300                   20

Polakker             13000                        4100

Russere             15100                        4330

Serbere              150                   -

Slovenere           750                   400

Tjekker              800                   -

Spaniere            750                   -

Ungarn                      1400                 1200

Ukrainere           8500                 1000

Andre nation.              1311                 300

                              -----------------------------------------

                        87500                          13500

 

Hertil kommer 198, der er opført med navn og 818 summarisk optalte eksekutioner. Desuden er der nedskydningerne af 43 sovjetiske fanger, henrettelsen af 13 polske sygeplejersker, såvel som de 1000 sovjetiske krigsfanger. Der er 2000 politi­fanger og talløse fanger fra Gestapohovedkvarteret i Hamburg, ialt altså yderligere ca. 5000 fanger, der intet fangenummer fik, og altså ikke eksisterer rent statistisk. 

 

Forbruget af arbejdskraft var uhyrligt. Fangerne arbejdede indenfor industri- og rustningsvirksomheder, indtil deres sidste kræfter var brugt, hvorefter de blot kunne vente på den endeli­ge død.

 

Det, der formindskede antallet af fanger i Neuengammes første år, var tortur, mishandling, det at jage fangerne over afspærr­ingerne, gasning og myrderi i bunkeren, medicinske forsøg på fanger og udsultning. Senere var det udryddelse ved arbejde, som prægede koncentrationslejr-fangernes lidelsesfulde vej.

I den sidste kvartalsindberetning (26/12-44) (25/3-45) skrev Neuengammes lejrlæge, Dr. Trzebinski til den øverste SS-læge Dr. Lolling i Berlin: 6 224 dødsfald er indtrådt i denne peri­ode, heraf 95 af de kvindelige fanger.

 

Det samlede antal døde, dokumenteret gennem Neuengammes bøger over døde, gennem udekommandoernes gravlister, tabet ved evakueringsmarcher, folkeregistrets dødslister, den mangelfulde liste over stedfundne henrettelser, de døde fra katastrofen i Neustädter bugt (sænkningen af transportskibe med KZ-fanger den 3. maj 1945) andrager - forsigtigt anslået - ca. 55 000 mennesker.

 

Neuengamme blev det sted, der udførte Hamburg-Gestapohoved­kvarterets befalinger. Støttet af særforordningen af 12. juni 1942 fra chefen for myndighederne IV RSHA, Gruppenführer Heinrich Müller, som gav Gestapo frie hænder til skærpede forhør og særbehandling, tiltog Gestapo sig retten til vilkår­ligt, uden lov og dom, at dømme til døden ved hængning og også at lade det gælde i Neuengamme.

 

Det er i store træk baggrunden for de beskyldninger, som de tre stormagter USSR, USA og England rejste mod SS og udsendte som officiel advarsel 23. april 1942 over radioen til kommandanter, vagtmandskab og Gestapohovedkvarter.

Det var denne advarsel, der førte til processerne i 1945 mod de ansvarlige for grusomhederne i lejrene, og hvor de 14 hovedan­svarlige fra Neuengamme blev dømt ved den britiske militærdoms­tol i Curiohaus i Hamburg.

 

 

        underskrevet

        Hans Schwarz

       

        International sekretær for

        Amicale Internationale Neuengamme.

 


 

Protokol

 

For processerne ved den britiske militærdomstol mod de 14 hovedansvarlige fra koncentrationslejren Neuengamme i tiden fra 18. marts til 3. maj 1946.

 

        Curio-Haus-Processerne

        8C/9929/5/A(E)

 

Til de nedenfor anførte

 

 

Koncentrationslejr Neuengamme

 

1.1.Officeren fra 8.Corps District har nedsat en militærdoms­tol i overensstemmelse med kongelig forordning for rets­hand­linger mod

 

Max PAULY, Karl TOTZAUER, Anton THUMANN, Dr. Bruno KITT, Willi DREIMANN, Heinrich RUGE, Willi WARNCKE, Johann REESE, Adolf SPECK, Andreas BREMS, Walther KÜMMEL, Wil­helm BAHR, Karl WIEDEMANN og Dr. Alfred TRZEBINSKI.

 

2.2.De 14 anklagede, som alle er af tysk nationalitet, er anklaget for, i tiden juni 1940 til maj 1945, som ho­vedan­svarlige for KZ-lejren NeuengammeAT HAVE BEGÅET KRIGSFORBRYDELSER

 

idet de har tilsidesat krigens love og sædvaner. De er del­agtige i mord og mishandling af de statsborgere fra de alliere­de lande, som var indsat i den omtalte lejr.

 

3.3.Retten vil træde sammen torsdag den 14. marts kl.10 i Curio Haus i Hamburg, og derefter hver dag, som bestemt af retspræsi­denten, undtagen om søndagen. Det antages, at retssagen vil vare ca. 14 dage.

 

4.4.Der er adgang for officerer og mandskab fra de allierede lande efter forevisning af relevant legitimation.

 

5.5.Domstolen vil bestå af:

 

6.6.Retspræsident: Brig.R.B.L. PERSSE

 

7.7.Bisidderne: Lt.Col. J.B.M. STANTON KOSB

Maj. P.L.CURNOOK  RA

 

8.8.     Den øverste anklagedommer: C.L.STIRLING Esq.CBE

 

9.9.Suppleant: Capt. G.H.BRAZIER RA

 

10.10.Som anklagemyndighedens repræsentant møder Maj. STEWART og Maj. WEIN (JAG's Branch HQBAOR)

 

11.11.De anklagede vil blive forsvaret af tyske for­svarere, godkendt af Militærregering 609, retsafdelingen.

 

12.12.Anklagemyndighedens vidner er opført i brev 8C9929­/A(E) af 2. marts.

 

13.13.Militærregeringen 609, retsafd. vil om nødvendigt være behjælpelig med juridisk bistand og til rådig­hed for vidner for forsvaret.

 

14.14.HQ 8 Base Sub Area vil drage omsorg for tilstedeværelse af fire tysk/engelsk tolke.

 

15.15.HQ 8 Base Sub Area vil træffe de fornødne foranstalt­ninger m.h.t. retsstenografer fra HQ BAOR.

 

16.16.Civilinterneringslejren no. 1 vil overføre de 13 an­kla­gede (ikke Wilhelm Bahr) til Altona Fængsel, Hamburg, tirs­dag d.12. marts 1946. Wilhelm Bahr er allerede i forvaring i Altona Fængsel i Hamburg.

 

17.17.8.Base Sub Area vil overtage ansvaret for de an­klagede den 12/3-46, og vil forvisse sig om, at de er lægeunder­søgt og fysisk i stand til at stå rets­møderne igennem.

 

18.18.De fuldstændige eksemplarer af bevismaterialet er vedlagt til domstolens medlemmer og 8.Base Sub Area.

 

19.19.Tilsigelserne sendes snarest til 8.Base Sub Area for videre­givelse til retsformanden.

 

20.20.Alle papirer skal ved processens afslutning sendes tilba­ge til hovedkvarteret for 8.Base Sub Area.

 

BAOR                        Brigadier

Ext 123                      Chief of Staff

                                      8 Corps District

 

Retsmøderne blev udsat fra torsdag 14. marts til fredag 15. marts.


     

Vedr. Koncentrationslejr Neuengamme

        Domstolen for krigsforbrydelser     8C/9929/5/A(E)

                                                        27.2.1946

Lt.Col SPENCE

HQ Mil Gov Hansestadt HAMBURG

(Legal Branch)

 

21.21.Ang. telefonsamtale 26. februar 1946, Lt.Col.Spence - j/Comd.­Camp­bell.

 

22.22.Som bilag flg. dokumenter, ang. krigsforbryderprocessen fra Neuengamme:

 

23.23.1 sæt af det samlede bevismateriale (til Deres akter)

24.24.1 kopi af anklageskriftet (til Deres akter)

25.25.12 andragender om forsvar fra de 12 nedenfor an­førte perso­ner:

 

Max PAULY

Willi DREIMANN

Anton SPECK 

Karl TOTZAUER  

Heinrich RUGE

Andreas BREMS

Anton THUMANN

Willi WARNCKE

Walter KUMMEL

Dr.Bruno KITT

Johann REESE 

Wilhelm BAHR

 

26.26.En trettende mand, Karl Wiedemann vil også blive anklaget sammen med disse tolv for den samme forbrydelse, så snart han er inden for korpsets rækkevidde. Når det er sket, vil an­klageskriftet, passende berigtiget, og hans an­dragende om forsvar blive Dem tilsendt.

 

27.27.Retsmøderne vil begynde i Hamburg, torsdag 14. marts 1946. Nærmere oplysninger bliver til den tid offentlig­gjort.

 

28.28.De anklagede er alle indsatte i civil-interneringslejren nr. 1, Neumünster med undtagelse af Wilhelm Bahr. De bliver overført til Altona fængsel i Hamburg 12. marts 1946. Sørg venligst for, at forsvarerne opsøger de ankla­gede hurtigst muligt, således at de kan få tilstrækkelig tid til forberedelsen af forsvaret. Den tyske forsvarer må have en tilladelse fra Dem til komman­danten for nr. 1 civil-interneringslejren, som giver ham alle rettigheder. Wilhelm Bahr er for tiden i Altona fængslet og vil om ca. 7 dage vende tilbage til nr. 1 civil-interneringslejren.

 

29.29.De tyske forsvarere skal såvidt muligt selv sørge for vidner til gunst for de anklagede. Det forudsættes, at De, om nødven­digt, vil ordne vidneudsagnene. Informér ven­ligst hovedkvar­teret, hvis der skal gøres andet.

 

30.30.De anklagede har allerede fået et eksemplar af samtlige vidneudsagn og en kopi af anklageskriftet. De blev orien­teret om, at forsvarerne vil gøre brug af dokumenter for at forberede forsvaret.

 

 

BAOR Ext 422                             N.CAMPBELL J-Comd.

Kopi til:HQ BAOR,A(PS4)              for Brigadier Chief Base Sub-Area ('A'Branch)         of HQ 8 Staff, 

Nr.1 Cicilian Internment Camp       8 Corps District

JAG, HQ 8 Corps District               uden bilag.

 


 

Hovedanklageren Mjr. Stuart's anklagetale.

---------------------------------------------------

 

Høje ret!

 

En varm, sommerlig dag i maj 1945 kørte en løjtnant fra REMCE-korpset sin tank gennem gaderne i landsbyen Neuengamme. Han havde af sin regimentschef fået til opgave at se på et barak­kompleks, hvor man mente, at der befandt sig tusinder inter­nerede, og at det drejede sig om en koncentrationslejr. Da han ankom, fandt han lejren tom og så, at der var gjort alt for at tømme den, før de allierede tropper nåede frem. Han fandt ikke en sjæl. Kort efter at krigsbølgen var draget hen over dette område, og de allieredes hære var trængt frem til Tysklands hjerte, vendte en af de evakuerede fanger tilbage og fortalte sin historie. Og stykke for stykke, som et puslespil, blev hele historien om koncentrationslejren Neuen­gamme fra 1940 til maj 1945 sat sammen.

 

Jeg vil fortælle historien så sammentrængt, jeg kan. Historien om årene, hvor Neuengamme fra en lille arbejdslejr for kun 100 mænd, langsomt blev til en af Tysklands hovedkoncentrations­lejre, af samme størrelse som Dachau, Buchenwald, Sachsen­hausen, Bergen-Belsen og Auschwitz.

 

Før jeg gør det, vil jeg gerne kort befatte mig med anklagen og lovene, hvorunder vi vil procedere mod de anklagede. Og jeg håber at, når jeg overbeviser retten om, at anklagens udlægning er rigtig, så også kan mane den historie i jorden, at de ankla­gede her og andre krigsforbrydere kun er blevet dømt, fordi de allierede har vundet krigen, og de derfor er blevet anklaget med sejrherrens særlige ret. Intet kunne være farli­gere og mere forkert i det retlige system.

 

Hvis De ser på anklagen, vil De finde tre hovedpunkter. For det første bliver de anklagede beskyldt for at have begået krigs­for­brydelser. For det andet anklager man dem for at have været delagtige i udførelse af forbrydelser, som medlemmer af lejr­sta­ben i Neuengamme. Og for det tredie, at forbrydelserne bestod i drab og mishandling af allierede statsborgere, som sad i denne lejr.

 

Vedrørende det første punkt - begåelsen af krigsforbrydelser - da finder De definitionen på en krigsforbryder i den kongelige forordning, der siger, at krigsforbrydelse er overtrædelse af den lov og sædvane, der gælder for krig. International lov er nøjagtig som den nationale lov. Der er to kilder, nemlig den skrevne lov og den uskrevne lov. Nøjagtig som i det engelske retssystem, hvor De finder Common Law og Statues. Nøjagtig sådan forholder det sig i international ret. De finder den skrevne lov og konventionerne, som i den foreskrevne form bliver underskrevet af regeringerne, og som de fleste civili­serede lande holder sig til. De finder også den uskrevne lov, som bygger på skik og brug i de civiliserede lande. Disse to lovkilder tages der hensyn til i den kongelige forordning. Det skrevne og det, man gør - krigens uskrevne love. Og det er en krænkelse af én eller af begge disse love og sædvaner under

krig, der udgør en krigsforbrydelse.

 

Det andet punkt er, at de anklagede i fællesskab var delagtige i denne krigsforbrydelse. Den lov, der her kan bruges, findes i den kgl. forordning paragraf 8, stk.2, hvor der står: Hvor der er tilvejebragt bevis for, at en krigsforbrydelse har været resultatet af en fælles handling for en enhed eller en gruppe mænd, så er det også et bevis for, at den enkelte har et ansvar.

 

De anklagede i denne proces hører til i begge kategorier. De er både en gruppe mænd og også en del af en enhed. Man kan endda sige del af en større enhed, nemlig SS. De er lige såvel en enhed i sig selv, som De vil få at høre, når De ser be­visma­terialet, faktisk en militær enhed. De udgjorde staben. I den britiske hær ville vi sige regimentsstaben (Head Quarters Staff) for Neuengamme. Hvis det kan bevises, at de har handlet i gensidig enighed, og at de er fælles ansvarlige, skønt de vil mene, at graden af ansvar er forskellig, afhængig af den stilling eller rang de indtog i staben, og hvis det kan be­vises, at de var delagtige i fællesskab som medlem af staben og således ansvarlige for deres handlinger, så vil et vidnesbyrd mod een af dem være et vidnesbyrd mod alle.

 

Det tredie punkt er, at krigsforbrydelserne, som de er anklaget for, bestod i drab og mishandling af allierede statsborgere, som var indsat i denne lejr. Med henblik på loven vedr. dette punkt kan man sige, at mord og mishandlinger af alliere­de statsborgere, som sad i koncentrationslejren, kan anses for at være en forbrydelse i sig selv, eller også at det drejer sig om krigsforberedelse og udførelse af krig, og om det i sig selv kan anses for en forbrydelse, det interesserer ikke her. Hvad der interesserer os, og der er ingen tvivl om det retslige grund­lag, er eksistensen af konventioner, som næsten alle civili­serede stater har underskrevet, til at begrænse krigens vilkår­lighed så vidt som muligt og at pålægge de krigsførende be­stemte grænser. Overtrædelsen af disse alment anerkendte regler, som er nedfældet i konventionerne, er en krigsfor­brydelse. Det er med henblik på disse regler og internationale konventioner, at vi forlanger dom over disse anklagede for at have begået krigsforbrydelser.

 

Man finder loven i kap. 14 i Håndbog for militærlove (Handbuch des Militärrechts) i paragraf 499. Det hedder på side 83: Anklagen for krigsforbrydelse kan pådømmes ved militærdomstole eller domstole, som de pågældende krigsførende lande bestemmer.

Hans Majestæt har udstedt den Kgl. forordning af 1945, Army Order 81, som siger: Vi anser det for rimeligt at sørge for domfældelse og straf for overtrædelser af krigens love og sædvaner, begået under en hvilken som helst krig, vi er eller vil blive indblandet i, til enhver tid efter 2.sept. 1939. Det er vor vilje, at fængsel, domfældelse og straf af personer, som står anklaget for overtrædelse af disse love og sædvaner, vil blive udført i overensstemmelse med de bestemmelser, der er tilføjet denne forordning.

 

Denne forordning var stilet til den øverstbefalende ved Rhin-armeen, der sendte den videre til kommandøren for 8. Corps, og det er på hans bestemmelse, denne ret er sammentrådt.

Statsadvokaturen siger, at handlingerne i denne anklage er at anse for krigsforbrydelser, dvs. en krænkelse af krigens love og sædvaner. For at se hvilke love og sædvaner, der er blevet krænket, vender vi blikket mod ofrene, nemlig de indsatte i denne lejr. De vil høre vidneudsagn om, at der befandt sig krigsfanger blandt de internerede, og at der var andre ikke-krigsførende allierede statsborgere, som var arresteret af forskellige grunde, f.eks. deres politiske anskuelser, deres medlemsskab af modstandsbevægelsen i deres fædreland og af andre grunde. De vil få at høre, at det overvældende flertal -90% eller flere, var allierede statsborgere.

 

Om den første gruppe af krigsfanger vil jeg kun sige lidt, for jeg antager, at retten har kendskab til dem. Artikel 2 i Geneve-konventionen siger, at krigsfanger skal behandles menneskeligt og især beskyttes mod vilkårligheder. Loven, som finder anvendelse på de indsatte, som ikke er krigsførende, men blot civile borgere i et land, besat af fjenden, er Haag Land­krigs-Konventionen af 1907, som man normalt benævner Haag-Konventionen. Den er en passende forordning i dette tilfælde.

Hvis jeg må, vil jeg gerne oplæse paragraf 46 fra denne kon­vention:

 

"Familiens ære og rettigheder, den enkeltes liv og ejendom, såvel som religiøs overbevisning og religionsudøvelse skal respekteres". Udlægningen af denne paragraf finder De i Oppen­heims Inter­national Ret, der siger at det ikke er tilladt for en be­sættelses­magt at deportere besatte landes indbyggere i den hensigt at presse dem til arbejde. Og i Oppenheim finder De den protest, der er nedskrevet af de allierede, især Storbritani­en, Frank­rig og Polen i 1940 mod krænkelsen af disse love og sædvaner under krig ved stor-deportation. Tyskland gav hverken dengang eller senere svar derpå.

 

Hvis De ser i kap. 14 i "Håndbog for militærlove", som befatter sig med de omtalte eksempler, finder De følgende: Paragraf 383 har overskriften "Rettigheder og indbyggere". Den siger: Det er besættelsesmagtens pligt at sørge for, at indbyggernes liv respekteres, at deres huslige fred og deres ære ikke krænkes, og det generelt ulovlige og kriminelle overgreb på deres person og forbryderiske handlinger i forhold til deres besiddelser, er nøjagtigt lige så strafbart som i fredstid.

 

Det er repræsentanten for anklagemyndighedens hensigt, at De, når De har hørt anklagemyndighedens bevisførelse, er overbevist om, at de gerninger, som anklagemyndigheden henholder sig til, og som blev begået af de anklagede, faktisk er ulovlige og kriminelle overtrædelser. Det drejer sig om fortsatte og næsten uafbrudte serier af sådanne overgreb på de internerede, der var allierede statsborgere og indbyggere i lande, besat af fjenden, som det betegnes i paragraf 383.

 

De vil så være overbevist om, at der er begået en krigsfor­brydelse. Det er ikke længe siden, jeg hørte, hvordan professor Brierley, der er professor i international ret ved Oxford Universitet, udredte dette spørgsmål med en klarhed og en juridisk argumentation, som jeg nok ikke kan håbe at opnå. Og hvis De vil tillade det, vil jeg gerne oplæse, hvad prof. Brier­ley sagde derom: "Det spørgsmål, som en domstol skal tage stilling til, er: Kan dette myrderi lignes med et normalt mord, denne krænkelse med normal legemsbeskadigelse, denne fjernelse af ting som normalt tyveri, kan det retfærdiggøres som en krigshandling? Hvis ikke, så må det være en krigsforbrydel­se".

 

Forudsat at de i anklagen anførte gerninger - hvis de kan be­vises - er krigsforbrydelser, må anklagemyndigheden overbevise Dem om to hovedpunkter, før vi kan anmode Dem om at anerkende beviset. Det første punkt er, at de forseelser, der anføres i anklagen, er begået, og det andet punkt er, at de anklagede var delagtige i disse forseelser.

 

Ang. første punkt - at forseelserne blev begået - vil anklage­myn­digheden føre et begrænset antal vidner. Disse vidner måtte vælges ud af et meget stort antal vidner, som har udtalt sig eller frivilligt har tilbudt at vidne for retten. De blev omhyggeligt udvalgt, og jeg håber, at De efter at have hørt dem, vil sige, at de var fornuftigt udvalgt pga. den lange tid, de havde tilbragt i lejren. Nogle af dem, De vil få at høre, er senior-indsatte og har været der siden den spæde begyndelse. Nogle af dem er udvalgt pga. den stilling, de havde i lejren. Andre blev valgt, fordi de var til stede ved speciel­le episoder og derfor er bedst egnede til at berette om disse hændelser.

 

Jeg beder retten om at betragte udsagnene som en helhed og at sige, at de vilkår, som gjorde det af med mange, og som her­skede der i årevis, var bestemt til at føre til døden for næsten 50000 indsatte, hvilket det også gjorde.

 

Det bringer mig til det andet punkt, som jeg må overbevise Dem om. Jeg vil anmode retten om at tage hensyn til, at enhver af de anklagede, som medlem af lejrstaben ved en koncentrations­lejr, må bære en del af ansvaret, ikke kun for sine egne handlinger, men også for hele staben, der ved fælles optræden frembragte disse tilstande i lejren og opretholdt dem i næsten fem år.

 

For at overbevise Dem om, at de anklagede begik disse gerninger og skabte disse betingelser, hvis betydning de var helt klar over, og at der står personer foran Dem, som til enhver tid var indforstået med, hvad der foregik i lejren, har anklagemyndig­heden, blandt de utallige grimme aktstykker om brutalitet og mis­handling, som fandt sted i lejren, udvalgt et begrænset antal for at vise, hvad der foregik i denne lejr og hvilke mennesker, de anklagede er, og hvordan de har opført sig, og at de ikke bare var tilskuere til en eller anden uundgåelig ulykke, men selv havde skabt den.

 

Se nu på nogle af de episoder, som jeg enkeltvis vil fore­lægge Dem. Når De fælder Deres dom, må De naturligvis vurdere hver episode for sig og tage stilling til, om pågældende anklagede er skyldig eller ej. Men ved at betragte disse person­lige hændel­ser og ger­ninger, beder jeg retten om ikke at glemme, at det kun er eksempler. De er ikke det væsentligste i anklagen. Det væsent­ligste ved anklagen er, at disse anklagede skabte forhol­dene i denne koncentrationslejr og opretholdt dem i årevis, som De vil få at høre, og at disse forhold var følger af de ankla­gedes handling­er, de anklagede, der var medlem af en forbryderbande eller - som den kgl. forordning sagde - en gruppe eller en enhed af mænd. Som jeg før sagde, er vidnes­byrdet mod én af de anklagede ikke kun et vidnesbyrd om ham selv, men vidnesbyrd om ethvert medlem af lejrstaben, der deltog i disse gemene mishandlinger.

 

Som jeg sagde før mit sidespring, hvor jeg var inde på det retlige grundlag, vil jeg forsøge at give Dem et lille billede af de almindelige forhold i lejren. Jeg vil holde mig til Neuengamme hovedlejr og gå kronologisk frem, og begynde med den tid, hvor Neuengamme kun bestod af nogle flade marker et par mil ad landevejen fra det sted, hvor retten sidder i dette øjeblik.

 

Den første gruppe fanger ankom til Neuengamme i maj 1938. De var ca. 100 mænd og var del af en arbejdskolonne, der kom fra Sachsenhausen-Oranienburg, som på den tid var hovedkon­centra­tionslejr i Tyskland, ved Berlin.  4. juni 1940 blev Neuen­gamme en uafhængig koncentrationslejr. Der var ca. 2000 fanger, og de arbejdede med at skaffe plads til et større antal fanger. Antallet af fanger i lejren steg langsomt til 8000 i april 1942.

 

De vil høre, hvordan lejren blev bygget op af fangerne selv, og hvordan de til sidst fik lavet to store blokke af sten, en i hver ende af lejren. Ved den ene stenblok var der 8 træbarak­ker, som gav husly til lejrens internerede. Så var der køkken, revir og mange andre mindre bygninger i lejren, som alle var blevet opført af fangerne. Alt var naturligvis omgivet af pigtråd. Så var der et andet bygningskompleks, som jeg vil beskrive for Dem, som den bygning, hvor fangerne arbejdede. Igen havde de der et system af vagttårne og pigtråd om deres samfund. Det eneste sted, hvor indhegningen ikke bestod af pigtråd, var på lejrens bagside. De vil i vidneudsagnene høre, at vagterne havde opfundet en leg, som bestod i at jage fan­gerne - man forsøgte at jage dem over grænselinien, som jo blot var en billedlig grænse på 100 yards mellem de to vagttår­ne - og når de gjorde det, blev de skudt af vagterne, som fik 3 dages orlov som belønning.

 

De vil høre om forholdene i den første tid, men jeg vil af to grunde ikke indgående beskæftige mig med det. Den første grund er den, at daværende kommandant Weiss og lejrstabens seniormed­lemmer ikke er her i retten, og for det andet af den lige så vigtige grund, at der indtrådte en grundlæggende forandring i systemet og lejrens organisation i vinteren 1942/43.

 

De vil høre af vidnerne Silverstein og Lüdke, der var to af de ældste indsatte, at denne forandring var bemærkelsesværdig. Hele systemet blev ændret. Mens det før var et system af vilkårlige grusomheder og tilfældige mishandlinger, uden hensyn til om folk arbejdede eller ej, og uden hensyn til om de var arbejdsduelige eller ej, blev der nu fra vinteren 1942/43 gjort en indsats for at bevare fangernes arbejdsevne så længe som muligt. Med andre ord: at få mest muligt arbejde ud af fanger­ne, så længe de var i stand til at arbejde.

 

De husker nok, at vinteren 1942/43 var den vinter, hvor den tyske hær deltog i slaget ved Stalingrad og andre slag mod øst, og at hæren havde lidt mange tab. Således blev der mangel på mennesker i Tyskland på den tid, hvilket blev et alvorligt problem. Myndighederne tænkte på det betydelige antal mennes­ker, der opholdt sig i koncentrationslejrene, og som man bogstavelig talt var ved at ødsle bort. De kom til den over­bevisning, at man måtte sætte en stopper for det. De beslut­tede, at arbejdet i KZ-lejrene skulle udnyttes systematisk, og at fangerne skulle være beskæftiget med arbejde i krigsin­dustrien.

 

For at forklare Dem dette system vil anklagemyndigheden frem­lægge 2 dokumenter: Det første er fra 8. september 1942 og drejer sig om en konference mellem Himmler og hans stab. Den paragraf, det drejer sig om, siger: Befrielse for asociale elementer ved udryddelse gennem arbejde på anordning fra SS-Reichsführeren. Det følgende skal uden undtagelse anvendes på jøder, zigeunere, ­russere, ukrainere og polakker, som skal afsone straffe på 3 år og mere, tjekkere og tyskere, som afsoner straffe på 8 år og mere, i overensstemmelse med Reichs­ministeren. I begyndelsen skal de mindreværdige og asociale elementer overgives til disse kategorier. Jeg vil lade det komme til førerens kendskab gennem Reichs­leiter Bormann.

 

Det andet dokument, som anklagemyndigheden vil forelægge Dem, er fra en konference hos dr. Goebbels den 4. sept. 1942. Bemærk, at begge møder fandt sted i den samme uge. Det er underskrevet i Berlin mellem kl. 13 og 14.15, og det væsentlig­ste punkt er: ­Vedrørende udryddelse af asociale individer er dr. Goebbels af den mening, at alle jøder, zigeunere og polak­ker, der er idømt 3 års fængsel eller mere, tjekkere og tys­kere, der er idømt livsvarigt fæng­sel skal udryddes. Ideen om "udryddelse ved arbejde" ville være den bedste, sagde Goebbels. Sætningen er i sin knappe formulering med det frygtelige indhold et goeb­belsk mesterværk.

 

De vil igen af vidnerne Silverstein og Lüdke høre, hvordan denne udryddelse ved arbejde blev udført i KZ-lejre i alminde­lighed og i Neuengamme i særdeleshed.

 

Antallet af indsatte voksede 100 % fra 7000 til 14000. Der befandt sig 10000 i hovedlejren og 4000 i udelejrene. På den tid blev der bygget 4 hoved-industrivirksomheder,­ hvor man beskæf­ti­gede fangerne. De vil høre om disse virksomheder, som på den tid var en del af lejren. Da blev også de første ude-lejre oprettet under Neuengamme, dem, vi kalder udekommandoer.

 

Jeg vil gerne sige noget om organisationen. Disse udekommandoer blev oprettet som selvstændige lejre under en officer eller en underofficer. Rangen rettede sig efter antallet af fanger, han havde under sig. Alle disse lejre blev forsynet, forvaltet, kontrolleret og regelmæssigt besøgt af kommandanten og med­lemmer, dvs. staben fra Neuengamme.

 

Et af vidnerne, der var ansat på lejrkontoret, vil fremlægge en komplet liste over disse udekommandoer, og De vil se, at der var ca. 50 sådanne kommandoer, beregnet til 30-3000 fanger. De var fordelt over et område, der var større end de engelske grevskaber, i en afstand som herfra til Hannover eller Westfalen i syd, mod nord så langt som til Flensburg, så langt mod øst som Braunschweig og faktisk så langt mod vest, at de havde udekommandoer på kanaløerne. Således blev Neuengamme ikke bare en stor KZ-lejr i sig selv, men også et forvaltningshoved­kvarter for mindst 50 andre lejre, som blev ledet og kontrol­leret derfra, som jeg sagde. Fangerne fra vinteren 42/43 blev omhyggeligt inddelt i 2 grupper, nemlig de arbejdsdygtige og de ikke-arbejdsdygtige. De ikke-arbejdsdygtige fik visse lettelser og begunstigelser. De vil høre, at der blev indført en ordning, som gav fangerne ekstrabetaling for deres arbejde. Disse penge kunne de bruge i kantinen, som blev lavet på den tid. De vil få at høre, at lejrforvaltningen gik så vidt, at de oprettede bor­deller i lejrene, hvor fangerne kunne glæde sig over de for­dele, de havde fået ved at arbejde. Sammenfattende kan man sige, at der kunne mærkes visse forbedringer for at undgå ødslen med menneskeliv.

 

Straffene, som før havde været helt uorganiserede og vilkårli­ge, blev nu regelsat. Officielt var kun lejrkommandanten berettiget til at straffe fangerne. De vil høre af vidnerne, at dette kun var på papiret, og at der i virkeligheden foregik en lang række af overgreb.

 

En anden forbedring, der blev indført, var, at læger blandt fangerne; for første gang fik tilladelse til at arbejde på lejrhospitalet som sygepassere. Indtil da gjaldt en be­stemmelse om, at kvalificerede læger ikke måtte betræde hospitalet. Alt dette blev gjort for at rette op på det forhold i organisatio­nen, at et maksimum af arbejde kunne opnåes, når man gav dem nok at spise, sålænge de var arbejdsduelige, for så at dræbe dem, når de ikke mere kunne arbejde.

 

Der var forskellige metoder, man kunne benytte sig af, hvis man ville skille sig af med fanger, der var blevet nyt­teløse, fordi de enten var blevet for svage eller syge til at arbejde. Fra et polsk vidne, dr. Kowalski vil De høre, at en af de anklagede, Bahr, udvalgte forskellige folk og gav dem ind­sprøjt­ninger, fordi de var svagelige eller led af tu­berkulo­se eller andre uhelbredeli­ge sygdomme. Injektionerne var naturlig­vis dødelige. De vil også høre fra vidnet Müller­, der var til stede, da ankla­gede Bahr sammen med en anden syge­passer, som ikke er for retten, dræbte 200 russiske krigs­fanger, idet han bragte dem ind i en slags gaskammer, som var blevet opret­tet til denne lejlighed.

 

Fra et andet tidligere omtalt vidne, den polske læge, vil De også høre, at der på den tid fandtes en ordre om, at de inter­nerede, som ikke længere var arbejdsdygtige, ikke måtte dræbes i den lejr, de boede i, fordi de der havde venner og var for kendte. I stedet skulle de sendes et andet sted hen til ud­ryddelse. Hermed begyndte systemet med transporter, som var frygtet af alle indsatte. At skulle med en transport betød nemlig døden. Det vil sige gaskamrene i Auschwitz eller sten­brud­det i Mauthausen eller dødshulen i Bergen-Belsen. De vil også høre fra vidnet og fra retten om nogle folk, som i lejren kaldtes muselmænd. Derved menes mennesker, som faktisk befandt sig på grænsen mellem liv og død og ikke længere kunne ar­bejde. Derfor blev de transporteret væk.

 

Den ansatte i lejren vil også fortælle, hvordan systemet med overflytning fandt sted under lejrstabens ledelse, så syge og svage mennesker fra udekommandoerne kom til hovedlejren, og efter en sortering blev de så transporteret til Auschwitz, Lublin, Belsen eller Dachau. Samtidig blev de derved opståede tomme pladser fyldt op med friske fanger fra hovedlejren. Dette sluttede udryddelsesmaskinens kredsløb, - barnet af den goeb­bel­ske og himmlerske fantasi -.

 

 

For at fatte tallene må jeg fortælle, at ca. 90 000 mennesker er kommet gennem dette maskineri i de 2 år fra vinteren 1942/43 til april 1945, da lejren blev evakueret. 90 000 mennesker har der været, og 50 000 var endnu i live, da lejren blev evakue­ret, så der er forsvundet 40 000 mennesker. 40000 mennesker - svaren­de til befolkningen i en provinsby som Exeter - var skaffet af vejen, og aldrig mere hørte man fra dem.

 

Jeg vil afhøre Schemmel, den tidligere omtalte ansatte, for at forelægge Dem tallene fra 1943-45. De vil da se, at det beløb sig til 600 om måneden i 1943, 800 i 1944 og i januar 1945 nåede man op på 2400, for så i marts 1945 at stige til 3000. Til sidst nåes et tal i april 1945, der beløber sig til 120 om dagen. Vidnet dr. Kowalski, en af de internerede læger, vil sige noget om det. Han tilbragte 2 år i lejren, hovedsagelig på hospitalet. Han vil give Dem 3 hovedårsager til det stærkt stigende døds­tal. Disse tre hovedårsager er:

 

Underernæring, for hårdt arbejde og for dårlig ind­kvarte­ring.

 

Jeg vil beskæftige mig med de 3 punkter i rækkefølge. Vedr. underernæringen vil vidnet Schröder, der arbejdede som kok i fangekøkkenet, nøjagtig fortælle, hvilken ration fangerne fik. Med andre ord: hvad de skulle have haft, og hvad de i virkelig­heden fik. De vil også erfare, at SS fik det, der var i over­skud.

 

Fangernes måltider var som følger: Morgenmaden bestod af 3/4 l suppe eller 1/2 l kaffe og brød. Middagsmaden var igen 1 1/4 l suppe med kålroer, kartofler og ben, nærmest uden kød. Om af­tenen var der 40 g pølse af dårlig kvalitet eller 20-30 g ost. Om aftenen blev næste dags brødrationer fordelt. Fra et fransk vidne, en general, der ledede en brigade i Frankrig, vil De høre, at morgenmaden faktisk kun bestod af 1/4 l kaffe, der var fuldstændig udrikkelig. Det vil ikke overraske Dem, når De fra et andet vidne, en ung amerikaner, der var 16 år, da han kom til KZ-lejren, og nu er 20 år, hører, hvordan kaffen blev lavet: Der blev smidt en håndfuld kaffeerstatning ned i en kaffekedel, der kunne rumme 50 l, og derover blev der hældt vand. Middags­maden bestod af en vandsuppe med kål og roer, og aftensmaden af brød, ost og pølse.

 

De vil få forelagt en lægelig beretning, som en lejrlæge sendte til sine foresatte i ministeriet i Berlin hvert kvartal. Vidnet, der skrev denne rapport, vil fortælle, hvordan han som ansat blandt læger lavede den og skulle gøre den så gunstig som mulig. Og selv i denne rapport siges det, at de rationer, fangerne fik, kun lige var nok til at holde dem i live, så de kunne arbejde, og at et langsomt, men sikkert fald i fangernes ar­bejdsevne ville være en følge. Sådan skriver lejrlægen til de overordnede myndigheder i Berlin.

 

Vidnet Lüdke, en af de ældste indsatte i KZ-lejren Neuengamme siger, at arbejdet begyndte kl. 6.30 og sluttede omkring kl.18. Nogle arbejdskolonner skulle arbejde til kl. 19. Arbejdet var meget hårdt og skulle udføres udendørs sommer og vinter, i regn og sne, i meget tyndt, slidt tøj, og fangerne havde ingen mulig­hed for at tørre deres tøj, når de kom tilbage til lejren. Det engelske vidne Mr. le Druillenec vil fortælle, at arbejdet i forbindelse med deres madrationer medførte, at 1/4 af de indsatte, han var ankommet sammen med, døde i den første vinter efter deres ankomst til lejren.

 

Fangerne blev først talt op og gik så til arbejdet. De arbejde­de hele dagen med 1 times middagspause. Inden for den time skulle de gå tilbage til lejren, spise og så tilbage til ar­bejdsstedet. Tiden til at spise i var for kort. Så fortsatte arbejdet til kl. 19. Derefter marcherede de igen tilbage til lejren, og appellen begyndte. Den fandt sted i det fri på appelpladsen sommer og vinter. Fangerne var, som man kan forestille sig, ud­mattede efter 12 timers arbejde og måtte alligevel stå ret.

Prof. Prenant, professor ved Sorbonne i Paris, vil berette om, at nogle af de anklagede ofte lod appellen vare 4 timer uden grund og uden nogen som helst pauser. Hver vaklen betød, at man blev slået. Når De har hørt alle disse beviser, forstår De, hvad udtrykket "udryddelse ved arbejde" betyder.

 

Det var dagene - nætterne var ofte værre. Særlig i de 2 sidste år, da luftangrebene begyndte, og alle fanger skulle i beskyt­telsesrum i bunkeren. De bestod kun af 2 kældre under de 2 stenhuse for enden af lejren. Kælderrummene var lige netop høje nok til, at fangerne kunne stå oprejst. Der var næsten ingen lys. I de to kældre måtte 10 000 fanger mase sig sammen, fordi alle fanger skulle i kælderen ved luftalarm. Kan De forestille Dem denne scene? Forestil Dem disse hylende sirener og de udmattede skabninger, der efter en 12 timers ar­bejdsdag kom vaklende ud af deres barakker i mørket, faldende over hinanden i vild flugt for knipler og stokkeslag,­ til de nåede kælderen, hvor de så måtte stå som sild i en tønde i rum uden ven­tilation. Det er en scene, der virkelig er for skrækkelig til at blive beskrevet.

 

De husker nok ulykken i beskyttelsesrummet i undergrundsbanen i London under krigen, da vi havde nogle tab. Husker De, den store medfølelse fra hele landet? Man søgte efter årsagen til ulykken, som havde berørt enhver. En sådan begivenhed var en daglig, eller rettelig natlig hændelse i Nazi-koncentrations­lejrene. De vil høre fra 2 af vidnerne, hvordan ledelsen i stedet for at protestere til myndighederne intet gjorde. En stor del af natten gik så tabt, og den næste dag skulle man igen arbejde. Man forventede den samme arbejdspræstation, som hvis man var udhvilet. Og hvis dagens arbejde ikke blev nået, betød det straf af opsynsmændene, prygl eller lignende. Det hørte også med til begrebet "udryddelse ved arbejde".

 

Sædvanligvis blev fangerne efter dagens arbejde bragt tilbage til barakkerne. Hvor og hvordan levede de? Det bringer mig til det tredie punkt, som doktoren fortalte om.

 

(Kl. 11.20 blev retten udsat til kl. 11.30. Så blev de anklagede igen ført ind i retssalen.)

 

Jeg er netop kommet til det 3. punkt, nemlig deres indkvar­tering. Det omfatter mange ting, som arbejde hele dage i det fri, den tarvelige beklædning og den manglende mulighed for at tørre tøjet. Ingen opvarmning på stedet og håbløs overbefolk­ning i lejren.

 

Hør vidnerne fortælle, hvordan de arbejdede, stivfrosne, blå af kulde i blå- og hvidstribede pyjamas, som var deres fan­geuni­form. Den bestod simpelthen af et par bukser, en jakke og derunder en skjorte. Et par trætøfler (en slags træsandaler) fuldendte påklædningen. Der fandtes ingen sweater, ingen frakke, ingen beskyttelse mod vinteren. Hør den polske læge fortælle, at den gennem­snitlige legemstemperatur var 96 gr. Fah­ren­heit, som følge af disse forhold, mens den normalt hos mennes­ker skal være mindst 98 grader. Den britiske løjtnant, der som den første trængte ind i lejren med sin tank, vil fortælle Dem, at han mente, at lejren højst kunne rumme 2000 indsatte - og så måtte den være propfuld. De vil høre, at gennemsnitsbelægningen var på 10 000 - i de sidste måneder oppe på 14 000 mennesker. De vil få at høre, at en blok var beregnet til 200, men faktisk var der 400 i den og mod krigens slutning endda 700. De to stenbygninger var betydeligt større end træba­rakker­ne. Man anså dem for at være store nok til 300 fanger, men de husede faktisk over 1000. Resultatet var, at 2-3 fanger måtte sove i hver seng, og de fleste måtte bo på stengulvet.

 

 

Hvad den indkvartering betød for deres sygdomme, kan De selv tænke Dem til. Bortset fra at man lod fangerne arbejde sig til døde, blev Neuengamme udset til det sted, hvortil Gestapo kunne sende de folk, der skulle henrettes uden forudgående retssag. Man sendte dem simpelt hen til lejren med en seddel:"Til henrettelse". Det var alt. Hør hvordan en belgier blev hen­rettet i lejren, efter at han var blevet taget af en lejrkom­mandant, uden man havde haft nogen form for rettergang. Han var anklaget for sabotage. Det, han virkelig havde gjort, var, at han havde opfundet en ny svejsemetode på det værft, hvor han arbejdede. Hans arbejdsleder sagde, at det var sabotage, og derfor hængte man ham. Hør, hvordan man bragte 80 hollændere til lejren. Da de skulle henrettes, var 20 af dem døde, og de andre blev hængt. Hør om et andet tilfælde, hvor man bragte 58 mænd og 13 kvinder til lejren. Det var tyskere og russere. I løbet af to på hinanden følgende nætter blev de henrettet under forfærdelige omstændigheder. Man holdt dem fanget i en bunker. Man påstod, at en af dem havde gjort modstand, og derfor blev henrettelsesmetoden ændret fra hængning til kast med hånd­granater udefra ind i bunkeren, så folkene blev sprængt i luften levende.

Der er endnu en kendsgerning, jeg gerne vil beskæftige mig med for at give et afrundet billede af den almindeli­ge til­værelse i lejren, og det er hospitalet. Det er et af de mest modbydelige syn, som afslører fremgangsmåden. De vil høre den franske professor Prenant`s udsagn. Han var ansat på Sorbonne og er nu medlem af det franske parlament. Han kom til reviret som patient. Man beholdt ham der som sygepasser. Han og dr. Ko­walski, en polsk læge, vil fortælle Dem, at de var meget heldi­ge, da de begge blev indlagt med følgevirkninger af dif­teritis, for de patienter, de delte seng med, led af lammelser, mens de fleste af de andre måtte dele deres seng med dysenteri-patien­ter. Naturligvis var der ingen opvarmning. Maden på hospitalet var den samme som de andre fangers. Der var ikke noget, der hed diætmad, stanken var ube­skrivelig, og de fanger, der led af dysenteri, bylder, betændte sår o.s.v. måtte dele seng med 2-3 andre uden mulighed for på nogen måde at holde sig rene. De kan fore­stille Dem resultatet af disse tilstande.

Men det mest foragtelige, hospitalet frembød, var dog dets forvaltning. Som jeg før har sagt, var der en bestemmelse indtil 1942, der sagde, at ingen fanger, der var medicinsk uddannet, måtte beskæftiges som læger. Med andre ord - de, der kendte noget til tingene, måtte holde sig udenfor. I 1942 ændrede man denne bestemmelse, men det var alligevel umuligt for lægerne at hjælpe patienterne. De måtte kun arbejde som sygepassere.

 

De overordnede læger var to SS-læger. Den ene var garnisionslægen, som skulle tage sig af alle patienter, nemlig SS-ere og fanger i hele lejren, den anden var lejrlæge, der skulle sørge for fangerne. Disse læger var ansvarlige for lejren og lejrhospitalet, og under sig havde de fanger, der kaldtes kapoer, der havde en hospitalsblok under sig. Disse fanger var ikke læger, de var almindelige fanger, som oftest vaneforbrydere. De autoriserede lægefanger stod under kapoerne, og De vil høre af et vidne, at lægen blev sendt ud ved behandlingen af en fange, og den ukvalificerede kapo klarede patienterne alene.

 

Et af vidnerne, prof. Prenant, vil fortælle, at han selv så en læge blive sendt ud, og disse ukyndige mennesker alene befat­tede sig med patienterne. De vil høre to eksempler på holdnin­ger hos disse kapoer, disse "blokchefer".

 

En særlig episode udspillede sig, da der kom befaling om, at alle patienter skulle i brusebad. Klart for enhver var det, at 10 patienter, der befandt sig i et særligt rum, var for syge til at kunne tåle et brusebad. De kunne hverken røre sig eller stå ud af sengen. Fangeop­synsmændene stod fast på, at de skulle hentes ud af sengene og bæres ud i bad. De fleste af de ti døde under bruseren. Det er kun et eksempel på holdningen hos disse menne­sker, der slet ikke var læger og som kun fik jobbet, fordi de var vaneforbrydere.

 

Der var lægeappel 2 gange om ugen. En gang om morgenen og en gang om aftenen. Det har overhovedet ikke noget med stuegang at gøre. Fangerne blev simpelt hen drevet sammen i korridoren og under­søgt af en af disse vagtmænd. Hvis han mente, fangen ikke var syg nok, gav han ham en seddel, hvorpå der stod, at han simulerede, og så fik han en omgang prygl. Det var ikke læger­ne, der afgjorde, om en fange var syg eller rask. Kom lægen tilfæl­digvis forbi, tog han sig ikke af, hvad der fore­gik. Han kiggede blot på alle fangerne i korri­doren, og det tog ikke meget af hans tid. Så trak han sig tilbage, og først da var det muligt for de kvalificerede læger at gøre noget for de syge fanger. Det er indlysende, at et sted som dette ikke var egnet for inspektion af højtstående of­ficerer. De vil få at høre, at fangerne altid blev bragt til brændesku­ret eller i kælderen, når der kom inspektion. Det var den samme kælder, der tjente som beskyttel­sesrum. Inspektionen varede 5 minutter, men alligevel fandt man det bedst at rydde hospita­let, så intet kunne ses.

 

Endnu en ting ved hospitalet er leverancen af medicin. Af samme læge vil De få at høre, at der i 1943 døde 35% af de syge, fordi der manglede medicin. Jeg vil bede Dem om at bedømme dette punkt på grundlag af et vidneudsagn fra et andet vidne, en dansker, der var ansat på det danske konsulat i Hamburg, og som kom til lejren som delegeret medlem af Dansk Røde Kors. Han sagde:" Jeg hører, at De har fanger, der er meget syge og har brug for lægelig omsorg. Jeg hører, at De mangler medicin og vil gerne hjælpe." Han blev sendt bort, idet man fortalte ham, at man havde store forråd af lægemidler, og der ikke var brug for noget. Kun ved bestikkelse lykkedes det ham at komme ind i lejren. Som følge deraf begyndte Dansk Røde Kors at sende pakker til fangerne, men hans forsøg på at forsyne hospitalet med lægemidler slog helt fejl.

 

Hospitalet var på den tid skueplads for mange eksperimen­ter, hvor man brugte fanger som forsøgsdyr. Disse eksperimenter fandt sted under lægeligt opsyn. To af dem, dr.­ Kitt og dr. Trze­binski, står her som anklagede. Fra vidner kan De høre, hvordan russere, som blev udvalgt pga. deres stærke konstitu­tion, blev inficeret med tuberkulose. En gum­mislange blev ført ned i deres lunger, og gennem denne slange indførte man det tuberku­løse opspyt. Da disse eksperimenter var færdi­ge, syntes de, at det kunne være passende at eksperimentere med det modsatte, altså ikke med stærke mænd, men med børn.

 

De vil høre to vidner fortælle om den franske dreng George og den franske pige Jaqueline og mange andre navnløse børn, som man bragte til lejren til brug for eksperimenterne. De var sundt udseende, glade, helt normale, åbne børn. De vil høre den polske læge fortælle, at de lægeligt set var helt raske. Så begyndte eksperi­menterne, men denne gang valgte man en anden metode. Man lavede små snit i armen og i brystet og gned tuberkelbacillerne ind. Igen var det dr. Kitt, der som lejrlæge overvågede eks­perimen­terne under en professor, der kom fra Berlin og ikke er stillet for denne domstol. Inden for få dage blev børnene syge, og den lille dreng, George forlod aldrig igen sin seng.

 

De vil høre vidnet Everaert, en belgier, der arbejdede i den del af hospitalet, fortælle om en samtale med en af de franske fangelæger. Denne var åben­bart under dødstrusler blevet tvunget til at udføre nogle af disse eksperimenter, eller i det mindste arbejde som rønt­gens­pecia­list. Han viste vores vidne røntgen­billedet af drengen, George, og forklarede, at den ene lunge allerede var fuldstændig ødelagt som følge af eksperimen­tet. Hør også, at alle disse børn sammen med den fangelæge, der havde hjulpet med eksperi­mentet, blev evakueret og dræbt i Hamburg på foranledning af dr. Kitt.

 

Jeg ved, hr. retsformand, at det er svært at holde sine med­menneske­lige følelser nede, når menneskelige væsener synker så dybt, at de eksperimenterer med børn og endda likviderer dem. Jeg må dog bede Dem om at se på dette anklagepunkt i lyset af loven som resten af vidneudsagnene, og ikke vurdere det med den ret­færdige harme, som opstår af menneskelighed. De husker nok, at jeg i begyndelsen af min tale sagde, at det er anklage­myn­dighedens sag at bevise to hovedpunkter for Dem, så de er hævet over enhver tvivl. For det første, at forbrydelserne blev begået og for det andet, at de anklagede i fællesskab var delagtige deri. Efter at jeg nu i korte træk har skildret bevismateria­let, vil De, som bevis for at de uhyrlige for­brydel­ser blev begået, høre om det andet punkt, nemlig at de ankla­gede her foran Dem, var sammen om udførelsen og har begået disse forbrydelser.

 

For at gøre det, vil jeg sige lidt om organisationen af KZ-lejre i almindelighed, og det gælder naturligvis også for Neuengamme-lejren. De vil høre vidneudsagn fra de to ældste indsatte i lejren og et andet vidne, der vil træde frem. Han vil være i stand til at give Dem det samme helhedsindtryk. Men jeg føler det rigtigere, at De hører om organisationen og for­delingen af myndighed fra et medlem af SS fremfor fra en fange, som dog kun som udenforstående kender hændelserne. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen er bedre egnet til at give Dem op­lysningerne end en mand ved navn Anton Kindell, der var ge­neralmajor i SS og arbejdede i forvaltningen i ministeriet i Berlin, der mere eller mindre ledede hele foretagendet. Ingen ved mere om det end han, og jeg vil forelægge Dem en edsvoren erklæring fra ham, hvori han skildrer lejrens organisation.

 

Af dette dokument kan De slutte, at der var forskellige be­falingsmandsstillinger. Den øverste er lejrkommandanten og under ham forskellige områder med hver sin vagtleder. Der er en, der er ansvarlig for fangelejren, en forvaltningsofficer og endelig er der en læge, eller som her to eller flere, alt efter lejrens størrelse.

 

Lejrkommandanten var Pauly - nr.1 på anklagebænken. Han havde været lejrkommandant siden 1942. Han overtog stillingen, da det systemskifte, jeg beskrev, fandt sted, og var så lejrkommandant til det sidste. Vagtlederen står også her foran Dem. Det er anklagede nr.13 - Wiedemann. Han var først på lejrkontoret et år, så vagtkommandant og derefter det, vi kalder leder af udekommando­erne. Han havde de to udekommandoer, der var de værste af alle de 50, der fandtes.

 

Adjudanten, lejrens sidste adjudant, står her som anklagede Totzauer nr.2. Lejrlederen havde sædvanligvis en næstkomman­derende, som her var anklagede Thumann, nr.3. Forvaltnings­officeren er ikke for retten. Endelig kommer lægerne. Der var garnisonslægen, der skulle tage sig af både SS-ere og fanger. Det er anklagede dr.Trzebinski, nr.14. Så var der lejrlæ­gen, dvs. den læge, der stod for lejrhospitalet - det er dr.­Kitt, nr.4 på anklagebænken. Lejrlederen havde 2 mænd, der var rapportførere. Rapport er en appel, og det var disse mænd, der afholdt appellerne. De var ansvarlige over for lederen for antallet af fanger. To rapportførere står her for Dem. Den ene er anklagede Dreimann, nr.5, og den anden, der for en tid var hans stedfortræder og også tog sig af andre ting i lejren, bl.a. teglværket, er anklagede Kümmel, nr.11 på an­klage­bænken.  

 

Under disse lejr-og rapportførere stod de forskellige SS-underofficerer. Dem vil vi nu beskæftige os med, for de stod for de blokke, hvor fangerne levede. De havde en dobbeltfunk­tion, dels det vi normalt kalder blokleder, dels kommandofører. Det betyder, at de om natten stod for blokkene og om dagen tog med fangerne på arbejde.

 

Hele systemet er en slags dobbelt-hieraki: SS og de fanger, som fik overdraget SS-funktioner. Jeg kan sammen­ligne det, som Col. Backhouse gjorde i Belsen-processen, med et system af lærere og præfekter. Jeg vil ikke lede Deres tanker bort fra KZ-lejrens bloddryppende skueplads til Etons sports­pladser, men det er en god sammenligning af systemer. De havde SS, og de havde fanger­ne, som de havde overdraget visse funk­tioner. Man vidste altid, hvem der var tale om, hvis man hørte ordet Führer, nemlig en SS-er, officer eller under­officer, lejrleder, komman­dofører, blokleder etc. Hørte man derimod ordet Älteste (barakformand), vidste man, at det drejede sig om den anden del af hierakiet. Så var det en af fangerne med en funktion i lejren under SS.

 

Fra det engelske vidne, mr. Druillenec vil De høre om valgsy­stemet af disse barakformænd. Han vil fortælle, hvordan den barakformand, man netop havde valgt, var en vaneforbryder, der var idømt 30 år. Han var en af de frygteligste typer. Han valgte så selv sine underordnede og tog naturligvis igen kun forbrydere, som man havde sat i lejren som modvægt mod flertal­let af fanger, som man ikke kan anklage for andet, end at de havde forkert nationalitet, var krigsfanger eller medlemmer af modstandsbe­vægelsen. For det meste havde disse vaneforbrydere fået nogle funktioner og opførte sig lige så ondt, om ikke værre end SS-erne. De vil også høre, hvordan nogle af disse vaneforbrydere af og til sluttede sig til SS. Da krigssituatio­nen blev ugun­stig for Tyskland, dannede man en særlig bataljon inden for SS, hvortil man sendte alle de fanger, der havde nogle hverv i lejren. Således blev de medlemmer af en kæmpende SS-enhed.

 

De kan forestille Dem, mine herrer, at der i dette system blev holdt jernhård disciplin, og det er absolut forståeligt, at de måtte anvende stadige trusler og mishandlinger og grusom­me straffe for enhver overtrædelse af bestemmelserne, når de lod folk dø af sult og når de drev dem til sindssyge ved at presse dem til overmenneskelige anstrengelser.

 

Jeg har vist tidligere sagt, at det officielt kun var komman­dan­ten, der kunne straffe fangerne, men af vidner vil De høre, at det i virkeligheden var lige modsat, at prygl fandt sted både i hovedlejren og udekommandoerne. Lejrkomman­danten kunne lade 25 slag uddele, men det er en kendsgerning, at han lod uddele mere end 100. Han kunne til enhver tid sætte folk i isolationsfængsel, hvilket var en særlig slem straf, for fangerne måtte ligge på gulvet i cellerne om natten og fik hverken ro eller søvn. De skulle arbejde om dagen, og naturlig­vis blev der forlangt den samme arbejdsindsats af dem, som hvis de havde sovet i deres senge.

 

En anden straf var fratagelse af mad. Ingen mad i 2-3 dage og selvfølgelig forlangte man det sædvanlige arbejde af dem. En anden straf var "bunker-arrest", stedet der blev brugt til alt muligt, som De senere vil få at høre. Endelig kunne han sende en mand til en straffe-kommando, en særlig afdeling, hvor fangerne slet ingen lempelser eller begunstigel­ser fik, og hvor man gav dem det hårdeste arbejde, der fandtes. Man sagde almindeligvis i lejren, at en mand, der overlevede et halvt års straffekom­mando, måtte være ualmindelig heldig.

 

De vil høre om to episoder, hvor en polak og en russer blev pryglet til døde af vagtmænd, hvoraf nogle står her. Vidnet mr.le Druillenec vil fortælle, at gummikniplernes sprog var det eneste sprog, alle fanger forstod. For de talte natur­ligvis forskellige sprog, men dette sprog forstod enhver, og det var virkelig et sprog, der ikke var til at misforstå.

 

Ud over de sædvanlige straffe var der specielle straffe, som mr.le Druillenec kan fortælle om. De blev især brugt i ude­kommandoerne. Forestil Dem for eksempel, at en fange havde stjålet roer. De forstår nok, at de udhungrede fanger var helt vilde efter mad. De sneg sig rundt om køkkenerne, og hvis de kunne stjæle en kartoffel eller kålrabi, gjorde de det. Blev de pågrebet, var straffen den, at lade dem lave knæbøj­ninger med kartofler, kålrabi, eller hvad de nu havde stjålet, i munden og en i hver hånd. Afstraffelsen foregik i det fri, og hvis det var om vinteren, var det endnu værre. Det kunne blive ved i timevis, og man overlod fuldstændig afgørel­sen til SS eller som oftest til barakformændene.

 

Det er vanskeligt at finde de rigtige ord, hr. retsfor­mand, til at beskrive fangernes liv i lejren, men jeg vil bede Dem bedømme kommandantens og stabens opgave med kontrol og be­handling af fangerne. Jeg ville gerne, at De kunne sætte Dem ind i den fysiske og psykiske tilstand, disse fanger befandt sig i. De var ikke forbrydere, i hvert fald ikke de 90% af dem. De var gode borgere, nogle af dem fremragende personligheder i deres hjemland. Af vidner kan De høre, at der var et parla­ments­medlem, der var officerer, generaler, universitetsprofes­sorer, doktorer, lærere, folk fra alle samfundslag, som ikke havde gjort andet end at tilhøre en forkert nationalitet, en forkert politisk retning eller at være blevet taget til fange af fjenden. Disse folk var ved at dø af sult, de vandrede omkring som levende skeletter og udførte arbejde dag efter dag for dette system. De blev skubbet, slået og mishandlet og levede i stadig frygt for døden, for hvis de blev dømt ikke-arbejds­duelige, kom de med den transport, der betød den visse død. Disse tilstande var lige så slemme, om ikke værre end de andre. Hele systemet var indrettet på at opnå en fuldstæn­dig nedbryd­ning af personligheden. Mennesket, skabt i Guds billede, blev bragt ned på et niveau, hvor de mere lignede dyr end mennes­kelige væsener.

Lad mig endnu engang vende tilbage til sagen om udryddel­sen af russerne ved hjælp af gas. Man dræbte alle i denne bunker ved at låse døren og sende gas ind. Man ventede en halv time og åbnede så døren. Kroppe, stablet i 6 fods højde, ­faldt ud og SS-ere befalede fangerne at læsse dem på små vogne og bringe dem væk. Den ene vogn efter den anden blev trukket over ap­pelpladsen. Det var sent på dagen, og fangerne var netop kommet fra det daglige arbejde. Man havde ladet dem tage opstilling, så de kunne se med. De vil høre fra vidner, at alle SS-ere fra lejrstaben var til stede. Fangerne måtte træde an, blev råbt op enkeltvis, og mens ligene på vognene blev trukket forbi, måtte de synge den sang, de altid skulle synge ved massehenrettelser.

Her er første vers:

 

        Velkommen glade sanger

        lad os synge og være glade

        til ære for dagen i dag.

        Tra la la o.s.v.

 

Sådan en form for humor havde folkene, De her ser. Deres hensigt var at nedgøre fangerne totalt, ikke blot korporligt, men også åndeligt, så de kunne miste den sidste rest af mennes­kelig værdighed og som det allerværste, at lade dem synke ned til deres læremes­tres smudsige og ryggesløse moral.

 

Vidnet, mr.le Druillenec vil berette om den velkomsttale, der blev holdt ved hans og hans medfangers ankomst til lejren. Her er hovedindholdet i denne tale:

 

"I kan roligt indstille jer på at blive fuldstændig yd­myget. I betræder en ny verden, hvor I ikke har kontakt med omverdenen. Har I kone, børn, familie og venner udenfor, så glem dem. I vil alligevel aldrig mere få dem at se, og at glemme dem, kan jeg love, er meget lettere for jeres sjælefred. Fra nu af vil I hvert sekund på dagen og om nødvendigt også hele natten arbejde til fremme af Det Stortyske Rige."

       

Dette, må jeg i al beskedenhed sige, ligger meget tæt op ad de ord, der står skrevet over indgangen til helvede i Dantes "Inferno": "Her lades alt håb ude". Når jeg tænker på den sidste sætning: "I skal dag og nat arbejde for Det Stortyske Rige", og forbinder det med den foregående sætning: "Glem jeres familie, glem jeres venner. I vil aldrig se dem igen", så har De, hr. retsformand, kvintessensen af denne lejrs mål og hen­sigt, og jeg kan ikke udtrykke det bedre end dr. Goebbels: Udryddelse ved arbejde.

 

Hr. retsformand. Jeg sagde i begyndelsen af min tale, at det er anklagemyndighedens pligt at påvise de anklagedes skyld, så ingen tvivl er mulig. Hvis anklagemyndigheden ikke kan til­vejebrin­ge bevisbyrden, er det Deres pligt at frikende hver af de anklage­de, hvis deltagelse i de nævnte forbrydelser, De nærer beret­tiget tvivl om. Hvis De på den anden side er overbe­vist om, at de anklagede, ved at skabe og ved at opretholde de forhold, som De får at høre om i bevisførelsen, var delagtige i og ansvar­lige for tusinder af døde, som følge af disse forhold, så kan anklagemyndigheden sige, at De har gjort Deres pligt og at den frembragte anklage kan gælde som bevist.

 


 

 

Proces Neuengamme

 

 

Processen mod 14 anklagede fra koncentrationslejren Neuengamme begyndte mandag, den 18.marts 1946 kl.10.10.

 

Anklaget er:

Obersturmbannführer PAULY, lejrkommandant

Obersturmführer TOTZAUER, Paulys adjudant

Obersturmführer THUMANN, lejrleder

Willy DREIMANN, rapportfører

Dr.TRZEBINSKI, Hauptsturmführer og garnisonslæge

        SDG-Unterscharführer Willi BAHR

        SS-Oberscharführer SPECK

        Oberscharführer REESE

        Hauptsturmführer Dr. KITT, lejrlæge

        Unterscharführer KUMMEL

        Unterscharführer WARNCKE

        Unterscharführer RUGE

        Hauptsturmführer WIEDEMANN

        Rottenführer Andreas BREHMS

 

Som vidner:

        General de GRANCEY

        Amerikaneren JACKSON

        Englænderen le DRUILLENEC

        Den polske premierløjtnant KOWALSKI

        Belgieren Jan EVERAERT

        Østrigeren Hans SCHWARZ

        Østrigeren Josef HÄNDLER

        De rigstyske:

        Ernst SAALWÄCHTER

        Albin LÜDKE

        Herbert SCHEMMEL

        Karl HÖVELBORN

        Michel MÜLLER

 

Efter oplæsning af anklagen bliver Albin Lüdke afhørt som første vidne. Da vidnet afslog at sværge på bibelen, blev han efter det tyske retssystem taget i ed. Udsagnene blev oversat af en tolk.

 

Efter at retten har fastslået vidnets data, bliver vidnet opfordret til udførligt at berette om sin arrestation, især om årsager, forhold og afsoning af straffen indtil løsladelsen. Han skal give en nøje beskrivelse af lejren, og retten er især interesseret i følgende: Antallet af fanger, antal og beskaf­fenhed af barakker, hvor mange, der boede i de enkelte blokke, om der var senge, og især i hvilken stand lejren var i 1940.

Vidnet udtalte, at lejren oprindelig skulle være en midlertidig lejr for foreløbig to år. Den indvendige brædde-beklædning blev først foretaget i foråret 1941 i de fleste barakker. Pga. den dårlige indkvartering var der et stort antal syge i lejren. Sengene kom først i 1941.

 

Adspurgt om arbejdskommandoerne, beskæftigelse og be­handlingen af fanger, svarer vidnet, at det var begyndt med en forstærket arbejdsindsats i 1940, og han anfører begyndelsen til det ny teglværk, regulering af Elben og færdiggørelse af Industrihof og DAW-området. Ingen fange måtte være ubeskæftiget i lejren, selv de syge og svagelige måtte rykke med ud, da der ikke fandtes stillesiddende og lette arbejdsområder. På tegl­værket, som ved værkstedet og ved Elben kunne muselmændene allere­de om morgenen eller i løbet af formiddagen være helt færdige.­ De blev ikke ført tilbage til lejren eller reviret, men på tegl­værket kom de f.eks. i "hundegården", et ståltråds­bur. Andre steder blev de drevet sammen i en flok og slæbt tilbage til lejren om aftenen, enten af kammeraterne eller kørt i en trillevogn. De blev stadig ikke bragt på lazarettet, men blev lagt på appelpladsen ved siden af barakkerne, indtil appellen var forbi.

 

Dernæst skildrede vidnet sygetransporterne i forskellige retnin­ger, f.eks. 2 troppetransporter til Bernburg. Det eneste, der blev tilbage efter disse transporter, skulle havde været proteser­ne. For de tilbageblevne var det et tegn på, at de syge var blevet likvi­deret. Endvidere forekom der trans­porter til Dachau og Lublin, hvorfra ingen skulle være kommet tilbage, undtagen nogle fra Dachau. Så fortalte vidnet om bortskaffelsen til Bergen-Belsen, da de allierede var i an­march. På spørgsmå­let om, hvilke straffe, de blev idømt, svarede vidnet: Stå i porten, ingen mad, pælen, straffekompagni, træhe­sten. Retsfor­manden ville høre nærmere om straffekompag­niet, hvortil fangen erklærer: Straffekompagniet var "en lejr i lejren". De folk, der blev udtaget dertil, blev sat til det hårdeste kropslige arbejde. Vidnet beskriver på fores­pørgsel prygle­straffen.

 

Retsform.: Ved De, at der forelå instruktioner om, at prygl var forbudt?

 

Vidne:               Ja, jeg har selv læst en formular, som bloklederen skulle underskrive til rapportføreren. Om lejrle­deren også har under­skrevet den, ved jeg ikke.

 

Retsform.: Er denne instruktion blevet fulgt?

 

Vidne:               Nej, de slog alle løs.

 

Retsform.:  I hvilke tilfælde blev der givet pryglestraf?

 

Vidne:               Hvis man f.eks. ikke hilste, hvis man hilste over­fladisk, hvis man gemte roer eller brød, tyveri eller orga­nisering, rygning under arbejdet, vask af lommetørklæde i arbejdstiden, hvor tør­ringen blev betegnet som vask.

 

Retsform.: Hvad var følgerne af ophængning?

 

Vidne:               Lige efter i 6-8 og 10 uger kunne man ikke spise selv, men skulle fodres. Forstrækninger og lammel­sessymptomer var meget ofte følgen.

 

Retsform.:          Hvem dømte?

 

Vidne:               Lejrkommandanten.

 

Vidnet skildrer dernæst natarresten og lejrens tidsskema:

       

        Kl. 4.45 Vækning - appel

        Kl. 6.00 Træde an

        Kl. 6.15 Arbejdet begynder

        Kl. 9.00-9.15 Pause

        Kl. 11.45 Hjem til lejren - middagsmad

        Kl. 13.00 Tilbage til arbejdet

        Kl. 19.00 Tilbage fra arbejde. Appel på ubestemt tid.

 

En belægning på 500-600 mand og kun 60-80 madskåle gjorde, at en stor del af fangerne ikke kunne få noget at spise og måtte vende tilbage til arbejdet uden mad.

 

Efter at vidnet var blevet adspurgt, om han kunne genkende de enkelte anklagede (alle, undtagen Wiedemann), spurgte stats­advokaten, om han havde noget at sige om Pauly.

 

Vidnet fortalte, hvilke rygter der gik - at folk, der kom fra Stutthof, som kendte ham fra før, rystede, da de hørte, at Pauly skulle komme til lejren.

 

Om Totzauer, at han var til stede ved nedskydningen af hollæn­derne, og vidnet skildrer scenerne ved skydningen.

 

Om Thumann sagde han, at han havde afsluttet nationalso­cialis­mens højskole i det berygtede Dachau.

 

Kitt havde stødt muselmændene i knæhaserne, rejst dem op igen med bemærkningen: "Arbejdsduelig, manden simulerer".

 

Dreimann var bestialsk og brutal til fingerspidserne. Han var ligeledes til stede ved nedskydningen af hollænderne. Pga. sin sadisme i andre kommandoer var han blevet for­flyttet til Neuengamme. Der havde han fortsat uvæsenet.

 

Ruge var også til stede ved nedskydningen af hollænder­ne. Warnc­ke ligeså. Reese havde en yndlingssport: at jage fanger­ne over vagtkæden. Ligeså med Speck. Brehms mishandlede især i blokstuen foran bloklederne.

 

Det 2. retsmøde finder sted tirsdag, den 19.marts 1946 kl. 9.15 i Neuengamme.

 

                ----------------------------

 

Vidnet Albin LÜDKE :

 

Blev anholdt i 1933, fængslet 2-3 uger. Løsladt den 23.12.1933. Alt­sammen fordi jeg var aktiv i Rote Hilfe, der er en vel­gørende institution til hjælp for politiske fanger og deres efterladte.  Den 20.1.1934 igen arresteret for salg af bro­churen: "Red de ti Gerresheimer-arbejdere". 10 arbejdere var blevet dømt til døden for et slagsmål, hvor en SS-er var blevet dræbt. Brochuren skulle forhindre henrettelsen. Kun derfor blev jeg igen arresteret. Jeg fik 15 måneders tugthus, som jeg afsonede i Lüttringhausen. Den 21.4.1935 blev jeg løsladt, den 2.7.1935 igen arresteret. 4 ugers politiarrest i Esterwegen. Derfra til Sach­senhausen, hvor jeg var fra den 1.9.1936 til 4.6.1940. Derfra kom jeg med en 1000-mands transport til Neuen­gamme.   

 

Allerede i oktober/november 1938 blev 100 fanger bragt til Neuengamme. I februar 1940 kom der 240 indsatte, i april 1940 ankom 280 arrestanter til Neuengamme. 1000 fanger blev nødtørf­tigt indkvarteret i tre barakker. På teglværket var der i begyndel­sen 100 indsatte.

 

 

Da den sidst omtalte transport kom, blev opbygningen af lejren fremskyndet, men samtidig også SS-lejren.

 

3 uger senere kom der igen 1000 fanger fra Sachsenhausen. 3 uger senere en transport fra Buchenwald. Alle fanger blev indkvarteret i de 20 barakker, der var færdiggjort i mellemti­den, hvoraf dog de fire blev brugt som værksteder for håndvær­kere, tøjdepot etc. I virkeligheden var der kun 16 barakker til rådighed for fangerne. Alt var meget primitivt. Byggelederen sagde til mig, at det kun var midlertidigt. I foråret, da der var meget sygdom, blev barakkerne indvendigt beklædt med træ.

 

Først i 1943 blev der bygget en solid stenbygning med kælder, stueetage og 1.sal. Der blev opført to sådanne stenbygninger. Den første kom i brug i 1944, den anden i slutningen af 1944. De to stenbygninger lå i hver sin ende af lejren. Træbarakkerne stod med en afstand af 20 m. Stenbygningerne skulle rumme 1000 fanger, men der blev proppet 4000 ind i dem. I træ­barakkerne skulle der være plads til 200-220, der var 600-700. Forholdene, man boede under, er ubeskrivelige. Mod krigens slutning lå der mindst 3 mand i hver seng, og i mange senge var der fire eller fem. Der var heller ikke spisered­skaber nok. Der var højst 70 madskåle til 800 eller 900 mand, så de fleste fanger kunne ikke nå at spise maden, og måtte ofte rykke sultne ud til arbejdet.

 

Allerede i 1942 var der 12.000 fanger, skønt lejren kun var beregnet til 4.000. Ved evakueringen var der 12.000 i Neuengam­me og nogle gange endda 14.000 fanger. Udekommandoerne ikke medregnet. Altså lå fangerne på det bare gulv. De første brikse af træ kom i 1942. Men der var altid for få senge. Kun da en større transport afgik til en anden lejr, kunne man for en kort tid mærke en bedring.

 

Da jeg ankom, var jeg maler i 8 uger, så blev jeg arbejds­leder for malerne, og var kapo indtil juni 1943. Dernæst blev jeg kapo for udekommandoerne. Jeg skulle der være til disposition for de enkelte fagfolk i arbejdskommandoerne eller sørge for arbejds­kraft.

 

Efter at lejren i 1940 var blevet nødtørftigt opbygget, begynd­te opbygningen af teglværket. Her blev der fabrikeret teglsten, tagsten og sten til en-familiehuse. En stor kommando arbejdede med Elb-reguleringen og også med anlæggelse af lejrgader, beton-eller appelplads.

 

Vækning kl.4.15, kaffe kl.5, arbejdsstart kl.6. Ti minutter efter kommandoen "Former arbejdskommando" gik det løs, og rækker af fanger måtte ud ad lejrporten og afsted til arbejdet. Kl. 9 var der et kvarters pause, fra kl.12 til 12.45 var der middags­pause, kl.13 var man igen i arbejde.  Kl.19 var det fyraften. Om søndagen blev der arbejdet til middag. Fra midten af 1944 arbejdede enkelte kommandoer.

 

Forplejningen bestod af 300 g brød, 100 g om morgenen og 200 g om aftenen. De, der arbejdede med særlig hårdt arbejde i bestemte arbejdsgrupper, fik 200 g ekstra.  15 g margarine, 20-25 g pølse, kaffe, eller hvad man nu skal kalde det, morgen og aften. En gang om ugen pillekartofler, dertil en spiseskefuld kvark. Forplejningen stod på ingen måde i forhold til arbejds­byrden. ­Den store sygelighed er det bedste bevis for det. De syge led af sult-ødemer og diarre. Procentsatsen var meget høj for tuber­kulose. Jeg så jo de syge dagligt. De havde såkaldte elefantben af vand og poser under øjnene. For at give en nøje skildring må jeg gå langt tilbage.

 

 

 

Arbejdsindsatsen, derunder også syge og raske, arbejds­duelige og ikke-arbejdsduelige, skulle dagligt indberettes til komman­danten, som så rapporterede videre til Berlin. Fra 1943 måtte ingen længere være ubeskæftiget. Altså måtte alle rykke ud til arbejde. Derfor skete det i efteråret, at de svagelige brød sammen allerede om formiddagen. De blev spærret inde i "hunde­gården" bag ståltråd. Om aftenen kørte man dem tilbage til lejren i trillevogne, for ikke at forstyrre kolonnernes hjem­march til lejren. De syge blev dog ikke bragt på lazarettet, men blev lagt på betonen på appelpladsen, hvor de først skulle deltage i 1½-2 timers appel. Sådanne tilstande var der i alle kommandoer. I 1943 kom det nye slogan "Udryddelse ved arbejde". Fangernes arbejdskraft skulle anvendes til krigsforberedelse. Fra da af ordinerede lægen af og til lettere arbejde, straffen med ophængning blev indskrænket. Jeg hørte selv føreren for arbejdstjene­sten, Wiehagen, sige, at "ingen tilfældig udryd­delse må finde sted". Denne ændring i 1943 skabte forun­dring, og hos os i DAW blev der indført let arbejde for de svækkede fanger, som f.eks. fletning, såkaldt skånearbejde. I året 1944 fjernede Pauly ganske vist rustningsarbejdet fra kælderrummene, så fangerne måtte sidde i sneen. Nogle kom på lazarettet, andre blev sendt til en lejr for syge, altså en udryddelseslejr. Jeg kender til 2 transporter, der gik til Bernburg. Proteser og tøj kom tilbage til lejren i Neuengamme, et sikkert tegn på, at fanger­ne var blevet likvideret. Også til Dachau afgik mange transpor­ter.­ Størstedelen gik til Lublin og Auschwitz, og da de to lejre blev besat af de allierede, gik transporterne til Bergen-Belsen.

 

Fra 1942 arbejdede industrien med krigsproduktion. Messag (finmekaniske fjedre til tændsatser), Jastram (dele til u-både,­ motorer, DMW (våben), DAW (for Blohm og Voss), anlæg af al slags byggeri. Det samme gjaldt for udekommandoerne. Rust­nings­værkstederne var under jorden, ubåds-og bunkersbyggeri i saltgruber. Hvis fangerne ikke døde i disse arbejds-huller, hvis de overlevede, kom de uhelbredeligt syge tilbage til Neuengamme uden arme og ben.

 

Dødstallene: På udekommandoerne skete det ofte, at 1/3 af fangerne døde inden for 8-10 uger. Resten kom tilbage som vrag.

 

De forskellige nationaliteter androg i lejren og ude­kommandoer­ne:   

        russere 27%

        polakker 18-19%

        franskmænd 10-11%

        hollændere og belgiere 8-9%

        danskere og nordmænd 12-13%

        tyskere 13%

        resten fordelte sig på andre nationer.

 

Straffene i lejren: I begyndelsen pryglestraf - 25 stok­keslag, op­hængning, natarrest (arbejde om dagen, arrest om natten), tørvegravning uden mad. Kun kommandanten var beretti­get til at idømme lejrstraffene. Men alle pryglede. Blokledere og komman­doførere. Bloklederne skulle hver måned skrive under på, at der ikke blev uddelt prygl, men alle vidste, at det var en ren farce. I årene 1941-1943 har jeg selv set ophængning snesevis af gange. Hver uge blev 50-60 fanger hængt op ved pælen, efter efteråret 1942 indskrænkedes det dog. Stokkeslage­ne fortsatte. Natarresten var en indespærring uden tæpper fra kl.20 til morgenvækning. Varighed op til 21 dage. Arbejdsind­satsen om dagen måtte ikke formindskes, ellers gav det nye straffe eller transport. I en sådan celle var der 10-12 mænd sammen. Der var ikke tale om søvn. Ingen mad ved tørvegravning gik for sig på den måde, at de som straf blev råbt op ved appellen om aftenen og måtte stå ude ved porten, til de blev lukket ind.

For hvilke forseelser blev disse straffe givet? Hvis en fange f.eks. havde vasket sit lommetørklæde i middagspausen - han havde som regel kun eet - sagde bloklederen, at det var blevet vasket i arbejdstiden.

 

De fanger, der havde været hængt op ved pælen, kunne i ugevis ikke bevæge deres lemmer. Jeg har selv set masser af fanger, der efter uger ikke kunne holde på en ske og måtte mades af deres kammerater. Forstrækning af sener og lammelses­symptomer var følger af disse barbariske straffe.

Straffekompagniet var en samling fanger, som var blevet straf­fet flere gange, eller som af den politiske afdeling var blevet henvist via Gestapo for hurtigt at få dem til at miste livet. Disse fanger var anbragt i SK (straffekompagni), der var forsynet med en særligt pigtrådsindhegning. Ingen måtte nærme sig disse fanger. Årsagen til straffen var de allerede nævnte eller påfaldende adfærd ved rygning o.s.v.

 

Den daglige stuegang, også kaldt lægeappel:

Der var et lille og et stort ambulatorium. Hvis man var syg eller skulle forbindes i reviret, skulle man om aftenen træde an til appel. Fangelægen fordelte så de syge hos de enkelte læger. SDG, sanitetstjenesten, var også til stede. De var enten Unter- eller Oberscharführere.

 

Organisationen af hospitalet:

Hospitalslægen, SDG, fangelægen og plejere. Øverste læge var garnisonslægen, som hospitalslægen eller lægerne stod under. Under SDG stod fangelægerne og plejerne. SDG-erne var ikke medicinsk uddannede, men trods det afgjorde de, om en fange skulle på reviret. Sagde SDG nej, kunne selv den uddan­nede fangelæge intet gøre. Ved flyveralarm skulle de lidt syge i kælderen. Der var for lidt plads, og indgangene var for snævre. I de sidste krigsår var der alarm flere gange hver nat. For at det skulle gå hurtigere, slog man på fangerne med gummiknipler. Derved faldt mange omkuld, og de efterfølgende trampede på de faldne. Trods adskillige klager til kommandanten blev de invalide og syge tvunget til at gå i bunkeren. Ved kontrol i blokkene gennempryglede Thumann egenhændigt de tilbageblevne.

 

Pauly havde allerede et dårligt ry fra Stutthof ved Danzig, hvor han var kommandant, før han kom til Neuengamme.

 

Adjudant Totzauer kom ikke meget i lejren. Ved eksekutioner­ne var han til stede. Ved offentlige henrettelser som ved hol­lændernes og belgieren Tollenaeres var han der. I oktober 1944 kom en transport med hollændere fra Amersfort. 80 fanger blev valgt som såkaldte dørspærrer (Torsperren) (?). De måtte aldrig forlade lejren, så vi kunne ikke flytte dem til ude­kommandoen. Hver morgen og hver middag blev dørspærrerne råbt op en ekstra gang. De blev gennet sammen i kælderen i den bageste stenbyg­ning. 58 af dem blev henrettet, resten var døde i mellem­tiden. 18-20 lå syge i reviret, trods det blev de bragt til henret­telse på bårer.  

 

Nr.3, Thumann, kom til Neuengamme i april 1944 som lejrle­der. Han var allerede uhyggelig berygtet fra Dachau og Lublin og havde udekommandoen Drütte. Han var øverste leder af eksekutio­nerne og undså sig ikke for selv at affyre nakkeskud.

 

Dr. Kitt var den sidste hospitalslæge fra februar 1945 til slutningen. Når de nøgne fanger skulle undersøges, lod han dem gøre knæbøjninger, gav dem et slag i baghovedet og mente, at de simulerede. Dernæst meldte han dem arbejdsduelige.

 

Nr.5, Dreimann, var rapportfører. Han var ret så berygtet. Han kom til Neuengamme i 1940. I 1941 overtog han ude­kommandoen Witten­berge og var en frygtelig sadist. Der blev han afløst af den tidligere kommandant og kom til Drütte. Også der fort­satte han sin sadisme og kom derfor til Neuengamme.

 

Nr.6, Ruge, og nr.7, Warncke, var til stede ved henrettelsen af hollænderne. Sidstnævnte kom til Neuengamme i 1942, overtog komman­doen Sengelmann, som lavede banetilslutningen til lejren, og blev så blokleder i lejren. Han deltog også i pryglerierne ved beskyttelsesbunkeren. Nr.8, Reese, og Pauly kender hinanden fra kamptiden. Derfor hentede Pauly ham til lejren. Han var komman­dofører på værkstedet med 600-1000 mand. Han pryglede løs fra morgen til aften og dyrkede den sport at jage fangerne over vagtkæden, så de blev skudt. I januar 1943 kastede han fanger i vandgra­vene og slog syge til krøblinge.

 

 

 

 

 

 

2.forhandlingsdag, den 19.marts 1946. Start kl.9.00

 

Fortsættelse af Albin Lüdkes vidneudsagn:

 

Om nr.9, SPECK: Kom til Neuengamme i 1943, gammel bekendt af Pauly. Han blev tilforordnet Reese som kommandofører og deltog sammen med ham i alle pryglerier, koldtvandskure og jagen fanger over afspærringen. Fangerne blev af ham personligt smidt i vandgraven. Især omkring lejren var der gravet mange vand­grave til brug ved slukningsarbejde. Speck greb tit fat i fangerne - gerne de syge og invalide - når de marcherede ind i lejren, og kastede dem i de vandfyldte grave.

 

Om nr.10, BREHMS: Han kom til Neuengamme i begyndelsen af 1943 og var der til det sidste. Han var til stede ved likvideringen af hollænderne, deltog i de fleste af de mis­handlinger, der forekom i lejren på denne tid. Han pryglede i bloklederstuen.

 

Om nr.11, KÜMMEL: Var blokleder fra efteråret 1943 til sommeren 1944, derefter stedfortrædende rapportfører. Hans specialitet: Prygl i bloklederstuen. Jeg så engang i foråret 1944, hvordan en franskmand og en belgier kom ud af deres rum for at bytte deres sko, fordi de var for store, og fordi der ikke var noget rigtigt overlæder på. De kom slubrende forbi bloklederstuen med skoene trådt ned. Han kom ud af blokleder­stuen, tog begge med ind, lagde dem på en skammel og trakterede dem med stokkeslag. Jeg har selv set det. Det var ikke den eneste gang, at Kümmel opførte sig sådan. Han kom tit ind på værkstederne under påskud af kontrol. Fangerne fik linned fra deres pårørende, fordi der næsten intet var i lejren. Dette havde været tilladt siden 1943. Kümmel påtalte det, anså det for "organiseret" og konfis­kerede det. Det var lovstridigt, og han straffede endda de pågældende fanger.

 

Om nr.12, BAHR: Han kom til reviret i 1942 som Sturmmann og SDG (sanitetstjenesten) og udmærkede sig især ved dumhed, brutali­tet og ondskab. Han var en rigtig slagsbroder. Han slog alvor­ligt syge, som blev indlagt på reviret. Han førte an i hen­rettel­sen af mere end 1100 fanger ved indsprøjt­ninger med benzin, phenol o.­lign. Ligeledes førte han an, da 260 russiske krigs­fanger blev gasset med Zyklon B i bunkeren. Jeg har set ham udse sig fanger, som var syge, og som få minutter efter indsprøjt­ningen blev båret til lighuset. Bahr og Büsing udførte det hele selv - udvalgte folk og gav injektioner.

 

Om henrettelse ved hjælp af gas: Jeg har ikke selv set dem fylde gas på, men har hørt det af kammerater, som har set det. Jeg kom forbi fæng­selsbarakken på min vej fra SS-lejren til værkstedet. Dørene stod åbne. Der lå et bjerg af lig. Bjerget var 1,70 m højt. Pauly og Lüttkemeier stod foran det sammen med de for­skellige blok­ledere. Blok­lederne begyndte at læsse ligene på trillevogne og anhængere, men da de fik nok af dette gruful­de arbejde, overtog mandskabet fra vognene det. Hele lejren stod på appelpladsen, fordi der netop da var appel.

Alle fanger måtte synge: Velkommen glade sanger, med omkvædet: "Derfor lad os synge og være glade". På samme tid blev ligene kørt forbi os fanger på vejen til krematoriet.

 

Om nr.14, dr.TRZEBINSKI: Han var garnisonslæge fra efteråret 1943. I bygningen for syge fra efteråret 1943. Han deltog i eksperimenterne med syge fanger og børn. Han var ansvarlig for den høje dødelighed i udekommandoerne, for den dårlige be­handling, for manglende og utilfredsstillende husly, samt for me­dicinmanglen. Han var ansvarlig for sygetransporterne til Lublin og Bergen-Belsen.

 

 

Spørgsmål: Forsvareren for nr.1: Hvad fik man til middagsmad?

 

Vidne:               1 1/4 l kålroer, kål, vand, vand som suppe, vand som middagsmad, afhængigt af årstiden. Om foråret blev det lidt bedre for en tid, men i almindelighed var der Maggi-suppe og 300 g brød morgen og aften og ekstra til de hårdest arbejden­de. Til dem regne­des jordarbejdere og håndvær­kere fra bestemte virk­somheder. I den bedste tid var der 4500-7000 fan­ger, der fik sådan en ekstra ration. Hvis der var afgået trans­porter fra lejren, var der bedre ek­strarationer i et par dage. 

 

Forsvarer:  Havde Pauly indflydelse på portionerne?

 

Vidne:               Ja, de kunne jo sættes op af forvaltningen i Ber­lin. En kendsgerning er det, at de faktisk blev sat op, da man anmodede om det. (P­a­uly ud­ta­lte til for­s­va­re­r­en, at maden i al­mi­nde­li­g­hed ikke var dår­ligere end den, civilbefolknin­gen fik.)

Pauly siger, at lejrledelsen modtog fangerne i ret så mager tilstand, men dertil kan man sige, at 90% af de nyankomne var kraftige og arbejdsduelige, men meget hurtigt mistede kræfterne i lejren. Fra som­meren 1940 til april 1945 døde mere end 40.000 i lejren. I hele lejren var der højst 3.500 - 3.900 senge til 14.000 fanger.

 

Forsvarer:  Var der halmmadrasser ?

 

Vidne:               Jeg kan ikke sige, hvor mange der var.

 

Forsvarer: Med hensyn til at slå, var det så noget, Pauly selv kunne anmode om, eller kunne det kun ske på foran­ledning fra Berlin?

 

Vidne:               Der var en bestemmelse om, at der først skulle fore­lægge et direktiv fra Berlin. Men om det blev overholdt, ved jeg ikke.

 

Forsvarer:  Advarede Pauly sine folk mod at mishandle?

 

 

Vidne:               Jeg ved, at der er blevet klaget over komman­dofø­rerens mishandlinger, f.eks. af en byg­ningsingeni­ør, men der skete intet.

 

Forsvarer:  Ja, men som De sagde i går, blev Dreimann for­fl­yt­tet af le­jr­ko­m­ma­n­da­n­t­en, fordi han havde mi­s­ha­nd­let sin ar­bejdskommando.

 

Vidne:               Ja, men i Neuengamme fortsatte han sit uvæsen under Paulys ledelse. Sent om efteråret 1943 blev jeg af Schr­amm sendt over til gartneriet og gik gennem tegl­værket til lergra­ven. Jeg så to fanger søge ly for regnen under et tag. Pauly greb dem der og slog dem. Dernæst blev også kapoen, som disse folk hørte under, slået flere gange. I lang tid efter led kapoen af hørebesvær. Fangerne var henholdsvis  fran­sk­mand og belgier. I efterå­ret 1942 faldt nogle fanger om på ap­pelpladsen. Pauly tog dem straks med til grov­køk­kenet, hvor han lod dem ligge hen over bukkene. (?) De fik 25 slag. Dette helt sikkert uden tilladelse fra Berlin, da det jo umuligt kunne nås på de få mi­nutter.

 

Forsvarer:  Pauly ankom til Neuengamme i sommeren 1942. Hvad har Pauly med henrettelsen af de 55 hollændere at gøre?

 

Vidne:               Han var til stede som kommandant. Jeg så det selv.

 

Forsvarer:  Hvordan var det med indsprøjtningerne i 1942?

 

Vidne:               Dette havde Pauly også ansvaret for. Han var nemlig allerede kommandant i lejren, da aktionen begynd­te.

 

Forsvarer:  Vidste han, at aktionen fandt sted? Var der ikke en mulighed for, at han i travlheden som kom­mandant ingen anelse havde om disse ting? 

 

Vidne:               Han må have vidst det, for disse aktioner foregik i alle lejre. Alle vidste det. Han kendte jo også til det fra Auschwitz, hvor han satte kors i li­sterne over syge.

 

Forsvarer:  (afbryder) Pauly har aldrig været i Ausch­witz, som han har påstået.

 

Vidne:               Jeg mener Stutthof, og jeg ved det fra plejere, som var i Stutthof, og som godt kunne afhøres ved denne ret. Pauly var til stede ved bortskaffelsen af 260 lig. Han stod i den åbne dør og var i lejren hele tiden. Altså kendte han også til aktionen.

 

Om nr.3 THUMANN

 

Forsvarer:  Er det en kendt sag, at netop Thumann gik stærkt ind for ren­lighed og disciplin i lejren?

 

Vidne:               Alligevel døde mange fanger. Der var kun to fanger til at tage sig af rengøringen i blokken. De andre hundrede fanger måtte derfor træde an foran blokken i tre kvarter, og stå der frysende og tænderklap­rende, bare for at blokken skulle gøres ren. Op­hængning blev anvendt for simple forseelser og ikke, som Thumann påstår, for drukkenskab, overfald på de, der skulle hente mad­, indbrud i køk­kenet, flugtforsøg etc.

 

Forsvarer:  Var dette noget, Pauly beordrede?

 

Vidne:               Det skete på Thumanns foranledning. I april 1945 blev 58 mænd og 13 kvinder hængt. Det var russere, polakker og tyskere. Dette kan bevidnes af barak­for­mand Kuhr fra Slesvig, i hvis blok de var ind­kvarteret.

 

Forsvarer:  Hvorfra ved De, at der var russere og polakker? De var jo angiveligt isoleret.

 

Vidne:               Leers og Cornelius fortalte mig, at han havde gen­kendt dem på sproget, og desuden var der barakfor­manden, Frie­drich Kuhr, der jo talte med dem.

 

Forsvarer:  Vægrede Thumann sig ved at have dem i lejren?

 

Vidne:               Det ved jeg ikke, men jeg ved noget andet. Der kom 29 polske officerer til lejren. Tilfældigvis var der folk fra Svensk Røde Kors i lejren, pga. dan­skerne og nordmændene. Svenskerne protesterede over de polske officerers indsætning i lejren, da de var krigsfanger. Nærmere bestemt spurgte svenskerne: "Hvad skal de englændere her?"  Polak­kerne bar nemlig uniform, så det fremgik ikke tydeligt, at de var polak­ker. Disse 29 blev så anbr­agt uden for lejren, og næppe var svenskerne væk, før polakkerne igen blev bragt ind i lejren. De kom i bad, måtte klæde sig af, blev barberet som alle nyankom­ne, man gav dem et lilla bånd om armen med påskrif­ten "Tor­sper­re". Sådanne folk skulle blive i lej­ren, måtte altså ikke bruges til arbejde udenfor pigtråden. Disse officerer var kommet fra War­scha­wa-op­standen over lejren Sandbostel til os. Da Svensk Røde Kors kom næste gang - Himmler for­hand­lede med greve Bernadotte om de skandinaviske fan­ger - for­talte den norske delegerede dette til sven­skerne. Nogle dage efter blev de polske offi­cerer bragt ud af lejren.

 

Forsvarer:  Stammede befalingen om henrettelsen af hollænderne fra Thumann?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige.

 

Forsvarer:  Har De set ham læse en sådan henrettelsesbefaling op?

 

Vidne:               Jeg kunne ikke se, om henrettelsesbefalingen blev oplæst af ham.

 

Forsvarer:  Er det rigtigt, at Thumann ikke jagede fanger forbi vagtkæden?

 

Vidne:               Nej!

 

Forsvarer:  Hvordan var det med madskåle i lejren?

 

Vidne:               Der var slet ikke nok til alle fanger. De arbejden­de fanger rykkede ind om middagen fra deres komman­doer. Over en fjerdedel kunne ikke spise, fordi der manglede madskåle. De arbejdende måtte så gå sult­ne tilbage til arbejdet, fordi middagspausen var for kort.

 

Om nr.4 lejrlægen dr.KITT.

 

Han var hos os i lejren Neuengamme fra februar 1945 til slut­ningen. Jeg ved ikke, om dr. Kitt var med på transport eller komman­doer i de 3 måneder, han var hos os. Han var ikke med til ophængningerne.

 

Forsvarer:  Var SDG-eren uddannet sygepasser?

 

Vidne:               Det så det ikke ud til. Under Kitt stod SDG Renken. Ham har jeg kun set i fangelejren.

 

Forsvarer:  Har De selv nogensinde meldt Dem syg?

 

Vidne:               Jeg har ikke selv været sygemeldt, men jeg har været til stede mere end 20-30 gange ved undersø­gelser af raske og syge med henblik på arbejdsdue­lighed. Ved luftalarm behøvede sengeliggende ikke at komme i bunkeren, hvorimod fanger, plejere og læger skulle gå derned.

 

Forsvarer:  Var det en befaling, eller var det omsorg?

 

Vidne:               Indtil april/maj 1944 gik vi aldrig i bunker­en. Det blev først indført derefter.

 

Forsvarer:  Ved De, at befolkningen i alle byer, også i Ham­burg, skulle benytte bunkere, hvor der også var meget trangt med plads?

 

Vidne:               Ja, men ikke under sådanne forhold. Vore bunkere var alt for små til så mange mennesker. Der mang­lede den nødvendige udluftning, og adgangs­vejene var for snæv­re.

 

Forsvarer:  Hvis der var faldet bomber i lejren, havde man så også bebrejdet lejrledelsen det?

 

Vidne:               Det tror jeg ikke.

 

Forsvarer:  Der var vel enkelte fanger, som simulerede sygdom?

 

Vidne:               Nej, i virkeligheden var de syge.

 

 

10 minutters pause

 

 

Forsvarer:  Hvor mange år var De i koncentrationslejr?

 

Vidne:               Næsten 12 år, i Neuengamme fra 4.6.1940.

 

Forsvarer:  Er De også blevet mishandlet?

 

Vidne:               Schramm befalede, at nyankomne transporter, skulle have 21 dages karantæne. To dage senere befalede Thumann, at en fange, der lige var kommet med en transport fra Compiegne, skulle sendes til DAW. Befa­lingen blev overbragt mig af lejrfor­mand Feetz. Schramm havde udtrykkelig sagt, at det var komman­dantens befa­ling. Thumann vidste åbenbart intet om den befali­ng, for han kom hen til mig og skreg til mig: "Dit gamle svin, du har ikke gjort, som jeg beor­drede". Thumann slog mig så hårdt i ansig­tet, at jeg kunne spytte flere tænder ud. Såle­des re­spek­terede den ene den andens befalinger.

 

Forsvarer:  Er dette Deres første straf, eller har De været straffet før?

 

Vidne:               Det er min første straf, jeg har ikke før været straf­fet.

 

Om nr. 6 RUGE

 

Han kom til Neuengamme i januar 1945. (Dette bestrides). Ruge angiver, at han kom til Neuengamme den 10.3.1945.

 

Vidne:               Nej, det var midt i januar 1945.

Forsvarer:  (indskyder) Andre vidner påstår noget andet.

 

Vidne:               Jeg har et bestemt holdepunkt for denne påstand. Hen­rettelsen af hollænderne fandt sted i slutningen af januar/be­gyndelsen af februar. Ruge deltog i henrettelsen. Jeg har selv set ham føre fangerne fra blok 19 over til bunkeren i grupper. (Ruge bestrider dette).

 

Vidne:               Jeg er helt sikker. Ruge blev blokleder i dansker­lejren, som blev oprettet januar 1945. I februar 1945 blev lejren isoleret. Da denne transport an­kom, måtte de andre fanger forlade blokkene, for at danskerne kunne få plads. Og til os sagde de danske kammerater: " I skulle ligge 3-4 i hver seng, vi kan nøjes med 2". Der forelå en bestemmelse om, at hver dansker skulle have sin egen seng. Sådan var det også, da Svensk Røde Kors kom, men så blev det igen anderledes. Ved oprettelsen af Særlejren i begyn­delsen af 1945 var tilstanden heller ikke god. Ruge var blokleder i lejren. Forplejningen af dan­skerne var som de andre fangers, men de havde den fordel, at de modtog pakker fra Dansk Røde Kors. Røde Kors kom næsten dagligt i lejren de sidste måneder. Jeg ved ikke af, at Ruge har behandlet dan­skerne dårligt Jeg ved kun, at han var med, da hollænderne blev henrettet.

 

Om nr. 8 REESE

 

Forsvarer:  Hvorfra ved De, at Reese og Pauly var gamle kam­mera­ter fra kamptiden?

 

Vidne:               Det har Reese selv fortalt mig. Med Reeses ankomst blev kursen skærpet.

 

Forsvarer:  Kunne De bevæge Dem frit omkring i lejren og om­rådet omkring den?

 

Vidne:               Jeg kunne færdes overalt indenfor afspærringen. Af og til også på produktionsområdet, hvor Reelle se­nere blev kommandofører. Somme tider var jeg der flere gange hver dag, men mindst hver anden dag.

 

I marts/april 1943 fandt vandgravs­reguleringen sted bag ved lej­ren. 80-100 fanger stod i vand til knæ­ene. Her udsøgte Reelle sig sine ofre. Med enden af en lægte eller med et kabel slog han på dem, så de skrigende af smerter sprang over på den anden side af graven, og her stod vagterne så og skød dem ned. En dag op­førtes dette skue­spil 2-3 gange. Vagterne skød fan­gerne ned, selv om de havde set, hvad Reelle gjor­de. Jeg har selv set det flere gan­ge. Først 3-4 uger senere trak man afspærringerne 10-15 m længere tilbage, men alligevel blev der skudt fan­ger. Jeg har selv overværet den slags episo­der 3-4 gange.

 

 

Hvad danskerne angår, så måtte de indtil januar 1945 regelmæs­sigt gå på arbejde uden for lejren. Først efter overfyldningen af lejren, holdt man op med at brug dan­sker­ne til arbejde, men al­ligevel var der 200 danskere og 300-350 nord­mænd, der af­tenen før fik at vide, at de skulle være klar til at ar­bejde. Dan­skernes tillidsmand hørte Pauly sige til en Røde Kors medarbejder, at dan­skere og nord­mænd kun skulle arbejde frivil­ligt. For fremtiden nægtede de derfor at ar­bejde.

 

Om nr. 7 WARNCKE

Forsvarer:  Havde han et særligt dårligt ry?

 

Vidne:               Det kan man egentlig sige om alle blokledere. Ikke alle deltog på samme måde som Reelle. Det var almin­de­ligt, at de, der ikke ville være med til det, blev holdt uden­for­ og senere for­flyttet til trop­pen.

 

Forsvarer:  Men Warncke påstår, at han slet ikke har været i lejren i sommeren 1943 til julen 1944.

 

Vidne:               Det passer ikke.

 

Forsvarer:  Men han vil bevise det.

 

Vidne:               Hos Sengelmann-kommandoen opførte han sig fint. Han deltog i pryglerierne ved at lukke folk ind og ud af bunkeren. Han tog sig kærligt af visse fan­ger. I blokle­derstuen slog han fangerne med en okse­pisk. Han hentede selv folk ind. Han var til stede ved henrettelsen af hollænderne og var den, der trans­por­terede dem fra blok 19 til bunkeren.

 

Om nr. 9 SPECK

 

Også Speck er en gammel bekendt af Pauly.

 

Forsvarer:  Hvorfra ved De det?

 

Vidne:               Det har Speck selv sagt til Walter Block.

 

Forsvarer:  Var der ståltrådshegn om lejren eller allerede rundt om det hele?

 

Vidne:               Hegnet blev færdiglavet i efteråret 1944.

 

Forsvarer:  Speck sagde 1943.

 

Vidne:               Nej, i 1944. Det ved jeg helt nøjagtigt. Kommandoen "opsætning af hegn" arbejdede endnu i det sene ef­terår på det ydre hegn. ­Speck var kommandofører ved færdiggørelsen. Der var beskæftiget 500-600 mand.

 

Forsvarer:  Havde Speck assistenter?

 

Vidne:               Han var kommandofører alene, senere kom Reese til. Ved færdiggørelsen var der folk af alle nationali­teter, og der var ingen tolk til rådighed for   Speck.

 

Forsvarer:  Var det arbejde på selve stedet, eller drejede det sig om materialer, der skulle flyttes?

 

Vidne:               Det var jord- og transportarbejde, fremskaffelse af grus, cement o.s.v. Også her jagede Speck folk over afspærrin­gerne og endda ved vandgravsre­gule­ringen. Han var ikke ude på selve stedet, men havde et skur, eller han sværmede rundt på byg­gepladsen for at finde sig et offer. Fik han særligt kig på en fange, be­gyndte han at ekser­cere med ham, slog ham, pryg­lede ham, spar­kede til han lå blodig på jorden. Så jagede han ham over afs­pær­ringen. Tit blev fan­gerne skudt, når dette skete. Af­stan­den mellem vag­terne var 60-80 m. Speck skød ikke selv efter de flygten­de.

 

Om nr. 10 BREHMS

 

Brehms deltog ved henrettelsen af hollænderne. Hvilken rolle han spillede, ved jeg ikke. Men han var i hvert fald i bun­keren. Han deltog også ved mishandlingerne i bloklederstuen.

 

Om KÜMMEL

 

Udover vasketøjet skulle Kümmel på kommandoerne også se efter fangernes tøjskabe. Da jeg engang gik forbi metalværkerne, så jeg Kümmel mis­handle en fange. Jeg måtte tage manden med tilbage til reviret, og han fortalte mig da grunden.

 

Om nr. 12 BAHR

 

Det er den mand, der har befordret 1100 fanger til det hinsidi­ge med phenol-indsprøjtninger. 40 hver dag. Bahr arbejdede sammen med Brüning i rummet, hvor der gaves indsprøjtninger. Jeg var til stede, da Bahr valgte fangerne ud. Det var ikke lægen, der foretog udvælgelsen.

 

Om nr. 14 dr.TRZEBINSKI

 

Har ikke udkommanderet syge til udendørs arbejde. De syge blev fremstillet for Trzebinski, Grimm og Schramm. Raskmeldte lægen dem, kom de på transport til en kommando. Schramm har uden om Trzebinski sendt syge, der skulle skånes, på arbejde. På hvis foranledning eksperimenterne på fanger og børn blev gennemført, ved jeg ikke.

 

Forsvarer:  Begyndte eksperimenterne, da Trzebinski kom?

 

Vidne:               Det kan have været før, men de kan ikke sættes i for­bindelse med Trzebinski. Phe­nolinjektionerne blev ikke foretaget på Trze­bin­skis tid. Det skete al­lere­de i 1942.

 

Forsvarer:  Har Trzebinski slået fanger?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer:  Hvordan var hans ry?

 

Vidne:               Størstedelen af fangerne kendte ham slet ikke.

 

Efter afbrydende spørgsmål fra forsvareren må Lüdke endnu engang skildre sit liv i lejren. Han fortæller, at han først arbejdede som maler, hvilket er hans fag, og på initiativ af den internationale fangekomité påtog han sig arbejdet som kapo ved arbejdstjenesten. Derfor kunne han gå rundt i de forskelli­ge kommandoer for at overvåge fangernes arbejdsindsats - dette også i fangernes interesse. Disse kommandoer lå dog inden for afspærringerne. Speck og Reese var i samme kommando. De slog bevidst fangerne og jagede dem over afspærringerne for at de kunne blive skudt. (Speck griner). Jeg er parat til at aflægge ed på det. Der er mere endnu. Speck fandt to fanger, der sad på latrinet og røg. Han slog på hollænderne med knip­ler, så de faldt om i deres træ-sandaler. Han trampede dem på brystet og i maven. En hollænder skreg højt. Da det blev aften levede han ikke mere. (Speck ler ad det.)      

Middagspause til kl.14.

 

Retspræs.: Er De parat til at sværge på, at De har for­talt sandheden om dødsfaldene?

 

Vidne:               Hængningen af den belgiske kammerat Tollenaere i novem­ber 1944 på foranledning af Pauly, Thumann og Totzauer har jeg selv set. I september 1944 blev to russere hængt på appel­pladsen for flugtforsøg. Hele lejren skulle træde an.

 

Forsvarer:  Hvorfor Tollenaere?

 

Vidne:               Angiveligt pga. forkert svejsning på et arbejds­red­skab. De to russere blev hængt efter tre uger. Vedr. hen­rettelsen af hollænderne: Om nr.1 eller en anden højt placeret gav befalingen, ved jeg ikke. Henrettelsen fandt sted uden lejrens deltagelse. Jeg husker 8 eller 9 tilfælde, hvor fanger­ne blev jaget over afspærringerne. Ligene blev afhentet af plejerne fra reviret og bragt til lighuset. Dette vidste nr.1 og nr.2. De blev jo også belønnet med præmi­er og orlov.

 

Om nr. 12 BAHR

 

Vidne:               Anvendelsen af Cyklon B gas har jeg ikke set selv. De kammerater, der var med, har fortalt mig det.

 

Retspræs.: Forsvaret har ret til at stille spørgsmål, for så vidt retten tillader det.

 

Forsvarer:  Nr.1's embede var stedets højeste. Han skulle tage sig af det, der blev befalet fra højere sted.

 

Om nr. 2

 

Jeg har set 7-9 tilfælde, hvor fanger blev jaget over afspær­ringskæderne og derfor blev skudt. 1941-1943. Speck var også med til det, men kom dog først til Neuengamme i 1943. Graven  blev renset op om sommeren eller efteråret. Speck var der i korte perioder 2 eller 3 gange. Gennem vinduet i væveriet blev rygningen iagttaget. Når kommandoerne vendte tilbage til lejren, blev de døde båret ind gennem porten. Gruppelederne gik så sammen med bærerne over på reviret for at aflevere de døde. De var fire mand mand om at bære ham. Han var død i løbet af formid­dagen, som grup­pelederen fortalte mig.

 

Anklager:   Hr. præsident, forsvareren anmoder om, at de ankla­gede selv må udspørge vidnet. Forskrift efter tysk ret.

 

Retspræs.: Nej, engelsk ret. De har retten til at spørge for Deres klienter. 

 

Anmodning om udsættelse for at give forsvarere og anklagede samt hovedvidner lejlighed til samråd en dag om ugen.

 

Retspræs.: Fridag, nej. Lejlighed til samråd som for britiske forsvarere kl. 17. Kun udsættelse, hvis noget sær­ligt foreligger. Færdigdiskuteret!

 

Kort over lejren og udekommandoerne bliver bredt ud.

 

Dr. KITT:    (lader spørge) Er skånekortene/sedlerne/attesterne blevet godkendt? (?)

Vidne:               Nej! Det var Deres arbejde. Jeg måtte det. (?)

 

Retspræs.: Man kan ikke bare stille spørgsmål, når krydsfor­høret er afsluttet. Har man spørgsmål, skal der anmod­es om det, og retten tager så stilling. (?)

 

De anklagede blev straks efter mødet ført bort. Hvornår bliver der lejlighed for forsvarerne til at tale med dem. Er først for kort tid siden kommet til Altona. Retten og statsadvokaten har al den hjælp, de har brug for. Fangerne bliver her en time. Statsadvokaten ordner dette problem. (?)

 

Retspræs.: Retten beslutter: "Lokalt retsmøde i Neuengam­me. Officielt retsmøde i morgen. Alle anklagede, for­svarere og domstol er til stede".

 

Vidne:               Indgiver et kort over lejren. Kortet stem­mer. Ingen mangler.

 

Vidne Brigadegeneral de GRANCEY:

 

Vidne:               Jeg er kommanderende general for en division i Versail­les. Den 30.juli 1944 kom jeg til Neuen­gamme første gang.

 

Retspræs.: Hvorfor?

 

Vidne:               3.3.1944 afhentet af Gestapo, fordi jeg hjalp bri­tiske flyvere og andre. Hvorfor jeg kom til Neuen­gamme, ved jeg ikke. 30.7.-16.8. Neuengam­me, 16.8.-22.9. Salzgitter, 29.9.-6.10. Neu­en­gamme, 6.10.-19.12. i Husum. Så til 19.4.1945 i Neuen­gam­me. Blok 11 - Karantæne i Salzgitter. Arbejdet bestod i at bære cement samt af- og pålæsning af grus i Neuen­gamme. I Salzgitter måtte vi lægge rørlednin­ger. Blokkene 7 og 17 var bygget til 200-250, men i virkeligheden var der en belægning på 600 fanger.

 

Skulle stå op kl.3.30, 4.00-4.30 alt efter barak­forman­dens humør. 12 vaskefade til 600 mand. Umu­ligt at blive vasket. Sengeredning - lejlighed til prygl fra barakformænd og blokle­der.

 

Indtil 15.februar begyndte arbejdsdagen kl.6. Der­næst kl.7 i metalvær­ket. Kl.12 middag. Kl.18 slut­tede ar­bejdsdagen. Appel til kl.19 - tit endda til kl.21. Jeg husker, at den engang varede til kl.22. For det meste gik vi i iturevet tøj. Efter maden gik vi i seng. Der var altid luftangreb, bortset fra 3 eller 4 dage. Finde vores tøj i mørke, og så i kæl­deren. Man kunne næppe ånde, så lidt plads var der. Ofte var der alarm 2-3 gange. Sanseløs løben, skubben og skrigen: "Afsted! Frem­ad!" Vi stod som sild i tøn­de, og hvis der afgik en trans­port, måtte vi træde an udenfor, men det ville vi hellere, for så kunne vi da i det mindste trække vejret.

 

10 minutters pause.

 

Luftbeskyttelseskælderen blev brugt til lettere arbejde om dagen. Fremstilling af sløringsnet og lignende. Om sommeren blev dette arbejde udført i det fri.

 

Måltiderne: 1/4 l sortfarvet vand kaldet kaffe, 1/12 brød til middag, 3/4 l vand med roer eller kål. Kød og kartofler svømmede i større beholdere, det var beregnet til en særlig klike. Om onsdagen var der nudler, om søndagen var der ekstra kar­tofler til suppen. Om aftenen knap et glas kaf­fe, 3x25-4x20 g margari­ne, af og til pølse, marme­la­de, po­stej. Rationerne slog ikke til. På teglvæ­rket og metalværket fik man ekstra: 2 skiver brød med noget postej.

 

28.marts blev jeg indlagt på reviret, almindelig svage­lighed og tarmkatar. Jeg befandt mig i revir 1, værelse 15 indtil lejrens opløsning - 15 senge, men 40 syge. Revirets bedste. De nederste senge var kun for "de pri­viligerede". De øverste senge var dob­belt belagt. Der blev ikke gjort noget for at holde de forskellige syg­domme adskilt. Da vi kom til lejren, blev vores tøj taget fra os, og vi fik zebrastribet tøj og skulle på udekommando. I Neuen­gamme var det meget slidt ci­vil­beklædning.

 

Så kom jeg til Husum. Der var mere koldt. Vi fik sendt noget varmere tøj fra Neuengamme. Livet i Husum var betydeligt hårdere. Op kl.4, appellen varede ca. 1 time. Efter appel­len i en godsvogn til arbejdet. Derfra i løb til arbejdet. Ingen lej­lighed til vask. Sokker og lommetørklæder vaskede vi i latrinerne. I mere end 3 måneder skiftede vi ikke undertøj. Jeg aflusede mig. Købte en skjorte på det sorte marked i lejren.

 

Jeg har set folk blive slået, og jeg blev også selv slået. Jeg blev slået første gang i Salz­gitter. I Husum var det arbejdslederne, kapoer­ne og barak­formændene. I Neuengamme var det barakfor­mænd fra blok 17. Jeg blev hårdt såret i højre tinding. En­gang fik jeg 25 og en gang 10 slag. Som grund blev anført: Uddeling af garn til at sy numre på med. Kommandan­ten standsede ikke disse prygl. Kapoer og arbejdsledere bar gummiknipler. I Husum desuden stokke og skovlskafter. Breve har jeg al­drig mod­taget. 20.3.1945 fik jeg den første pakke - 3 kg. Franskmænd, belgiere og hollændere fik en pakke, men russere og polakker fik ingen på den tid. Den 15.og 18.april var sidste pakkeudle­vering. Jeg så kun zink- og fis­kesal­ve, mens jeg var på reviret. Det synes at have været de eneste medikamenter. Selv en fransk læge havde en byld.

 

Engang slog barakformanden hul i hovedet på en fransk­mand med en suppeske. Fangen, der havde stue­tjeneste, slog ba­rakformanden - et uhørt tilfælde - og denne til­kaldte to SS-ere, som gav ham 50 stok­keslag uden tilladelse fra kommandanten.

 

- (De anklagede må rejse sig, vidnet identificerer THUMANN, DREIMANN og SPECK.)

 

Krydsforhør:       I lejrens kantine var der følgende varer: ci­garet­ter, salat til tyskere, kvark, bonusbe­viser, lønninger, lejrpenge.

 

Jeg kender ikke dr. Kitt. Hans opdeling af laza­ret­tet - i smit­somme og ikke smitsomme sygdomme - kender jeg ikke noget til. Heller ikke tuberkulose-opdelingen. Kapoer fik fordele eller særbehandling. Deres suppe var bedre. Vi havde det slemt, for vi stod i direkte kontakt med dem.

 

Jeg kender Lüdke fra arbejdstjenesten.

 

Forsvarer:  Jeg vil gerne vide, om Lüdke har slået fangerne?

 

Retspræs.: (Protest fra statsadvokaten) Spørgsmålet til­lades.

Vidne:               Jeg kender Lüdke som en fange, der nød et godt ry. Han hjalp meget, og jeg har al­drig set ham slå.

 

Forsvarer:  Kender Pauly til franskmændenes og belgiernes dom?   

Vidne:               Nej.

 

3. mødedag, onsdag, den 20. marts 1946.

 

BAHRs forsvarer, nr.12, anmoder om, i sin klients interesse, at ind­kalde psyki­atrisk sagkundskab, så denne kan under­søge anklagedes sindstilstand og straf­feretslige ansvar. Begrun­delse: (Retspræsidenten afbryder)

 

Retspræs.: Det er selvfølgelig op til forsvareren at bevise, at Bahr ikke er ansvarlig for sine handlinger  p­ga. ­sin mentale tilstand. Men retten gør dog opmærksom på, at det er en alvorlig sag at fremstille en for­bryder som gal eller ikke ansvarlig for sine hand­linger, og han tilråder derfor at diskutere spørgs­målet endnu en gang med Bahr. Vil De alligevel stille dette andragende, er retten natur­ligvis parat til at overveje og prøve det. Retslæ­gen har under­søgt alle anklagede, og der foreligger det skøn, at Bahr sundhedsmæssigt fuldstæn­digt er i stand til at følge retsmøderne. Overvej derfor spørgsmålet endnu engang.

 

Forsvarer:  Jeg har ikke diskuteret det med Bahr endnu. Jeg  anså det for min pligt at fremsætte anmodningen.

 

Retspræs.: En anmodning om anklagedes utilregnelighed kan kun fremsættes efter engelsk ret. Men i så fald har for­svaret pligt til at bevise, at Bahr var fuld­stændig utilregnelig, da han begik de handlinger, han er anklaget for. For det første i bedømmelsen af, hvad han har gjort, og for det andet, at han ikke har vidst, at det var en forbrydelse. Derfor beder jeg Dem overveje det igen og meddele mig i morgen, hvad De har be­sluttet.

 

Vidne General de GRANCEY:

 

Jeg har ikke været stillet for en domstol, før jeg kom i KZ-lejr.

 

Retspræs.: Hvilken tjenestegrad havde De, før De blev arre­steret?

 

Vidne:               Oberst.

 

Retspræs.: Bar De oberstuniform, da De blev indsat i KZ-lejren Neu­engamme?

 

Vidne:               Nej.

 

Retspræs.: Var det kendt i lejrens ledelse, at De var oberst i den franske hær?

 

Vidne:               Det må de have vidst, for det stod i mine papirer under rubrikken profession.

 

Retspræs.: Tror De, at De blev behandlet bedre, dårligere eller på samme måde som de øvrige fanger?

 

Vidne:               Nøjagtig som de andre.

 

Retspræs.: De sagde, at De havde det bedste værelse, da De lå på reviret, passer det?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Tror De, det var tilfældigt, at man lagde Dem der?

 

Vidne:               Det var ikke tyskernes hensigt. Det blev reserveret mig af den franske læge dr. Baru.

 

Retspræs.: Lå De i sengen både nat og dag, mens De var på reviret?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Hvor spiste De Deres måltider, og hvem bragte Dem maden?

 

Vidne:               Den blev som regel bragt af fanger, der arbejdede som madbærere. Jeg spiste i sengen.

 

Retspræs.: Fik De diætmad?

 

Vidne:               Nej, kun i de sidste dage blev der fordelt nogle pakker i reviret fra Dansk Røde Kors.

 

Retspræs.: Kom der en læge og så til Dem?

 

Vidne:               Ja, en polsk læge Jeg tror, han er vidne i denne sag.

 

Retspræs.: Så De ofte lejrens kommandant?

 

Vidne:               To eller tre gange på appelpladsen.

 

Retspræs.: Så De adjudanten?

 

Vidne:               Jeg så ham tit, men talte aldrig med ham.

 

Retspræs.: Da man slog Dem i lejren, forsøgte De da at klage over det?

 

Vidne:               Det var der ingen mulighed for.

 

Retspræs.: De har sagt, at der fandt korporlig afstraffel­se sted i lejren. Skete det dagligt?

 

Vidne:               Indenfor blokken skete det dagligt. I udekommandoen Husum skete det jævnligt under arbejdet.

 

Retspræs.: Blev opholdet i beskyttelsesrummene forværret af SS?

 

Vidne:               Ja, forholdene var helt uhyrlige, og SS gjorde ikke det hele bedre.

 

Retspræs.: Søgte SS-bloklederne beskyttelse i samme k­ælder?

 

Vidne:               Jeg har kun set dem på trapperne, hvor de slog fanger­ne, men aldrig i beskyttelsesrummet.

 

Retspræs.: Har De nogensinde set kommandanten eller adju­danten være til stede, når maden blev uddelt?

 

Vidne:               Aldrig.

 

Retspræs.: Passer det, at appellen varede fra kl.4 til 7, sommetider til kl.9 og endda til kl.11?     

 

Vidne:               Det skete somme tider, at en eller anden manglede. Vi skulle stå der, indtil tallene stemte.

 

Retspræs.: Fandt appellen sted udendørs eller indendørs?

 

Vidne:               På appelpladsen mellem blokkene.

 

Retspræs.: Så De, mens De var indlagt på reviret, at de for­skellige sygdomstilfælde ikke blev holdt ad­skilt?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Så De nogensinde dr. Kitt og dr. Trzebinski?

 

Vidne:               Jeg så en SS-læge.

 

Retspræs.: Kan De sige, om De i tiden fra marts til 10.april, hvor De befandt Dem på reviret, så noget til læger­ne?

 

Vidne:               Jeg tror, jeg så dr. Kitt, den 16.4.

 

Retspræs.: Det er altså korrekt, at De, i den tid De var på reviret, ikke blev behandlet af en tysk læge?

 

Vidne:               Korrekt, kun af en polsk læge.

 

Retspræs.: Hvordan var behandlingen af patienterne?

 

Vidne:               Den polske læge besøgte dem om morgenen, og i løbet af dagen blev der uddelt medikamenter.

 

Retspræs.: Og plejernes behandling?

 

Vidne:               Plejerne kom med medicin om morgenen eller om ef­ter­middagen, som det var foreskrevet. Somme tider var der hverken plejere eller læger, men så kom der fanger og fordelte medicinen.

 

Retspræs.: Var der meget syge patienter på reviret i den tid, De var der?

 

Vidne:               Ikke blot meget syge, nogle døde endda også på det tids­punkt.

 

Retspræs.: Tror De, at disse patienters død skyldtes lægernes og plejernes behandling?

 

Vidne:               Jeg mener, at det var lejrledelsen skyld, at man kun blev indlagt på reviret, hvis man havde meget høj feber eller var i særdeles dårlig tilstand.

 

Retspræs.: Så plejerne nogen sinde til Dem om natten i Deres rum?

 

Vidne:               Aldrig.

 

Retspræs.: Hvis en patient døde i løbet af natten, blev han så liggende der til om morgenen?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Var der mulighed for, at patienterne kunne komme på toilettet?

 

Vidne:               For nogle lykkedes det selv at gå, idet de holdt sig fast ved væggen, men for andre var det umuligt. Der var ingen mulighed for at hjælpe dem.

 

Retspræs.: Kan De beskrive atmosfæren på sygestuen.

 

Vidne:               Atmosfæren var ikke så dårlig, for vi havde jo det bedste rum. Tyskerne og kapoerne, som lå i de ne­derste senge, fik besøg, men vi, der havde fået tildelt de øverste senge, sov for det meste hele dagen.

 

Retspræs.: Kan De sige, om medikamenterne blev holdt tilbage med vilje?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige, for der herskede jo alminde­lig knaphed.

 

Retspræs.: De sagde, at udekommandoerne gik i stribede fangeu­niformer. Havde De også andet tøj?

 

Vidne:               I udekommandoen Husum fik man også en skjorte, et par underbukser og sokker.

 

Retspræs.: Blev udekommandoen Husum besøgt af kommandanten eller adjudanten fra Neuengamme-lejren?

 

 

Vidne:               Jeg har aldrig set nogen fra Neuengamme, men der var en repræsentant for lejren ved navn Klinger.

 

Retspræs.: Hvem, mener De, er ansvarlig for, at I blev bragt til arbejdet i åbne godsvogne?

 

Vidne:               Det kan jeg egentlig ikke sige, for befalingen blev udstedt fra Berlin. Jeg må dog lige sige, at det var lukkede vogne, men de var så beskadigede, at vi var udsat for vejr og vind.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde haft lejlighed til at klage, eller har De forsøgt at indsende en klage?

 

Vidne:               Det var umuligt.

Retspræs.: Har De nogen sinde set en højere tysk officer ved inspektion af lejren?

 

Vidne:               Aldrig.

 

Retspræs.: Tror De, at kapoerne og Neuengammes lejrstab var godt ernæret?

 

Vidne:               Javel, godt ernæret og godt påklædt.

 

Retspræs.: Som erfaren officer tror De da, at man med vilje forsøgte at aflive folk ved arbejde?

 

Vidne:               Det er jeg overbevist om.

 

Retspræs.: Tror De, at disse grusomheder og den lange arbejds­tid har bidraget til, at så mange fanger døde?

 

Vidne:               Jeg tror, at alt blev gjort for at overbebyrde os med arbejde, så vi døde. I udekommandoen Husum kunne det samme arbejde, som vi udførte, være ble­vet udført med mindre arbejds­kraft ved god behand­ling.

 

Retspræs.: Hvor mange procent af de internerede, tror De, kunne købe ekstra levnedsmidler?

 

Vidne:               I udekommandoen Husum var der ingen kantine. I selve lejren havde 30% mulighed for at købe i kan­tinen.

 

Retspræs.: De siger, at en polsk læge kom og så til Dem. Ar­bej­dede han som læge, og kunne han skaffe medicin?

 

Vidne:               Han arbejdede som læge, og jeg tror, han kunne skaffe medikamenter.

 

Statsadv.:  Denne polske læge kommer her som vidne.

 

Retspræs.: Tror De, at De havde det bedre i reviret end i selve lejren?

 

Vidne:               Ja, det tror jeg.

 

Retspræs.: Tror De, at De efter nogen tid kunne være stået op og begyndt på arbejde?

 

Vidne:               Jeg skulle udskrives den 15.4., men jeg bad den franske læge sørge for, at jeg kunne blive. Men det var umuligt, jeg blev udskrevet den 15.4. Den dag begyndte rømningen af lejren.

 

Forsvarer for nr. 1:

 

Var De i det øjeblik, De blev arre­ste­ret, endnu aktiv officer, eller var De da blevet afske­diget?

 

Vidne:               Jeg var officer i våbenstilstandens overgangshær.

 

Forsvarer:  De sagde, at 30% kunne købe ekstra i kantinen. Hvorfor kunne de 70% ikke?

 

Vidne:               De 70% fik ingen betaling.

 

Forsvarer for nr. 3:

 

De sagde, at appellen begyndte hver dag kl.4. Var fanger­ne da ikke stadig på arbejde?

 

Vidne:               Nej, appellerne begyndte kl. 4, men de kommandoer, der ikke var kommet tilbage, havde ingen appel. Hvis de kom, mens appellen stod på, skulle de træde an.

 

Forsvarer:  Er det ikke rigtigt, at den officielle appel var sat til kl.6.30?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer for nr. 4:

 

Havde fangen, der arbejdede som plejer ikke vagt på sygestuerne både nat og dag? Boede han ikke i væ­rel­set?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer:  Blev De ikke indlagt, fordi De havde bronkitis og høj feber? - Og hvor høj var febe­ren?

 

Vidne:               Jo, det var grunden til, at jeg blev indlagt.

 

Forsvarer:  Var De syg een eller flere gange?

 

Vidne:               Èn gang.

 

Retten går ud fra, at afhøringen af dette vidne er afsluttet, og at alle spørgsmål er blevet stillet. Ge­neralen bliver i Hamburg i endnu 48 timer.

 

Vidnet Philipp JACKSON tages i ed. Han er amerikansk født og har senere levet i Frankrig. Han blev arresteret den 24.maj 1944, fordi hans forældre var medlemmer af den franske mod­standsbevægelse.

 

Retspræs.: Er De blevet dømt?

 

Vidne:               Ikke så vidt jeg ved.

 

Retspræs.: Blev Deres far og mor dømt?

 

Vidne:               Det tror jeg ikke.

 

Retspræs.: Var De sammen med Deres far og mor?

 

Vidne:               Jeg var sammen med min mor i nogle dage, og dernæst med min far, indtil han døde den 3.maj.

 

Retspræs.: Blev De og Deres far nogen sinde dømt, og hvor gammel var De, da De blev arresteret?

 

Vidne:               Nej, - 16½ år.

 

Retspræs.: Hvornår kom De til Neuengamme?

 

Vidne:               18.juli 1944.

 

Retspræs.: Siden da opholdt De Dem i Neuengamme? Var Deres far hos Dem hele tiden?

 

Vidne:               Ja. Jeg så min far hver anden dag. Han var læge på reviret.

 

Retspræs.: I hvilken blok boede De?

 

Vidne:               Jeg taler om de nye bloknumre. I de nye numre 12 - 6 - 27 og også i reviret.

 

Retspræs.: Var blokkene af sten eller af træ?

 

Vidne:               Nr.27 var af sten, de andre af træ.

 

Retspræs.: Hvor mange boede i blokken?

 

Vidne:               Indtil januar 1945 var det omtrentlige tal 400 i de enkelte blokke, senere, efterhånden som de forskel­lige udekommandoer vendte tilbage, kom det op på 700.

 

Retspræs.: Hvor stor var belægningen i stenblokkene?

 

Vidne:               Normalt 500, men på den tid jeg kender til, var der 1100 i stenblokkene.

 

Retspræs.: Hvorfra kender De tallet så nøjagtigt?

 

Vidne:               For det første fra appellen, for det andet stod det på en tavle, der var sat op på hver blok.

 

Retspræs.: Kan De beskrive, hvad der stod på tavlen?

 

Vidne:               Der stod først navnet på barakformanden, dernæst antal­let af folk, der gjorde stuetjeneste, til slut totalsummen. Tavlen var anbragt mellem de to døre i træblok­kene, og i sten­blokkene lå den på barakfor­mandens bord.

 

Retspræs.: Kan De sige, om De har set en af de anklagede her på inspektion i blokkene?

 

Vidne:               Ja, nr 3 - 9 og 10.

 

Retspræs.: De kiggede altså på tavlerne, når de inspicerede blokkene?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde været på reviret som patient eller på besøg?

 

Vidne:               Ja. Og i marts besøgte jeg min far.

 

Retspræs.: I hvilket revir var De?

 

Vidne:               Revir nr.3.

 

Retspræs.: Kan De sige os, hvor mange syge, der var i blokken, og hvor mange senge, der var?

 

Vidne:               400 syge, 6 rum, 42 senge i hvert rum.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde set en seng, hvor der lå mere end en person?

 

Vidne:               Ja, det forekom meget ofte, at der lå to i samme seng.

 

Retspræs.: Hvor mange måltider fik De dagligt? Beskriv målti­derne.

 

Vidne:               Til morgenmad 1/12 af et brød, ½l kaffe, til middag 1½ l suppe, om eftermiddagen 1/6 brød. Somme tider var der margari­ne.

 

Retspræs.: Kan De fortælle, hvordan kaffen blev tilberedt?

 

Vidne:               Ja, jeg arbejdede i køkkenet i 3 uger. Der blev hældt en håndfuld brunt pul­ver i en 50-liters kedel og derover 50 l vand.

 

Retspræs.: Kan De sige os, hvad dette brune pulver bestod af?

 

Vidne:               Jeg kan ikke sige det præcist, men jeg tror, det var agern.

 

Retspræs.: Hvoraf bestod den suppe, De fik?

 

Vidne:               Den bestod mest af kål, grønsager eller roer - meget mere vand end grønsager. I november 1944 var der blikskåle, senere fik vi nogle af porcelæn samt en ske, men de gik let i stykker, og da der kun var blevet leveret et ringe antal, var der derfor ik­ke spisegrejer til alle, og mange måtte så vente, til de første havde spist deres mad. Sp­ise­gre­jerne kunne jo ikke blive vasket, for det var der ikke tid til. Desuden skulle man uden for blok­ken, hvis man ville vaske op, og det gav indtryk af, at man ville hente sig en anden portion.

 

Retspræs.: Forekom det ofte, at folk forsøgte at få en ekstra portion?

 

Vidne:               Jo, det forsøgte de vel, men det lykkedes næsten aldrig, for døre og vinduer blev bevogtet af den person, der havde stuetjeneste.

 

Retspræs.: Kan De forklare, hvad "stubendienst" bestod af?

 

Vidne:               Stubendienst blev udført af fangerne, og det var deres opgave at besigtige stuerne og at bevogte dem.

 

Retspræs.: Hvad ville der være sket, hvis nogen havde forsøgt at skaffe sig en ekstra portion mad?

 

Vidne:               Han ville være blevet slået af den barakformand, der var i nærheden.

 

Retspræs.: Har De set en fange blive slået af den grund, og forekom det tit?

 

Vidne:               Ja, ofte.

 

Retspræs.: Er De også bekendt med andre tilfælde, hvor folk  blev slået, og af hvem blev de slået?

 

Vidne:               Ja, ved mange lejligheder af stubendienst-personen, barak­formanden eller af SS-ere.

 

Retspræs.: Har De set folk blive slået af SS-ere? Kunne De vise os de anklagede, som De har set slå?

 

Vidne:               Ja, nr.3, 5, 9 og 10. Det kan jeg sige med be­stemthed. Om de andre kan jeg ikke sige det helt bes­temt.

 

Retspræs.: Hvilken stilling havde de folk, som De netop har udpeget? Og hvad slog de med?

 

Vidne:               Nr.3 slog med knytnæver og sparkede. Nr.5 benyttede læderpisk, nr.9 et spanskrør og nr.10 en lang læ­derpisk. De havde altid piske med sig. Jeg selv er aldrig blevet slået af de fire her, men af en SS-mand, som beklageligvis ikke er til stede her, og også af fanger, dvs. barakformænd, stubendienst-personen og kapo­er.

 

Retspræs.: Kan De forklare, hvad en muselmand er.    

 

Vidne:               En muselmand var en, der ikke kunne tåle behandlin­gen i lejren, som blev tyndere og tyndere og til sidst døde.

 

Retspræs.: Kan De forklare retten, hvorfra dette ord stammer?

 

Vidne:               Jeg er blevet fortalt, er det er en person, der er lige­glad og ikke tåler behandlingen. Sålænge de kunne, skul­le de arbej­de, og når de blev for dårli­ge, kom de på reviret. Det var i november og decem­ber. Senere blev de sendt afsted på transport, eksem­pelvis til Bergen-Belsen

 

Retspræs.: Hvad skete der, før blokkene blev oprettet?

 

Vidne:               Enten døde de i Neuengamme, i Belsen eller i andre lejre.

 

Retspræs.: Kan De fortælle retten, hvilket tøj De havde?

 

Vidne:               1 skjorte, 1 jakke, 1 par underbukser, 1 par buk­ser. Det var civilt tøj, som ikke passede. Om vin­teren blev der ud­leveret frakker, der ganske vist blev krævet tilbage efter et par uger, fordi de skulle bruges til den tyske befolkning.

 

Retspræs.: Kan De sige os, om deres helbred har lidt under den dårlige ernæring?

 

Vidne:               Så vidt jeg kan se, har mit helbred ikke taget skade. Jeg fik mere at spise end de andre fanger. Min far arbejdede på reviret som læge, så han havde mulighed for at skaffe mere mad. Min far druknede på Cap Arcona den 3.maj 1945.

 

Retspræs.: Havde De mulighed for at vaske Deres tøj?

 

Vidne:               Nej, vi havde hverken sæbe, tid eller lejlig­hed til det.

 

Retspræs.: Forsøgte De at vaske Deres tøj?

 

Vidne:               Ja, i februar havde jeg vasket mine underbukser og hængt dem op, men måtte tage dem ned igen på foran­ledning af anklagede nr.1 og blev endda pryglet. Han talte med stubendi­enst-manden fra blok 6 og sagde til ham: " Giv ham en på kajen". Samtalen foregik fra vinduet i den ene blok til vinduet i den anden.

 

Retspræs.: Havde De mulighed for at blive vasket? Har lejrle­delsen eller de ansatte på nogen måde hjulpet Dem med det?

 

Vidne:               Nej, det var ikke muligt. Jeg ved det ikke. Barak­formanden førte os udelukkende til badning.

 

Retspræs.: Så De lus og andet utøj i blokkene? Blev der gjort noget fra lejrledelsens eller fra de ansattes side for at bekæmpe dette utøj?

 

Vidne:               Ja, jeg så mange lus. Vi blev ført i bad, og vores tæpper blev desinficeret, men da det vrimlede med utøj, hjalp det ikke meget.

 

Retspræs.: Hvor længe var De der, og hvor tit blev der desin­ficeret?

 

Vidne:               6 måneder. Der blev desinficeret en enkelt gang.

 

Retspræs.: Hvad var Deres erfaringer med hensyn til renlighed i reviret?

 

Vidne:               I reviret var der hverken vaskemulighed eller sæbe. Ved blokken var der et vaskerum med 8 haner, hvor fangerne kunne vaske sig. Men det var for lidt. De fanger, der var for svage til at vaske sig, blev ved prygl tvunget til at gå til disse vandhaner og vaske sig. Det skete under opsyn af barakformænde­ne.

 

Retspræs.: Var der nogen steder SS-læger med ved stuegang?

 

Vidne:               Ja, i bygningen og ved kommandoerne. Stuegangen fandt sted om aftenen, og de, der ikke var der om aftenen, havde tilladelse til at komme om mor­ge­nen, Ganske vist var dette morgen­besøg ind­skræn­ket til meget få.

 

Retspræs.: Kan De fortælle os nogle enkeltheder ved sygemel­ding?

 

Vidne:               Hvis en fangelæge havde meldt en syg, blev man ikke undersøgt af en SS-læge.

 

Retspræs.: Hvilken rolle spillede SS-lægen så, når han ikke var der ved sygemelding?

 

Vidne:               De inspicerede lejlighedsvis reviret og var der hovedsageligt, hvis patienterne blev udskrevet. Men de virkede ikke lægeligt på nogen måde.    


 

 

4. Mødedag, 21. marts 1946

 

Forsvarer for nr.1 afgiver en erklæring om, at den meddelelse,­der blev givet i radioen i går om, at greve Folke Bernadotte skulle føres som vidne for Pauly, ikke er rigtig. Han har ikke stillet et sådan andragende, og en sådan beslutning er heller ikke udstedt af retten.

 

Retspræsidenten bekræfter denne meddelelse. Desuden gør han opmærksom på, at det er helt afhængigt af ham og retsord­ningen, hvilke vidner, der skal føres, såvel fra stats­advokatur som fra forsvaret. Men selvfølgelig vil retten forhøre et vidne, der er ønsket af forsvaret.

 

Forsvarer for nr. 1:

 

De fortalte i går om en epi­sode, hvor anklagede Pauly skulle have sagt: "Giv ham en på kajen".  Anklagede bestrider dette, og jeg spør­ger derfor vidnet, om han virkelig har hørt Pauly fremkomme med denne ytring.

 

Vidne:               Det er beklageligt, at Pauly ikke husker det, men det er noget, der ofte skete, og det er forståe­ligt, at Pauly ikke kan huske det. Jeg har set ham og jeg husker det nøje.

 

Forsvarer:  Hvad kunne man købe i kantinen, og hvad købte man?

 

Vidne:               Man kunne som regel købe fiskesalat, gemüsesa­lat el­ler rødbeder. Man betalte med såkaldte lejr­pen­ge - små papstrimler. Vi kunne også købe ciga­retter hver uge. For de øvrige penge kunne vi købe, hvad vi ville eller kunne få.

 

Forsvarer:  Vidnet sagde, at hans far var druknet. Skete det i lejren, og har Pauly ansvaret for det?

 

Vidne:               Det skete 3.maj 1945 på "Cap Arcona", men om Pauly bærer ansvaret for, at min far kom med dette skib, ved jeg ikke.

 

Forsvarer:  (for Totzauer) Kan De fortælle mig flere enkelt­heder fra tilfældet Tollenaere? Hvorfor blev han hængt, og hvordan blev dommen forkyndt?

 

Vidne:               Dommen blev oplæst på 4 sprog: tysk, fransk, polsk og hollandsk. Hængningen foregik på appelpladsen i overværelse af forskellige arbejdskommandoer. Jeg tror ikke, at halshvirv­len brækkede. Han hang meget lavt, faldt ca. 50 cm sammen, og derved blev han kvalt, tror jeg.

 

Forsvarer:  Ved De, hvorfor han blev hængt?

 

Vidne:               Som grund blev givet, at han havde udøvet sabotage, som kunne have haft til følge, at tyske soldater døde.

 

Forsvarer for nr. 6:

 

De sagde, at henrettelsen, De havde set, af 60 hollæn­dere, fandt sted i marts. Er De sikker på måneden? Jeg må foreholde Dem, at et andet vidne har udtalt, at hen­rettelsen fandt sted i slutnin­gen af januar eller begyndel­sen af febru­ar.

 

Vidne:               Der var flere henrettelser. Men denne henrettelse fandt sted en dag mellem 1.marts og 1.a­pril.

 

Forsvarer:  De sagde til domstolen, at De overværede denne hen­rettelse.

 

Vidne:               Som jeg allerede har fortalt, så jeg folk blive ført ind i bunkeren. Jeg så, at anklagede nr.3, 4 og 5 gik efter, og senere talte jeg med de folk, der arbej­dede i bun­keren og skaffede ligene væk.

 

Forsvarer:  Mindes De at have set anklagede nr.6?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer:  Var han heller ikke med, da gruppen af hollæn­dere blev ført ind i bunkeren?

 

Vidne:               Det husker jeg ikke.

 

Forsvarer:  De sagde til retten, at en overlevende hollænder havde fortalt Dem, at hans kammerater var blevet dømt som medlemmer af modstandsbevægelsen. Sagde han, om dommen blev forkyndt i Tyskland eller i Hol­land?

 

Vidne:               Jeg talte med en hollænder, men han sagde ikke noget om, hvor dommen var blevet forkyndt. Efter henrettelsen så jeg en hollænder, men ham talte jeg ikke med.

 

Forsvarer for nr. 9:

 

Vidnet Jackson har fortalt, at anklagede Speck gik rundt med en kort stok. Var det en ride­pisk eller et s­panskrør?

 

Vidne:               Han havde altid noget med - for det meste en ride­pisk, bøjelig og 1½ fod lang, men jeg har også set ham slå med andre ting.

 

Forsvarer for nr. 10:

 

Kan De give os navnene på fanger, som anklagede nr.10 har slået?

 

Vidne:               Anklagede slog meget, og da der i lejren Neu­en­gamme har været 83.000 fanger, kan jeg ikke nævne alle ved navn.

 

Forsvarer:  Fortalte fangerne, hvorfor de blev slået?

 

Vidne:               Nej, det husker jeg ikke, men jeg antager, de blev slået uden særlig grund.

 

Forsvarer:  Det mener De?

 

Vidne:               I de 9 måneder jeg tilbragte i lejren, høstede jeg mig nogle erfaringer, og jeg mener, det er korrekt, som jeg siger.

Forsvarer:  Vidnet talte om en læderpisk. Hvordan så den ud?

 

Vidne:               Den var ca. 3-5 fod lang.

 

Forsvarer for nr. 14:

 

De siger, at De bevarede Deres hel­bred, fordi Deres far gav Dem ekstra mad fra reviret.

 

Vidne:               Det er rigtigt.

 

Forsvarer:  Andre vidner har erklæret, at forplejningen i revi­ret ikke adskilte sig fra den forplejning, de andre fanger fik. Hvordan var det muligt for Deres far at skaffe ekstra levnedsmidler til Dem? 

 

Vidne:               Som De måske husker, sagde jeg, at min far ikke var der som patient, men som læge. Når der blev leveret mad, suppe eller brød, var der altid noget til over­s, som kom lægerne og plejerne til gode.

 

Forsvarer:  Var der en bestemmelse om det, eller var det blot skik og brug?

 

Vidne:               Mener De en bestemmelse fra SS eller lejrledelsen?

 

Forsvarer:  Jeg skelner ikke. Jeg mener en forordning fra lejr­le­delsen.

 

Vidne:               Så vidt jeg ved, var det ikke en forordning fra SS, men en dagligdags foreteelse.

 

Retspræs.: Lad os tale lidt om kantinen. Arbejdede De selv?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Hvor mange lejrpenge havde De om ugen?

 

Vidne:               Fra 50 pfennig til 4 mark. Det var sjældent, at nogle fik mere end 4 mark. Jeg taler naturligvis ikke om kapoer og barakformænd.

 

Retspræs.: Hvor meget ekstra mad kunne De købe for 4 mark?

 

Vidne:               Det, vi kunne købe, kan egentlig ikke betegnes som mad, for det kunne ikke spises uden brød.

 

Retspræs.: Kunne De købe brød?

 

Vidne:               Nej.

 

Retspræs.: Hvor meget måtte De betale for en portion fiskesa­lat eller gemüsesalat.

 

Vidne:               Ca. 1 mark.

 

Retspræs.: Hvor meget kunne De f.eks. købe for 1 mark?

 

Vidne:               Det var meget forskelligt. Sommetider 2 skefulde suppe.

 

Retspræs.: Var der også noget grønt med?

 

Vidne:               Også noget rødt somme tider.

 

Retspræs.: Kunne De købe kaffe?

 

Vidne:               Nej, men vi kunne købe øl. Ganske vist kostede 1 l øl 1 mark, men det var ganske godt øl.

 

Retspræs.: Kunne De tage det købte med, eller skulle De spise det i kantinen?

 

Vidne:               Vi kunne tage det med.

 

Retspræs.: Hvis De fik brød, kunne De så tage det med over i blokken?

 

Vidne:               Som regel beholdt vi det i lommen, fordi det ofte blev stjålet.

 

Retspræs.: Er det rigtigt at antage, at denne ekstra mad, De kunne købe, ikke betød meget for fangerne?

 

Vidne:               Ja, det er rigtigt, hverken i kvalitet eller i kvanti­tet. F.eks. var fiskepostejen den samme, som blev leveret i lejren.

 

Retspræs.: Hvor mange cigaretter fik De, og hvad skulle De betale for dem?

 

Vidne:               Prisen afhang af, hvor meget vi arbejdede om ugen. For 2,50 mark fik vi retten til at købe 10 cigaret­ter. For de 10 cigaretter betalte vi - jeg er ikke helt sikker - 1 mark.

 

Retspræs.: Hvorfor gik De hen på reviret i marts?

 

Vidne:               Jeg havde fået en 3.grads forbrænding på min fod, fordi man havde hældt kogende suppe over mine fød­der.

 

Retspræs.: Behandlede man foden?

 

Vidne:               Jeg lå på reviret i 5 uger. Min far behand­lede foden.

 

Retspræs.: Blev der i den tid foretaget inspektion af barak­formænd eller blokledere?

 

Vidne:               Ja, en enkelt gang, og det var af nr.14. Det tog ham kun en halv time.

 

Retspræs.: Kunne De stå op?

 

Vidne:               Ikke i de første dage, men senere, ja.

 

Forsvarer:  Hvad gjorde De, da De ikke kunne røre Dem, når De skulle på toilettet?

 

Vidne:               Sædvanligvis hjalp min far mig eller også en ven.

 

Retspræs.: Hvem stod for sårforbindingen?

 

Vidne:               I revirblokken var der et vist antal læger og så­kaldte plejere. Disse plejere havde ikke den mind­ste medicinske uddannelse, men det var dem, der forbandt sårene.

 

Retspræs.: Lidt om de såkaldte muselmænd. Havde de et særligt rum, hvor de kunne opholde sig?

 

Vidne:               Så vidt jeg husker, blev der indrettet såkaldte skå­neblokke, hvor de blot kunne ligge, men før lå de sammen med de andre.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde været i disse "skåneblokke"?

 

Vidne:               Jeg tror ikke, jeg har været der, men jeg boede i nærheden af to.

 

Retspræs.: Når man anbragte disse mænd i skåneblokkene, gjorde man det så for at hjælpe dem, så de kunne få fred til at blive stærkere, eller blev de blot anbragt der for at dø?

 

Vidne:               Man har sikkert ikke gjort noget for at hjælpe dem, og med den mangelfulde ernæring kunne de heller ikke komme sig.

 

Retspræs.: Havde De indtryk af, at disse skåneblokke var en slags revir?

 

Vidne:               Så vidt jeg husker, var der en læge og en plejer i hver blok, men det var ikke tilstrækkeligt til at give fangerne den fornødne pleje.

 

Retspræs.: Var der en læge i de almindelige blokke, f.eks. i De­res?

 

Vidne:               Nej.

 

Retspræs.: Da De boede i nærheden af disse skåneblokke, kan De måske fortælle retten, hvor mange mennesker der døde dagligt?

 

Vidne:               Dagligt mindst 5 - 10. Jeg husker naturligvis ikke de nøjagtige tal, men ligene blev hver dag bragt til lighuset.

 

Retspræs.: Ved De, hvor længe de såkaldte muselmænd blev i skåneblokken, før man sendte dem til Belsen?

 

Vidne:               Det kom an på, hvornår de blev anbragt der. Skå­neblok­kene begyndte i december og hørte op i fe­bruar.

 

Retspræs.: Kan De sige, hvorledes disse folk blev borttrans­por­teret til andre lejre, f.eks. til Belsen?

 

Vidne:               De marcherede til banegården i grupper på ca. 2000 mand og blev læsset på vognene.

 

Retspræs.: Hvornår havde fangerne lejlighed til at købe noget, når de eksempelvis arbejdede i bestemte kommandoer som Metal­værket?

 

Vidne:               Bortset fra om søndagen var der kun mulighed for det efter appellen, og der var tit så mange menne­sker, at man måtte vente i over en time.

 

Retspræs.: Passer det, at størstedelen af fangerne tjente 0,50 til 4 mark om ugen?

 

Vidne:               Ja, det er rigtigt, men under karantænen, der va­rede i 6 uger, tjente vi ingenting.

 

Retspræs.: Er det rigtigt, at muselmændene ikke kunne købe ekstra næringsmidler, da de ikke arbejdede og der­for ingen penge tjente?

 

Vidne:               Ja, det er rigtigt

 

Retspræs.: Var der plejere, der så til Dem, mens De lå på revi­ret?

 

Vidne:               Ikke om natten.

 

Retspræs.: Hvilken læge var ansvarlig for Deres behandling i Deres rum?

 

Vidne:               Ingen læge var ansvarlig for et rum. Der var flere rum, end der var læger. Men min far så efter mig.

 

Retspræs.: Havde De indtryk af, at lejrlægerne, f.eks. Deres far, skulle arbejde under de anklagede læger nr.4 og nr.14?

 

Vidne:               Ja, nr.4 og 14 var ansvarshavende, og jeg så dem ofte i reviret.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde klaget over forholdene i Deres rum?

 

Vidne:               Det har jeg ikke gjort.

 

Retspræs.: Hvorfor har De ikke klaget?

 

Vidne:               Fordi det ville kunne få ubehagelige følger.

 

Retspræs.: Er det nogen sinde sket, at en patient døde om nat­ten i Deres rum?

 

Vidne:               Nej, mit rum var et af de bedste. Det var det så­kaldte rekreationsværelse, hvortil patienterne fra reviret kom, kort før de skulle udskrives.       

 

Retspræs.: Ved De, at patienterne undertiden grisede deres senge til, fordi de ikke kunne gå alene på toi­let­tet?

 

Vidne:               Ja, det skete tit, og i de tilfælde blev patienter­ne ofte slået.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde set, at sådan noget er sket?

 

Vidne:               Ikke i mit rum, men i andre.

 

Retspræs.: Ved De, om nogle af de anklagede, der befinder sig her, har kendt til prygleriet?

 

Vidne:               Selvfølgelig.

 

Retspræs.: Kan De for retten nævne de anklagede, der var an­svarlige for pryglene?

 

Vidne:               Ja, nr.4 og nr.14.

 

Retspræs.: Hvornår blev De evakueret?

 

Vidne:               Evakueringen begyndte den 18.april. Min far bragte mig til reviret.

 

Retspræs.: Hvordan foregik denne evakuering?

 

Vidne:               Vi blev bragt til Lübeck og befandt os i jernbane­vogne i 10 dage. Så kom vi ombord på skibet "Thiel­bek" og sejlede til en plads over for Neustadt. Dette skete den 2.maj om eftermiddagen.

 

Retspræs.: Hvad skete der så?

 

Vidne:               Den 3.maj blev skibet bombet af det engelske luft­våben og gik ned.

 

Retspræs.: Deres far druknede, og De overlevede?

 

Vidne:               Ja, det er rigtigt.

 

Retspræs.: Var De stadigvæk fange, eller havde De indtryk af at være fri?

 

Vidne:               Vi var stadig fanger.

 

Retspræs.: Kan De fortælle os, hvorfor Deres far kunne hjælpe Dem ved at give Dem ekstra mad, give Dem det bed­ste rum og ved evakueringen få Dem anbragt i revi­ret?

 

Vidne:               Min far arbejdede i reviret som læge og kendte natur­ligvis alle de andre læger, der arbejdede der.

 

Statsadv.:  Hvordan blev De evakueret i Neuengamme?

 

Vidne:               Vi, de syge fra reviret, blev læsset med 50 i en kvæg­vogn. 

 

Statsadv.:  Var de andre vogne også fyldt med 50 fanger, der ikke var fra reviret?

 

Vidne:               Det ved jeg ikke, men jeg antager, at det cirka var det samme antal, eller lidt flere.

 

Statsadv.:  Hvor længe kørte De?

 

Vidne:               Kl.9 om aftenen kom vi på toget, og vi kom til Lübeck omkring middag.

 

Statsadv.:  Fik De noget at spise på turen?

 

Vidne:               Nej.

Statsadv.:  Hvor stort var det skib, De kom ombord på? Hvor mange kunne der være på skibet?

 

Vidne:               6000 tons. Der var 2000 fanger på skibet.

 

Statsadv.:  Hvordan var forholdene om bord?

 

Vidne:               Forholdene var gennemgående meget dårlige, så de syge og muselmændene var sammen med de andre. Man kunne ikke røre sig, og situationen var frygtelig ulykkelig.

 

Statsadv.:  Var skibet afmærket med et eller andet flag? Som et hospitalsskib med hvidt flag eller Røde Kors fla­get?

 

Vidne:               Det tyske flag vajede på skibet.

 

Forsvarer for nr. 14:

 

Anklagede sagde, at der sov en sygepasser i hvert rum. Kender De noget til det?

 

Vidne:               Sådan var det ikke, men det skete somme tider.

 

Statsadv.:  Blev plejerne vækket, hvis fangerne havde brug for dem?

 

Vidne:               Jeg kan ikke mindes, at det er sket.

 

Forsvarer for nr. 1:

 

Så De bevæbnede SS-ere på "Cap Ar­cona", da skibet blev bombar­deret?

 

Vidne:               Jeg var ikke på "Cap Arcona", så det kan jeg ikke svare på. Jeg var på "Thielbek" og kan huske, at jeg så bevæbnede SS-ere.

 

Vidnets tilstedeværelse er nødvendig, så han bliver foreløbig her.

 

---------------------------------------------------------

 

Nyt vidne Jan EVERAERT, 25 år, student ved Gent Universitet i Belgien. Før studerede han medicin, men da han måtte afbryde sit studium, læser han nu økonomi.

 

Retspræs.: Hvornår blev De arresteret?

 

Vidne:               Den 31.7.1941.

 

Retspræs.: Af hvem og hvorfor?

 

Vidne:               Af Gestapo, fordi jeg var medlem af det socialisti­ske Studenterforbund og modstandsbevægelsen. Jeg sad først fængslet i Gent og kom så til KZ-lejren Brendonk i Belgien. Derfra blev jeg sendt til Neu­engamme sammen med 260 belgiere. Den nøjagtige dato husker jeg ikke, men det var i slut­ningen af sep­tember 1941. Vi var ikke blevet stil­let for en domstol.

 

Retspræs.: Arbejdede De i Neuengamme?

 

Vidne:               I begyndelsen arbejdede jeg som stenhugger ved teglvær­ket. I 1942 blev jeg sygepasser i revi­ret. Der arbejdede jeg til midten af 1943. På befa­ling fra untersturmfører Schramm blev antallet af syge­passere sat ned. Til 100 fanger skulle der kun være én plejer. Jeg var blandt de afskedigede ple­jere. Jeg fik så arbejde i produktionen, men der blev jeg ikke længe. Jeg var dengang ven med en tysk fange, og da der blev færre sygepassere i reviret, for­søgte vi at få fat i nogle medika­men­ter for selv at hjælpe. Det fandt en tysker ud af. Han for­rådte os, og vi blev arresteret, fordi man mistænkte os for at ville forgifte SS-erne. Efter denne hæn­delse kom jeg til Elb-kommando­en. Denne kommando lå 3 km fra Neuengamme, og der var jeg i 2 måneder. Dernæst arbejde­de jeg på byggekontoret, hvor længe hus­ker jeg ikke rigtigt. I slutningen af 1943 kom jeg tilbage til reviret som sygepasser. Der var jeg indtil evaku­eringen.

 

Forholdene i reviret var meget dårligere i begyn­delsen, end de var senere. Til trods for at der var færre ind­satte, var betingel­serne meget ringere. Det blev ander­ledes i 1941-1942. Grunden til for­bedringerne lå i, at man prøv­ede at gøre fangerne mere ar­bejdsduelige ved at give dem en bedre be­handling, for krigsin­dustrien lå i nærheden af lejren. Den hovedansvar­lige var garni­sonslægen, som var ansvarlig for SS-erne og fanger­ne. Gar­nisonslægen var nr.14, og lejrlægen dr.Kitt, nr.4.

 

De SS-ere, der var ansvarlige for revirblokken, kaldte man SDG. Disse "plejere" var afhængige af lægerne. Det, jeg har beskrevet, var organisationen inden for SS. Nu vil jeg forklare fangernes organi­sation. Øverst stod kapoen, som var den, der ud­nævn­te barak­for­man­den. Under barakformandens kom­mando stod en ple­jer for 1 eller 2 sygestuer. Til hver blok hørte en fangelæge. Alt dette skete na­turlig­vis senere, i begyndelsen var det ikke ar­rangeret på den måde. I reviret var der for­skellige blokke, og hver blok havde en læge. Kapoen var ikke læge, han havde ingen lægelig er­faring - var blot almindelig fange.

 

Retspræs.: Hvem var Jeres kapo, da De kom på reviret?

 

Vidne:               Matthes Mai. Denne mand var egentlig chauffør, men da han allerede havde arbejdet længe i lejren, havde han en vis erfaring, men ingen medicinsk ud­dannelse. Han var hovedsagelig beskæftiget med driften, men lejlighedsvis opererede han også.

 

Retspræs.: Hvilket statsborgerskab havde kapoerne?

 

Vidne:               Jeg kendte kun to, og de var tyskere.

 

Retspræs.: Hvilket statsborgerskab havde SDG-erne?

 

Vidne:               De var tyskere og tilhørte SS.

 

Retspræs.: Hvem var SDG, da De var der?

 

Vidne:               Bahr og Bühning.

 

Retspræs.: Var Bahr og Bühning i SS?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Var garnisonslægen, lejrlægen og SDG-erne de ene­ste, der tilhørte SS i denne organisation?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Var der andre plejere end SDG-erne?

 

Vidne:               Ja, fanger. I 1941 var vi 17, eftersom kun det første revir var færdigt. Senere, da den nye byg­ning blev oprettet, blev vi 30. I 1944 blev man­glen på medikamenter mærkbar. Når lægen foreskrev medi­cin, gik det gennem barak­formænd og kapoer til SS-erne. Men der blev kun leveret meget lidt. Jeg taler først og fremmest om 1944, hvor jeg selv havde med bestil­ling af medika­menter at gøre. Ba­rakfor­man­den lavede listen over den ønskede me­dicin sam­men med fan­gelægerne, og jeg gik så til SS med bestil­lings­bo­gen.

 

Retspræs.: Hvad gjorde SS for at kunne levere medicinen?

 

Vidne:               Der blev ikke gjort noget alvor­ligt, med undtagelse­ af kapoen Bischoff, der virkelig gik ind for det. Han talte med lejrlægen eller garnisonslægen og for­langte medikamenter. Men der kom aldrig noget ud af det.

 

Retspræs.: Ville det have været muligt at fremskaffe medika­menter, hvis SS havde forsøgt det?

 

Vidne:               Ja, det ville have været muligt. Jeg kendte en dansker, ved navn Sørensen, der fortalte mig, at Dansk Røde Kors var parat til at levere gratis medikamenter til KZ-lejren. Men det havde man ikke villet. Når jeg taler om 1944, mener jeg tiden frem til evakueringen i 1945.

 

Retspræs.: Kender De noget til nogle injektioner, der blev givet i lejrens revir?

 

Vidne:               Ja, efter karantænen i 1942 begyndte man med disse indsprøjtninger. De ansvarlige var Willi Bahr og Büning. Jeg genkender Bahr her i retten, nr.12.  Disse injektioner blev første gang ud­ført på rus­siske krigsfanger, som holdtes isolerede i blok 7 og 14. Disse blokke var mærkede "Krigs­fange­lejr".

 

Retspræs.: Bar disse fanger den sædvanlige lejrdragt?

 

Vidne:               Nej, de bar uniform.

 

Retspræs.: Hvordan var sundhedstilstanden hos disse mennesker, da de kom til lejren?

 

Vidne:               De var ved godt helbred.

 

Retspræs.: Hvordan blev injektionerne udført?

 

Vidne:               Willi Bahr gjorde de fleste klar. Jeg har selv set, hvordan han præparerede sprøjterne i et lille væ­relse ved siden af operationsbordet.

 

Retspræs.: Hvad indeholdt injektionerne?

 

Vidne:               Ifølge Bahr, som talte åbent om det, indeholdt de benzin og phenol.

 

Retspræs.: Er phenol omtrent det samme som karbol?

 

Vidne:               Ja, det er det. Jeg ved også, at Bahr har udført injektioner med Evipan og stryknin. Evipan er et narkosemiddel, der også bliver anvendt under opera­tioner. Somme tider gik Bahr ind i labora­toriet, hvor en vis Zepke arbejdede. Han befalede denne at forberede alt og sagde: " De må vide, hvordan man gør sådan noget. De handler jo med medicin". En anden gang sagde han: "Du må jo vide, hvordan man gør, for du er jo giftblander. " Zepke svarede: "Jeg ved, hvor­dan man laver medicin, men kun til at redde menne­sker med. Det er enhver læges og plejers pligt at redde mennesker og ikke at dræbe dem."

 

Retspræs.: Har De set disse sprøjter blive forberedt?

 

Vidne:               Ja, jeg har set Bahr i det lille værelse. Når sprøjterne var præparerede, bar Bahr dem over i blok 7 og 14.

 

Retspræs.: Hvad skete der så?

 

Vidne:               Så kom Bahr tilbage, og jeg så ham gå ind på revir-

s­tu­en. Der var der en tavle, der viste antallet af døde og levende fanger. Efter Bahrs besøg var an­tallet af døde altid steget på denne tavle.

 

Retspræs.: Var sprøjterne fulde eller tomme, når Bahr kom tilbage til reviret?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige, for jeg var der ikke ved hans tilbagekomst.

 

Retspræs.: De sagde, at sprøjterne blev forberedt i reviret. Hvor foregik de egentlige injektioner?

 

Vidne:               De blev foretaget i blok 14. Der var et lille væ­relse, hvor de syge russere befandt sig.

 

Retspræs.: Hvor ofte fik de disse injektioner, og hvor tit har De set Bahr med sprøjterne?

 

Vidne:               3-4 gange om ugen.

 

Retspræs.: Kan De sige os, hvor meget dødstallene var steget, når Bahr kom tilbage?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige helt nøjagtigt, men jeg hus­ker en gang, hvor tallet steg fra 25 til 54.

 

Retspræs.: Kan De fortælle os dødsårsagerne?

 

Vidne:               Underernæring. De russiske fanger fik nemlig ikke så meget at spise som de andre (dette blev angivet som ­almindeligt).

 

Retspræs.: Kan De fortælle os, hvilken giftmængde der kræve­des for at virke dødelig?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige, men en polsk læge dr.Mittel­sta­edt sagde, at blot en lille mængde ville være tilstrækkeligt, når man tager russernes dårlige sundhedstilstand i betragtning.

 

Retspræs.: Kunne de fanger, der var anbragt i reviret, iden­ti­fi­ceres på nogen måde? Havde De nogle papirer eller kartoteker?

 

Vidne:               Ja, men der var ikke noget egentligt kartotek. Fange­numrene var syet fast på tøjet. Ved indlæggel­sen blev fangenummeret skrevet på patientens bryst eller ben med en Anilinstift (kopi-blyant).

 

Retspræs.: Hvad skete der, når en patient døde?

 

Vidne:               Nummeret blev skrevet tydeligt op i dødsværelset af en fange, og foran nummeret blev der sat et bog­stav, der viste patientens nationalitet.

 

Retspræs.: Har De selv været i dødsværelset?

 

Vidne:               Ja, der har jeg tit været.

 

Retspræs.: Har De været i dødsværelset, når der foregik in­jektioner?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Har De set døde der?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Hvilke numre og bogstaver havde de dengang?

 

Vidne:               Det var forskelligt: franskmænd, belgiere, krigs­fanger og russere, der ikke var krigsfanger. I tilfældet med russerne kunne jeg se mærker efter sprøjter, og jeg så også andre nationaliteter, der havde disse mærker, men jeg er ikke helt sikker på, at det var dengang. I den tyske oversæt­telse var der en fejl: Jeg sagde ikke, at jeg så andre natio­naliteter med disse mærker på det tidspunkt, hvor russerne fik injek­tionerne. Jeg sagde, at jeg ikke vidste, om det skete i samme periode.

 

Retspræs.: Hvor har De bemærket disse injektionsstik?

 

Vidne:               Normalt i baghovedet, men i begyndelsen så jeg dem også over hjertet. I dødsværel­set blev der ført en bog, og det forekom, at man gik ind i dødsværelset for at kontrol­lere antallet af døde, hvis tallet ikke stemte ved appellen. I bogen i dødsvæ­relset blev dødsår­sagen ikke angivet. I revi­rets skri­ves­tue blev bogen dog ført med død­sår­sag, men den var næsten altid forkert. SDG-erne opgav faktisk altid hjerteslag eller svagt hjerte. Her taler jeg om revirets skri­ve­stue og ikke om lejrens skrivestue. Kun SDG-erne og SS-lægerne kunne udst­ede dødsat­tester. Død­sat­testen og dødsår­sagen, den forkerte, blev så sendt til lejr­kontoret pr. telefon eller bud. Lejrlægen, ikke gar­nisonslægen, udstedte død­sat­testen.

 

Zuleger var tysk, og det var hans opgave at meddele dette til SS-kontoret. Han gjorde det helst person­ligt, men hvis han for eksempel, pga. for meget ar­bejde, ikke havde tid, ringede han til SS-lejren. SDG-erne og SS-lægerne underskrev altid attesterne, også selv om de ikke havde udfyldt dem. Disse at­tester bragte Zuleger senere til SS-kontoret, også selv om han havde meddelt resultatet tidligere pr. telefon.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde set, at der som dødsårsag var angivet "injektion"?

 

Vidne:               Aldrig.

 

Retspræs.: Har anklagede Bahr nogen sinde talt med Dem om injektionerne?

 

Vidne:               Han ikke bare talte om dem, han pralede endda af, at han udførte injektioner. Jeg har selv set, hvor­dan Bahr udsøgte sig patienter til injektion. Jeg var i blok 14, da Bahr ankom og befalede pati­enter­ne at klæde sig af.

 

Retspræs.: Taler De nu om russerne i blok 14?

 

Vidne:               Efter at russerne var væk, var blok 14 dengang en ganske almindelig revirblok.

 

Retspræs.: Hvor meget senere skete det?

 

Vidne:               Det var senere, men jeg husker ikke det nøjagtige tids­punkt. Jeg tror, det var i 1943. Ved denne lejlighed måtte de nøgne fanger gå forbi Bahr, og med en håndbevægelse inddelte han dem i en højre og en venstre række. Det betød for de udsete fanger liv eller død i revir 1. Bahr fulgte dem selv over til revir 1, som lå i den anden ende af lej­ren. Jeg har ikke set Bahr give de omtalte men­nesker ind­sprøjt­ninger, men jeg har talt med Zepke, der sag­de, at Bahr bragte disse mennesker ind på reviret, hvor han selv gav dem indsprøjt­nin­ger i for­bin­dingsrum­met, der lå ved siden af rønt­gen­stu­en. Zepke så, hvordan de blev båret til lighu­set på bårer.

 

----------------------------------------------------

 

Fortsættelse af retsmødet den 21. marts 1946.

 

Det belgiske vidne Jan EVERAERT blev afhørt. I tiden med injektionerne arbejdede han i revir 2 og var vidne til in­jektionerne.

 

I revir 2 var der 4 værelser. I hvert værelse stod der 3 etage-senge, og i hver seng lå der 2 personer. Foran hver seng hang der 6 temperaturkort.

 

Der skete engang en forveksling. Hvis en person døde, blev den pågæl­dendes tavle taget ned. I dette tilfælde blev feber­kurven fra en levende taget ned, mens den dødes blev hængen­de. SS-erne Bahr og Büning besluttede at bringe fejltagelsen i orden ved at dræbe den, der fejlagtigt var meldt død. Bahr og Berger bragte manden ind i forbindingsværelset i revir 2 og gav ham en indsprøjtning i baghovedet. Da døren stod halvt åben, kunne jeg se, hvordan Bahr og Büning, klædt i hvide revir-kitler, gav injektionen i baghovedet på manden, der med fast­bundne hænder lå på en briks.

Jeg vil nu tale om revir 1. Der har jeg set folk sidde og vente i forværelset. Bahr kaldte dem ind i det lille værelse, der lå mellem køkkenet og røntgenstuen, men da døren var lukket, kunne jeg ikke se noget. Jeg så kun, hvordan de to sygeplejere bar den ene døde efter den anden over til ligkam­meret på bårer.

Der var folk fra alle nationer. Jeg så især belgiere, polakker og russere.

 

Retspræs.: Så De nogen sinde børn i lejren?

 

Vidne:               I slutningen af 1944 så jeg 20 jødiske børn ankom­me. Der var 10 drenge og 10 piger. 2 af dem var franske børn, 3-4 af dem var hollændere. De andre var russere eller polakker.

 

Retspræs.: Hvor blev disse børn indkvarteret?

 

Vidne:               I revir nr.4. Det var blevet ombygget specielt til børnene og havde betegnelsen 4 a.

 

Retspræs.: Talte De med disse børn?

 

Vidne:               Flere gange.

 

Retspræs.: Hvad skete der med børnene?

 

Vidne:               De var ved godt helbred, da de kom til lejren. Efter ca. 3 uger begyndte man med eksperimenterne på dem. Jeg har ikke selv set eksperimenterne, men da jeg var gode venner med den franske læge, vidste jeg, at prof. Heissmeyer eksperimentere­de med tu­ber­kulose på dem.

 

Retspræs.: Hvilken stilling havde den franske læge dr. Quen­nouille?

 

Vidne:               Han kontrollerede børnenes tem­peratur i løbet af dagen, for at prof. Heissmeyer kunne dyrke sin fors­k­ning. Om aftenen arbej­dede han som radiolog i reviret. Ofre­ne blev besøgt i labora­toriet af prof. L... (?) En dag sagde dr. Quennouille til mig, at man havde sendt ham tuberkulosebaciller, og at han skulle bruge dem i en serum til prof. dr. Heiss­meyer. Han kogte dem. På mit spørgsmål om hvorfor, svarede han, at han havde steriliseret dem imod prof. Heissmeyers ud­trykkelige or­dre.

 

Retspræs.: Ved De, om de franske læger dr. Quennouille og dr.Florence er i live?

 

Vidne:               I Belgien fortalte man mig, at de to læger var blevet dræbt sammen med børnene.

 

Retspræs.: Var børnene stadig i live, da De var i lejren?

 

Vidne:               Ja, indtil evakueringen.

 

Retspræs.: Dette vidne kan ikke fortælle mere om eksperimen­tet, men yderligere bevis vil blive ført af stat­sadvoka­turen.

 

Ved De, om der blev udført lignende eksperimenter på voksne?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Har De set sådanne eksperimenter, eller har De blot hørt om dem?

 

Vidne:               Personligt har jeg ikke set det, men dr. Quen­nouille viste mig engang et røntgenbillede af dren­gen Ge­org. På den venstre lungelap kunne man al­lerede se nogle slø­ringer, og dr. Quennouille sag­de til mig, at det var begyndelsen til tuberkulose.

 

Retspræs.: Det havde De ikke vidst, hvis lægen ikke havde forklaret det?

 

Vidne:               Nej.

 

Retspræs.: Har De set henrettelser ved hængning i lejren?

 

Vidne:               Ja, mellem 60 og 100 hollændere blev hængt i bun­keren. Jeg kunne ikke selv se henrettelserne, men jeg har set og talt med de plejere, der hentede ligene ud bagefter.

 

Retspræs.:          Har De nogen sinde set et menneske blive hængt?

 

Vidne:               Ja, 3-4 mennesker, deriblandt en af mine venner ved navn Tollenaere.

 

Retspræs.: Var der andre der overværede hængningen af de mennesker?

 

Vidne:               Hele lejren var der.

 

Retspræs.:         Hvorfor skete det?

 

Vidne:               Jeg havde indtryk af, at det blev gjort for at statuere et afskrækkende eksempel.

 

Retspræs.:         Var Tollenaere arbejder?

 

Vidne:               Ja, han var arbejder i kommandoen Jastram.

 

Retspræs.: Hvem var lejrlæge under eksperimenterne med børne­ne?

 

Vidne:               Den ene var overjunker - den eneste - den anden dr. Kitt.

 

Retspræs.: Er De nogensinde blevet slået i Neuengamme?

 

Vidne:               Jeg er blevet slået 2 gange. Første gang af nr.8.

 

Retspræs.: Hvad gjorde nr.8 Dem egentlig?

 

Vidne:              Jeg arbejdede i værkstedskommandoen i 1943, og da sagde nr.8 til mig, at jeg ikke havde arbej­det nok. Dernæst slog han mig på krop­pen, i an­sigtet og i hovedet med en pisk med kabelsnor.

 

Retspræs.: Hvem har også slået Dem?

 

Vidne:               Rapportführer Dreimann. En aften kom jeg fra revir 3, hvor jeg havde bragt noget brød over til en syg kam­me­rat. Det havde sneet. Jeg mødte Dreimann og over­junkeren. Dreimann spurgte, hvor jeg havde været. Jeg svarede: "På wc", men da han så, jeg havde sne på støvlerne, slog han mig med knytnæve to gange i ansigtet og sagde, at jeg næste dag skulle melde mig hos ham i reviret. Den næste dag meldte jeg mig så hos ham i reviret, og Dreimann gav mig 25 slag bagi med gummikniplen.

 

Retspræs.: Har De også set andre slå?

 

Vidne:               Prygl var en dagligdags foreteelse inden for SS. Alle slog - lige fra Thumann til laveste blokleder.

 

Retspræs.: Var denne overjunker den eneste i lejren?

 

Vidne:               Jeg har kun set denne ene i lejren.

 

Retspræs.:         Har De set andre episoder end pryglene?

 

Vidne:               Ja, i 1941. Nu taler jeg om blok 12, hvor jøderne boede. Der hængte man folk op med hænderne på ryg­gen. Der var også nogle af mine venner.

 

Retspræs.: Har De ud over de allerede nævnte henrettelses­meto­der oplevet andre?

 

Vidne:               I begyndelsen blev der også brugt gas.

 

Retspræs.:         Hvornår var det?

 

Vidne:               Jeg kan ikke sige den nøjagtige dato, men jeg tror, det var i 1942. Engang stod vi på appelpladsen, da der kørte to lastbiler forbi stablet med nøgne lig. De skulle til krematori­et. Man beordrede os til at synge sangen: "Velkommen, velkommen kære sanger".

 

Retspræs.:         Hvilken nationalitet havde de døde?

 

Vidne:               Det var russere.

 

Retspræs.: Hvordan var det med udlevering af attester for at få lettere arbejde?

 

Vidne:               Det var op til fangelægerne og deres diskretion. De hjalp dog ikke meget. Lederen af arbejdstjenesten Schramm og hans repræsentant har trods attesterne sendt folk på hårdt arbejde med den begrundelse, at de ikke ville have syge menne­sker i Neuengamme.

 

Retspræs.: De fortalte om et tilfælde, hvor en taxa­chauffør udførte en operation i reviret. Skulle det forstås sådan, at han foretog en rigtig operation?

 

Vidne:               Ja, han blev tvunget til det. Nævnte dr. Lö.., (?) der ikke var god, og SS-lægen dr. Jäger lod opera­tionen, som de havde påbegyndt, i stikken, da det blev fyraften. Derfor blev den tidligere taxa­chauf­før tvunget til at gøre operationen færdig, så godt han nu kunne, på patienten, der lå på bordet. Da han havde nogen erfaring, gjorde han det så godt, han kun­ne.

 

Retspræs.: Hvad ved De om grunden til henrettelsen af Tollena­ere?

 

Vidne:               Personligt kender jeg ikke grunden. Jeg ved kun, hvad jeg har hørt.

 

Retspræs.:         Hvad har De så hørt? Og af hvem?

 

Vidne:               Jeg hørte det af min ven Mandrycks. Han sagde, at Tollenaere var blevet beskyldt for at have lavet en dårlig svejs­ning, og af den grund lavede han sabo­ta­ge. Det blev aldrig bevist, og alligevel blev han hen­rettet.

 

Forsvarer:  Må jeg henvise til, at vidnet har udtrykt sig tyde­li­gere i protokollen fra forundersøgelsen.

 

Vidne:               Jeg tror, at den udtalelse er blevet dårligt ud­lagt, for den blev gjort i stor hast. Mandrycks sagde til mig, at Tolle­naere havde sagt til ham, at han var anklaget for sabotage, men det var aldrig blevet bevist.

 

Forsvarer:  Hvad sagde Mandrycks egentlig til Dem? Har han sagt, at Tollenaere lavede sabotage, eller at man blot anklagede ham for det?

 

Vidne:               Mandrycks sagde, at Tollenaere havde lavet sabota­ge.

 

Forsvarer for nr. 4:

 

Det drejer sig om antallet af fangelæ­ger. Vidnet sagde, at der i hvert af de 4 revirer var en fange­læge. Det er ialt 4 læger. Var der ikke mange flere læger?

 

Vidne:               De må forstå det rigtigt. I hver blok var der kun én ansvarlig fangelæge. Der var andre læger, f.eks. i forbindings­værelset og i røntgenværelset og an­dre steder. Men der var kun én ansvarlig.

 

Forsvarer:  Er det rigtigt, at der i februar 1945 var 80 mand med fangelæger og plejere, der mere eller mindre arbejdede med lægeligt arbejde?

 

Vidne:               Det nøjagtige antal kender jeg ikke. Og det er rigtigt, at der i slutningen af 1944 kom en trans­port med forskellige læger fra en anden KZ-lejr, som blev indsat i arbejdet i reviret. Men jeg må tilføje, at det ikke var enhver læge tilladt at arbejde i reviret.

 

Forsvarer:  Kan det så passe, at tallet var oppe på 80?

 

Vidne:               Ja, det stemmer så nogenlunde. Men helt bestemt kan jeg ikke sige det. Det var på det tidspunkt, hvor skån­eblok­kene blev opført, at lægerne var der, især hos danskerne og nord­mændene.

 

Forsvarer:  (for dr.Kitt) Vi talte om taxachaufførens opera­tion. Min klient lader spørge, om der i 1945 stadig blev udført arbejde af kapoer eller andre, der ikke var kvalificerede?

 

Vidne:               I Kitts tid gik det fremad, men det betyder ikke, at der ikke blev udført operationer af ukvalifi­cerede folk. Der var for eksempel Hans.... (?) i revir 3, som udførte forskellige operationer uden at have noget studium bag sig.

 

Retspræs.: Har De selv set det eller hørt om det?

 

Vidne:               Det ved jeg af selvsyn.

 

Retspræs.:         Har De selv set det?

 

Vidne:               Mens jeg var hos dr. Ba.... (?), så jeg, hvorledes en mand, ved navn Kripp, amputerede fingre.

 

Retspræs.:         Var den franske læge til stede?

 

Vidne:               Dr.Ba... (?) var næse-øre-halsspecialist. Når vi gik i reviret, kunne vi se, at Kripp ud­førte sådan­ne ope­rationer.

 

Retspræs.:         Kan De sætte en bestemt dato på?

 

Vidne:               Jeg kan kun sige, at det var i 1945.

 

Retspræs.: Nu med hensyn til medikamenterne fra Dansk Røde Kors. Hvem kom med tilbuddet, og hvem afslog det?

 

Vidne:               Jeg kan kun sige, at det var en dansker, der hed Bertel­sen. Han var drogist og arbejdede som sådan i lejren. Han sagde, at Dansk Røde Kors havde givet et tilbud og oven i købet havde lavet en liste over de nødvendigste medikamenter. ­Hvem, der afslog det, ved jeg ikke.

 

Forsvarer:  Ved vidnet, om dr. Kitt på nogen måde deltog i tu­ber­kuloseforsøgene med børnene?

 

Vidne:               Jeg kan kun sige, at dr. Kitt og dr. Heiss­meyer gik sammen ind i blokkene, hvor børnene lå. Hvad han foretog sig dér, ved jeg ikke.

 

Forsvarer:  Var børnene der endnu, da dr. Kitt kom ind i blok­ken med prof. Heissmeyer?

 

Vidne:       Helt sikkert, for børnene blev først evakueret efter mig.

 

Forsvarer:  Dr. Kitt sagde i går i Neuengamme, at han kun var i lokalet med børnene en enkelt gang sammen med prof. Heiss­meyer. Blev der foretaget ekspe­rimen­ter, mens De var der?

 

Vidne:               Det er jeg ikke klar over, men jeg ved, at dr. Heiss­meyer offici­elt kom til lejren for at foretage eksperi­menter, og han har også kontrolleret dem.

 

Forsvarer:  Har prof. Florence og prof. Dr. Heissmeyer nogen sinde be­skyldt dr. Kitt for at have deltaget i eks­perimen­terne?

 

Vidne:               Det ved jeg ikke.

Forsvarer:  Attesterne til lettere arbejde skulle ikke have haft den store betydning. Var det også sådan i 1945, da dr. Kitt var der, eller blev det bedre?

 

Vidne:               Det var det samme. Den eneste forskel var, at de syge ikke kom på udekommando.

 

Forsvarer:  Kan vidnet sige noget om, om dr. Kitt var brutal eller gemen over for fangerne?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer:  (for Dreimann) Dreimann er den eneste, der har slået vidnet. Er det rigtigt, at Dreimann overra­skede vidnet og påviste, at han ikke var i sin blok kl.11? Dreimann var på rundtur med en SS-lejrlæge.

 

Vidne:               Denne dr. König må have været overjunkeren. Nu kom jeg i tanker om hans navn. Episoden kan have fundet sted mellem kl.10 og 10.30, da jeg arbej­dede i røntgenafdelingen på det tidspunkt.

 

Forsvarer:  Dreimann siger, at han havde søgt efter Dem i en halv time. Han fandt Dem, og De forklarede, at De havde været på toilettet, men De havde så indrøm­mede så, at De havde været hos en ven. Dreimann vil dermed kun bevise, at han har haft en konkret an­ledning.

 

Vidne:               Måske husker Dreimann anledningen endnu bedre, når jeg minder ham om, at han og dr. König var stærkt påvirkede af alkohol.

 

Forsvarer:  Alligevel vil jeg gerne vide, om det var sådan, som Dreimann sagde.

 

Vidne:               Jeg har allerede besvaret dette spørgsmål, idet jeg sagde, at jeg havde besøgt en ven for at give ham noget brød, og at jeg havde sne på støvlerne.

 

Forsvarer:  Dreimann vil gerne vide, om vidnet havde bedt ham undlade at indberette det, fordi vidnet var bange for at miste sit job i reviret og for at komme i straffekompagniet.

 

Vidne:               Jeg har aldrig bedt Dreimann om noget. Hans påstand er usand.

 

Forsvarer:  De har påstået, at alle slog, lige fra lejrle­der og nedefter. Vil De dermed sige, at Thumann slog Dem?

 

Vidne:               Thumann og Dreimann var to af de værste. De var med ved de fleste afstraffelser.

 

Forsvarer:  Det er ikke noget svar. Jeg spurgte kun, om De selv blev slået af Thumann?

 

Vidne:               Han har ikke selv slået mig, da jeg så vidt muligt undgik ham.

 

Forsvarer for nr. 6:

 

De har forklaret, at De overværede henrettelsen af de 60 hollæn­dere. Kan De sige mig, hvornår hen­ret­telsen fandt sted? Hvilken måned?

 

Vidne:               I februar eller marts 1945. Kort før lejrens luk­ning.

 

Forsvarer:  Så De, om det var en blokleder, der bragte gruppen af hollændere over til bunkeren, hvor henret­telsen skulle finde sted?

 

Vidne:               Jeg så fangerne, men jeg er sikker på, at de blev ledsaget af en blokleder.

 

Forsvarer:  De sagde, at alle slog. Kan De sige, at an­klage­de nr.2 har slået?

 

Vidne:               Nej, den mand kender jeg ikke.

 

Forsvarer:  Endnu et spørgsmål om hollænderne. Ved De, om hol­læn­derne blev dømt for en aktion?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige, men der gik rygter om det i lej­ren, og en vis Mandrycks fortalte mig, at hol­læn­derne skulle have tilhørt en modstandsgruppe i Nord-Holland.

 

Forsvarer:  Fra hvornår og til hvornår var De på værkstedet?

 

Vidne:               I omkring 3 uger midt i 1943. Men så var det, at vi kom i bunkeren pga. historien med medikamenter­ne.

 

Forsvarer:  Hvor i værkstedet arbejdede De?

 

Vidne:               Jeg arbejdede først på værkstedets kontor.

 

Forsvarer:  Hvem var jeres kapo?

 

Vidne:               Det er jeg ikke helt sikker på, men jeg tror, han hed Barich.

 

Forsvarer:  Hvor lå kontoret?

 

Vidne:               Overfor det nuværende Metalværk.

 

Forsvarer:  Ved De, om Bahr fik ordre til at give injektioner­ne, eller om han gjorde det på eget initiativ?

 

Vidne:               Jeg tror ikke, at Bahr gjorde det på eget initia­tiv. Han må have fået tilladelse til det fra højere sted.

 

Forsvarer:  Tilladelse eller ordre?

 

Vidne:               Ordre.

 

Forsvarer:  Men De så ikke ordren. Hvilken funktion havde Bü­ning?

 

Vidne:               Han var lejrlæge.

 

Forsvarer:  Var han dr. Jägers forgænger?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige med bestemthed. Der har været for­skelli­ge læger ind imellem.

 

Forsvarer:  Kender De også dr. Jäger?

 

Vidne:               Jeg mener, jeg kender ham.

 

Forsvarer:  Kender De også dr. von Bothmann?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer:  Kunne De iagttage Bahr over længere tid? Mener De, at han er en intelligent mand eller lidt indskræn­ket?

 

Vidne:               Jeg mener i hvert fald, at han er sadist.

 

Forsvarer:  Efter Deres udsagn har Bahr gjort ting så afskyeli­ge, at ethvert anstændigt menneske må tage afstand fra dem. Tror De, at Bahr er normal?

 

Vidne:               Ja, han er vel normal.

 

Forsvarer:  De nævnte før, at lejrlægerne udstedte attester til lettere arbejde, men at folk alligevel måtte udføre hårdt arbejde. Har De hørt, at de anordninger blev saboteret af SS?

 

Vidne:               Ja. I mange tilfælde blev anordningerne saboteret af SS.

 

Forsvarer:  Kunne De eventuelt give et eksempel?

 

Vidne:               Ja, der var for eksempel dengang, de for­skellige blokke blev spurgt om, hvor de syge, der skulle skånes, skulle an­brin­ges. Men der skete ingen­ting.

 

Forsvarer:  På hvis befaling skete det?

 

Vidne:               Det kan kun være sket på lejrlederens ordre.

 

Forsvarer:  Har De hørt, at fangelæger skulle være blevet fyret af SS, uden at lejrlederen blev spurgt?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige. Men jeg ved, at folk tid­ligere er blevet fyret, uden at lejrlederen har sagt noget til lejrlæ­gerne.

 

Forsvarer:  Også plejepersonale?

 

Vidne:       Ja.

 

Forsvarer:  De nævnte før, at der var kommet franske læger, og at de delvist blev forbudt at udøve deres erhverv.

 

Vidne:               Det var, fordi der ikke måtte ar­bejde så meget pleje­personale i reviret. Plejerne blev fyret, og læger­ne måtte overtage plejernes arbejde.

 

Forsvarer:  Skete det på lejrledelsens ordre?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige.

 

Forsvarer:  Ved De, at dr. Trzebinski ansatte læger, deri­blandt den jødiske læge dr. Meyer?

 

Vidne:               Det husker jeg ikke.

 

Forsvarer:  Har De hørt noget om, at Berlin først skulle under­rettes, når der skulle rekvireres medikamenter, og at det så blev bestilt derfra?

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Ved De, at der blev streget i bestillingerne, så kun en del blev bevilliget?

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Hvorfra ved De det?

 

Vidne:               Fordi jeg har set de medicinlister, man havde stre­get i. Men der blev aldrig gjort noget, for at medikamenterne kunne blive leveret.     

 

Forsvarer:  Ved De, om dr. Trzebinski var med til eksperimen­ter­ne med børnene?

 

Vidne:               Han vidste besked med det.

 

Forsvarer:  Slutter De deraf, at dr. Trzebinski var underrettet om alt?

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Har De nogle holdepunkter for det?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer:  Ved De, hvordan dr. Trzebinski optrådte over for fangerne? Behandlede han dem dårligt eller slog dem?

 

Vidne:               Dr. Trzebinski har ikke slået mig eller nogen af mine bekendte.

 

Forsvarer:  De sagde, at han ikke var brutal. Regnedes han som human eller umenneskelig i sammenligning med andre SS-offi­cerer?

 

Vidne:               I sammenligning med Thumann, som slog, var han natur­ligvis bedre. Men når man som læge ikke gør det, man bør gøre, er man et dårligt menneske.

 

Forsvarer:  Muselmænd var mennesker, der var så svage og helt uden modstandskraft, at de intet kunne udover at trække vejret. Gjorde man noget som helst for at hjælpe disse muselmænd på benene igen? Måske noget medi­cinsk?

 

Vidne:               Slet ingenting. De behøvede ikke at arbejde mere. Men de måtte heller ikke ligge i sengen. De skulle stå op hele dagen. Da man så anbragte dem i skåne­blokkene, troede de, at det var med henblik på at gøre dem raske igen. Men efter min mening, gjor­de man det kun, fordi man hverken vidste ud eller ind.

 

Forsvarer:  Hvor stor en procentdel var muselmænd?

 

Vidne:               En stor procentdel.

 

Forsvarer:  Har De set prof. Heissmeyer, der foretog eksperi­men­terne med børnene?

 

Vidne :              Ja.

 

Forsvarer:  Var han i SS-uniform eller i civil?

 

Vidne:               Civil.

 

Forsvarer:  Hvor længe opholdt han sig i lejren? Et par timer - en dag?

 

Vidne:               Han kom til middag en bestemt dag om ugen og blev der til omkring kl. 7 om aftenen.

 

Forsvarer:  Har De set nogle af de anklagede, som sidder her, i lejren? Hvem er nr.1 ?

 

Vidne:               Lejrkommandanten.

 

Retspræs.: Så De somme tider ham i lejren?

 

Vidne:               Ja, jeg så ham jævnligt, når han og nr.2 stod ved appellen.

 

Retspræs.: Ved De, hvad nr.2 var i lejren?

 

Vidne:               Adjudant.

 

Retspræs.: Kender De nr.9 ?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Har De haft noget at gøre med Speck?

 

Vidne:               Ja, Speck var den, der slog mest på værkstedet. Især hos fransk­mændene. Han blev kaldt "Morder".

 

Retspræs.: Kender De nr.10?

 

Vidne:               Ikke ved navn, men jeg ved, at han var blokleder i Neuengamme.

 

Forsvarer:  Havde De noget med ham at gøre?

 

Vidne:               Ikke personligt, men han stod ofte ved porten, når vi rykkede ud. Han sparkede folk, hvis de ikke holdt hæn­derne korrekt langs buksesømmen.

 

Retspræs.: Kender De nr.11?

 

Vidne:               Ja, Kümmel. Men ham havde jeg ikke noget at gøre med.

 

Retspræs.: Kender De nr.13?

 

Vidne:               Nej.

 

Retspræs.: Har De nogen sinde spurgt Tollenaere, om han har været for en domstol, om han blev dømt?

 

Vidne:               Jeg spurgte ham ikke om det, men det er ikke til­fældet.

 

Retspræs.: Hvorfra ved De det?

 

Vidne:               Fordi det blev sagt i hele lejren.

 

Retspræs.: Kender De nr.7 ?

 

Vidne:               Nej.

 

--------------------------------------------------------

 

Protokol fra retsmødet i Neuengamme-Processen, 22.marts 1946.

 

             5.Mødedag, start kl.9.30

 

Ved mødets begyndelse beder Brems's forsvarer retten om at undersøge kompetancespørgsmålet for Brehms, der er jugoslavisk statsborger. Hans forældre er født i Jugoslavien, og han blev selv i 1941 ved besættelsen indkaldt gennem de tyske myndig­heder og kom til Neuengamme. Han kan ikke selv efterkontrol­lere disse data og må forlade sig på Brehms' forklaringer, hvis papirer var blevet fjernet.

 

Statsadvokaten rejser følgende indvendinger til spørgs­målet:

 

        1. Brehms er folketysker

        2. Han tilhører SS og er underkastet SS-loven

        3. Efter ny Kgl. engelsk lov er denne ret kompetent med hensyn til Brems.

     

Han begærer afslag på anmodningen fra Brehms' forsvarer.

 

Retspræsidenten tilslutter sig statsadvokatens redegørelse og lægger vægt på, at Brehms som medlem af SS og som en del af Neuengammes stab er anklaget for visse forhold, der vil kunne bevises af statsadvokaten som krigsforbrydelser. Spørgsmålet om statsborgerskab betyder ingenting. Det, der er vigtigt, er, at han var ved staben som SS-er i Neuengamme, og hvis det han har gjort, anses for krigsforbrydelser, er han også ansvarlig over for denne domstol.

 

Derfor afslår domstolen forsvarerens anmodning, men giver ham dog ret til at drøfte dette punkt senere.

 

Forsvarer:  (for Bahr) Jeg er personlig af den overbevisning, at anklagede Bahr ikke kan anses for at være fuldt tilregnelig ved begåelsen af sine ger­ninger. Alene anklagedes udseende lader ane, at der er visse åndelige mangler ved ham. Man tænker næsten stra­ks­ på skizofreni. Jeg har talt med an­kla­geren og for­hørt mig om engelsk rets­prak­sis. I engelsk ret erkender man kun fuld util­reg­nelighed og ikke en lettere utilregnelighed. Hvis man ikke efter en­gelsk ret kan drage slut­ninger ud fra denne kendsgerning, så vil jeg gerne indhen­te en psyko­logisk er­klæring om Bahr for at få klar­lagt dette tilfæl­de. Jeg er af den me­ning, at det vil være godt i et sådant tilfælde, at ikke bare jurister, men også en læge udtaler sig om, hvilken slags menneske han er.

 

Dommer:    Retten vil tillade det.

 

Totzauers forsvarer anmoder om at måtte stille vidnet Jan Everaert endnu et spørgsmål.

 

Forsvarer:  Vidnet sagde i går, at han havde set anklagede sammen med kommandanten i lejren. Jeg spørger vid­net, om det er sket flere gange. Anklagede indven­der, at han så godt som aldrig var i lejren.

 

Vidne:               Jeg har tit set kommandanten sammen med ankla­gede nr.2 i lejren.

 

Dermed er forhøret af vidnet Everaert slut, og han forlader vidneskranken.

 

Vidnet Tadeusz KOWALSKI tages i ed og går i vidneskranken. Om sin person fortæller han på opfordring følgende:

 

Jeg hedder Tadeusz Kowalski, er polak, 38 år, læge. Jeg tog mine sidste eksaminer ved universitetet i Warschawa i 1936, arbej­dede 2 år ved universitetet i Warschawa i afdelingen Intern Medicin og gik så ind i hæren.

 

Statsadv.:  Hvad lavede De i hæren?

 

Vidne:               Jeg var læge ved infanteriet til sidst.

 

Statsadv.:          Hvornår blev De arresteret?

 

Vidne:               Den 2.december 1942.

 

Statsadv.:  Blev De arresteret som civilist eller som officer?

 

Vidne:               Som civilist, men Gestapo vidste, at jeg var offi­cer.

 

Statsadv.:          Hvor blev De sendt hen efter Deres arrestation?

 

Vidne:               Til Gestapo Zakopane.

 

Statsadv:   Af hvilken grund?

 

Vidne:               Jeg tilhørte en organisation, der kæmpede mod ty­skerne.

 

Statsadv.:  Hvor kom De hen, efter at De havde forladt fængslet Zakopane?

 

Vidne:               Til Tarnow i Polen.

 

Statsadv.:  Hvor længe var De i Tarnow?

 

Vidne:               Til 2.januar 1943.

 

Statsadv.:  Hvor kom De så hen?

 

Vidne:               Til Auschwitz.

 

Statsadv.:  Hvor længe var De i Auschwitz?

 

Vidne:               Til 18.april 1943.

 

Statsadv.:  Arbejdede De som læge i Auschwitz eller som almin­de­lig fange?

 

Vidne:               Jeg var almindelig arbejdsfange indtil de sidste 3 uger, hvor jeg arbejdede som sygepasser.

 

Statsadv.:          Hvor blev De sendt hen efter Auschwitz?

 

Vidne:               Til Neuengamme.

 

Statsadv.:          Hvornår kom De til Neuengamme?

 

Vidne:               Den 19.april 1943.

 

Statsadv.:          I hvilken stilling var De beskæftiget i Neuengamme?

 

Vidne:               Først som plejer, senere som læge.

 

Statsadv.:          Hvor arbejdede De som plejer og læge?

 

Vidne:               Jeg startede som plejer i blok 14, så som plejer og læge i revir 2 indtil 2.8.43, derefter i revir 4 ind­til 18.4.1944.

 

Et kort over Neuengamme bliver forelagt vidnet. Ved hjælp af kortet giver vidnet oplysninger om beliggenhed af de enkelte blokke.

 

Statsadv.:  Hvor var de patienter indkvarteret, som De passede. Det var jo kun revirblokken, der var færdig.

 

Vidne:               Patienterne befandt sig i blok 14 og blok 12, der lå til venstre for appelpladsen.

 

Statsadv.:  Kunne De sige noget om forholdene i blokkene 12 og 14?

 

Vidne:               I blok 14 arbejdede jeg kun med interne sygdomme, ikke i den kirurgiske afdeling. I blok 14 var der ingen enkeltværel­ser, men alle patienterne lå i ét rum uden hensyn til de forskellige sygdomme. Der lå tuberkuløse, dårlige maver, difteri-patienter sam­men, hvilket var meget farligt.

 

Statsadv.:  De sagde, det var farligt. Mener De dermed, at smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme var i samme rum?

 

Vidne:               Ja. Mange kom på reviret med influenza, og kom ud med tuberkulose.

 

Statsadv.:  Kan De som læge mindes et tilfælde, hvor en patient kom ind med en forkølelse og forlod reviret igen med tuber­kulose?

 

Vidne:               Jeg kan huske en mand fra Zakopane, der forlod lejren med TB, led af det i flere år, hvorefter han døde.

 

Statsadv.:  Vil De dermed sige, at denne mand, De talte om, virkelig først er blevet smittet med TB i lejren.

 

Vidne:               Ja, jeg kendte manden fra Zakopane. Han havde altid været en sund og rask mand. Han var i Auschwi­tz et kort stykke tid, men på så kort tid kunne han ikke nå at få TB.

 

Statsadv.:  Vil De sige, at det var et typisk tilfælde, eller et enkeltstående tilfælde.

 

Vidne:               Nej, det var et typisk tilfælde. Jeg kunne nævne flere tilfælde - det var ret dagligdags.

 

Statsadv.:  Vil De som læge sige, at den kendsgerning, at de smittefarlige patienter befandt sig sammen med andre, ikke var det ene­ste, der ikke var i orden?

 

Vidne:               Sengene var i 3 etager, og i de nederste lå der sommetider 3 patienter i en seng.

 

Statsadv.:  Husker De et tilfælde, hvor en smittefarlig patient delte seng med en, som ikke havde smitten?

 

Vidne:               Ja, det forekom helt sikkert, for med 600 patienter var det umuligt at stille diagnosen på så kort tid.

 

Statsadv.:  Kan De udover disse 2 punkter ellers sige noget om lejren?

 

Vidne:               Ja, der var mangel på frisk luft i rummet, fordi der var alt for mange mennesker. Den smule frisk luft, der kom ind, var utilstrækkelig for selv raske mennesker.

 

Statsadv.:  Hvilken medicinsk behandling fik patienterne?

 

Vidne:               Behandlingen var ikke god, og dertil kom de dårlige arbejdsbetingelser i reviret.

 

Statsadv.:          Dårlige arbejdsbetingelser, hvad mener De med det?

 

Vidne:               For det første var der ikke varmt vand til at vaske patienterne i, og det var meget ubehageligt for de mennesker, der led af en slags mave- og tarmkatar, som jeg oplevede første gang i lejren.

Det drejer sig sandsynligvis om en mave-tarmsygdom, der ligner dysenteri og medfører diarre.

 

Statsadv.:          Har De set den sygdom før?

 

Vidne:               Jeg har oplevet den hos børn, men hos voksne er den sjælden.

 

Statsadv.:  Forekom sygdommen ofte?

 

Vidne:               I 1943 havde vi ca. 150 tilfælde, i 1944 400 til­fælde. Jeg mener hermed især de alvorligste til­fælde, for de lettere kom næppe i reviret.

 

Statsadv.:  Mener De 150 tilfælde om dagen, om måneden eller om året?

 

Vidne:               Daglig. På en gennemsnitsdag i 1943 var der dagligt 120 til 150 mennesker i reviret med denne sygdom.

 

Statsadv.:  Kan De give en begrundelse for, at sygdommen bredte sig så meget?

 

Vidne:               Den vigtigste grund var ernæringen, der indeholdt for meget vand og for lidt styrkende. For det andet spillede kulden en rolle, for det tredie boligfor­holdene - ja, livet i lejren i det hele taget, og for det fjerde: for meget arbejde.

 

Statsadv.:  De har angivet 4 grunde. Lad os gennemgå dem en­kelt­vis. Først den dårlige ernæring. Hvad mener De med det?

 

Vidne:               At ernæringen indeholdt for meget vand, og at de nød­vendi­ge æggehvidestoffer manglede. Prof.Flor­ence havde ved under­søgel­ser fastslået, at der kun var 50% af de nødvendige ægge­hvidestoffer.

 

Statsadv.:          Så talte De om kulde. Kan De forklare nærmere?

 

Vidne:               De syge, der led af diarre, havde altid for lav tem­peratur, under 36 gr., ofte 35 gr. Blodtrykket (Riva-Rocci) lå ligeledes under det normale på 80 og 85.

 

Statsadv.:  Kan De sige, hvorfor der var de lave temperaturer og det lave blodtryk?

 

Vidne:               Det lave blodtryk skyldtes æggehvidemangel, den lave temperatur mangel på kalorier.

 

Statsadv.:          Nu til boligforholdene.

 

Vidne:               Folk havde ikke fred og ro til at sove, da de jo lå to og to, hvilket forstyrrede dem meget.

 

Statsadv.:  Hvad kan De sige med hensyn til overarbejdet?

 

Vidne:               Et arbejdende menneske behøver flere kalorier end et ikke-arbejdende, og det kunne de ikke få.

 

Statsadv.:  Hvor mange mennesker døde af denne sygdom i revi­ret?

 

Vidne:               I året 1943 døde der dagligt 10-15. I sommeren 1944 30-40. Om vinteren var der op til 70 døde hver dag. 74% døde af denne sygdom.

 

Statsadv.:  Ville det have været muligt at redde disse 75%, De talte om, ved rigtig behandling?

 

Vidne:               Ikke alle, men halvdelen.

 

Statsadv.:  Kan De fortælle retten, hvordan vaske- og toilet­for­holdene var i blok 12 og 14?

 

Vidne:               I blok 14 var der 4 eller 5 latriner, hvilket var for lidt. Hvor mange der var i blok 12, ved jeg ikke. Vaskefor­holdene var ligeledes utilstrækkeli­ge. Folk måtte vente længe i korridoren for at få mulighed for at blive vasket og bruge latrinet. Der var altid svinet til i korridoren med ekskremen­ter.

 

Statsadv.:  Hvad gjorde autoriteterne, kommandanten, adjudanten og specielt lægerne for at forbedre forholdene?

 

Vidne:               Der blev intet foretaget, hverken fra autoriteter­nes side eller fra lægernes.

 

Statsadv.:  For at være fair over for anklagede nr.14: Var der ingen af de mennesker, som De ser her, der dengang arbejdede på hospitalet som læge?

 

Vidne:               Nej.

 

Statsadv.:          Hvornår så De første gang en af de anklagede?

 

Vidne:               I slutningen af 1943, dr. Trzebinski, nr.14.

 

Statsadv.:  Og hvornår blev de syge overført fra hospitals­blok­ke­ne til det rigtige hospital?

 

Vidne:               I juni 1943 til det nybyggede revir 2.

 

Statsadv.:  Kan De sige, hvornår patienterne blev overført til de nybyggede hospitaler, og hvornår disse hospita­ler blev færdige?

 

Vidne:               Det første i juli 1943, det andet 6 uger senere og det sidste i august 1944.

 

Statsadv.:  Hvornår blev patienterne fra blok 12 og 14 overført til disse rigtige hospitaler?

 

Vidne:               Kort efter at blokkene var færdige.

 

Statsadv.:  Altså kan vi sige, at de datoer, De har opgivet, også er de datoer, hvor patienterne kom på hospita­lerne?

 

Vidne:               Ja.

 

Statsadv.:  Arbejdede De som læge i disse 3 blokke?

 

Vidne:               Indtil maj 1944 arbejdede jeg i revir 2, og der­efter resten af tiden i revir 1.

 

Statsadv.:  Kunne De ikke beskrive for os, hvordan betingel­serne og for­holdene var på revirene, hvor De arbej­dede - på samme måde som De beskrev blok 12?

 

Vidne:               Der var 6 rum til de almindeligt syge og 1 til syge med infektioner. I nr.2. Desuden var der et værelse til plejere og et andet til medicin og forbinds­stoffer.

 

 

10 minutters pause.

 

 

Statsadv.:          Hvor mange rum var der altså til patienterne?

 

Vidne:               6 rum.

 

Statsadv.: Hvor mange patienter var der i blokken?

 

Vidne :              Omkring 400 i 1943.

 

Statsadv.:          Havde hver patient sin egen seng?

 

Vidne:               Ikke dengang, hvor der var diarre.

 

Statsadv.:          Hvor mange mennesker lå der da i hver seng?

 

Vidne :              I de nederste lå der 2-3, i de øverste 1-2.

 

Statsadv.:  Hvordan var vaske- og toiletforholdene?

 

Vidne:               Toiletforholdene var meget dårlige. Der var 5 til rådighed. Vaskeforholdene var noget bedre end i nr. 14.

 

Statsadv.:  Hvem behandlede eller passede fangerne? SS-læger, fangelæger eller plejere?

 

Vidne:               Fangelæger.

 

Statsadv.:  Hvor mange?

 

Vidne:               En, senere var de to om en sal. Desuden var der fange­plejeren, der havde ledelsen over det hele.

 

Statsadv.:  Hvor mange SS-læger var der?

 

Vidne:               En lejrlæge til hele reviret.

 

Statsadv.:  Mener De til en blok eller til alle blokkene ialt?

 

Vidne:               Til alle blokkene.

 

Statsadv.:  Mener De, der var SS-læger nok?

 

Vidne:               Ja, men lægerne var mest optagede af deres egne sager og udskrivningerne.

 

Statsadv.:  Forklar, hvordan SS-lægerne foretog disse udskriv­ninger?

 

Vidne:               SS-lægen kom to eller tre gange om ugen. Han så på revirkurven og bestemte simpelt hen, om der skulle udskrives eller ikke.

 

Statsadv.:  Bort set fra de 2-3 stuegange, der havde til formål at udskrive patienterne, foretog lægen sig ellers noget for at hjælpe patienterne?

 

Vidne:               Han behandlede ikke, han var kun interesseret i at udskrive folk.

 

Statsadv.:  De taler om lejrlægen. Ved De, hvem der dengang var garnisonslæge? Altså ansvarlig for hospitalet og for fangerevirene?

 

Vidne:               Til slutningen af 1943 dr. Trommer, senere dr. Trze­bin­ski.

 

Statsadv.:          Hvor længe var dr. Trzebinski garnisonslæge?

 

Vidne:               Fra 1943 til slutningen.

 

Statsadv.:  Genkender De blandt de anklagede den mand, De taler om?

 

Vidne:               Ja, det er nr.14.

 

Statsadv.:  Gjorde han som garnisonslæge noget for pati­en­ter­ne?

 

Vidne:               Han gjorde intet.

 

Statsadv.:          Hvad foretog han sig så?

 

Vidne:               Dr. Trzebinski spurgte: "Hvorfor ligger de syge så længe i reviret?" Jeg svarede: "Fordi vi har for få medi­kamenter."

 

Statsadv.:          Hvor tit kom han i reviret?

 

Vidne:               Dr. Trzebinski kom i revir 1 tre gange om ugen, i revir 2, 3 og 4 kom han én gang ugentligt. I 1944 kom børnene til lejren. De blev an­bragt i en spe­cialafdeling. Hos disse børn kom dr. Trzebinski tre gange om ugen.

 

Statsadv.:  Når garnisonslægen kun kom tre gange om ugen, som De sagde, hvem modtog så sygemeldingerne om dagen?

 

Vidne:               I modtagelsen?

 

Statsadv.:          Ja.

 

Vidne:               Lejrlægen var i revir 1 hver dag, ikke gar­nisonslæ­gen. Sygemeldingerne blev givet til lejrlæ­gen.

 

Statsadv.: Kan De fortælle, hvordan sygemeldingerne foregik?

 

Vidne:               I 1943 var der åben skadestue 2 gange daglig. Fra 1944 kun en enkelt gang. Der var en lang og en kort åb­ningstid. Den korte var om morgenen før arbejdet, den lange var om aftenen efter appellen. Fra decem­ber 1944 var der kun åben skadestue en gang daglig på forordning af lejrleder Thumann, og den blev ofte slet ikke holdt, fordi folk, pga. de evin­delige alarmer, skulle i bunkeren, hvor de døde.

 

Statsadv.:  Kan De sige os, hvad der skete om aftenen, hvis en mand meldte sig syg?

 

Vidne:               Efter appellen sammenkaldte kapoen de syge, som så blev bragt over i revir 1, hvor de måtte stå uden­for og ven­te - også om vinteren - da de ikke måtte komme ind i reviret.

 

Statsadv.:  Hvilken kapo bragte de syge fra appelpladsen til reviret? Var det en SDG-er?

 

Vidne:               Først kiggede en SDG-er på de syge og bestemte så, hvem der skulle undersøges, og hvem der var rask nok.

 

Statsadv.:          Var denne SDG-er medicinsk uddannet?

 

Vidne:               Jeg har aldrig set ham lave noget medicinsk arbej­de, men jeg har heller ikke talt med ham. Denne mand viste ingen interesse for de syge.

 

Statsadv.:          Husker De mandens navn?

 

Vidne:               I 1943 hed han Willi Bahr.

 

Statsadv.:          Kan De genkende ham?

 

Vidne:               Ja, det er nr.12.

 

Statsadv.:  Var den afgørelse, Bahr foretog, endelig, eller skulle en læge bagefter afgøre det?

 

Vidne:               Det var den første og endelige afgørelse.

 

Statsadv.:  Hvordan gik den udvælgel­se for sig, når han ikke var medicinsk uddan­net?

 

Vidne:               Han sagde simpelthen: "De er rask, De er syg."

 

Statsadv.:  Tror De som læge, at der forekom tilfælde, hvor lægerne ikke ville være enige med SDG-eren?

 

Vidne:               Nej. Jeg kender et tilfælde med en polsk læge, der hveranden dag meldte sig i reviret med dårligt hjerte. Han blev hver gang sendt bort og døde se­nere. Han havde arbejdet i reviret, og de send­te ham til straffekompagniet.

 

Statsadv.:  Kan De som læge sige, at denne mand døde som følge af skødesløshed?

 

Vidne:               Naturligvis. Han døde, fordi han ikke fik behand­ling.

 

Statsadv.:  Var dette et undtagelsestilfælde, eller forekom den slags hyppigt?

 

Vidne:               Det forekom hyppigt.

 

Statsadv.:  Kan De fortælle retten lidt mere om den polske læge, der ville sygemelde sig? Hvornår foregik det?

 

Vidne:               Det var i efteråret 1943.

 

Statsadv.:  Når De siger, at det var hyppigt forekommende, taler De så kun om året 1943 eller om alle de år, De boede i lejren?

 

Vidne:               I 1944 var der andre SDG-ere. De traf også sådanne udvælgelser, men ikke så strengt som i 1943.

 

Statsadv.:  Kan De ud fra Deres erfaring som læge sige, om denne udvælgelse af syge blev gjort af medicinske grunde, dvs. om de virkelig var syge, eller om det drejede sig om at have arbejds­kraft nok?

 

Vidne:               De bekymrede sig ikke om sygdom, men søgte kun arbejds­kraft.

 

Statsadv.:  Hvor længe arbejdede SDG-eren nr.12 der, og hvornår blev han afløst af en anden?

 

Vidne:               Hvor længe ved jeg ikke. Jeg ved kun, at han var væk fra Neuengamme i slutningen af 1943. Derefter kom der en, hvis navn jeg ikke kender.

 

Statsadv.:  Kan De nu sige os, hvad der skete, efter at disse folk blev valgt ud af SDG-eren og sendt på arbejde?

 

Vidne:               De, der ikke blev sendt afsted af SDG, blev indlagt på reviret.

 

Statsadv.:  Hvad gjorde den SS-læge, der var der ved stuegang?

 

Vidne:               SS-lægen gik en gang om ugen gennem reviret omkring kl.9 om morgenen og opholdt sig der i op til 5 minutter.

 

Statsadv.:          Hvor tit var han der om aftenen?

 

Vidne:               Ca. to gange om ugen.

 

Statsadv.:  De siger altså, at når lægen kom, var det to gange om ugen og så kun i 5 minutter?

 

Vidne:               Ja. Han kiggede blot ind i værelserne, fast­slog, hvor mange der var blevet indlagt og bestemte, hvor mange der i det hele taget måtte indlægges (omkring en 20-30 stykker).

 

Statsadv.:  Når han meddelte Dem, hvor mange De måtte modtage, skete det så før, han så patienterne eller efter?

 

Vidne:               Før han så de syge.

 

Statsadv.:  Hvis nu det virkelig lykkedes en patient at blive indlagt på reviret, hvem tog sig da af ham, og hvem var ansvarlig for ham?

 

Vidne:               Sundhedsmæssigt var det fangelægen. Om der døde èn mere eller mindre, bekymrede ikke SS.

 

Statsadv.:  Hvilken pleje fik patienterne i reviret,

1) om da­gen,

2) om natten?

 

Vidne:               Når en person blev indlagt, fik han et bad. Det var i reviret. Han fik nyt undertøj, blev barberet, men kun på hovedet. Hvis han var meget syg, blev han båret i seng af en plejer.

 

Statsadv.:  Hvilken behandling fik en sådan patient, og af hvem blev han behandlet?

 

Vidne:               I efteråret 1943 var der 4 revirer, og der var en læge i hvert revir. Lægen undersøgte den syge, og hvis han havde medikamenterne, fik den syge dem. Hvis der ikke var medikamen­ter, fik han ingenting.

 

Statsadv.:          Hvilke læger taler De om?

 

Vidne:               Fangelæger.

 

Statsadv.:  Nu kan De tale af egen erfaring som fangelæge. Var der medicin nok til Deres fanger?

 

Vidne:               I 1943, 44 og 45 havde vi altid for lidt medicin. Hvis vi f.eks. i revir 2 bestilte 2000 aspirin-piller 0,5, fik vi kun 300, 400 eller højst 500 piller. Hvis vi bestilte 300-400 eller 500, fik vi kun 50. Det samme gjaldt for Prontosil, Glykose, Sympathil etc.

 

Statsadv.:          Hvorfra fik De medikamenterne?

 

Vidne:               En gang om ugen afgav vi vore bestillinger i en bog.

 

Statsadv.:          Hvad skete der så med den bog?

 

Vidne:               Den blev bragt til apoteket af kapoen.

 

Statsadv.:  Har De nogen sinde meddelt en SS-læge eller en SS-apoteker, at De havde for få medikamenter?

 

Vidne:               I 1943 spurgte dr. Trzebinski, hvorfor der var så mange syge, og da sagde jeg, at vi havde for lidt medicin.

 

Statsadv.:  Ved De, om lægen så i den bog, De skrev Deres bes­tillinger i?

 

Vidne:               Ja.

 

Statsadv.:  Vil De dermed sige, at SS-lægerne vidste, at De ikke havde medicin nok?

 

Vidne:               Ja. I 1944 var der mange difteri-tilfælde - op til 30. Jeg bestilte serum gennem SDG, kapoen, eller dr. Trzebinski, men fik kun 30.000 enheder. Den se­rum, jeg fik, var for gammel og kunne ikke bruges.

 

Statsadv.:  Vil De dermed sige, at de, der døde af difteritis, døde, fordi der ikke var tilstrækkeligt med medi­cin?

 

Vidne:               Ja, naturligvis. De døde, fordi de ikke rettidigt fik den nødvendige medicin.

 

Statsadv.:  Kan De som læge sige, at der også døde andre pati­en­ter, fordi der ikke var tilstrækkeligt med medi­cin?

 

Vidne:               Man kan sige, at 50% døde, fordi der ikke var nok me­dikamenter.

 

Statsadv.:          Mener De 50% af patienterne i reviret?

 

Vidne:               50% af alle dem, der er døde.

 

Statsadv.:  Det, De netop sagde om 50% døde, gælder det for alle årene?

 

Vidne:               Det gælder for 1944. I 1943 var det lidt bedre med medicinen, så derfor var der ikke så mange syge i 1943 som i 1944.

 

Statsadv.:  Var dødeligheden i 1943 heller ikke så stor som i 1944?

 

Vidne:               I 1943 var dødeligheden ikke så stor som i 1944.

 

Statsadv.:          Hvor stor var procentsatsen i 1943?

 

Vidne:               Omkring 30%.

 

Statsadv.:  Hvor stor var procenten i 1945, før lejrens op­løs­ning?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige nøjagtigt, men procentsatsen blev stadig højere.

 

Statsadv.:  Passer det, at procentsatsen for dem, der døde af mangel på medicin, hele tiden steg i tiden fra 1943 til 1945?

 

Vidne:               Det passer.

 

Statsadv.:  Kan De sige noget om de hygiejniske forhold i revi­ret, f.eks. bademulighed og rent undertøj?

 

Vidne:               I 1943 fik den syge et bad ved indlæggelsen, der­efter et bad hver 2. eller 3. måned. I 1944 blev det endnu værre. I revir 1 var det derimod bedre. Der fandtes nemlig et specialbad, så alle fik bad hver anden uge.

 

Statsadv.:          Hvordan var det med sengelinned?

 

Vidne:               Der var ingenting i revir 2, 3 og 4. Kun i revir 1.

 

Statsadv.:          Hvad lå patienterne på?

 

Vidne:               På en halmmadras.

 

Statsadv.:  Blev halmmadrasserne jævnligt renset?

 

Vidne:               De blev aldrig renset. I juni 1943 fik vi nye halm­madrasser. Efter 3-4 måneder fik vi nogle til at skifte med, men der var aldrig nok.

 

Statsadv.:  Husker De, at De sagde, at fangerne i blok 12 og 14 ikke kunne holde sig rene? Tilsmudsede disse fan­ger også halmmadras­serne?

 

Vidne:               Det var vel bedre, men halmmadrasserne blev al­ligevel griset til, og de blev også fugtige med tiden.

 

Statsadv.:  Var De selv til stede som læge, når fangerne blev udvalgt og sendt på arbejdskommando?

 

Vidne:               Ikke altid, men fra tid til anden.

 

Statsadv.:          Vil De beskrive, hvordan det foregik?

 

Vidne:               Undersøgelserne blev foretaget skiftevis af SS-lægen, lejrlæ­gen eller garnisonslægen, eller somme tider uden dem, blot af lejrlederen.

 

Statsadv.:  Kan De genkende nogen, som De har set træffe af­gørelsen om udekommando?

 

Vidne:               Lejrleder Thumann, nr.3, dr. Kitt, nr.4 og dr.Trze­binski, nr.14.

 

Statsadv.:  Har De selv set dem, De her har genkendt, nr.3-4 og 14, træffe afgørelse om udekommando?

 

Vidne:               Ja, jeg var selv til stede, når de sendte de syge på arbejde.

 

Statsadv.:          Beskriv engang, hvordan det blev gjort.

 

Vidne:               Folkene blev forberedt til undersøgelse, måtte klæde sig helt af, og fangelægerne undersøgte dem og meddelte lejrlægen diagnosen. Lejrlægen og gar­nisonslægen kiggede blot på de syge og bestemte selv, hvem der skul­le i arbejde og hvem, der ikke skulle.

 

Udsættelse af retsmødet til kl.14.

 

Forhøret af vidnet Kowalski fortsætter.

 

Statsadv.:  Vi taler nu om undersøgelserne af de patienter, der var bestemt til at skulle på udekommando. Tror De, at efterspørgslen på arbejdskraft var vigtigere end spørgsmålet om patienternes sundhedstilstand?

 

Vidne:               Kun arbejdsspørgsmålet var vigtigt.

 

Statsadv.:  Hvad skete der med de patienter, der befandt sig på reviret eller hospitalet i mere end 4 uger, og ikke fik det bedre?

 

Vidne:               Hvis en patient var på reviret i mere end 6 uger, blev det farligt for ham. I 1943 gik der transpor­ter til Maidanek, Auschwitz, og i 1944 til Bergen-Belsen. De langvarigt syge blev sendt med på sådan­ne transpor­ter, men man fortalte dem, at de skulle på "sana­torium".

 

Statsadv.:  Ved De af egen erfaring, hvad der skete med de sidste?

 

Vidne:               Jeg var selv i Auschwitz og har tre gange været med ved undersøgelserne til gasning.

 

Statsadv.:  Af egen erfaring? Har De set sådanne transporter komme til Auschwitz? Har De set folk, tog, grupper ankomme?

 

Vidne:               Jeg har ikke selv set det, men i Auschwitz talte alle fanger om det.

 

Statsadv.:  Hvad mener De om det, folk sagde: "Di­sse fanger skal på sanatorium"?

 

Vidne:               Jeg mener, at de først kom til Maidanek og senere til Auschwitz. Det fortalte vagterne, som bragte folkene væk.

 

Statsadv.:  Har vagterne, der kom tilbage, også fortalt Dem, hvad der skete med fangerne i Maidanek og i Ausch­witz?

 

Vidne:               Ikke til mig personligt, men til andre plejere. På den første transport skulle der være 70, der døde under rejsen.

 

Statsadv.:  Hvad skete der med dem, der kom til lejren i Maida­nek eller Auschwitz?

 

Vidne:               Vagterne fortalte, at de gik tabt.

 

Statsadv.:  Har De som fangelæge selv forsøgt at redde nogle af dem, der havde været på hospitalet i temmelig lang tid, og for hvem, der var fare for at blive sendt på transport?

 

Vidne:               Vi fangelæger sendte syge, der var i stand til at gå, på arbe­jde, og vi sagde til dem, der blev ind­lagt på reviret, at det var bedst, hvis de gik. Det kunne vi naturligvis ikke sige til alle. Det ville have været for farligt.

 

Statsadv.:  Hvem passede patienterne om natten? Var der nogen hos dem?

 

Vidne:               Der var altid en plejer, der havde vagt, og som så efter, om nogen havde brug for hjælp.

 

Statsadv.:  Fangeplejere?

 

Vidne:               Ja.

 

Statsadv.:  Var der patienter, der er døde i løbet af natten, mens De var i reviret?

 

Vidne:               Ja.

 

Statsadv.:          Hvad blev der så gjort?

 

Vidne :      De måtte blive i korridoren til næste morgen, hvor barakformanden skrev nummeret op. Fangelægen skul­le opgive dødsår­sagen, og dernæst blev de bragt over i lighuset.

 

Statsadv.:  Kan De fortælle os, hvem der var læge i lejren ud over dr. Trzebinski?

 

Vidne:               Dr. Jäger og dr. Adolf.

 

Statsadv.:  Vil De som læge sige os Deres mening om dr. Jäger og dr. Adolf?

 

Vidne:               Dr. Jäger kom til lejren som tandlæge for at tage sin doktorgrad (disputats). Kun derfor bekymrede han sig om de syge.

 

Statsadv.:          Var dr. Jäger en kvalificeret læge?

 

Vidne:               Nej. Jeg har ganske vist ikke set hans papirer, men jeg ved, at han lod en fangelæge dr. Mittelstedt skrive sin afhandling.

 

Statsadv.:  Var dr. Adolf, der fulgte efter, bedre?

 

Vidne:               Bedre som læge, et godt menneske. Han var god ved fanger­ne.

 

Statsadv.:  Var det normalt for SS-læger, eller var han en und­tagelse?

 

Vidne:               Der var kun én som dr. Adolf i Neuengamme.

 

Statsadv.:          Hvor længe var han der som læge?

 

Vidne:               2 eller 3 måneder.

 

Statsadv.:          Ved De, hvorfor han blev sendt væk?

 

Vidne:               Fordi han var for god mod fangerne. Han havde for mange syge og for få, der kunne arbejde. Han sagde det ikke selv, men sådan forstod vi alle det.

 

Statsadv.:          Ved De, hvem der sendte ham bort?

 

Vidne:               Jeg har hørt, at han havde ballade med dr.Trzebin­ski og vores kommandant Max Pauly.

 

Statsadv.:          Fortæl retten, hvordan De mener om det.

 

Vidne:               De havde hver deres mening om, hvordan folk skulle behandles.

 

Statsadv.:          Hvem var den læge, der fulgte efter dr. Adolf?

 

Vidne:               Oberstführer (?) Geiger, dernæst oberstführer Kö­nig. Efter König kom en ung læge fra Au­schwitz i to dage, og til sidst kom dr. Kitt.  

 

Statsadv.:          Hvornår kom dr. Kitt?

 

Vidne:               I januar 1944. Jeg glemte at sige, at efter Geiger kom dr. Klein.

 

Statsadv.:  Vil De som læge, der arbejdede under dr. Kitt, sige Deres mening om ham?

 

Vidne:               Dr. Kitt bekymrede sig ikke meget om behandlingen af de syge. Han kun interesseret i ud­skriv­ninger. Han havde givet os til opgave at for­berede udskriv­ningerne. Desuden gik han to gange om ugen alene en tur i hvert revir for at finde folk, der kunne udskrives. Han spurgte aldrig mig, om vi havde medicin nok. I 1945 havde vi 2000-2400 syge. Vi havde ikke fået difteri-serum eller andre medi­ka­menter. Senere fik vi serum fra Dansk og Svensk Røde Kors.

 

Statsadv.:  Husk nu lige spørgsmålet, jeg stillede. Hvad er Deres men­ing om dr. Kitt?

 

Vidne:               Efter min mening havde dr. Kitt gode kvalitet­er som læge, men det vigtigste for ham var at få arbejde ud af folk. Derfor bekymrede han sig ikke så meget om folks helbredstil­stand. Som læge kan han ikke bebrejdes noget, men som menneske. Karak­termæssigt må man bebrejde ham, at han ikke bekym­rede sig nok om folk.

 

Retspræs.: Synes De som læge, at dr. Kitt gjorde sin pligt over for sine patienter på den måde, en læge bør gøre det?

 

Vidne:               Nej, det synes jeg ikke.

 

Statsadv.:  De har fortalt, at SS-lægerne eller lejrleder Thu­mann havde det afgørende ord ved udvælgelse til udekom­mandoerne. Gjorde lejrleder Thumann det på samme måde som lægerne, eller var der forskel?

 

Vidne:               Jeg har set dr. Kitt ved en sådan udvælgelse en enkelt gang, dr. Trzebinski flere gange og lejr­læge Thumann én gang i ba­derummet. Lejrleder Thum­ann var værst.

 

Statsadv.:  Jeg vil gerne vide, om der var forskel på læ­gernes og lejrlederens måde at vælge ud på?

 

Vidne:               Lægerne slog ikke, det gjorde lejrlederen. Lejrle­deren foretog udvælgelsen sammen med sin hund. Når han havde slået folk, sprang hunden på dem.

 

Statsadv:   Har De selv set Thumann foretage denne parade med hunden?

 

Vidne:               Ja, og jeg er også blevet slået, og hunden sprang på mig.

 

Statsadv.:          Gav Thumann den ordre til det?

 

Vidne:               Hunden var så dresseret, at hvis Thumann slog på én, sprang hunden straks på vedkommende.

 

Statsadv.:  Kan De nævne andre tilfælde, hvor Thumann i sin egenskab af lejrleder har haft indflydelse på Deres arbejde på en eller anden måde?

 

Vidne:               Jeg gjorde i anledning af en undersøgelse Thu­mann opmærksom på en syg fange. Han gav mig et slag og sagde, at jeg skulle gå videre med mine forbin­din­ger. Han ville foretage undersøgelsen alene.

 

Statsadv.:  Har Thumann som lejrleder også skubbet rundt med folk ved stuegang?

 

Vidne:               Det var ikke hans opgave, men han gjorde det.

 

Statsadv.:  Var der stuegang morgen og aften i de sidste 2 år, De var i lejren?

 

Vidne:               Jeg har allerede fortalt, at vi i 1943 og 1944 havde stue­gang to gange daglig - en lille om mor­genen og en stor om aftenen. Omkring december 1944 gav Thu­mann ordre til, at der kun skulle være stue­gang om aftenen, men i virkeligheden var der nær­mest ingen stuegang pga. luftangrebene, der betød, at de syge skulle i bunkeren - somme tider måske en halv time.

 

Statsadv.:  Hvad skete der med en mand, der ville melde sig syg, men ikke kunne blive set på, på grund af luf­tan­greb?

 

Vidne:               Alle skulle i bunkeren. Kun de døde og døende blev foran blokken. Når vi kom tilbage, ordnede vi det.

 

Statsadv.:  Er det forekommet, at en mand ikke kunne blive undersøgt af en læge pga. luftangreb, og måtte komme tilbage næste dag?

 

Vidne:               Hvis et angreb varede længe, så har vi senere ind­lagt svært syge ved 11-tiden. Det var ikke offici­elt, det var forbudt.

 

Statsadv.:  De sagde: Vi indlagde dem uofficielt. Hvem mener De med "vi"?

 

Vidne:               Fangelægerne. Det var jo forbudt at indlægge nogen.

 

Statsadv.:          Kender De lejrens kommandant?

 

Vidne:               Max Pauly, nr.1.

 

Statsadv.:          Har De nogen sinde set ham i reviret?

 

Vidne:               I revir 1 var han ca. en gang om ugen, i revir 2 har jeg aldrig set ham, jeg ved ikke med revir 3, i revir 4 har jeg kun set ham ved porten eller i korridoren. I 1945 var han dog ofte i revir 4 i den specialafdeling, hvor eksperi­men­terne med bør­nene blev foretaget.

 

Statsadv.:  De sagde, at han kom en gang om ugen i revir 1. Foretog han inspektion, eller kom han bare tilfæl­digt forbi?

 

Vidne:               Det var for at inspicere. Han ville se, om alt var i or­den. Han forlangte om vinteren, at vinduerne skulle åbnes, og jeg har en gang set ham slå en syg i korri­doren.

 

Statsadv.:  Tror De, at kommandanten gennem sine besøg var klar over forholdene i reviret?

 

Vidne:               Han var altid i revir 1, der var det bedste. I revir 2, hvor det var dårligst, har han aldrig ladet sig se. Og han bekymrede sig heller ikke om de syge.

 

Statsadv:   De sagde, at kommandanten ofte i 1945 gik til blok 4, hvor eksperimenterne med børnene fandt sted. Kan De sige sådan omtrent, hvornår det var?

 

Vidne:               I marts eller februar 1945 kom en kommission, hvor SS-general dr. Lolly var med. Med var også vores kommandant Pauly, garnisonslæge dr. Trzebinski, dr. Kitt, lejrleder Thumann og nogle andre. Jeg var dengang i revir 1 og så gennem vinduet, at de gik ind i specialafdelingen. Der var anbragt børn der fra 7 til 10 år. Senere talte jeg med prof.Flo­rence og dr. Quennouille. De fortalte mig om kommis­sio­nen.

 

Statsadv.:          Hvem var de to?

 

Vidne:               Florence var biologiprofessor fra Lyon. Han kom til lejren i 1944 med den første franske transport.

 

Statsadv.:          Hvad skulle denne franske professor lave?

 

Vidne:               Han var i laboratoriet i revir 1 i et par uger.

 

Statsadv.:  Det drejer sig ikke om revir 1 i 1944, men om revir 4 i 1945. Jeg vil gerne vide, hvad pro­fes­sor Flo­rence lavede i revir 4 i 1945.

 

Vidne:               Han boede i revir 4, arbejdede der 2-3 timer, la­bora­toriet var der.

 

Statsadv.:          Hvad lavede han i revir 4?

 

Vidne:               Blodundersøgelser, blodbilleder, blodsænkninger, urin­undersøgelser o.s.v.

 

Statsadv.:  De sagde, at prof. Florence og dr. Quennouille havde fortalt Dem noget om børnene i blok 4. Hvil­ken forbindelse havde de to til kommissionen eller til børneeksperi­menterne?

 

Vidne:               Dr. Quennouille havde den kliniske observation af bør­nene, han skrev kurverne op, lavede gennemlys­ninger og røntgenbille­der, prof. Florence udførte labora­toriearbejdet.

 

Statsadv.:  Har De fået at vide af de to franske professorer, hvad der skete med børnene fra deres ankomst til evakueringen af dem?

 

Vidne:               Børnene kom i december 1944. De to professorer fik ordre af prof. Heissmeyer og dr. Trzebinski til at foretage kliniske undersøgelser af børnene. Der kom 22 børn til lejren. Gennemlysningerne viste, at der kun var ét barn af de 22, der var sygt og havde et primærkompleks. Ved et andet barn var der mistanke om TB.

 

Statsadv.:          Hvor gamle var børnene?

 

Vidne:               Mellem 6 og 12 år, drenge og piger. Ved prof. Flo­rence's kliniske observation viste det sig, at blod­billedet og blod­sænkningen var normal. Kun hos et eller to af børnene viste sænk­ningen 20 eller 40. Også på grundlag af indgnidninger efter Morro, røntgenundersøgelser og kliniske undersøgelser kunne man sige, at kun ét barn havde TB.

 

Statsadv.:          Hvad skete så videre?

 

Vidne:               Senere kom prof. Heissmeyer og gned børnenes hud med tuberkulin eller spyt fra syge eller special­tuber­kulin. Først på den ene side af brystet hos alle børn. Indgnidningerne viste en lokal eller almen reaktion. Som lokal reaktion viste der sig en 10-markstykke stor, ophovnet, øm plet på det ind­gnedne sted. Efter en uge var kirtlerne forstørret. Efter 2 uger blev proceduren gentaget på den anden side, med samme resultat. Fra disse kirtler udtog prof.­ Heissmeyer en steril prøve, som blev sendt til Ber­lin.

 

Statsadv.:  Vil De sige os, hvem prof. Heissmeyer var, og hvil­ken forbindelse han havde med eksperimente­rne?

 

Vidne:               Jeg har hørt, at han var på et SS-hospital i Ber­lin. Han skulle være lungespecialist.

 

Statsadv.:          Besøgte han ofte Neuengamme?

 

Vidne:               Fra sommeren 1944 til marts 1945, hver 10. dag.

 

Statsadv.:          Hvad lavede han der?

 

Vidne:               Han gik altid over til specialafdelingen. Florence så, at han kiggede på feberkurverne og tog de syge til røntgen og gennemlyste dem. Han foretog også indgnidninger. Der skulle være 2 feberkur­ver for hvert barn. Feberkurverne tog han med til Berlin.

 

Statsadv.:  Hvad var den synlige reaktion, efter at børnene var indgnedet med serumet?

 

Vidne:               Først var der den lokale reaktion, som jeg har be­skre­vet, og efter et par dage kom der feber.

 

Statsadv.:  Har prof. Florence eller dr. Quennouille diskuteret røntgenbillederne med Dem, hvor resultaterne efter ind­gnid­ning var synlige?

 

Vidne:               Ja, i marts sagde han, at der var synlige TB-tegn hos enkelte børn, der blev gennemlyst.

 

Statsadv.:  Har De selv set disse fotografier? Eller var det noget, De fik fortalt?

 

Vidne:               Jeg har selv set et enkelt billede. Der kunne man fastslå en temmelig grim til­stand. Jeg og dr.S­ch­rapansky var til stede. Jeg har ikke set andre bil­leder, men fe­berkurverne viste et specifikt TB-bil­lede.

 

10 minutters pause.

 

 

Statsadv.:  Hvad kan De videre fortælle os om børnene?

 

Vidne:               Børnenes almene tilstand var dårlig. De havde ingen appetit, var blege og tabte i vægt. Et af børnene var døende. Jeg så dem indtil 18.april. Da blev jeg sendt til "Cap Arcona" med en transport. Om aftenen så jeg 2 biler køre afsted med børnene, prof. ­F­lo­rence, dr. Quennouille og to plejere i retning mod Hamburg.

 

Statsadv.:  De har fortalt, at prof. Heissmeyer også beskæfti­gede sig med andre patienter end børnene.

 

Vidne:               I sommeren 1944 kom han første gang og gav SDG ordre til at bringe ham 50 syge fra revir 2, hvor dr. Schrapansky arbejdede. Af disse 50 fandt han 20 eller 25 med ensidig tuberkulose.

 

Statsadv.:          Ved De, hvilken nationalitet de tilhørte?

 

 

Vidne:               Det var russere og polakker. SDG havde fået ordre til straks at bringe dem til undersøgelse. Dr. Schrapansky blev spærret inde sammen med dem i 6 dage. Det var ham strengt forbudt at gå ud. Han fik maden bragt af SDG. Han skulle skrive journaler og lave kliniske observationer og samtidig sørge for ren­lighed og orden. Efter 6 dage blev han sluppet ud og kunne vende tilbage til revir 2. Efter 6 dage.

 

Før Florence og Quennouille var der en fra­nsk læge fra Buchenwald, hvis navn jeg ikke kender. Sammen med ham ankom to fangeplejere, som senere arbejdede sammen med dr. Flo­rence og dr. Quen­nouille.

 

Statsadv.:  Hvad skete der med de 25 polakker og russere, som havde ensidig TB og som blev valgt ud af profes­sorern­e?

 

Vidne:               Jeg har set billeder med gummiskiver ført gennem bronki­erne ned i lungerne. Prof. Heissmeyer havde lavet de billeder. Quennouille var der også, og sagde, at han havde sprøjtet enten TB-spyt eller special-TB ind i den raske lunge.

 

Statsadv.:          Hvem havde indsprøjtet det?

 

Vidne:               Prof. Heissmeyer. Efter et par uger viste Quen-noui­lle nye røntgenbilleder, hvor man kunne se store, spe­cifikke mærker efter det indsprøjtede.

De har også lavet indgnidninger på andre syge, og efter et par uger fjernede de kirtler fra disse syge. De syges tilstand blev meget dårlig senere, og jeg ved be­stemt, at der indtil 18. april døde 50% af dem.

 

Statsadv.:  Kan De sige, om dr. Trzebinski eller dr. Kitt havde noget med disse forsøg på børnene og de voksne at gøre?

 

Vidne:               Dr. Trzebinski kendte eksperimenterne. Han var hos børnene to gange om ugen. Jeg har set dr. Trze­binski stå sammen med prof. Heissmeyer et par gange i kor­ridoren og derfra gå til røntgenværelset. Jeg har også set dr. Kitt hos børnene mindst en gang om ugen.

 

Statsadv.:  Ved De, om dr. Trzebinski og dr. Kitt også spillede en aktiv rolle ved eksperimenterne?

 

Vidne:               Det har jeg ikke set. Jeg har kun set, at de var der og måtte vide, hvad der foregik.

 

Statsadv.:  Ved De, om de kendte til eksperimenterne på de 25 polakker og russere og måske endda tog aktivt del i dem?

 

Vidne:               Senere, når folk var til gennemlysning, så jeg dr. Trzebinski sammen med Heissmeyer. Jeg har også hørt, at prof. Heissmeyer og en assistent foretog obduktioner på ligene. Jeg har imidlertid ikke selv set det.

 

Statsadv.:  Hvad havde dr. Kitt, nr.4, med det at gøre?

 

Vidne:               Han var ikke længe i lejren på det tidspunkt.

 

Statsadv.:  De har allerede tidligere fortalt om anklagede Bahr, der arbejdede som SDG. Kan De fortælle mere om ham?

 

Vidne:               I januar 1943 da jeg arbejdede i revir 2, kom dr. Jäger og SDG-eren Willi Bahr en fredag omkring kl.6. De havde set på de TB-syge. Dr. Jäger tog de syges fe­berkurver og lod barak­formanden skrive numrene op. Dernæst gik dr. Jäger og Bahr igen.

 

Lørdag blev ca. 30 TB-patienter kaldt til under­sø­gelse i revir 1. Senere hørte jeg, at de havde fået indsprøjt­ninger med phenol eller brint. Samme dag så jeg i lighu­set hos en af mine syge, der lå der, et nålestik i nakken.

 

Statsadv.:  Kan vi antage, at en injektion med phenol eller brint er dødelig?

 

Vidne:               Ja, det er den. Jeg har senere hørt, at dr. Jäger og Willi Bahr gav endnu to indsprøjtninger. Jeg var der ikke, da arbejdede jeg i diarre-af­delingen.

 

Statsadv.:  De siger, at De ikke så det. Mener De kun de to andre gange eller også den første gang?

 

Vidne:               Den første gang overværede jeg det.

 

Statsadv.:  Vil De være venlig at fortælle retten nøjagtigt, hvad anklagede Bahr gjorde ved disse indsprøjt­nin­ger?

 

Vidne:               Jeg så ikke selve injektionerne.

 

Statsadv.:  Ved De, hvilken rolle Bahr spillede ved indsprøjt­nin­ger­ne?

 

Vidne:               Jeg har hørt fra plejerne, at dr. Jäger og Willi Bahr skiftedes til at foretage indsprøjtningerne.

 

Statsadv.:          Var disse indsprøjtninger dødelige eller ej?

 

Vidne:               De var dødelige.

 

Statsadv.:  Kan De fortælle retten, hvorfor netop disse menne­sker blev udvalgt?

 

Vidne:               De var syge, måtte bare ligge, behøvede lang be­handling og var uarbejdsdygtige.

 

Statsadv.:          Er det grunden til, at disse mennesker blev dræbt?

 

Vidne:               Ja, det mener jeg.

 

Forsvarer for nr. 1:

 

Har De nogen sinde været i en blok med arbejdere, altså med raske fanger?

 

Vidne:               Ja, flere gange.

 

Forsvarer:  Så kender De altså forholdene i disse blokke. I begyndelsen af Deres udsagn fortalte De, at mange mennesker var syge af mave- og tarmkatar, fordi de led under kulden. Ved De, om der var en eller anden form for varme for de arbej­dende fanger om vint­eren.

 

Vidne:               Meget sjældent. I almindelighed blev der ikke fy­ret.

 

Forsvarer:  Hvis temperaturen udenfor var under nul, og det frøs og sneede, blev der så fyret?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer:  Hvornår blev der fyret?

 

Vidne:               Hvis det var koldt, og hvis der var kul.

 

Forsvarer:  Havde fangerne tæpper - hvis ja, hvor mange?

 

Vidne:               Ja, et eller to tæpper.

 

Forsvarer:  Der lå jo mange fanger i blokkene. Tror De ikke, at den deraf opståede natur­lige kropsvarme gjorde, at et enkelt tæppe eller to var tilstrækkeligt til at give de sovende den nødvendige varme?

 

Vidne:               Nej, det var ikke nok.

 

Forsvarer:  De har fortalt, at der af fangelægerne blev ønsket mere medicin, men at der intet skete. Jeg spørger nu Dem, om dette skyldtes lejrforvaltningens nega­tive holdning, eller om det sky­ld­tes den almin­de­lige mangel på medikamenter i Tyskland pga. kri­gen?

 

Vidne:               Jeg tror, det var lejrens skyld. Jeg tror ikke, at det skyldtes almindelighed knaphed, men at lej­ren ikke skaffede medikamenter.

 

Forsvarer:  De sagde, at anklagede Pauly flere gange kom i revirene. Tror De, at de dårlige forhold var så tyde­lige, at en i medicinsk forstand lægmand som Pauly ville kunne se det?

 

Vidne:               Da han ikke var medicinsk uddannet, var der selv­følgelig visse medicinske forhold, han ikke for­stod, men selv en lægmand kan tage stilling til hygie­jniske for­hold.

 

Forsvarer:  Ankom muselmændene til lejren i den sørge­lige til­stand, eller opstod denne først i lejren?

 

Vidne:               Det var forskelligt. Der kom transporter med raske folk, men også, og det især i den sidste tid, tran­s­porter med meget svagelige mennesker.

 

Forsvarer:  Vil De sige, at raske mænd blev gjort til muselmænd i lejren?

 

Vidne:               Ja, man kan vel sige, at 80% af de raske mennesker blev forvandlet til muselmænd pga. forholdene i lej­ren.

 

Forsvarer:  De har givet eksempler på, at folk, der blev ind­lagt på reviret, fik rent linned. Fik de altid det, eller var det en undtagelse?

 

Vidne:               De fik ofte rent linned.

 

Forsvarer:  Købte De fødevarer i kantinen?

 

Vidne:               Ja, kålroer, rødbeder og muslinger.

 

Forsvarer:  Kunne De gøre Deres levestandard bedre med de ting, De kunne købe i kantinen, eller var det, De købte, uden værdi?

 

Vidne:               Det var værdiløst for ernæringen og dårligt for maven.

 

Forsvarer:  Da De blev forhørt ved anklagens forberedelse, sagde De, hvis jeg ikke tager fejl, at fangerne fik 1800 kalorier. Stemmer det?

 

Vidne:               Det stemmer omtrent. De fik 300 g brød, af og til 20 g margarine og 50 g pølse, og til middagsmad kålroer. Der blev sagt, at vi fik 1800 kalorier, men jeg tror ikke, det var så meget. Folk fik hel­ler ikke ro til at spise. Der var for få taller­kener. Der skulle derfor spises meget hurtigt, og alli­gevel måtte en stor del gå på arbejde igen uden at have fået noget at spise.

 

Forsvarer:  Hvor højt tror De kalorietallet var for en gennem­snitsfange set fra Deres lægelige kendskab?

 

Vidne:               Omkring 1050-1080 kalorier. For de hårdtarbejdende, som ikke fik hvil, var det alt for lidt. Det viste sig også i praksis, for efter en måneds ophold i lejren tabte de sig altid 10 kg.

 

Forsvarer:  Mener De 1050-1080 eller 1500-1800 kal.?

 

Vidne:               Jeg mener 1500-1800.

 

Forsvarer:  Blev der uddelt ekstra til de hårdtarbejdende fan­ger?

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Hvor meget var det pr. person og pr. dag?

 

Vidne:               Jeg kan ikke sige det nøjagtigt, men ikke mere end 80 g brød, og det var ikke alle, der fik det.

 

Forsvarer:  Er ekstrarationen inkluderet i de 1500-1800 kalori­er, eller kom den oveni?

 

Vidne:               Den kom oveni.

 

Forsvarer:  Har De klaret Deres meget lange fangenskab, som nu ligger bag Dem, uden sundhedsmæssige men, eller har De taget varig skade?

 

Vidne:               I 1943 fik jeg en venstresidig tuberkulose med blød­ning, jeg var syg og er det stadig.

 

Forsvarer:  Er De bekendt med, at der i lejren blev samlet ind til syge, der havde behov for ekstra ple­je, og at der på grundlag af disse sam­linger blev iværk­sat ind­køb i kantinen og uddelt ek­straleverin­ger til de syge?

 

Vidne:               Jeg har aldrig hørt, at nogen som helst er blevet tilbudt penge eller andet. Men jeg har hørt, at folk ofte fik diarre af kantinemaden.

 

Forsvarer for nr. 3:

 

De fortalte, at stuegangen blev ind­skræn­ket til en gang fra december 1­944 efter ordre fra lejrleder Thu­mann, pga. de hyppige luftangreb. Hvor hørte De om denne ordre, eller hvor læste De om det?

 

Vidne:               Det blev ikke skrevet ned til os. Jeg hørte det fra en kapo, og i januar, hvor vi alligevel havde ar­rangeret en ekstra stuegang, kom lejrleder Thumann og bankede kapo­en og andre ledere med ordene: "Jeg har jo sagt, at det er forbudt." Dette har jeg selv ople­vet.

 

Forsvarer:  Kunne Thumann gøre sådan noget? Det hører jo egent­lig ikke under hans tjenesteområde.

 

Vidne:               Jeg ved, at han gjorde det.

 

Forsvarer:  Ved De, om det skete uden forudgående samtale med lejr­lægen om stuegangen?

 

Vidne:               Jeg hørte ikke, at han talte med ham. Jeg så kun, at han slog en kapo og sagde: "Jeg har jo forbudt det."

 

Forsvarer:  De har fortalt, at Thumann lavede vanskeligheder ved appellerne. Kunne De beskrive det for os? Bl.a. udvælgel­sen af fanger til arbejdskolonnen, og også det i baderum­met. Vil De dermed sige, at det skete uden for reviret, for badet hørte jo ikke med til reviret?

 

Vidne:               Det var ikke i reviret. Det var meget lille, og under­søgelserne fandt sted i blokken eller i lej­ren.

 

Forsvarer:  De vil altså sige, at udvælgelsen ikke foregik i lej­ren. Mener De dermed, at Thumann ikke ud­søgte sig syge fanger? Vær så venlig at fortæl nøjag­tigt, hvil­ke fanger, det drejede sig om.

 

Vidne:               Det var fanger fra skåneblokkene, altså også syge.

 

Forsvarer:  Det vil altså sige, at de syge, der havde behov for at blive skånet, hidtil var blevet beskæftiget med let arbejde, og når deres tid var ved at udløbe, blev de undersøgt og sat til strengere arbejde?

 

Vidne:               Det drejede sig om folk, der skulle have let arbej­de, og som havde papir på det. Perioden, der var nævnt på papiret, var endnu ikke udløbet, og al­ligevel blev de udvalgt til det hårdeste arbejde.

 

Forsvarer:  Er det rigtigt, at disse udvalgte fanger endnu engang blev stillet op for lejrlægen, således at han kunne træffe den endelige afgørelse og ikke Thu­mann?

 

Vidne:               Nej, det var den første og eneste undersøgelse af ar­bejdsevnen.

 

 

------------------------

 

6. retsmøde, lørdag den 23. marts 1946

 

Dr. Kitts forsvarer beklager, at dr. Östmann er syg. Dr. Wilkens over­tager forsvaret.

 

Forsvarer for nr.6:

 

Hr. vidne, ved De, at der i selve lejren var en lejr for dan­skere og nordmænd?

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Kan De sige noget om forholdene for de syge i denne lejr? Var det den almindelige lejr, der tog sig af danskerne og nordmændene? Blev de behand­let sammen med tyskerne eller for sig selv?

 

Vidne:               Danskere og nordmænd var adskilt fra de øvrige fanger.

 

Forsvarer:  Var det Svensk eller Dansk Røde Kors, der forsynede denne lejr med medikamenter?

 

Vidne:               I februar 1945 fik vi noget fra Svensk Røde Kors.

 

Forsvarer:  Var der særlige læger i lejren?

 

Vidne:               Ja, danske læger.

 

Forsvarer:  Kom de syge fra danskerlejren med transport til Danmark eller Norge?

 

Vidne:               Ja, de blev ført tilbage midt i marts.

 

Forsvarer for nr.12:

 

Fra hvornår og til hvornår gjorde De Deres iagt­ta­gelser af SS-Unterscharführer Bahr?

 

Vidne:               Fra juni 1943 til slutningen af 1943. Dengang var dr.­ Jäger lejrlæge, og dr. Trommer garni­sonslæge.

 

Forsvarer:  Kender De dr. Bothmann?

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Udførte Bahr injektionerne på lægernes ordre eller på eget initiativ?

 

Vidne:               Af sig selv, tror jeg.

 

Forsvarer:  Bahr havde jo en lavere sanitetstjenestegrad. Han kunne vel ikke handle på eget initiativ?

 

Vidne:               Det gjorde han. Bahr er en klog mand, men også SS-er.

 

Forsvarer:  Havde De med hensyn til læger særlige specialister?

 

Vidne:               Delvis.

 

Forsvarer:  Har De studeret?

 

Vidne:               Ja, jeg var lungelæge og studerede ved universi­te­tet.

 

Forsvarer for nr.14 :

 

Var det SS, der afgjorde, hvor mange syge, der måtte indlægges?

 

Vidne:               Ja, der kunne kun modtages et bestemt antal. Det måtte ikke gå ud over arbejdskraften, derfor skulle antallet holdes lavt.

 

Forsvarer:  Hvem undersøgte patienterne først, fangelægerne eller SS-lægerne?

 

Vidne:               De foretog undersøgelsen samtidigt, men ofte næg­tede SS-lægerne at behandle de meget syge og sendte fan­gerne tilbage til arbej­det.

 

Forsvarer:  Ved De, om dr. Trzebinski også gjorde det?

 

Vidne:               Nej, ikke specielt.

 

Forsvarer:  Dr. Trzebinski påstår, at syge, der allerede var erklæret raske, blev sendt tilbage til reviret af Dem?

 

Vidne:               Det kender jeg ikke noget til.

 

Forsvarer:  Lod dr. Trzebinski uddele et særligt præparat (gær) til de syge, og kom der et godt resultat ud af det? Kunne de fleste diarre­syge holde sig, når de fik dette præparat?

 

Vidne:               Præparatet var kun beregnet til tuberkulosepatien­ter og ikke til folk med diarre.

 

Forsvarer:  Blev præparatet anvendt med succes på de TB-syge?

 

Vidne:               Jeg prøvede, men uden resultat. Det var erstat­n­ings­præparater.

 

Forsvarer:  De sagde i går om forplejningen på reviret, at De ikke fik andet, end hvad lejren i øvrigt fik, uden noget eks­tra.

 

Vidne:               Nej, intet ekstra. Kun i 1944 fik nogle syge lidt ekstra brød, hvilket også var tvingende nødvendigt.

 

Forsvarer:  Hvis der var noget til overs, blev det så fordelt mellem lægerne?

 

Vidne:               Nej, det blev fordelt mellem de syge. Dr. Jackson fik noget, fordi han var syg, ikke fordi han var læge. Lægerne havde været der længe og fik pakker hjemmefra og behøvede ingenting fra reviret. De kunne derfor give deres mad videre til andre.

 

Forsvarer:  Dr. Trzebinski sagde om dr. Adolf, at han nok var morfinist.

 

Vidne:               Nej, ikke dr. Adolf, men overjunker König.

 

Forsvarer:  Dr. Adolf skulle være kommet på et sanatorium?

 

Vidne:               Nej, jeg har hørt, at han blev sendt til Berlin.

 

Forsvarer:  Havde dr. Trzebinski indflydelse på lejrlægen, og kendte han til sagen om stuegangen?

 

Vidne:               Ja, dr. Trzebinski kendte godt sagen. Det var hans pligt. Men trods det gjorde han intet.

 

Forsvarer:  Ved De, at man saboterede dr. Trzebinskis og lejr­le­delsens bestemmelser?

 

Vidne:               Det kender jeg ikke noget til. Men dr. Trzebinski stod sig ikke godt med lejrleder Thumann.

 

Forsvarer:  Kan De sige noget om, hvilke slags uoverensstemmel­serne, det drejede sig om?

 

Vidne:               Jeg tror, det var private ting. Ikke noget ved­rørende syge eller fanger.

 

Forsvarer:  Var det kun forholdet til lejrleder Thumann, der var dårligt, eller gjaldt det også kommandanten?

 

Vidne:               Jeg tror ikke, der var noget med hensyn til komman­danten.

 

Forsvarer:  Ved De, at skåneattesterne vedrørende lettere ar­bejde blev trukket tilbage på lejrlede­rens ordre, uden at dr. Trzebinski blev spurgt?

 

Vidne:               Ja, det kunne enhver SS-er gøre, men om dr. Trze­bin­ski vidste det, ved jeg ikke.

 

Forsvarer:  Ved De, om dr. Trzebinski besigtigede udekomman­doer­ne?

 

Vidne:               Ja 1944/45 synede dr. Trzebinski en udelejr sammen med komman­danten. Jeg tror ikke, det var de syge, der gav anledning til inspektionsrejsen, derimod en klage. I Husum var der hver dag 20-30 døde og 300 syge.

 

Forsvarer:  Vidste De, at der hen mod krigens slutning ikke fandtes ret meget medicin i hele Tyskland?

 

Vidne:               De syge fik pakker hjemmefra med medikamenter som drue­sukker, vitaminer o.s.v. SS stjal pakkerne.

 

Forsvarer:  Danskerne fik pakker fra Svensk Røde Kors. Fik De også det?

 

Vidne:               Ja, det var i slutningen af 1943/44.

 

Forsvarer:  Kender De noget til dr. Trzebinskis krav om medika­men­ter fra Berlin?

 

Vidne:               Nej.

 

Forsvarer for nr.1:

 

De sagde i går, at 80% af muselmændene kom i den frygteligt dårlige tilstand, mens de var i lejren. Sådan kom de ikke fra fremmede lejre.

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Hvor mange tilfælde opstod i udelejrene, og hvor mange i selve lejren?

 

Vidne:               20% blev muselmænd i udelejrene.

 

Forsvarer:  Hvor stammer de andre 80% fra?

 

Vidne:               Flere fra transporter og udekommandoer end fra selve lejren.

 

Forsvarer for nr.4:

 

Sov fangelæger og plejere sammen i særlige væ­rel­ser eller adskilt?

 

Vidne:               I 1943/44 sov plejerne i bestemte værelser, enkelte måtte sove i sygesalen. Senere sov de sammen.

 

Forsvarer:  De sagde i går, at der var en plejer, der havde natte­vagt, stem­mer det?

 

Vidne:               I 1943 var der altid en nattevagt ude i gangen.

 

Forsvarer:  Så kunne denne mand vel tilkalde lægen, hvis det blev nødven­digt?

 

Vidne:               Ja, det gjorde han altid.

 

Forsvarer:  Kom lægen så?

 

Vidne:               Ja, han kom altid. De fik ikke sovet meget.

 

Forsvarer:  Passer det, at de, der døde i løbet af natten, blev anbragt ude i gangen? Og blev der til næste morgen?

 

Vidne:               Ja, det passer. Det var forbudt at bringe de døde ind i lejren om natten. De blev bragt til lighuset tidligt om morgenen.

 

Forsvarer:  Er det rigtigt, at der endnu i 1945 lå syge med åben TB på revir 1?

 

Vidne:               På revir 1 lå der ingen syge med åben TB. Det var kun un­dersøgelserne, der foregik der. Bagefter blev de flyttet over i TB-af­delingen.

 

Forsvarer:  Vil De kunne påstå, at dr. Kitt var rå eller bru­tal?

 

Vidne:               Nej, brutal var han ikke, men han foretog heller ingen lægelige undersøgelser.

 

Forsvarer:  De sagde i går, at en SS-læge fastsætte antallet af syge. Gjaldt det også for 1945, da dr. Kitt var læge?

 

Vidne:               Nej, det var 1943 til efteråret 1944, ikke i 1945.

 

Forsvarer:  Jeg kommer nu tilbage til de undersøgelser, der blev foretaget af de syge med henblik på at sende dem til udelejrene. Ved De, at dr. Kitt foretog denne undersøgelse først sammen med fan­gelægerne?

 

Vidne:               Ja, dr. Kitt besøgte meget sjældent udekomman­doerne og i så fald altid sammen med fanger. Udvælgelserne  til transport foretog han også kun sammen med fan­gelægerne.

 

Forsvarer:  Skulle fangerne klæde sig helt af? Blev de be­trag­tet både forfra og bagfra, og skulle de i tvivls­til­fælde lave knæbøjninger? Blev de spurgt om deres al­der?

 

Vidne:               Det ved jeg ikke. Jeg ved blot, at 2000 mennes­ker blev undersøgt i løbet af tre kvarter.

 

Forsvarer:  Ved De, at der efter disse undersøgelser ofte blev holdt folk tilbage til udendørs ar­bejde?

Vidne:               Ja, det skete.

 

Forsvarer:  Var der fangelæger nok i dr. Kitts tid?

 

Vidne:               Nej, vi havde aldrig læger nok. I 1943 havde vi 36 fangelæger til 800 syge. I 1944 havde vi alt i alt 100 plejere og læger til 2000 syge samt skåneblokken. Der var ikke plads i reviret mere.

 

Forsvarer:  Var antallet af syge i 1945 lavere end i 1943/44?

 

Vidne:               Det var det samme.

 

Forsvarer:  Kunne Kitt kun bestille medikamenter, hvis dr.Trze­binski gjorde sin indflydelse gældende?

 

Vidne:               Ja.

 

Forsvarer:  Gjorde dr. Trzebinski sig anstrengelser i den ret­ning?

 

Vidne:               Det kan jeg ikke sige. Han spurgte aldrig, om der var medi­kamenter nok.

 

Forsvarer:  Ved De, at medicinfremstillingen lå stille i hele Tyskland?

 

Vidne:               Jeg ved, at vi kunne have fået tilstrækkeligt med medicin fra Svensk Røde Kors gennem dr. Bahru, men SS sag­de, at der var nok.

 

Forsvarer:  Tror De, at Svensk Røde Kors ville have sørget for medicin til hele Neuengam­melejren?

 

Vidne:               Ja, de tilbød deres hjælp.

 

Forsvarer:  Ved De, at dr. Kitt hver måned i 1945 sendte 1-2 lastbiler afsted til Oranienburg for at hente medi­cin til Neuen­gamme? (?)

 

Vidne:               I marts fik vi papirsforbindinger og cellulose.

 

Forsvarer:  Det beviser, at dr. Kitt virkelig gjorde noget.

 

Vidne:               Indtil slutningen af marts havde vi ikke de nød­vendige me­dikamenter.

 

Forsvarer:  Ved De, om der blev sendt en lastbil til Coburg i marts efter medicin?

 

Vidne:               Nej, det ved jeg ikke.

 

Forsvarer:  Forsøgte dr. Kitt at skaffe grøntsager til middagsmaden?

 

Vidne:               Vi fik grøntsager én gang i løbet af 3 måneder. Fra marts fik vi af og til grøntsager til de syge.

 

Forsvarer:  Ved De, at dr. Kitt af og til kontrollerede køk­ke­net?

 

Vidne:               Ja, men altid uden resultat.

 

Forsvarer:  Ved De, om dr. Kitt ved at opdele værelser indret­tede nye isolationsværel­ser i revirblokken?

 

Vidne:               Det var ikke SS, der lavede det, men barakfor­mænd og plejeper­sonale. Vi havde værelser til dif­teri og tyfus.

 

Forsvarer:  Var det i foråret 1945?

 

Vidne:               Det ved jeg ikke helt bestemt. Vi lavede også spe­cielle bru­serum til de syge.

 

Forsvarer:  Indrettede dr. Kitt to nye revirværelser i den fran­ske lejr?

 

Vidne:               Ja, det sørgede han for.

 

Forsvarer:  Ved De, om dr. Kitt lod de syge i skåneblokkene lave motions­øvelser under opsyn af en fangelæge?

 

Vidne:               Ja, det var i begyndelsen af 1945 og egentlig i form af spadsereture.

 

Forsvarer:  Har De hørt, at dr. Kitt gik ind for, at de syge fik den rigtige diæt?

 

Vidne:               I 1945 døde der 400 om ugen af diarre.

 

Forsvarer:  Er De som læge ikke også af den mening, at de syges tilstand kunne have været bedre, hvis der ikke havde været overbelæg­ning, og hvis de sanitære forhold havde været bedre?

 

Vidne:               Jo, vi havde for lidt plads og for få læger.

 

Forsvarer:  Hvor stort et antal fanger vendte til­bage fra ude­komman­doerne i perioden januar til februar 1945?

 

Vidne:               Stamlejren var bedre end udelejren. Der kom mange flere syge fra udelejrene. Der kom flest i marts.­

 

Forsvarer:  Kan De sige noget tal?

 

Vidne:               Nej, jeg kan ikke sige noget tal.

 

Forsvarer:  Omtrentligt gennemsnit for januar - februar -  marts?

 

Vidne:               Jeg kan ikke sige det nøjagtigt. I januar omkring 300 til 400 på to dage.

 

Forsvarer:  Hvor mange skulle direkte på reviret?

 

Vidne:               Det var forskelligt. Fra bjergværkstransporterne vel omkring 70%.

 

Forsvarer:  Det var under alle omstændigheder pludselig en stor tilgang?

 

Vidne:               Ja.

 

Statsadv.:  Kan De sige, hvordan det var muligt, at folk så hurtigt tabte i vægt, når de fik op til 1500 ka­lorier?

 

Vidne:               Ja, man behøver æggehvidestoffer, vitaminer, kul­hydra­ter. Vores mad var for mager, kun i pølsen var der noget fedt. Æggehvidestof og kulhydrater fik vi nærmest ikke. Der var ingen friske grønsager, og derfor heller ingen vitaminer.

 

Statsadv.:  Ved De, at der i marts blev sendt en lastbil til Coburg efter medikamenter?

 

Vidne:               Nej, det ved jeg ikke.

 

------------------------

 

Vidne:               I Polen fik vi kun 200 g brød. Jeg var i Polen i 2½ år, men der så vi aldrig sådanne tilfælde som her.

 

Statsadv.:  De sagde, at de, der arbejdede fik 1500 kalorier. Hvordan forklarer De så, at folk alligevel tabte sig så meget?

 

Vidne:               Det er ikke nok for mennesker at få kalorier, det vigtig­ste er friske grønsager. Som jeg sagde, mang­lede der vitaminer.

 

Statsadv.:  De sagde, at i Polen blev der dengang kun uddelt 200 g brød og ikke andet?

 

Vidne:               Ja, folk havde også dysenteri der, men de kunne udføre deres arbejde siddende. I lejren skulle de stå op og udføre hårdt arbejde fra kl.5 om morgenen til kl.9.30 om aftenen.

 

Statsadv.:  Hvor mange timer arbejdede De selv og de andre fangelæger for at hjælpe de syge?

 

Vidne:               Fra kl.5 om morgenen til kl.10 om aftenen. Desuden nattevagt hver anden nat, og når der om aftenen kom syge fra udekommandoerne, skulle de bades.

 

Statsadv.:  Hvor mange timer arbejdede SS-erne?

 

Vidne:               SS-lægerne kom kl.9 om morgenen og gik kl.11. Om efter­middagen kom de i 2 timer.

 

Forsvarer for nr.4:

 

Tager De ikke fejl, når De taler om 1500 kalori­er? I går sagde De 1500-1800 plus ekstra til de hårdt­arbejdende.

 

Vidne:               Nej, der var ikke noget ekstra, det var allerede med­regnet.

 

Retspræs.: Boede og spiste SS-erne sammen med personale fra en anden lejr?

 

Vidne:               Ja.

Retspræs.: Har De været i den lejr?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Kunne De se, hvilken slags mad SS-erne fik, og hvordan den var i sammenligning med fanger­nes?

 

Vidne:               Ja, deres mad var meget, meget bedre.

 

Retspræs.: Ved De, om SS-erne tabte sig pga. over­arbej­de og var så svage, at de måtte bringes til reviret?

 

Vidne:               Nej.

 

 

SLUT

 

 

Vidnet Kowalski har hermed afsluttet sit vidneudsagn.

 

Efter en pause kommer vidnet ZULEGER.

 

Retspræs.: Kan en af de herrer fortælle os, hvor meget tid forsvaret vil lægge beslag på? Hvor mange vidner vil De ind­kalde? Jeg mener, at anklagemyndigheden behøver endnu en uge.

 

Forsvareren for nr.4 kan ikke sige noget derom.

 

Forsvarer for nr. 1:

 

Jeg anslår, at vi har brug for endnu 14 dage til vore vidner, og desuden må 40 andre vidner høres. Dog vil disse forhør gå en del hurtigere end de tidligere for­hør. Ca. 14 dage.

 

Retspræs.: Hr.dr., har De foretaget Dem noget, således at de folk også virkelig kommer?

 

Forsvarer:  Der vil blive indgivet til retten. Tirsdag vil vi fremsætte begæringerne.

 

Retspræs.:         Altså på tirsdag.

 

Forsvarer:  De fleste af mine vidner er indsatte fra lejrene Neuengamme og Neumünster.

 

Statsadv.:  Værsågod til det tyske vidne Zuleger.

 

Han tages i ed.

 

Kort skildring af hans person:

 

Eduard Zuleger, født 3.2.1898 i Nürnberg.

Erhverv: bogholder og nu forretningsfører. Arresteret i sept. 1932.

Anklagen: Medlem af KPD, højforræ­deri, brud på landefreden, oprør.

Dømt til 8 års tugthus. Fra 1933 til 1935 i tugthuset Ebach, fra okt. 1940 til jan. 1941 i KZ-lejren Dachau. Til Neuengamme den 24.1.1941. Først som almindelig arbejder indtil maj 1941. Derefter som skriver i bygningen for syge indtil slutningen -

i 1945. Han havde der 5 skrivere og en afskriver. Han var selv 1. skriver.

 

 

Hans arbejde bestod i:

- navnekartotek,

- sygekarto­tek,

- månedsbe­ret­ninger,

- årsberet­ninger,

- ekstra terminsopgørel­ser af døde,

- skrivning af sygehistorier,

- registrering af døde fra hoved­lejren og udelejrene,

- fjernelse af guld fra de døde.

               

------------------------

 

Han modtager en skrivelse fra statsadvokaten.

 

Statsadv.:  Har De set dette stykke papir før?

 

Vidne:               Ja, jeg har set dokumentet en gang tidligere. Det er en kvar­tals­beretning. Jeg har selv udfærdiget den.

 

Retspræs.:         De siger, at det er en kopi?

 

Vidne:               Jeg udfærdigede en original med 3 kopier, og dette er den ene kopi.

 

Retspræs.:         Har de herrer en kopi af den tyske tekst?

 

Forsvarer:  Den kender vi slet ikke.

 

Retspræs.: Er herrerne tilfredse med den engelske over­sættel­se, eller vil De have den berigtiget?

 

Forsvarer:  Vi ville gerne have den på tysk.

 

Retspræsidenten oplæser dokumentet på engelsk.

 

Forsvarer for nr.1:      

 

De anklagede beder om at få læst dokumentet op på tysk.

 

Retspræs.: Ønsker herrerne, at de tyske anklagede får en kopi hver, eller vil De selv have det forelagt?

 

Forsvarer:  Hver anklagede skal have en kopi.

 

Retspræs.: Retten har besluttet, at hver af de anklagede får en kopi. Om de kan blive færdige til mandag, er tvivlsomt, men der vil blive gjort alt for det.

 

Statsadv.:  Vil De fortælle retten, hvem der har underskrevet dette dokument, som De har skrevet på maskine?

 

Vidne:               Originalen er underskrevet af garnisonslæge, Ober­sturm­führer dr. Trzebinski.

 

Retspræs.:         Genkender De dr. Trzebinski?

 

Vidne:               Ja, jeg genkender ham, nr.14.

 

Retspræs.: Har han dikteret Dem dette?

 

Vidne:               Disse indberetninger skulle laves efter et bestemt skema.

 

Retspræs.:         Hvad mener De med det?

 

Vidne:               Efter bestemte retningslinjer fra § 1 til § 12. Det var et ganske bestemt spørgeskema.

 

Retspræs.:         Var spørgsmålene altid de samme?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Opstillede De som 1. skriver selv disse spørgs­mål?

 

Vidne:               Jeg lavede et udkast, som så blev forelagt garni­sons­læ­gen.

 

Retspræs.:         Udstedte De det selv? (?)

 

Vidne:               Tallene er skrevet af mig. De tal, der her er an­ført, svarer ikke til virkelighedens, der jo var betydelig større.

 

Retspræs.: Vil det sige, at det udkast, De lavede, blev æn­dret?

 

Vidne:               Ja, det blev ændret af dr. Trzebinski.

 

Retspræs.: Kan De sige os, på hvilken måde dr. Trzebinski æn­drede ved de tal, De havde an­givet i Deres udkast?

 

Vidne:               Hvis tallene var for høje, dvs. de enkelte op­gørel­ser over sygdomme, så blev tallene ændret for at få et pænt billede udadtil.

 

Retspræs.: Kan De ud fra dette dokument give os et eksempel på, hvor dr. Trzebinski har ændret tallene?

 

Vidne:               F.eks. tallene på åbne og lukkede (?) tuber­kulose­til­fælde, lige som infektionssygdomme heller aldrig passede med kends­gerningerne.  

 

Retspræs.: Hvilken § taler De om nu?

 

Vidne:               Om § 6.

 

Retspræs.: De talte om åbne og lukkede tuberkulosetilfælde - hvad med disse tal?

 

Vidne:               De var alt for lave.

 

Retspræs.: Er tallene i dette dokument anderledes end de tal, De angav i Deres udkast?

 

Vidne:               Ja.

 

Retspræs.: Kan De angive et andet punkt, der også af­viger?

 

Vidne:               Ja, infektionssygdommene og især tyfus, § 6.

 

Retspræs.: Kan De fortælle retten Deres tal i disse to sager, som De har berettet om?

 

Vidne:               Dengang havde vi 50-60 tilfælde af para-tyfus B og mindst 40-50 tyfus-dominale.

 

Retspræs.: Kan De påvise andre punkter, som ikke stemte over­ens med Deres? F.eks. tallene over mave- og tarm­syg­domme.

 

Vidne:               Vi havde dengang hundreder der led af mave- og tarm­syg­domme.

 

Retspræs.:         Kan De sige, hvor mange hundrede?

 

Vidne:               Omkring 300-400.

 

Retspræs.:         Ellers nogle punkter?

 

Vidne:               § 10 stemmer heller ikke med virkeligheden. Vi havde hundreder af tilfælde med disse sygdomme og fanger, som varigt var plaget af dem.

 

Retspræs.: Har De talt med dr. Trzebinski om dette?

 

Vidne:               Ja, fangerne forsøgte tit at få sandheden frem i be­ret­ningen og at meddele garnisonslægen sandheden, men Trzebinski sagde altid, at vi ikke kunne give de tal videre.

 

Retspræs.:         Gav han en grund til det?

 

Vidne:               Ja, man skulle sleske for dem, der stod over en og træde på dem, der stod under. Sådan må jeg opfatte Trzebinskis menta­litet.

 

Retspræs.: Hvordan mener De, han krøb for sine overordnede?

 

Vidne:               Hans overordnede måtte aldrig få sandheden at vi­de. Der skulle i stedet for altid fremvises et pænt bil­lede.

 

Retspræs.: Blev fangerne adspurgt?

 

Vidne:               Fangelægerne vidste god besked med, at tallene i indbe­retningerne aldrig stemte overens med ­beretningerne.

 

Retspræs.: Ved De, om en fangelæge nogensinde har fortalt dr. Trzebinski det?

 

Vidne:               Nej, det kunne en fangelæge aldrig drøfte med ham.

 

Retspræs.: De siger, at tallene blev ændret i beretnin­gen. Er der også blevet ændret ved kendsgerninger, således at de er blevet frems­tillet anderledes, end de er gået for sig.

 

Vidne:               Side 5 nr.2 - Alment

 

Den lægelige pleje i hovedlejren og udelejrene var aldrig sikret og tilstrækkeligt udbygget. Vi måtte kun anføre et bestemt antal fanger.

 

Retspræs.:         Er der mere?

 

Vidne:               Maden. På side 6: måltider. Når der her står, at tilbe­redningen af fangernes mad altid var hygiej­nisk forsvarlig, så er det ikke sandt. Maden var ofte ildelugtende.

 

Retspræs.:         Har De selv skrevet denne sætning?

 

Vidne:               Nej, dr. Trzebinski befalede, hvordan sætningen om maden skulle skrives.

 

Retspræs.:         Mere?

 

Vidne:               Uarbejdsdygtige fanger skulle arbejde med flet­tear­bejde. Dette foregik i året 1943 ikke i beskyt­tede rum, og det bragte mange på reviret.

 

Retspræs.: Retten er ikke interesseret i 1943, men hvad der skete i 1945. Hvad der skete i 1943, er vi over­hovedet ikke interesseret i.

 

Statsadv.:  Sætningen om kalorier (at der lige netop var nok til at holde fangerne i live) - hvem har fået den ind i beretningen?

 

Vidne:               Dr. Trzebinski.

 

Statsadv.:          Blev kalorieindholdet undersøgt?

 

Vidne:               Ja, igennem 8 dage blev normale portioner til de hårdt­arbejdende bragt til undersøgelse i Wandsbek.

 

Statsadv.:          Blev det gjort på dr. Trzebinskis ansvar?

 

Vidne:               Ja, der blev i almindelighed klaget over forringel­se af fangernes mad.

 

Statsadv.:          Har De resultatet?

 

Vidne:               Ja, det blev dikteret til mig af dr. Trzebinski person­ligt.

 

Statsadv.:  Mente De, at det, dr. Trzebinski dikterede til Dem, var resultatet fra Wandsbek? Fik De nogen ordre af dr. Trzebin­ski, hvad dette angik?

 

Vidne:               Resultatet fik jeg ikke. Plejere og læger fik af dr. Trzebinski ordre til at gøre 3000 syge fanger klar til transport til Bergen-Belsen den 8.4.1945.

 

Statsadv.:  Fik De andre ordrer før lejren skulle evakueres i 1945? Tog de nogle dokumenter med?

 

Vidne:               Lidt før kl. 5 kom Trzebinski ind i skrivestuen sammen med Oberscharfüh­rer Renke ­for at gennemse papirer. Han forlangte læg­era­ppor­terne og bøgerne over de døde. Dernæst gik han ind i lægev­ærel­set, hvor de hemmelige ordrer til ek­sekutionerne op til 1945 opbevaredes, tog de pågældende rap­porter, som havde ligget der i årevis samt andre yderst vigtige papirer om lejren, lod dem pakke i sække og bragte dem over i SS-reviret.

 

Statsadv.:          Ved De, hvad hans hensigt var med det?

 

Vidne:               Jeg gik ud fra, at de bevidst skulle forsvinde og brændes.

 

Statsadv.:          De antager, at man ville brænde dem?

 

Vidne:               Jeg hørte fra nogle kammerater, at det røg fra skor­stenen hele dagen.

 

Statsadv.:  Blev der nogle papirer tilbage, eller gik alle rap­por­ter til SS-reviret?

 

Vidne:               Det lykkedes mig at sikre bøgerne over de døde. Dagen efter den 16.4.1945 kom dr. Trzebinski endnu engang og lod listerne over døde og levende brænde.